Berlingske Tidendes nekrolog

"Digtene findes"

"Inger Christensens digte er gjort af en vedvarende sproglig vilje til at overvinde det umulige og skabe en slags parallelsprog. Eller sagt på en anden måde: de er gjort af det sommerfuglestof, der fanger skønheden.

Af Jørgen Johansen

Mandag den 5. januar 2009, 19:00

Meddelelsen om Inger Christensens død er en rystelse. Det er dansk lyriks andet store tab inden for få dage, og hvis F. P. Jac måske først og fremmest på sin egen uforlignelige måde var et dansk fænomen, så har Danmark med Inger Christensen mistet en af sine helt få digtere i den verdensklasse, hvor nobelprisen regelmæssigt er blevet nævnt som en oplagt mulighed.

Med den unge digters syngende stemme klingende for det indre øre - som den huskes fra 1960’ernes oplæsningsarrangementer - er skridtene over til reolen den første indlysende reaktion på meddelelsen om Inger Christensens død. Uvilkårligt griber hånden ud efter digtsamlingen ”Alfabet” og hvad er mere nærliggende end at slå op under bogstavet d:

”duerne findes; drømmerne, dukkerne/dræberne findes; duerne, duerne;/dis, dioxin og dagene; dagene/findes; dagene døden; og digtene/findes; digtene, dagene, døden”.

Så enkelt og så storslået kan det siges hos Inger Christensen. Dagene, døden og digtene! Det hele rummes i fem linjer og et udvalg af gloser med begyndelsesbogstavet d: det strømmende, drømmende bevægelige liv, som for eksempel duerne repræsenterer, det stivnede, golde liv som dukkerne, dræberne og dioxinen henviser til. Dagene spændt ud mellem utopien og de destruktive kræfter. Døden som et definitivt punktum for livet og teksten. Men netop med døden som en påtrængende realitet er det vigtigt at holde fast i udsagnet ”digtene findes”.

Inger Christensen kom i årenes løb omkring de fleste litterære genrer. Romanerne, essaysamlingerne, skuespillene, børnebøgerne findes, og heldigvis da og de skal ikke overses, men kernen i forfatterskabet er de seks mesterlige digtsamlinger, ”Lys”, ”Græs”, ”Det”, ”Brev i april”, ”Alfabet” og ”Sommerfugledalen”, fordelt på fire årtier og drevet frem af ”den fortsatte undren” for nu at bruge en formulering fra hovedværket ”Det”.

De to første bøger fra 1960’ernes begyndelse skrev sig ind i en sammenhæng med årtiets modernistiske nybrud, men alligevel med en svævende, syngende musikalitet i tonefaldet som et særligt kendetegn og med betoningen af et næsten moder jordsk natursyn, sådan som det fortættes i de to første linjer fra ”Græs” og som det bærer frem igennem hele forfatterskabet: ”Duerne gror på marken/Af jord skal du igen opstå”.

Med bogen ”det” fra 1969 trådte Inger Christensen for alvor i karakter som en af det 20. århundredes største danske digtere. På et tidspunkt, hvor ungdomsoprøret var begyndt at sætte præg på samfundslivet, og hvor et af de litterære slagord var ”systemdigtning” blev ”det” en overvældende demonstration af den frigørende kraft, der kunne ligge i arbejdet med system og struktur.

»det« er en skabelseshistorie og et vældigt favntag med verden og eksistensen. Hele ”det” er en storstilet sproglig indsats for at overskride en grænse, for at frigøre sig fra de fastlåsende strukturer og nå til en forbundethed med det inderste, uforklarlige i verden, i liv og samliv med mennesker - og i sproget. Digtets epilog formulerer det spørgsmål som er en drivende kraft i Inger Christensens digtning:

”hvordan/styre/direkte/ind i/dit hjerte/på andet/end dette/parallelsprog/der ikke/er til/og aldrig/bliver til”.

Ved siden af ”det” er ”Alfabet” og ”Sommerfugledalen” Inger Christensens hovedværker. I ”Alfabet” starter Inger Christensen fra bunden med tallet ét og bogstavet a for at skrive en livets og dødens abc frem i en suveræn balance mellem system og inspiration, og med sonetkransen ”Sommerfugledalen” demonstrerer hun endnu engang det enestående frigørende potentiale og det betagende poetiske løft, der for hende ligger i overvindelsen af systemernes og den stramme styrings modstand.

”Sommerfugledalen” formulerer en stor betagelse af livets overvældende pragt og mangfoldighed, men også en uro og bekymring på planetens og mangfoldighedens vegne. Netop forpligtetheden i forhold til natur og univers er en af de gennemgående linjer i forfatterskabet og gør Inger Christensen til en meget aktuel stemme i en tid med voksende miljøbevidsthed.

”De stiger op, planetens sommerfugle/som farvestøv fra jordens varme krop,/zinnober, okker, guld og fosforgule,/en sværm af kemisk grundstof løftet op ...”

