Personligt om Søren Kierkegaard
I virkeligheden burde Kierkegaard have den fremmeste plads på denne hjemmeside, al den stund, at han i sin tid var indgangen til det hele - og her tænker jeg især på den filosofiske, eksistentialistiske og teologiske indgang.
Det var især nogle udsagn fra Johannes Sløks Kierkegaards Univers, der vækkede mig, især udsagn om forholdet mellem (samfundets) forventninger til den enkelte, og illusionen om det frie valg hos Kierkegaards spidsborger.
At Kierkegaard alligevel ikke har den fremmeste plads, skyldes, at jeg i dag ser mig selv som grundtivigianer og ikke kirkegaardianer. Jeg var i min studietid dybt optaget af Kierkegaard og den dialektiske teologi, som den i Danmark fik sit udtryk i den tidlige Tidehvervsbevægelse (Tidehverv i dag er en historie for sig selv).
Desuden har jeg mht Kierkegaard mest interesseret mig for hans filosofi, og ikke så meget for hans person, selvom det også har været ind over.
Jeg har altid været troende, men noget af det, der også fangede mig ved Kierkegaard var tanken om, at Gud er kærlighed, absolut kærlighed. Kierkegaard siger også andre ting om Gud, men det var et fundamentalt udgangspunkt. Og jeg er siden kommet frem til, at mit liv nødvendigvis må udspille sig mellem to udtryk af Kierkegaard.
Subjektiviteten er sandheden
Subjektiviteten er usandheden
Der ligger meget i disse udsagn, som kan virke en anelse tunge. Men subjektiviteten, den enkelte, kan siges at være sandheden i den forstand, at vælger den enkelte - med Kierkegaards etikers ord - ikke sig selv abosolut, så vælger det overhovedet ikke sig selv. I mere moderne sprogbrug betyder det, at hvis ikke mennesket står ved den, han/hun er, og dermed for de handlinger og valg i øvrigt, han/hun foretager, så lever vedkommende uautentisk. Det kan der siges meget om, og det gør Kierkegaard fx. i Enten-Eller.
Hos Kierkegaard betyder det også, at når man vælger sig selv således, så vælger man også, at der er forskel på godt og ondt, og man (dermed) vælger Gud - her er underforstået den kristne gud - som har givet den enkelte dét selv, som den enkelte så kan vælge som sit eget, og herefter stå ved det og tage ansvaret for det i abosolut forstand. Det er altså den enkeltes tilgang, og holdning til det givne, der giver det givne gyldighed og sandhed.
Den anden sætning, at subjektiviteten er usandheden, handler om Jesu forkyndelse. For ifølge Kierkegaard er det glædelige, at overfor Gud har mennesket altid uret. Mennesket er nødt til at bøje sig for noget, der er større end det selv. Om mennesket vælger rigtigt i livet, kan kun Gud vide, men uanset hvad, er mennesket nødvendigvis nødt til at tage ansvaret for de pågældende valg. Således er der en konsekvent spændingsfelt. På den ene side er der kontinuerligt en absolut Sandhed at forholde sig til, nemlig Jesu forkyndelse. På den anden side er mennesket ikke desto mindre nødt til at vælge sig selv absolut, og dermed tage ansvaret for sine handlinger, uanset om man mener at have fulgt sandheden eller ej.
Hvis du vil læse mit notat om Kirkegaards Enten-Eller kan du gøre det her.
Det har faktisk karakter af en bog.
Kierkegaard og Seeberg:
Kan man have en meningsfuld etik uden Gud?
Ved en umiddelbar læsning af Kierkegaards "Enten-Eller" og Peter Seebergs tidlige prosa (1956-1976), bemærker man hurtigt nogle markante sammenfald af temaer. Jeg opdagede selv sammenfaldet ved læsning af Seebergs Fugls Føde, men forskellige aspekter af problemstillingerne i "Enten-Eller" kommer i det hele taget til udtryk i Seebergs tidlige prosaunivers. Især tematikker, som kan rubriceres under prædikater som 'nihilisme' og 'eksistentialisme'.
Et af de centrale spørgsmål, som der bliver undersøgt i mit speciale (der gjorde mig til cand.theol.), er blandt andet, om man kan have en meningsfuld etik uden Gud?
Fra specialeudtalelsen:
"JK fortjener anerkendelse for at have taget den sammenstilling af Kierkegaard og Seeberg op, som han ganske rigtigt gør opmærksom på er både nærliggende og forsømt. Og han har gjort det på en måde, der giver god plads for problematikkens mangfoldighed. Det er lykkedes ham at underdele sin problematik i passende dele, så der bliver lejlighed til en omfattende og nuanceret behandling. Gennemgående finder bedømmerne også, at JKs tekstlæsning er af god kvalitet og med passende dokumentation af pointer og hovedresultater".