Kristendom og menneskerettigheder
Efter Første og måske især Anden Verdenskrigs uhyrligheder, blev det i FN besluttet, at der på verdensplan skulle være nogle minimumskrav for anstændig opførsel. Eller sagt på en anden måde: Der er noget der står over den enkelte stats vurdering af rigtig og forkert opførsel - nemlig menneskerettighederne.
Men hvad så med Gud?
I den første traktat om menneskets rettigheder, der blev udformet, havde Gud en central plads, nemlig i den amerikanske menneskerettighedserklæring af 4. juli 1776. Her blev det slået fast, at det var indlysende at alle mennesker var skabt lige - selvom dem, der fremsatte denne påstand, selv holdt slaver og var i fuld gang med at undertrykke indianerne (Sløk, s. 67). Sløk skriver: “Men det skulle blive værre, for de fortsatte den påstand, at “deres skaber havde givet dem visse umistelige rettigheder”, og blandt dem var “liv, frihed og stræben efter lykke”, og at en regering er til for at sikre menneskene disse rettigheder, og “at en regering grunder sit styre eller sin sande myndighed på de styredes samtykke”. Man konstaterer, at Gud er blandet ind i sagen som den, der har givet mennesket disse rettigheder. Man kan godt i denne forbindelse spørge dem om, hvor de i grunden ved det fra, og om ikke denne “Gud” er deres egen opfindelse.“(Sløk, s. 68) - Sløk skriver senere (s. 93): “Det kan næppe være undgået manges bevidsthed, at det ord “Gud” kan betyde de mest forskelligartede ting. Der er jo forskel på Gammel Testamentes strenge og hævngerrige Gud og Ny Testamentes kærlige og tilgivende Gud, ligesom den katolske Gud, der ikke blot krævede troen, men tillige lovens gerninger, blev afløst af Luthers Gud, der tilgav alle troende og i øvrigt ikke krævede noget, mens Calvins Gud kun frelste dem, han på forhånd havde besluttet sig for at frelse og i stedet for tro krævede nøjsomhed og hårdt arbejde, men forbød alle arter af fornøjelser. Det var altså denne sidstnævnte Gud, den amerikanske erklæring henholdt sig til, og derfor blev USA det ægte kapitalistiske land, hvor det gjaldt om gennem hårdt arbejde at have succes i livet og tjene mange penge”
I den næste erklæring om menneskets rettigheder - den franske af 26. august 1789 - var Gud faldet bort. “Nu kan disse revolutionære franskmænd ikke rigtigt få sig selv til at sige “Gud; de havde jo lært af Voltaire; så de nøjes med at tale om “det højeste væsen”; Det er i dette “væsens” navn, de fremsætter deres erklæringer” (Sløk, s. 69).
Den seneste menneskerettighedserklæring, vedtaget den 10. december 1948 af De Forenede Nationers plenarforsamling, var ikke rettet mod en stat eller et land - som den amerikanske og den franske - men mod intet mindre end hele verden! Og i denne erklæring refererer man nu hverken til Gud eller et eller anden metafysisk “højere væsen”, men slet og ret til “menneskets iboende værdighed”, hvad der så end helt præcist menes med det. “Det viser sig da også at være pragmatisk bestemt, for det siges ikke, hvor alt dette “iboende” stammer fra; man nøjes med at påstå, at anerkendelsen af denne værdighed og af “de lige og ufortabelige rettigheder for alle” er grundlaget for “frihed, retfærdighed og fred i verden”. Hvis man ikke anerkender det, vil der altså være en uophørlig krigstilstand mellem mennesker og nationer” (Sløk, s.82).
De rettigheder, som er formuleret i denne erklæring er altså nogle, som mennesket selv har fundet på. Eller som Sløk formulerer det: “Ved at udlade Gud har man demonstreret, at menneskerettigheder er nogle, mennesket har givet sig selv, og at formålet er at skabe fred. Mennesket er nu på afgørende måde opfattet som menneske og sat i centrum” (Sløk, s. 82f).
