Grundtvig

Grundtvig er en spændende person, både som menneske og som teolog. Og det er klart, at med et menneske som Grundtvig, der haft så mange følelsesudsving - heriblandt nogle ganske kraftige nogle - er det umuligt at lave en 'objektiv' beskrivelse af, hvad han egentlig er for en, og hvordan hans liv igennem tiden har påvirket han livs-, menneske- og kristendomsopfattelse.

Her vil jeg koncentrere mig om Grundtvigs tanker i forbindelse med den så berømte og berygtede 'mageløse opdagelse', både før og efter hans møde med Irenæus.

Afsnittet handler med andre ord om Grundvig som - med vore nutidige begreber - henholdsvis fundamentalist og liberal.

Grundtvig holder sin dimis-prædiken i 1810 (som han får udmærkelse for), og udgiver den bagefter, endog i en mere direkte tone end den var holdt i i eksamen-situationen. Og giver skriftet titlen: "Hvi er Herrens ord forsvundet fra hans hus?".

I dette skrift er der endvidere en dedikation til faderen, som i begyndelsen af året flere gange har bedt Grundtvig om at komme til Udby (Grundtvigs fødeegn) og indtræde som kappelan; både faderen og moderen er syg, og faderen kan ikke klare præstegerningen (han er 76 år) - men Grundtvig har været afvigende overfor faderen; han vil hellere være i København, og er også ved at skabe sig en karriere her.

Skriftet "begynder med at fortælle, at Grundtvig har stræbt efter at forklare oldnordens dunkle sagn, og at han håber, faderen ikke tager ham det ilde op. Sønnen ved jo godt, at oldtidens kæmper [Grundtvig har næsten været asa-troende] intet er at regne mod de hellige, der følger Kristi bud" (Abrahamowitzs Grundtvig. Danmark til lykke, s.. 86). I digtet til faderen står blandt andet: "Mon også han har sin frelser fornægtet?". Og som Abrahamowitz spørger: "Indrømmer Grundtvig her - for at komme sin far nærmere som den fortabte søn - at han har fornægtet sin og faderens Gud? Prøver han at nærme sig faderen ved at antyde, at også faderen har haft sine anfægtelser? Er det tegn på bod for hovmod?".

Sidst på året bliver Grundtvig overvældet af en voldsom depression (i øvrigt ikke den første han får). Den skyldes sandsynligvis især en stærk anfægtelse - herunder forholdet til sin far.

Grundtvig lagde aldrig fingrene imellem i sine prædikener, når han revsede det såkaldte kristne Danmark. Og taget de voldsomme udfald mod andre i betragtning (blandt mange andre prædikener, også i dimis-prædikenen), måtte han spørge sig selv: Er du selv en kristen?

Budet om at elske Herren og næsten som sig selv, tvivlede Grundtvig ikke på. Og første led mente Grundtvig nok, at han opfyldte, det så betydeligt værre ud med et andet led. I denne situation var næsten hans far, som han jo ikke var kommet til hjælp, da faderen bad om det og behøvede ham.

Da Grundtvig bryder sammen i december 1810 påtager vennen Sibbern sig at køre ham til faderen i Udby, hvor de bliver modtaget af en - i betragtning af Grundtvigs tilstand - fattet fader, der tilsyneladende er klar over/kan se, at det, som plager sin søn, er anfægtelser.

Efter krisen tager han allerede sidst i december til kongen i København for at bede om at blive indsat som hjælpepræst til sin far. Det lykkes ikke, men Grundtvigs onkel, biskop Balle, opsøger også kongen - og det lykkedes ham at sørge for, at Grundtvig kan indsættes som kapellan hos sin far.

Grundtvig udnævnes til kapellan ved Udby Kirke den 3. maj.

Hvor interessant Grundtvigs biografi end er, vil jeg ikke gå mere ind i den her (han var også præst andre steder end i Udby). Men faktum er, at han som præst i Udby prædiker i gammel-luthersk ånd, hvor Bibelen tages bogstavlig - og asatroen er tilsyneladende kastet på porten (som aflad for faderen?).

