Indre Mission i dag
Selvom der, jvf. ovenstående, også er store uoverensstemmelser mellem grundtvigianere og Indre Mission (sidstnævnte vil ofte sikkert anklage førstnævnte for at være kristen af navn og sjældent af gavn), så er ‘hoved-fjenden’ indiskutabelt Tidehverv, som grundlæggende synes at stå for det stik modsatte kristendomssyn i forhold til Indre Mission.
Og Tidehverv står som nævnt i stor gæld til eksistetialismen som vi møder den hos Kierkegaard og Rudolf Bultmann (som i øvrigt står i stor gæld til førstnævnte). Kurt E. Larsen skriver i bogen Indre Mission i ny tid, som er et jubilæumsskrift i anledning af Indre Missions 125 års jubilæum i 1986 (s. 110):
“Eksistensteologerne ville gøre Jesu forkyndelse aktuel og vedkommende for moderne mennesker. Eftersom disse er opdraget til en videnskabelig tænkemåde, mente man, at Jesu forkyndelse først måtte frigøres fra den såkaldte mytologiske dragt, som den var iklædt. Sagt på en anden måde: Det gælder om at tolke beretningerne således, at man igennem dem hører et kald til personlig ansvarlighed og afgørelse. Det mener eksistensteologerne først kan ske, når beretningerne er “afmytologiseret”. Som eksempel på en foretaget “afmytologisering” kan nævnes, at talen om den yderste dag for eksistensteolog bliver til en forkyndelse af, at det for et menneske hver dag er den yderste dag, fordi det hver dag skal træffe sin beslutning og bære sit ansvar”. Og Larsen fortsætter (s. 110f): “På denne måde mener man at være tro mod Bibelens egentlige budskab og forholder sig derfor frit over for de bibelske beretninger, som de står i teksten. (...). Det kan på den baggrund ikke undre, at eksistensteologer heller ikke anser Bibelens etiske anvisninger for forpligtende. Man har blot set dem som eksempler på, hvordan nogle engang har ment, at deres ansvar over for medmennesket skulle varetages. I dag kan mennesker - i personlig ansvarlighed - vælge andre veje! Ud fra en sådan opfattelse falder det heller ikke naturligt, at præster skal være forpligtet til at forkynde i overensstemmelse med en bestemt norm. De mener nemlig ikke, at der findes en for alle tider og mennesker gældende sand tolkning af Bibelen. I moralsk henseende vil det også falde meget svært at advare mod bestemte synder eller anvise bestemte gerninger - de vil blot kalde den enkelte til ansvarlighed”.
Unægteligt en skarpt angreb på Tidehvervs kristendomsforståelse - og vel moderniteten i det hele taget (‘det personlige valg’).
Man må dog undre sig over, hvordan Larsen kan påstå, at der kun findes én ‘indlysende’ læsning af Bibelen (teksten skal kun læses ‘symbolsk’, hvor den selv siger det, fx. ved lignelserne), alene fordi, at man de steder hvor de bibelske tekster er i reel uforenelighed med hinanden nødvendigvis er nødt til at træffe et valg - som dog, selvfølgelig, ikke må eller skal træffes på egne præmisser, om man så kan sige. Her mener jeg, som tidligere nævnt, at enhver tekst i den hellige skrift skal læses i lyset af det dobbelte kærligheds bud, herunder selvfølgelig Guds uudgrundelige kærlighed til mennesket, og det uanset om man kan lide denne læsning eller ej.
Og valget kalder jo netop den enkelte til personlig ansvar overfor sin læsning af Bibelen - her nytter det jo ikke blot, og næsten undskyldende, at sige, at ‘det står jo i bibelen’. Det er jo at skyde ‘skylden’ på Gud.
Her er det dog på sin plads at nævne, at Indre Mission ikke er nogen fuldstændig homogen størrelse (forbudet mod kvindelige præster er man faktisk ikke 100% enige om. For hvad er bedst: En troende kvinde eller en ‘vantro’ mand?)). For eksempel kan man både møde indremissionærere, der mener, at der er regulær blasfemi at velsigne homoseksuelle par. Mens andre er mere ‘løse’; man kan nemlig finde mange indremissionærere, der har den noget spøjse holdning, at der er mange bestemmelser i Bibelen de er ‘uenige’ i, og hvis de havde skrevet Bibelen, ville de måske ikke have skrevet dette eller hiint, MEN når det nu står der, så....
