Politikens nekrolog
"Inger Christensen var enestående i dansk litteratur":
"Inger Christsensen efterlignede ingen, ikke engang sig selv.
Inger Christensen er død, 73 år gammel.
Inger Christensen var i ordets helt fundamentale betydning enestående.
Ikke siden den ukendte digter af ’Vølvens spådom’ for tusind år siden har der været en nordisk digter som hende.
Det kunne se ud, som om hun tilpassede sig tidsånden: modernist i begyndelsen af 1960’erne, systemdigter og samfundsbevidst i slutningen af det turbulente tiår, for så at ende som eksistensdigter i 1990’erne.
Men læser man hendes samlede digte i et stræk – som man har kunnet i sytten år, for så længe er det siden, hun satte punktum for sit egentlige værk – viser det sig, at det er sin helt egen bane, hun har fulgt med stor autoritet og overbevisning.
Efterlignede aldrig sig selv
Inger Christensen, der blev fulgt og efterlignet af mange, fulgte selv ingen. Og endnu mere bemærkelsesværdigt: Hun efterlignede aldrig sig selv.
Det normale for en professionel forfatter er at udsende den ene variation efter den anden over samme tema eller tone. Man skal jo leve.
Inger Christensen brød den norm.
Kun hendes to første digtbøger, der kom med et års mellemrum, er – ligesom deres titler, ’Lys’ og ’Græs’ – hinandens forlængelse, nærmest én bog i to dele.
Beherskelsen
Med denne debut strakt ud over to år, demonstrerede hun fuldstændig beherskelse af den dengang herskende modernistiske skrivemåde.
»Vandskorpen / skærer sig selv / med is«, lød første strofe af et af hendes bedste debutdigte.
I så få ord kunne hun få naturen og det ensomme hjerte til at flugte.
Med anden strofe – »Vinterbåden / skræmmes / på land« – holdt hun fast på sammensmeltningen af sjæl og natur. Og med den tredje og sidste kunne hun så føre isens frysende hinde over på mennesket og alligevel rejse et håb:
»Under huden / værger / et hjerte sig«.
'Det'
Dansk højmodernisme har ikke set bedre eller enklere vers end dem, der stod i Inger Christensens to ’debutbøger’. Sådan kunne hun være blevet ved længe.
Men det ville hun ikke. I stedet for kom ’det’.
De må have gjort store øjne inde på forlaget, da Inger Christensen dukkede op iført et tykt manuskript med sprogets mest fordringsløse ord på titelbladet.
Og med det fordringsfulde krav, at ’det’ skulle udgives i fotografisk gengivelse af, hvad kuglehovedet på hendes IBM skrivemaskine havde hamret ind på arkene:
»Det. Det var det. Så er det begyndt« begyndte det.
I ’Samlede digte’ er teksten sat med samme typografi som resten, så det brud på konventionen kan man ikke længere se.
Men man kan stadig fornemme, hvordan hun bryder med alt det andet, hun hidtil havde stået for.
Prøv bare at sammenligne de frie vers fra debuten med en strofe som denne:
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Gavldigt
Tidspunktet var år et efter tumultåret 1968. Den politiserede ungdom tog Inger Christensen og hendes nye vers til sig.
Strofen her malede de på en gavl i Den sorte Firkant på Nørrebro, hvor den først i år er ved at blive malet over.
Men denne enkle strofe, med store bogstaver i den ene ende af linjerne og rim i den anden, var kun en del af ’det’, som samlet manifesterede et stort, sofistikeret system.
Hvorved Inger Christensen også blev systemdigternes darling.
I det hele taget var der ikke den gruppering, der ikke kunne gøre ’det’ til et hovedværk i tiden, mens Inger Christensen lige så stille luntede videre mod et væsentligere værk tolv år senere, der også skulle blive hendes internationale gennembrud.
Systemer
Som titlen ’Alfabet’ siger, bygger også den digtsamling på et system.
Denne gang det, vi alle lærer at kende i underskolen. Til at begynde med virker bogen næsten fornærmende simpel i sin alfabetiske opremsning.
»Abrikostræerne findes«, står der på første side, og »Bregnerne findes« på næste.