Desuden, som Abrahamowitz skriver (s.90): "Under sin historielæsning [i begyndelsen af året 1810] har Grundtvig ment at se, at Danmarks storhed og fald hænger sammen med folkets vækkelse ved eller frafald fra kristendommen".

Det var også i forbindelse med sin historie-læsning (man kan hævde, at Grudtvig var mindst lige så meget historiker som teolog), at han ved et tilfælde - omkring 1821 - stødte på den gamle kirkefader Irenæus, ham, som forfattede et skrift imod kætterne, dvs. gnostikerne i det andet århundrede efter Kristi fødsel.

Blandt andet på grund af denne opdagelse, blev det klart (i hvert fald mere klart end det før havde været), at der også havde eksisteret en kristendom før Luther - og før Det nye testamente overhovedet var skrevet. Der var altså bekendende kristne til før, de havde en konkret bog, et skrift, at bekende sig til. Men hvis ikke Bibelen kunne være kirkens oprindelige lærebasis - hvad var så? Grundtvig finder frem til, at det må være Den Apostolske Trosbekendelse, som til alle tider - også før Det nye Testamente blev til - har været det bærende i de kristne kirker (Grundtvig mente sågar, at ordene var oprindelige Jesu-ord). Det er således ikke bogstaven, men ånden, der gør den enkelte kristen. Grundtvig mener nu at have fundet det ufravigelige kriterium på, hvad der er sand kristendom. Han ønsker kirketugt, og udstøde de vantro af kirken. Han ønsker at skabe en bekendelseskirke, hvad han dog ikke får lov til af kongen. På dette tidspunkt er der ikke religionsfrihed i Danmark.

Rationalisternes skriftkritik og skrifttolkning, der betvivlede det historisk-korrekte ved Bibelen, mente Grundtvig nu også havde tabt sin farlighed. I et tilbageblik i "Kirke-spejl" fra 1871 fortæller Grundtvig, hvad der drev ham frem mod den mageløse opdagelse i 1825:

"Jeg var faldet i dybe tanker over den fortvivlede stilling, hvori Kristi menighed, og navnlig alle dens børn og ulærde medlemmer, var kommet derved, at næsten alle de skriftkloge trodsigt påstod, at ikke alene den hellige skrifts oprindelse, omfang, ægthed og rette fortolkning var meget tvivlsomme, men at de kirkelige grundlærdomme om treenigheden, Kristi guddom og forsoningen, når man (beherskede) grundsprogene og så ret til, slet ikke fandtes i Bibelen, som hos alle protestanter jo dog var troens eneste hjemmel ... Min slutning blev da, at så vist som Jesus Kristus var Gud Faders enbårne søn, så vist måtte der også i kirken findes et langt gyldigere og stærkere vidnesbyrd om den ægte, oprindelige kristne tro, end bogstavskriften på nogen måde kunne være for kvinder og børn og alle de ulærde. Da jeg nu i denne retning uafladeligt grublede, læste og skrev under bøn og påkaldelse, se, da slog det mig i et velsignet øjeblik: at det mageløse vidnesbyrd, jeg så møjsommeligt ledte om i hele åndens veden, det gennemlød som en himmelrøst hele tiden og kristenheden i den apostoliske trosbekendelseved dåben. Hermed var for mig lyset tændt og loddet kastet; thi at "vandbadet i ordet", altså dåbsordet, er den kristelige livskilde, det havde Luther jo straks lært mig ... Ratonalisternes skriftkritik og skriftfortolkning måtte herved i mine øjne tabe sin brod og hele sin farlighed for menigheden" (citeret efter Abrahamowitz, s. 172).

I hele hans liv kæmpede han med at forstå forholdet mellem (nordens) mytologi og kristendommen. I sin ungdom fandt han faktisk 'frelsen' i asa-troen! - asernes kamp på liv og død genfandt han i sit eget indre. Foreningen af det himmelske og det jordiske, og selve inkarnations-tanken i kristendommen var ham ubegribelig; måske var han bleven gudsfornægter, hvis ikke han i forbindelse med teologistudiet var blevet tvunget til forholde sig til kristendommen. Og selvfølgelig var han præget af faderens gammel-lutherske kristendomssyn.

