Erik Clausen

MINDEORD OM ERIK CLAUSEN

Erik Clausen sagde engang til en avis – og jeg kan desværre hverken huske avisens navn eller den præcise sætning – noget i retning af, at ”en håndværker ikke har råd til at være eksistentialist”.

I grunden et mærkeligt udsagn, men det har fulgt mig lige siden. Når man som jeg i perioder har en tendens til at overtænke livets store spørgsmål – og det er vel også en arbejdsskade, der følger med præsteembedet – kan jeg sommetider godt tage mig i at undre mig over, at andre ikke har samme behov for at tænke over livets store gåder næsten dagligt.

Men det er selvfølgelig klart, at der er mange mennesker, som slet ikke har tid til den slags ”luksus”. Hverdagen og dagens arbejde kalder, og når man endelig har fri, så er det ikke filosofi, der står øverst på huskesedlen.

Derfor har jeg flere gange tænkt, at når jeg og andre forsøger at formidle vores tanker videre, så også disse hårdtarbejdende håndværkere orker at høre efter, så kræver det netop at man overvejer, hvordan man kommunikerer.

Det er måske formidlingskunsten sat på en spids, og det er vel også det, som Erik Clausen selv forsøgte med sine folkelige film. Selv var han også en belæst mand, selvom han i den grad har nedtonet den side af ham.

Men hans budskab til sit publikum var som regel: Du er god nok!

Jürgen Moltmann

Teologen Jürgen Moltmanns tale om alles frelse var min første indgang (sammen med Johs. Møllehave) til formuleringen i mine begravelsesprædikener - "Nu er NN hos Gud". 

Mans skal forestille sig, at man dør ind i Gudsriget, eller i hvert fald ind i Kristus, samtidig med, at opstandelsen 'først' sker ved verdens ende. Altså to sammenfaldende men vidt forskellige tidsperspektiver.

Det er også derfor, at Moltmann taler om en kollektiv opstandelse. Hvis den ikke er kollektiv, vil der mangle noget og nogen.

Han har også omtalt forkyndelsen af fortabelsen som psykologisk terrorisme. 

Og så har hans tanker om Guds fremtid gjort stort indtryk på mig. Man skal forestille sig, at vi lever - jordisk - med en fremadskridende tid, mens Guds fremtid hele tiden kommer i mod os fra den anden side, men samtidig uden for tid og sted. 

Derfor kan Guds fremtid kun være god, fordi den er Guds fremtid.

Jeg har også omtalt ham i punktet om Dommedag.

Moltmann var 'reformert' og i min stadige refleksion over forholdet mellem tro og gerning, gjorde han mig opmærksom på, at gerningerne er en væsentlig del af et kristenliv, og at Jesu faktisk beder os om at handle, selvom det ved første øjekast kan virke uluthersk.