Man tror, man er ved at gå i lag med en opstyltet udgave af stavebogen Ole-Bole. Siderne vokser imidlertid drastisk og variationerne tager til.
En note bag i bogen oplyser navn og spilleregler for den talrække, samlingen er bygget op over, som man skal være bachelor i matematik for at begribe, hvilket Inger Christensen for resten omtrent var, eftersom hun læste matematik samtidig med, at hun tog tysk som linjefag på Århus Seminarium.
»Kærligheden findes«
Men der er det heldige ved den formel, hun har valgt, at den eksploderer midtvejs i alfabetet og havde gjort hendes digt uendelig langt, hvis hun ikke havde afbrudt matematikken og i stedet indsat den værste af fysikkens eksplosioner som sit digts kulmination, den i Hiroshima og Nagasaki.
Og lige efter den, under bogstavet k: »Kærligheden findes«.
Kærligheden og døden altså.
Og så igen, ingen repetition, men en ny drejning. Kærlighed, død og system kulminerede og smeltede sammen i ’Sommerfugledalen’ ti år senere.
Inger Christensen var filosofisk og historisk fuldbefaren. Ved siden af digtene kom der en jævn strøm af tænksomme essays.
Lyrik frem til 1991
En af dansk litteraturs klassikere, Ewalds ’Ode til Sielen’ læste hun som en kode til sjælen.
Hun søgte og fandt sprogbevidstheden hos sine forgængere. Hvor følgerigtigt da, at hun via sit arbejde med systemer endte med at prøve kræfter med de gamles mest sofistikerede systemdigtning, sonetkransen.
Femten digte, hver på fjorten linjer, rimede efter sofistikerede regler, og det sådan, at sidste linje i det ene digt er første i det næste, samt at alle disse dobbeltlinjer tilsammen udgør det femtende og sidste digt i kransen, mestersonetten.
Her, i hælene på Dante og Petrarca, endte Inger Christensens systematik, så enkelt og så krævende, med et af dansk litteraturs smukkeste digte om død og kærlighed.
Og her, i 1991, sluttede hun sit enestående lyriske forfatterskab.
Inger Christensen har skrevet romaner, hvor især den systemiske renæssanceskildring ’Det malede værelse’ vakte genklang.
Der kom også et par skuespil og hørespil.
Prisbelønnet
Tankevækkende essays ledsagede hendes skabende arbejde hele vejen.
Men det er digtene, der står og bliver stående, ’Alfabet’ og ’Sommerfugledalen’, som i kraft af oversættelser har givet Inger Christensen en høj international status.
Og så de to uretfærdigt oversete tidlige bøger ’Lys’ og ’Græs’.
Hun modtog mange priser, især fra det tysksprogede område, kun ikke Nobelprisen.
Hvert år i oktober har det været ymtet, at hun skulle have den, skønt det vel efterhånden er alment kendt, at den pris ikke længere gives til nordiske forfattere.
Vor tids vølve
For at bøde på den systemiske uretfærdighed har Det Svenske Akademi indført en særlig Nordisk Pris, som Inger Christensen da også har fået.
Det gamle nordiske digt ’Vølvens spådom’ handlede om, hvad der ville ske med menneskenes verden, hvis de ikke tog sig i agt – og for resten også selv om de tog sig i agt.
Det samme gjorde Inger Christensens digte. Hun blev vor tids vølve. Og ligesom vølven gjorde hun intet mere end én gang.
For resten besad hun også fine menneskelige egenskaber
På en poesifestival i New York med oplæsning i dagevis, hvor de fleste af os gik og kom, sad Inger Christensen naglet til stolen og hørte på alle.
Hun forstod at lytte og interessere sig for andre mennesker. Også i den henseende var hun enestående".
Skrevet af Thomas Bredsdorff. Taget fra Politikens netudgave.
Informations nekrolog
"Hej, verden!"
'Vi overlever kun, fordi vi bruger ord,' skrev Inger Christensen, der døde i fredags, efter at have holdt sig selv og os andre i live med sine ord
Af: Erik Skyum-Nielsen
5. januar 2009 | Historik
Lagt på information.dk 5. januar 2009 kl. 20:35. Bragt i den trykte udgave 6. januar 2009.