Og hvad så, kunne man spørge, - har Gud ikke just vist sin totale afmagt overfor verdens elendighed, især som den måtte tage sig ud efter Den Anden Verdenskrig?
Dette er naturligvis ikke rigtigt. Skylden ligger udelukkende hos mennesket, som alt for ofte synes at gøre en dyd ud af at afvise det dobbelte kærlighedsbud som en absolut gyldig fordring til det enkelte menneske. Og en sådan afvisning vil i sin yderste konsekvens (når had og gengældelse fører til had og gengældelse, som fx. i Mellemøsten (Da borgerkrigen i det daværende Jugoslavien var på sit højeste, husker jeg en forside på Newsweek. Her var billedet af en fortvivlet kvinde, hvor den totale afmagt lyste ud af hendes øjne og hele udstråling og kropsholdning. Overskrifter på denne forside var en forvrænget udgave af Jesu bud. Den lød: Hate Thy Neighbour. På dansk: Du skal hade din næste) netop førte til en tragedie som Anden Verdenskrig.
Men selvom en forteelse som Anden Verdenskrig er menneskets egen skyld, er det dog den af Gud skabte livsenergi og livskraft, hvormed et menneske kan destruere og slå ihjel - i den forstand er Gud tilstede i det gode såvel som i det onde. Men med Gud som skaberen kan den rene ondskab ikke findes (hvis det var sådan, ville vi jo ikke kunne give hinanden gode gaver).
Gregersen skriver: “Det gælder derfor om at hente den gode kreativitet ud af ondskaben og bekræfte denne som den basis, der alene kan vise ud af ondskaben. Had og jalousi forudsætter en intens relation af kærlighed, der er god i sig selv; den mis-undelige be-undrer i det skjulte den, som misundelsen rettes imod; i dæmonien ligger der en koncentration af vitalitet, som er af Gud, selvom den dæmoniske er indesluttet i sig selv og opfatter omverdenen som fjende” (Gregersen, s. 123).
Gud kan nok igennem evangeliets Ord vække syndsbevidstheden, og fordre en indre fornyelse, at det enkelte menneske skal fatte et nyt sind, så det mere naturligt tjener næsten i kærlighed.
Men mennesket kan ikke tvinges.
Det er jo også nemmere at leve i illusionen om, at det onde kun er udenfor én selv (“det er de andres skyld”).
Vender vi tilbage til menneskerettighedserklæringen synes den at udtrykke ønsket om, at realisere et dennesidigt gudsrige, et Paradis på Jorden; det ville i hvert fald være konsekvensen, hvis alle erklæringens bestemmelserne blev ført ud i livet. Mange (undtagen stadfæstelsen af den private ejendomsret, artikel 17) af dets tanker er i virkeligheden også meget socialistiske (Artikel 1: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med
fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd”. Kursiveringen er dog min. Artiklen er citeret fra Hans-Jørgen Schanzs Menneskerettigheder, s.51.) - i fx. Enhedslistens udkast til principprogram (et udkast, som er vedtaget 19.-21. maj 2000), skriver de: “Enhedslistens mål er et verdenssamfund, der bygger på solidaritet og, lige vilkår for alle, og hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling. Et verdenssamfund, hvor hensynet til menneskene og naturen er sat i centrum, og hvor fattigdom, krige og undertrykkelse hører fortiden til” (ENH.,s. 7).
Hvorvidt menneskerettighedserklæringen er udtryk for et håb om at skabe et dennesidigt gudsrige (som nogen engang mente, nemlig ‘sværmeren’ Müntzer, var kristendommens mission - og nogen måske stadig mener), skal være usagt.
Det er i øvrigt interessant, at måden man i dag henviser til menneskerettighedserklæringen på, klart giver indtryk af, at man opfatter den som havende samme autoritet og status, som når man ‘i gamle dage’ henviste til Bibelen.
Her er det tankevækkende, at en henvisning til Gud i det offentlige rum i dag - for mange - virker komisk og er decideret diskvalificerende. En henvisning til en ‘metafysisk instans’ kan ikke tages alvorligt (man må ‘nøjes’ med at gøre det i sit stille sind), mens en henvisning til menneskerettighedserklæringen (med almægtige FN som instans!) ofte er beåndet med en ganske betydelig autoritet (selvom de færreste ‘almindelige borgere’ faktisk har læst den), - selvom det ofte bliver ved retorikken, for krænkelserne af menneskerettighederne er jo enorme - de finder endog sted i Danmark.