Hans Englands-rejser i 1829, 1830 og 1831 har sandsynligvis haft særdeles stor betydning for ham.

Han mission i England, var (delvis som historiker) at studere de gamle angelsachisiske håndskrifter. Et af Grundtvigs store spørgsmål var: Betød kristendommens indførelse i Norden, at alt fra hedenskabets tid blev kasseret? Fandtes sandheden kun i kristendommen? - eller var der også andre kilder?

Grundtvig måtte (nok noget modstræbende) svare bekræftende på sidste spørgsmål - inspireret af det berigende åndsliv han mødte i England. Han skelner mellem folkesag og salighedssag - og således også mellem Helligånd og ånden som udtryk for, hvad der bor i mennesket, i folket. Da nu oplysningen af mennesket og dets gåde ikke længere er afhængig af den kristne åbenbaring, kan man nu også søge den hos fx. Shakespeare, for nu er det ligegyldig om Shakespeare er kristen.

Tanken om, at danskerne kan kristnes til bunds er en utopi - det er snarere historien og dets mytologi, der binder folket sammen og giver folket dets 'ånd', herunder Nordens mytologi. Grundtvig var glødende nationalist.

I det berømte "Nyårsmorgen", som udkommer 1832, lægges større vægt på, hvad det vil sige at været et menneske end på, hvad det vil sige at være kristen.

Grundtvig ser sig ikke længere i stand til at bevise kristendommens sandhed - endsige hvem der egentlig er, eller ikke er, kristne. Og han kan heller ikke bevise, hvad der er sand kristendom. "Det kunne han i 1825 - med søvngængeragtig sikkerhed. Trosbekendelsen var fortolkningsreglen. Ved dens hjælp kunne han afvise kætterske opfattelser. Nu kan han ikke apologetisere, forsvare noget mere, kun bekende sin tro. Den er værgeløs i verden - men derved er den netop blevet til "tro" Før (1831) rummede Bibelen for ham den højeste visdom, som ingen verdslig visdom kunne konkurrere med. Nu er visdommen, erkendelsen, menneskesynet, livstolkningen skilt ud fra begrebet tro og kan deles af folk, der ikke er kristne, men har ånd, d.v.s. opfatter livet som levende, menneskeligt - og ikke dyrisk, blot biologisk", skriver Thaning i For menneskelivet skyld. Grundtvigs opgør med sig selv (s. 87). Grundtvig mener dog stadig, at det bibelske menneskesyn når dybest ned - herom må folk med ånd være enige!

Fra 1832 genkender han også gnosticismen i den lutherske bodskristendom, hvor livet på jorden skal forsages, og det egenligt liv først begynder hinsides. Han ser Det gamle testamentes skabelsesberetning som et dementi på livets tomhed. Det er jo i den af Gud skabte verden, mennesket lever og skal leve.

Men selvom trosbekendelse altså ikke længere er udtryk for noget 'logisk' bevis på hvad, der er sand kristendom, står han dog fast på sit eget kristendomssyn: Kun hvor "Troens, Daabens og Nadverens Ord lyder uforfalsket paa sit rette Sted og i sin rette Følge, kun der er Vorherres Jesu Christi Aand, kun hos dem, som af Hjærtet tror dette Ord, kun hos dem udretter han sin Gjerning, og kun de Evangeliske Prædikanter, i hvis Prædiken dette Hans eget Ord er Sjælen, kun de drives af Herrens Aand, kun de er hans Redskaber til Embeds-Gjerningen i Herens Menighed" (citeret efter Thaning, s. 204).

Grundtvig er varm fortaler for frihed på alle religionens områder, selvom han dog mener, at frimenigheder/gudelige forsamlinger (som fx. det senere Indre Misson) er dybt problematiske, da de giver skin af at være samfund af fuldkomne kristne, der kan pege fingre af andre og deres vantro.