Vi overlever kun fordi vi bruger ord, skrev Inger Christensen i gennembrudsamlingen det (1969). Selv døde hun i fredags 73 år gammel, efter at have holdt såvel sig som os andre i live, og i ave, med mange smukke, kloge, kunstfærdigt sammenføjede ord, ved hvilke hun søgte at vise menneskets forbundethed med verden uden for mennesket, en tankegang, der hos hende forblev konstant lige siden debutbogen Lys, hvori der f.eks. i digtet ‘Forgængelighed’ står:
Hvor er mit hjerte?
Fanget i stenen.
Gemt i en sø.
Bankende dybt
i en puklet kamel,
som ligger og stønner
i sand og skal dø.
Hun var et hjerteligt menneske og blomstrede op i samvær, men hun kendte om nogen samtidig til ensomhed, til en udsathed i eksistensen, den sårbarhed, som hun bestandig søgte at stå imod ved at lede efter de helt rigtige ord.
I et af sine essays foreslår hun, at man betragter papiret “som et billede på det store ingenting, hvori alting ligger uskabt hen.” Ikke fordi det ikke er til stede, “men kun fordi det gemt og glemt og ubegrænset muligt som det er, først kan hentes frem ved hjælp af ord.”
De ord var hun en mester i at finde. Nogle af dem hentede hun inde i leksikonet, andre tog hun ind fra naturen, atter andre lånte hun af sine forgængere i digtekunsten: Rilke, Novalis, Hölderlin, Blake, og (ikke at forglemme) Dante, med hvem hun delte en stor drøm om i digtet at genskabe verden.
Mennesket del af verden
Forfatterskabets mest frugtbare faser strækker sig fra hendes tidlige digte i Hvedekorn op gennem 60’erne og 70’erne til den intenst koncentrerede udfoldelse omkring 1980, i kraft af digtkredsen Brev i april (1979), cyklussen Alfabet (1981) og essaysamlingen Del af labyrinten (1982). Senere blev der meget langt mellem udgivelserne, som så til gengæld kom med så meget større poetisk og filosofisk vægt i form af en uopslideligt klassisk sonetkrans, Sommerfugledalen (1991) og essayene i Hemmelighedstilstanden (2000).
I sidstnævnte, modent afklarede, bog går hun så langt som til at opridse en afgørende erkendelsesmæssig kontrovers - “Et skel mellem dem, der tror at mennesket med sit sprog står uden for verden, og dem der oplever, at et menneske med sprog er en del af verden; og at det derfor bliver nødvendigt at forstå, at idet et menneske udtrykker sig, er det også verden der udtrykker sig.”
At hun for sit eget vedkommende tilsluttede sig det andet synspunkt, forbundethedens og indfoldethedens synspunkt, betyder, at man må læse hendes ‘systemiske’ værker, altså først og fremmest det og alfabet, som noget andet end sproglige spil og modeller af sprog, nej, hun ville vise systemernes liv, deres dynamik og dialektik, og mime den måde, hvorpå den menneskelige bevidsthed ligner, og efterligner, naturens metoder til at bygge blade, blomster, vindstød og vinger:
jeg skriver som det tidlige
forår der skriver
anemonernes bøgens
violens og skovsyrens
fælles alfabet
jeg skriver som den barnlige
sommer som torden
over skovkantens kupler
som hvidguld når lynet
og hvedemarken modnes
jeg skriver som et dødsmærket
efterår skriver
som rastløse råb
som lysstorme tværs
gennem tåget erindring
jeg skriver som vinteren
skriver som sneen
og isen og kulden
og mørket og døden
skriver
Det tungest belastede ord i denne emblematisk klare passage fra alfabet er naturligvis ‘som’, sammenligningens ‘som’, metaforens ‘som’, der hos Inger Christensen skifter funktion fra i hendes modernistiske fase at være noget, digtere gør, frit svævende i en boble i sproget, til at være noget, verden gør med digtet, når et tilfældigt ord pludselig bliver - nødvendigt.
Det kunne nemt lyde som spøgefuldt koketteri, når Inger Christensen i interviews slog på sin fascination af tilfældigt fundne ord, og hun ironiserede i det overgiven omkring sin praksis:
suger tilfældigheder til mig
spytter dem ud som systemer
hej, verden!