Menneskeretttighedserklæringen kan derfor nok bedst tages som en slags ‘hensigtserklæring’, eller måske endog et bolværk mod de værste krænkelser. Et retorisk magtvåben, der gudskelov ofte også får praktiske konsekvenser.
Erklæringen giver således sprog med en vis autoritet til at udtrykke sig på, når der foregår urimeligheder i andre lande - som fx. tortur (men dødsstraf er faktisk ikke imod menneskerettighederne!).
Her vil det også være på sin plads at komme ind på det frontale angreb på menneskerettighederne, som især Tidehverv med Søren Krarup i spidsen har været talsmand for.
I begyndelsen af dette afsnit skrev jeg bl.a.: “at der på verdensplan skulle være nogle minimumskrav for anstændig opførsel. Eller sagt på en anden måde: Der er noget der står over den enkelte stats vurdering af rigtig og forkert opførsel - nemlig menneskerettighederne”. Hermed også sagt, at der faktisk kan defineres en ‘anstændig opførsel’. Og at menneskene bag FNs berømte menneskerettighedserklæring faktisk ved, hvad ‘anstændig opførsel’ er. Og at mennesket er i besiddelse af naturlige og umistelige rettigheder.
I sin bog Dansen om menneskerettighederne kommenterer Krarup den franske revolution - menneskerettighedernes revolution, som han kalder den - således: “Men med udgangspunkt i netop menneskets naturlige og umistelige rettigheder bliver den franske revolution meget snart til et orgie af blod og morderisk retfærdighed. Den ene part vil være mere retfærdig end den anden, og for en sikkerheds skyld må den anden part så likvideres. Den nye halshugningsmaskine, guillotinen, rejser sig som et vartegn over menneskerettighedernes revolution. Først halshugges kongen. Det kan alle enes om, for han har ikke været “lige”. Så halshugges dronningen, for hun er heller ikke “lige”. Så halshugges adelen, gejstligheden, borgerne, girondinerne, Desmoulins, Danton. Tilbage er jakobinerne og Robespierre, som er Rousseaus sande discipel og kun ønsker dyden og menneskerettighederne til magten (...). Længe leve ideen om menneskets naturlige rettigheder! (...) [S]om gammel mand, i 1823, er menneskerettighedernes
ideolog ikke mindre overbevist om, at hensigten helliger midlet, og skriver i et brev til John Adams om den udvikling, han har været med til at sætte i gang: “For at opnå alt dette må der imidlertid strømme floder af blod, og der vil gå mangt et trøstesløst år. Dog målet er værd floder af blod og mangt et fortvivlet år”” (Krarup, s. 84f.)
Denne revolutionen mente man i øvrigt også burde føre til en ny tidsregning (dette er Krarup dog ikke inde på): Hver måned med tre gange ti uger, med årets helligste dag: Dagen for revolutionen! - hvor blodet flød.
Her kan man dog hævde, at det netop er på baggrund af en begivenhed, hvor blodet flød - nemlig, Anden Verdenskrig - at FNs menneskerettighedserklæring bliver til. Og, selvfølgelig, realpolitisk afhængighed af USA (krigens egentlige sejrherre), et land, som jo har rod i den calvinistiske idealisme, hvorpå USA bygger sin selvforståelse: Det af Gud udvalgte folk, som bestemt ikke sætter sit lys under en skæppe. Hvad menneskerettighedserklæringen jo mildest talt heller ikke gør.
Krarup skriver: “Menneskerettighedserklæringen af 1948 blev efterkrigstidens trosbekendelse, som kom til at forme udviklingen og skabe verden i sin ideologis billede.