For at understrege, at det ‘personlige valg’ er brændende nødvendig, når man læser i den hellige skrift, kan jeg nævnte to særdeles grove uoverensstemmelser - mellem Jesu forkyndelse og Paulus’. Mens Jesus forkynder fordringen om kærlighed til fjenden, tilføjer Paulus i Galater-brevet, efter at have fordret, at de kristne i menigheden skal gøre godt mod alle: især mod vores trosfæller (Gal. 6,10). Det er mildest talt to forskellige udsagn.
En et andet eksempel er, at Jesus forkynder, at den som har ret til at kaste sten mod sin næste, er den, som er syndfri. Men til Korinther-menigheden fordrer Paulus, at en utugtig udstødes af menigheden (1.Kor. 5,1-5).
Er jeg ved at begive mig ud i en relativistisk læsning af Bibelen?
Nej, selvfølgelig ikke. Læsningen er forholdsvis klar: Den hellige skrift skal læses i lyset af det dobbelte kærlighedsbud og Guds uudgrundelige kærlighed til mennesket. Ud fra denne læsning falder langt fra alle, men en del af Paulus’ betragtninger. Og det kan vi jo ikke gøre for. Det er trods alt Jesus og ikke Paulus, der er Guds Søn.
Indre Mission har som bekendt en forestilling om, at Bibelen er historieskrivning, som vi også i dag forstår dette. Men hvem har så vidnet om og skrevet Bibelens mange tekster ned? Hvem har fx. været vidne til selve skabelsen?
Poul Hoffmann skriver i Skabelsens længsel (s. 13): “Hvem fortalte om skabelsen? Hvem skrev skabelsesberetningen i Bibelen? I princippet kan oplysningerne stamme fra en engel, der var til stede, men det mest nærliggende er jo at tænke sig, at de stammer fra Gud selv. Det kan være, de blev givet til Adam og Eva, når de sad sammen med Gud ved paradisfloden i aftenskumringen, eller de kan siden være blevet meddelt af Herrens Engel, denne gådefulde skikkelse i Bibelen, som på én gang er Gud selv og Guds sendebud. Hvem der så skrev det ned, ved vi ikke. Skabelsesberetningen er, til forskel fra størsteparten af Første Mosebog, anonym”.
I sine prædikener over urhistorien (jvf. ovennævnte bog), kan Poul Hoffmann selvfølgelig ikke komme udenom den gamle problematik om forholdet mellem skabelsesberetningen og udviklingslæren. Han kan for så vidt godt forstå, at folk, som er kristne, men som alligevel har accepteret udviklingslæren (efter mange års indoktrinering i skolen) søger at forene disse to skabelsesforestillinger. Men det er en umulighed, skiver Poul Hoffmann, man må vælge, for de to forestillinger er fuldstændigt uforenelige: “Den “proces”, som udviklingslæren forestiller sig, er alles kamp mod alle - den totale egoisme, den totale krig, den totale ondskab. Årmillioners dræben og æden hinanden - det er selve den drivende kraft i udviklingen. “De bedst egnede overlever” og får lejlighed til at videreføre slægten, og på den måde går det “fremad”; de bedst egnede er dem, der er bedst til at slå de andre ihjel og æde dem. I et evigt uvejr af pine og angst, over oceaner af blod og tårer sejler udviklingen mod et eller andet fantasimål. Er det Guds skabelsesmetode? Hvad er det for noget at sige om Gud? Djævelen kunne finde på at skabe på den måde, hvis han ellers evnede at skabe” (s.17f).
Her er det nok på sin plads at bemærke, at verden iflg. Poul Hoffmann kun er omkring fire-femtusinde år gammel.
Men uanset hvad Poul Hoffmann måtte mene om det, så foregår denne udvælgelses-proces jo stadigvæk, vi kan bare sjældent få øje på den med det blotte øje. Og Gud/Jahve har faktisk tilladt os at deltage i dét, som Poul Hoffmann kalder den totale krig - vi må nemlig gerne spise kød!
Indre Mission er ganske klar over deres ‘ene-position’ i dansk kirkeliv. På IMs årsmøde i 1968 holdt næstformanden, højskoleforstander Edv. Jensen, et foredrag, hvori han angiver fire væsentlige grunde til, at Indre Mission har sin indiskutable berettigelse. Han formulerer det på den måde, at der er nogle områder, som skal gives ‘asyl’ i Indre Mission - som jo også gælder i dag.