Inger Christensens digte er gjort af en vedvarende sproglig vilje til at overvinde det umulige og skabe en slags parallelsprog. Eller sagt på en anden måde: de er gjort af det sommerfuglestof, der fanger skønheden, skrøbeligheden, flygtigheden i den luftige flugt.

Til antologien ”Se døden i øjnene” fra 1989 skrev Inger Christensen et ”Digt om døden” med linjerne:

”det er ensomt at tænke/på døden i december/med skyernes liglagen/rundt om sit hus”.

Konfrontationen med Inger Christensens død er en rystelse. Så meget vigtigere er det at huske, at ”digtene findes”".

Taget fra Berlingske Tidendes netudgave.

Jyllands-Postens nekrolog

"Inger Christensen er død"

"Af JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 05.01.09 kl. 09:54

Digteren Inger Christensen døde i weekenden, 73 år gammel. Hendes lille forfatterskab står som ét af de største i moderne dansk litteratur.

Da Inger Christensen døde i weekenden var det henved 18 år siden hun sidst havde udgivet et skønlitterært værk i det ganske lille forfatterskab med endnu færre deciderede hovedværker. Til gengæld blev hun igennem årene i stigende grad nævnt som det mest seriøse danske bud på en litterær nobelpris, og nåede i hvert fald at modtage en lang række prominente internationale priser.

Hun blev født 1935 i Vejle, læreruddannet, og debuterede i 1962 med digtsamlingen ”Lys”. Den blev i løbet af 1960’erne efterfulgt af dels samligen ”Græs”, dels de eksperimenterende romaner ”Evighedsmaskinen” og ”Azorno”.

Sit helt store, sågar også folkelige gennembrud fik hun i 1969 med den store digtsamling ”Det”. Med sin kombination af matematiske systemer, politisk bid og sanselig fordybelse kom den til at stå både som hendes hovedværk og som et kvantespring i dansk litteratur generelt.

Sat i musik

Nogle af teksterne blev ligefrem sat i musik af visesangeren Pia Raug. Det blev symptomatisk for Inger Christensens helt særegne stilling i dansk poesi, på samme tid enestående visionær og kompromisløs - og samtidig gestand for ekstraordinær interesse også i ganske brede litterære kredse.

Kvaliterne fra ”Det” gjorde sig ligeledes gældende i den ikke mindre ambitiøse samling ”Alfabet” fra 1981, hvor det endda bliver en særskilt pointe, at poesien så at sige skriver sig ud over de stramme systemer. Hvis ikke den har været derude hele tiden: "Abrikostræerne findes", åbner den, og de første mange linjer er én stor opremsning af ting og fænomener, som er der længe før der bliver sat ord på dem.

Næstsidste hovedværk

”Alfabet” blev samtidig det næstsidste hovedværk i forfatterskabet før den afsluttende, fuldendt afbalancerede triumf med ”Sommerfugledalen” i 1991. Her forskriver hun sig - længe før filmfolket havde så meget som tænkt på dogme-begreber - bevidst ind i en ekstremt stram, klassisk form, den såkaldte sonetkrans på 15 rimede, metriske digte à 14 linjer, ligesom hun også i udgangspunktet skriver højstemt naturlyrik fra den makedonske Brajcinodal.

Men der er meget mere på spil. Undervejs udvikler digtkredsen sig også til en monumental besyngning af verden som noget langt større end blot det menneskelige.

Litteratur-kanon

”Sommerfugledalen”, der er det nyeste værk i kulturministeriets litteraturkanon (og det eneste fra efter 1970), har endda fået et for en digtsamling helt usædvanligt efterliv. Inger Christensen optrådte selv med sin karismatiske oplæsning af den ved utallige lejligheder - det findes også foreviget på plade - og komponisterne Niels Rosing-Schow og Svend Nielsen har begge sat den i musik.

Inger Christensen, der fra 1959 til 1976 var gift med kollegaen Poul Borum (1934-1996), var fra 1978 medlem af Det Danske Akademi, og modtog hvad man kan modtage af store danske litterære priser. ”Det” blev belønnet med både Kritikerprisen og De Gyldne Laurbær - i øvrigt som én af de eneste digtsamlinger i prisens historie.

Masser af priser

Siden fulgte bl.a. Aarestrup-Medaljen, Tagea Brandts Rejselegat, Morten Nielsens og Henri Nathansens Mindelegater Søren Gyldendal-Prisen, Holberg-Medaillen, Vejle Amts Bibliotekspris, Holger Drachmann-Legatet, Victor B. Andersens Hæderslegat, Vejle Kommunes Kunstneriske Årtusindpris og Rungstedlund-Prisen. Af internationale priser kan nævnes Det Svenska Akademis Nordiske Pris, Den Østrigske Statspris for litteratur, Münster-prisen for europæisk poesi, Grand Prix de Biennales Internationales de Poèsie og Horst Bienek Preis der Bayerischen Akademie".

Taget fra Jyllands-Postens netudgave.