Det skyldtes dels verdens udmattelse og modløshed efter en verdenskrig, der havde kostet umådelige ofre og ført til
fred og satte al sin lid til en ideologi og en organisation, FN,
der proklamerede dette som sit formål. Det skyldtes dels USA’s overvældende dominans i verden efter 1945: USA var Anden Verdenskrigs egentlige sejrherre og eneste supermagt, og the american way of life [org. fremhævelse] blev efterlignet af alle, fordi den trængte ind overalt, og var ikke menneskerettighederne en amerikansk opfindelse, der som sådan kom til at nyde uimodsagt autoritet?” (Krarup, s. 135).
Men uanset det sympatiske man måtte finde i denne erklæring, og uanset den direkte grund til dens affattelse, er der dog et problem - den er uhyre abstrakt. Mennesket, den omtaler, er nærmest kønsløs, historieløs, traditionsløs og nationsløs. Dog, sådan er den nødt til at være, hvis den skal prætendere en vis universalitet, og måske endog tidløshed. Og med hvilken instans som autoritet, kan man påstå alt dette? Søren Krarup ironiserer over kommisonens indledende overvejelser over menneskerettighedernes egentlige karakter: “Stammer de fra en guddom, fra evige religiøse forskrifter, fra udødelige filosofiske principper, eller er de en menneskelig opfindelse? Kommissionen indhentede svar fra alskens filosofiske autoriteter og grundede dybt og længe, men selv om f.eks. den italienske filosof Benedetto Croce såede tvivl om hele foretagendets grundlag, var overvejelserne naturligvis kun et skin, for afgørelsen var truffet for længst og lå trygt og sikkert deponeret i Eleanor Roosevelts humanistiske fromhed, som ikke fandt sig i at blive udfordret for alvor” (Krarup, s. 132). Hele dette scenarie var således kun et skuespil for verdensoffentligeheden, mener Søren Krarup.
Selvom Krarup er meget polemisk, har han en pointe - for med hvilken ret giver mennesket sig selv disse rettigheder? Med hvilken ret kan menneske dele handlinger op i gode og onde, retfærdige og uretfærdige?
Som man i ‘gamle dage’ på ukristelig vis førte korstoge med Bibelen i hånden, således også i dag med menneskerettighedserklæringen. Er vi virkelig ikke kommet længere?
Det nok tydeligste eksempel var NATOs bombardementer mod Serbien, hvor vi selvfølgelig var de retfærdige. Vi - ‘Det internationale Retssamfund’, selvom det var uden FN - ville stoppe Milosovic’ etniske udrensninger ved at kaste bomber. Sådan ser ‘vi’ det i hvert fald, på vores side af de stridende parter. Og vi har jo ret - for det var Milosovic og ikke os, der krænkede menneskerettighederne. I hvert fald krænkede han dem mere end vi gjorde. Hvem sagde hovmod, selvretfærdighed og hykleri (selvom det nok kan lyde sådan, tager jeg her ikke stilling til hvorvidt operationen var rigtig eller forkert. Men jeg forholder mig til, hvordan menneskerettighedserklæringen også bruges)? Krarup kalder simpelthen bombardementerne mod Serbien for en forbrydelse. Hans argument er blandt andet, at ingen udefra kommende magt har ret til at gribe ind i hvad man kunne kalde en suveræn stats interne anliggender. Med andre ord:
Hvis Milosovic skulle væltes, skulle det gøres igennem et intern oprør. Tankegangen er interessant, men tanken om nogle basale menneskerettigheder skal jo netop give mulighed for at gribe ind, når der foregår systematiske massakrer i et land. Der er noget, der står over, hvad et land finder for godt at kalde ‘anstændig’ eller ‘nødvendigt’ opførsel. Der er handlinger, der er så groteske, at man ikke bare kan kigge på.
MEN, ikke desto mindre: Hykleriet og selvretfærdigheden er en uundgåelig følgesvend.