Han så netop statskirken (omdøbtes 1849 til folkekirken) som en borgerlig konfessionsløs indretning, altså uden særlige tros-samfund, dvs. hvor der var 'plads til alle'. Under grundlovsforhandlingerne var han da også imod at sætte betegnelsen 'evangelisk-luthersk' på folkekirken, en sag, han som bekendt tabte. Faktisk overvejede han at melde sig ud af folkekirken, fordi han ikke mente, at han havde fået alle sine frihedsidealer gennemført i kirken. Han blev dog.

P.G. Lindhardt har iøvrigt følgende interessante kommentar i Vækkelse og kirkelige retninger (s. 46):

"Grundloven af 1849 blev nok skabt af liberale og akademiske teoretikere som havde læst sig til deres demokratiske ideer, men uden tilsvarende og forudgående folkebevægelser kunde den frie forfatning hos os let være blevet et lige så dødt bogstav som f.ex. mange steder i Tyskland. Længe før 1849 var brede folkelag i bevægelse for medstemmelsesret i kirkens og statens sager, og disse folkebevægelser står i dyb gæld til den gudelige vækkelse for dens kamp for åndelig frihed. Den som har døjet mange slags ondt for samvittighedsfriheden skyld ved hvad den er værd. De gudelige forsamlinger var nok religiøst ensidige, men alligevel er de vore første folkemøder; ikke blot opbyggelse, men også dagens og vejens problemer, politik kort sagt, kunde her komme på tale, og vækkelseslederne blev siden ofte bonderepræsentanter på stændermøderne eller rigsdagen; forsamlignerne var dem en forskole; dér havde de lært at tale, at fremlægge en sag, at overbevise og argumentere - uden at genere sig! Hvor vækkelsen gik frem aftog almuemandens sky for "de store". Den gudelige forsamling er forstadiet til parlamentarisk virksomhed for det brede folk; reelt og formelt forberedte den demokratiet. Vækkelsens religiøst betonede lighedsprincip, den grundtvigske kamp for åndsfrihed og liberalismens mere teoretisk begrundede "menneskerettigheder" pegede i virkeligheden mod et fælles mål, ikke "i og for sig", men i den givne historiske situation. I den gudelige vækkelse indgik religiøse og sociale elementer en "intim og uopløselig" forbindelse; virkningen blev derfor ligeså fuldt en politisk, en økonomisk, en social og en kirkelig. Den gudelige vækkelse er de kirkelige retningers og det folkelige selvstyres vugge".

Grundtvigianismen

I begyndelsen var der egentlig ikke den helt store forskel mellem grundtvigiansk og det vi idag kalder missionsk forkyndelse. Grundtvigianerne havde taget mange af Grundtvigs tanker til sig, men hans menneske først og kristen så - hans rummelighed - havde endnu ikke slået rod.

P.G. Lindhardt skriver i Vækkelse og kirkelige retninger (s.61): "Da grundloven trådte i kraft lå endnu alt i vækkelsen uklart, men som 1850.ne skred afklaredes forholdene betydeligt; det har flere årsager. For det første betød religionsfriheden fri adgang til uhæmmet sekterisk agitation; den spillede groft på modsætningen mellem den "bestående" kirkes ugudelige verdslighed og de små troende kredses religiøse og moralske overlegenhed, men også på de lavere klassers utilfredshed og misundelse og især på misforholdet mellem de sikrede gejstlige "levebrød" og den ynkelige fattigdom i underklassen på land og i by. Det sekteriske angreb på kirken var nok religiøst motiveret, men båret af social patos. Baptisterne foldede sig nu for alvor ud, og 1850 kom mormonerne til (1854 irvingianerne, 1858 metodisterne); sekterne virkede overalt, men (foruden i København), især i landets yderkanter (Vendsyssel og Bornholm) hvor kirke og skole stod svagest og præster og lærere gennemgående viste meget ringe evne til at tage debatten op. Baptismen slog an på grund af sin konsekvente biblicisme og pietistiske alvor; mormonerne vandt frem i kraft af deres usandsynligt grove agitation og deres forespejlinger af polygamiets paradis i det fjerne USA; hurtigt begyndte emigrationen og ialt 14000 blev i løbet af nogle år exporteret over Atlanten - tit var det familiefædre (altid fra de laveste klasser) hvis afrejse betød øgede forsorgsproblemer for deres hjemsogne".