Dels er kristendom oplevelse og ikke en eller anden rationel størrelse. Dog vil han ikke give frit løb for enhver slags religiøs oplevelse: “Den personlige oplevelse må altid være bundet til den objektive åbenbaring. Kun derved bliver den kristeligt legitim” (s.261). Og han fortsætter (s.263): “Kort sagt: Tro er en tillidsfuld hengivelse til Gud, en dybt personlig oplevelse af Jesu Kristi og vor egen virkelighed”. Den objektive åbenbaring?
Dette betyder så også, at bl.a. den historisk-kristiske forsknings resultater preller af på en indremissionær: “Vi spørger ikke om profeters og apostles legitimation og autoritet, for vi har oplevet Gud selv igennem deres tale” (s. 263). Og videre: “Vi har den dybeste personlige tillid til den Gud, der har udvalgt og udsendt disse folk [profeterne og apostlene], for at vi ved deres vidnesbyrd skulle komme til tro (...) Når Paulus gang på gang siger, at han har modtaget det fra Herren, så tror vi ham, også når han taler om kvinden og det kirkelige embede. Paulus’ syn er ved at blive hjemløst i vort land, men der er nogle af os, der ønsker, det skal finde asyl i IM” (s.264).
Desuden finder han det foruroligende, at dåb og omvendelse er skilt fra hinanden i dag, for hos Luther kan syndsforladelse og bod ikke skilles ad, skriver han: “Bod er anger og tro. Bod er omvendelse” (s. 264). Problemet er bl.a. at man i dag synes at have glemt, at Kristus stiftede to sakramenter, nemlig både dåb og nadver. Og dåben skal ‘vedligeholdes’ igennem nadveren [ved jævnlig kirkegang], da nadveren er en ‘ihukommelse’ af dåben. Det dennesidige liv er én lang bodsgang mod det evige liv, hvis man altså består prøven på Dommedag, og bliver oprejst fra de døde - hvordan han så end forestiller sig dét sker.
Derfor er loven også central for Indre Mission. Man kan måske kalde loven for kristendommens moral-kodex, hvis et sådant altså findes. Det er loven – eller moral-kodex’et - der gør det muligt for Indre Misson at tale om enkelt-synder, hvor de fx nævner sex før ægteskabet.
Foredraget slutter (s.268): “Når jeg har talt om IM som asyl for de sandheder, tiden har overset og er løbet fra, er et ikke for at gøre IM til et museum. Tværtimod. I asylfunktionen ligger der i dag en mægtig reformatorisk udfordring, som vi må tage op. Kun derved kan vi overleve. IM kan ikke fældes ved folk; den kan kun ødelægges ved forkyndelsens og troslivets overfladiskhed og tomhed”.
At Tidehverv og Indre Mission står stejlt overfor hinanden kan kort udtrykkes på denne måde: Mens Indre Mission fokuserer på bodsgang og lovens fordringer, taler Tidehverv om syndernes forladelse. Mens Indre Mission taler om moral, taler Tidehverv om, at enhver tale om moral er hovmod og farisæisme.
Selvom perspektivet således er temmelig forskellig er de dog nogenlunde enige om kritikken af humanismen. Poul Hoffmann skriver i Skabningens længsel, s. 63: “Det er så forvirret, når humanismen forarges over, at “menneskerettighederne” hele tiden krænkes jorden rundt. Det med menneskerettigheder er egentlig humanismens eget påfund, og det er egentlig en del af katastrofen. Bibelen kender ikke noget til menneskerettigheder; den taler om menneskepligter, om Guds lov. Det er den, der kan sætte bom for det onde, i diktaturstater og alle andre steder. Alle går efterhånden og tænker i de baner, at mennesket har en hel masse rettigheder - over for hvem? Der er snart ingen ende på alt det, som man vedtager, at mennesket har “ret” til (...). Selvfølgelig er det frygteligt med alt det djævelskab, som mennesker udsættes for over hele jorden, men det er den samme djævel, der hvisker i gamle Adams villige øre om alle de rettigheder, han har; så han glemmer Guds tale om de pligter, han har, lovens: Du skal! Du må ikke! I den menneskerettighedstænkning kan og vil rædslerne fortsætte til Dommedag. Og gamle Adam tror, at det er så godt”.
Og hvis den enkelte ikke lytter til Jesu forkyndelse?, kunne man her spørge.
Poul Hoffmann kommer også med den kommentar, at han ikke kan profetere om den jordiske verdens undergang, den verden, hvor han mener, at Satan får mere og mere magt - men han håber undergangen snart kommer! Han kan vist ikke tvivle meget på, at han selv består prøven.