For det er rigtigt, at menneskerettighedstankegangen kan have et totalitært præg, idet man kan affærdige enhver diskussion med henvisning til denne erklæring. Det er som at påtvinge folk ‘lykken’. Men at dæmonisere den, som Krarup gør, kan være dybt problematisk. Som Gert Petersen skriver i Med frygten som drivkraft: “Fordi man har et for tiden uopfyldeligt samfundsmål, er man da ikke tvunget til at søge det gennemført pr. dekret, og det er galskab, hvis man gør det. Ser man ordentligt efter, har parolerne “frihed, lighed, broderskab” været med til at ændre livet helt afgørende i Vesten i de sidste to århundreder. Utopien er endnu ikke blevet virkelighed - ikke på langt nær, og derfor må vi slås videre -, men den er kommet virkeligheden meget nærmere, end den var i 1789. Hastværket skabte netop dengang nogle grimme ulykker, men utopien overlevede dem heldigvis, og den har siden da været frugtbar og uundværlig” (s.93f).
Mens ideologi - og det er jo det menneskerettighedserklæringen er udtryk for - måske kan realiseres på meget langt sigt, grænsende til at være utopisk, så realiseres kristendommen i nutiden - bekymrer jer ikke om dagen i morgen - hver dag har nok i sin plage!
En direkte sammenligning mellem kristendommen og menneskerettighedserklæringen er derfor i virkeligheden meningsløs.
Dels kan man sige - med K.E.Løgstrup - at den kristne fordring (eller humanistisk talt: den etiske fordring) er tavs. Uanset politisk og religiøst tilhørsforhold er denne tavse fordring altid allerede til stedet mellem mennesker - uanset om man kan lide det eller ej, og uanset love og moralkodex (og kristendomsopfattelse, for den sags skyld!). Men hvorvidt man, som det fordres, vil tage vare på det andet menneskes liv, er naturligvis op til den enkelte at bestemme. K.E. Løgstrup anfører dog, at betingelsen for, at denne etiske fordring kan anses som værende en evig størrelse, er, at man opfatter livet som skænket (kristeligt talt er det selvfølgelig af Gud). For ser man sit liv som skænket, har man ikke ret til at sætte betingelse for, hvor og hvornår man har ‘lyst’ til at tage vare på sin næstes liv. Faktisk træder fordringen først i kraft, når man ikke har lyst - har man lyst kræves der jo ingen fordring, og det er selvfølgelig den fordring, der af Gud igennem Jesus, udspringer af Hans forkyndelse. Man skal nemlig både tage vare på den fremmede og fjenden!
Problemet med sammenligningen mellem menneskerettighedserklæringen og kristendommen er således også, at den etiske fordring vedrører forholdet mellem mennesker, medens menneskerettighedserklæringen vedrører forholdet mellem en stat og dets borgere. Og i sidste tilfælde har kristendommen intet at bestille, det handler snarere om politik (socialisme??). Ellers bliver kristendommen - eller den etiske fordring om man vil - til en ideologi, og fordringen er selvsagt ikke længere tavs, da den på forhånd har fået indhold. Forskellen er også den markante, at hvordan man skal varetage opfyldelsen af den etiske fordring er situationsbestemt, mens en ideologi i sit væsen ikke er situationsbestemt, jvf. statements som: “indholdet af menneskerettighedserklæringens bestemmelser er altid rigtige (her bliver det til en religion)” eller “socialismen vil altid skabe det mest solidariske samfund”, hvorved det bliver en ‘politisk religion’, og måske endog diktatur.
Måske man kan kalde menneskerettighedseklæringen for det verdslige ‘sværd’ - luthersk set er det dog strengt taget uden betydning, hvorvidt et sådant verdsligt ‘sværd’ er sympatisk eller ej. I dette tilfælde er det derfor nemt at give erklæringen prædikatet ‘den verdslige sværd’, fordi det er en efterrationalisering, da man på forhånd har vurderet erklæringen sympatisk.
En decideret sammenligning mellem kristendommen og menneskerettighedserklæringen er derfor problematisk, da de har med forskellige forhold at gøre. Men man kan måske lidt plat sige, at hvis alle accepterede den etiske fordring, der altid allerede er mellem mennesker, fordi man lever med sit liv som modtaget, så var der ikke brug for nogen menneskerettighedserklæring!