Det grundtvigste håb om at bevare folkekirken udelt var hermed faldet. En af grundene til, at mange gik over til at blive hhv. baptist eller mormon, var at man savnede klarhed over dåbspagt og sakramente. For hvad betød disse størrelser egentlig? Da baptister og mormoner har bekendelsesdåb (i praksis voksendåb) var disse spørgsmål selvsagt særdeles væsentlige. Den grundtvigske lægprædikant Jens Dyrholm gik over i den baptiske lejr, som han oplevede som mere 'sand' - men vendte tilbage til folkekirken, da den grundtvigske præst F.E. Boisen lovede ham separat altergang for de troende.

Behovet for en kirkelig ortodoksi var åbenbar - selvom Grundtvig selv ikke var dogmatiker. Dines Pontoppidan skrev: "sekterne [i praksis mormoner, baptister og andre, som ikke længere var i folkekirken, herunder pietisterne] slår om sig med skriftsteder [da de er bogstavtro], men skriften viser bort fra sig selv til Kristus; den skal læses på den "urokkelige kirkegrund" og med "troens øjne". I dåben - kirkens dør - "genfødes og fornyes vi i lammets blod til at bære og være det oprindelge gudsbillede"; kun i "kirkeordet i salighedsmidlerne" findes Kristus, kun der skænkes det nye liv. Gud møder man "kun....i (hans) kirke, på den rette kirkevej, gennem den rette kirkedør og ved det rette kirkebord"; at bryde med sakramenterne er at skille sig fra "den ene saliggørende...hellige, oprindelige, apostoliske kirke"; konfessionerne er uvæsentlige, den sande kirkes "symboler" er kun Herrens eget ord ved dåb og nadver" (s.63).

Hermed blev det mere tydeligt, hvor skellet gik imellem grundtvigianerne og pietisterne.

Nogle af de teologiske uenigheder kirkelige/grundtvigianske og ukirkelige/pietistiske imellem kan kort skitseres således:

Grundtvigianere foretrak at ordinere præster, som var lærte, dvs. universitetsuddannede, mens de vakte (i hvert fald i starten) foretræk lægmands-præster.

Debatten gik også om hvorvidt trosbekendelsen (Grundtvigs 'bibel'!) virkelig var åbenbaringsordet. Trosbekendelsen var selvsagt nemmere at håndtere end hele bibelen med alle dets fortolkningsmuligheder. Men kritikerne hævdede, at den ikke havde hold i de bibelske tekster. Eftersom læsefærdigheden i øvrigt steg og at bibeler nu fandtes i rigelig mængde, fremkaldtes en bibel-dyrkelse, hvilket par exellance satte skel mellem grundtvigianere og ikke-grundtvigianere. Lindhardt skriver (s.64): "Bibelen blev derfor et af de afgørende skel; i grundtvigske kredse gik bibellæsning delvis af brug - siden foretrak højskolen nordisk mytologi for gammeltestamentlig - og textrækkerne blev ikke optaget i de særlige grundtvigske salmebøger som fik deres uhørt succesfulde gennembrud i 1850.ne og ved deres rapide væxt i oplagstal vidner om behovet for "en ny sang". "De andre" i vækkelsen blev bibeldyrkere; begge parter krævede med indre nødvendighed religiøs sikkerhed, men fixerede behovet på forskellige objekter".

Desuden mente grundtvigianisterne, at det var i dåben, at genfødslen fandt sted, og ikke i et særlige 'omvendelses-øjeblik', som pietismen ellers lærte. En sådan omvendelse virkede for den enkelte mere betydningsfuld (i hvert fald psykologisk) end dåben, og virkede dermed mere uforglemmelig end selve dåben.