Et spørgsmål står dog alligevel tilbage: Er menneskerettighedserklæringer ikke udtryk for selvretfærdighed? Hvis man kan svare bekræftende på det, så er den selvsagt i strid med den kristne forkyndelse. I bedste fald kan man måske betragte denne erklæring som et nødvendigt onde.
Men med hvilken autoritet man overhovedet kan kalde menneskerettighederne sande eller universelle, står stadig åbent. Med mindre, selvfølgelig, at mennesket ser sig selv som sin egen skaber.
Tager man følgende citat på ordet, er det imidlertid meningsløst uden videre at kalde dem sande og universelle, alene fordi de har skiftet efter tid og kontekst: "Indholdet af menneskerettighederne har skiftet hele tiden. Det samme har omfanget af denne gruppe, rettighederne gælder for. Det sidste er måske endda endnu mere påfaldende end det første, for i hvert fald fra og med oplysningen og dens tale om 'natur' har disse rettigheder været nogle, mennesket havde krav på i kraft af, at det er et menneske. Og hvilket menneske er ikke det? En hel del, viser det sig. Med største selvfølgelighed har hvide mænd erklæret universelle menneskerettigheder - der ikke gjaldt for kvinder, jøder og slaver, eller med andre ord mere end halvdelen af menneskeheden (...). [H]er falder det nutiden let at trække på smilebåndet. Men smilet stivner nok, når man kommer i tanker om, at også vi med åbne øjne udelukker visse grupper af medmennesker fra stemmeret og menneskeret. Ikke kun børnene, hvad der måske kan gives gode biologiske grunde til, men også illegale indvandrere og asylansøgere" (s. 69f i "Tolerance" af Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard).
EKSKURS: Derfor kan det være dybt problematisk, hvis den gøres til grundlag for et politisk manifest. Løgstrup skriver endog: “De eneste politiske partier, som den kristne af rent kristelige grunde ikke kan være medlem af, er derfor de såkaldt kristeligt politiske partier” (Løgstrup, s. 129) - med mindre man uheldigvis rent politisk er enig, uafhængig af det såkaldt kristne grundlag. For udover, at et sådant politisk statement ikke handler om forholdet mellem mennesker, men om, hvordan samfundet skal tage vare på sine borgere, så bliver ‘den tavse etiske fordring’ (når man giver sit statement rod i Jesu forkyndelse) ved et sådant udsagn, i bogstaveligste forstand - ikke længere tavs! Om man hjælper de svage i samfundet bedst ved at indkræve høje skatter af middelklassen til omfordeling til de svageste grupper, eller man tror på, at jo mere frihed og jo højere incitament den enkelte (stærke) har til at gøre en ekstra indsats, jo rigere bliver samfundet - økonomisk forstået - og jo flere ressourcer er der at fordele til de svageste grupper (forskellen mellem den svage og stræke gruppe i samfundet bliver dog nok størst i sidste tilfælde), om man vælger det ene eller det andet ståsted, kan strengt taget ikke vurderes som værende mere rigtigt end det andet - heller ikke kristeligt set. Men man kan måske sige, at ståstedet afhænger af, hvor meget man tror på, at den forøgede rigdom faktisk vil blive fordelt, især til de svageste grupper. Med andre ord: Hvor meget tror man på menneskets godhed? Og hvor formynderisk er det nødvendigt at staten opfører sig, til beskyttelse af den svage? Hvor meget frihed kan man tillade sig at tage fra det enkelte individ, og hvor meget frihed kan man forsvare at give det enkelte individ?
Dog vil jeg påstå, at hvis bevidstheden om det dobbelte kærlighedsbud gennemsyrer en i marv og ben, og således hele ens liv, må ens politiske holdning nødvendigvis være uforenelig med nationalisme, da jeg vil påstå, at dette er udtryk for en opdeling af samfundet i ‘venner’ og ‘fjender’, eller i hvert fald en skelnen mellem et ‘os’ og et ‘dem’, i stedet for at se på samfundet som en gruppe medmennesker, som skal behandles efter behov, uden at det givne etniske tilhørsforhold (‘dansk’ som ‘ikke-dansk’) i sig selv giver anledning til forskelsbehandling.