Også Grundtvigs bemærkninger om at han "personligt foretrak "de lystige fyre" for hældørede pietistiske (...)" var både sårende og provokerende. Det var med andre ord forholdet til det såkaldt religiøst og moralsk neutrale i det daglige liv ['mellemtilstanden']og dets glæder, som her var stridspunktet. For de vakte var forlystelser bestemt ikke uskyldige og ufarlige. Lindhardt skriver (s. 65): "Mange vakte havde bitre personlige erfaringer som synd og fald, fremkaldt just af disse "uskyldige" mellemting, om dansens erotiske farer, om at hele gårde og hjem kunde sættes overstyr i kortspil, og for dem var der afgjort ikke tale om mellemting, men om at forsage verden, fornægte sig selv og aflægge "den af kødet besmittede kjortel" for de hvide klæder som "er toet i lammets blod"".

Det største stridspunkt var dog nok spørgsmålet om omvendelsen efter døden eller ej. Grundtvigianerne/den kirkelige anskuelse holdt fast ved muligheden for omvendelse og tilgivelse også efter døden, mens de andre indædt slog fast, at den evige dom over mennesket blev afsagt i dødsøjeblikket - hvis ikke det var så, forsvandt fortabelsens alvor. Hvis man 'kunne vente' med omvendelse til efter døden, var der jo ingen grund til at leve i evig bodskamp i det dennesidige liv.

En konflikt mellem grundtvigianeren Peder Larsen- som i 1830 havde holdt en prædiken om netop dette tema, og ikke undlod at synge Grundtvigs "I kvæld blev der banket" - og nogle vakte midtjyder endte i 1854 med afbrænding af den grundtvigske salmebog hvori salmen "I kvæld blev der banket" stod!

I denne forbindelse har Lindhardt følgende særdeles interessante kommentar (s. 66): "teologiske kampe afspejler altid med sikkerhed visse sinds- og samfundstilstande og er i den forstand udtryk for solide realiteter. Det som ligger bag denne strid - og bag alle de andre - er mindre hang til dogmatisk spekulation end to helt forskellige menneskesyn: et lyst syn med sans for menneskelivet i dets bredde og mangfoldighed og derfor også med forståelse for at historie eller mytologi kan bidrage til at "opklare" livet - "med øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort hernede, men med de dybe længsler velbekendt, kun fyldestgjort af glans for evigheden" (som Grundtvig 1839 prægnant formede det i den religiøse idealismes og romantikkens sprog) - og derfor er det heller ikke svært at forstå at hvad der ikke nås her kan nås hisset. Og så et mørkt syn: livet er blot en prøvetid, en examen; med døden er tiden omme og dommen falder; hver dag er derfor i grunden den sidste: "måske din klokken slår idag sit sidste slag, nu læges sjælesår, nu hedder det idag". Derfor gælder det at være tro over lidet så man til sin tid kan sættes over mere. De ord fik en særlig klang for den der intet havde at rutte med og for hvem det daglige brød var en daglig kamp" - og han fortsætter (s.66f): "Det lyse syn, i pagt med troen på livets harmoni og stadige væxt, vil lettest slå rod i en samfundsklasse som lever i daglig kontakt med den groende natur og har opnået en sådan social og økonomisk balance at man begynder at kunne se længere end blot til dagen og vejen; det syn vil man snarest finde hos mennesker af en vis sjælelig harmoni og med erfaringer om at det også gror op fra pengekistens bund (...). Det mørke syn hører hjemme i lag som er nødt til at "være tro over lidet", fordi de intet ejer, men må leve fra hånden i munden; og det svarer også til temperamenter der - måske just bestemt af det sociale plan - ikke formår at fatte tilværelsen i harmonisk enhed, men kun i brud og konflikt".

Grundtvig ønskede en rummelig folkekirke, som i pricippet 'kun' var en borgerlig institution og ikke mindst: Konfessionsløs.

Grundtvigs eget 'archimediske punkt' var som nævnt den appostolske trosbekendelse/dåbspagten, men man kan - mener jeg - i den forbindelse spørge, om det ikke er problematisk at have sit holdepunkt udenfor den skrevne bibel.

I hvert fald: Da 'grundtvigianismen' således blev 'defineret' i et forhold - ofte et direkte modsætningsforhold - til pietismen og især Indre Mission, da denne organisation blev til, blev også grundtvigianismen til en isme.