Men det var, i virkeligheden, dødelig alvor, hvad der måske kommer klarest til udtryk i et replikskifte mellem to ældre damer i et S-tog, som hun humoristisk tog med ind i et essay:
»Det skulle ikke være nødvendigt med alle de tilfældigheder.«
»Nej. De burde afskaffes. – Der er i det hele taget alt for meget, der er overladt til tilfældigheder.«
Så grotesk det end måtte lyde, manifesterede disse to damer for Inger Christensen en dyb menneskelig sandhed, nemlig den følelse af nødvendighed, der er indbygget i os, og hvorfra vi prøver på at bekæmpe, beherske eller inkorporere det tilfældige, måske i håbet om at hæve os over det og se det forsvinde.
Netop så forpligtet forestillede hun sig sin digtning. Måske var det derfor, det med årene blev sværere for hende at skrive.
Berlin-Roskilde
Nu hvor hun er død, toner spredte samvær igennem årene frem, og danner kontraster. Bedst og helst erindrer jeg en aften i Berlin, hvor Inger Christensen sammen med Ivan Malinowski, Pia Tafdrup og Gustav Christiansen (ham med Degte på dænsg) dannede poetisk landshold med mig som introduktør. Det foregik kort inden Murens fald, ude i byens sydvestlige hjørne, i Wannsee nær ved det sted, hvor Heinrich von Kleist og en veninde sammen begik selvmord i november 1811, og tankevækkende tæt ved et hus, hvor nazistlederne januar 1942 planlagde den praktiske gennemførelse af folkedrabet på Europas jøder.
Begge sammenfald optog os en del, men hvad der brændte sig fast, blev de sene timer på en Bierstube i nabolaget, hvor hun åbnede sig og spøgte og lo, så det bag den internationalt berømte og i hjemlandet solidt feterede digterdame var nemt at se den unge, smukke pige.
Fra de seneste år husker jeg klarest et arrangement på Roskilde Bibliotek, hvor Inger Christensen tøvende og modstræbende havde accepteret at komme og læse op og lade sig interviewe.
“Lov hende en middag bagefter, så siger hun garanteret ja,” lød rådet fra en ven nogle måneder inden. Og ganske rigtigt, hun dukkede op, og hun læste med vanlig sibylleagtig messen, og hun besvarede mine spørgsmål, og vi nød den prægtige restaurantmad med lidt for meget, alt for meget vin. Men allerede henne på biblioteket blev hun rigeligt overrislet, og mens vi dér snakkede, åd og drak, var det, som om hun forsvandt, ind i en melankoli eller sorg, som det var mig umuligt at råbe hende op fra, kalde hende ud af. Vi dør en lille smule hver dag, og for mig døde hun den aften lidt.
Visdom og omsorg
Inger Christensen vil blandt sine digterkolleger og oversættere, sine samtalepartnere i den akademiske verden samt hos tusinder af taknemmelige læsere både herhjemme og i udlandet (over hele Norden og ikke mindst Tyskland og Østrig) leve videre i kraft af sin klogskab (ordet visdom er ikke for stort), sin humor, sin belæsthed, sin autoritet og frem for alt sin kæmpemæssige udtrykskraft - den digteriske evne, som hun imidlertid så at sige overvågede selv og vel egentlig regnede ringere end den elementære omsorg for livet.
Et af de store navne fra generationen før, Frank Jæger, formanede i et digt til en ven: Glem ikke at forny jeres undren! Det var Inger Christensen formidabel til. Og skulle man ved hendes død fremdrage et enkelt skriftsted og betegne det som hendes credo, kunne det blive disse linjer fra Brev i april:
Kære forsvundne undren,
jeg må skabe min egen undren
eller være underlagt
samme forsvinden
i sproget
som senere i døden.
Uden at forstå
og uden at sammenligne.
Det er en digter uden sammenligning med nogen, der har forladt os i disse dage. Uden sammenligning med andre, men også på en måde helt usammenlignelig med sig selv, for så vidt som hun konsekvent nægtede at gøre det samme to gange såsom at føde et barn, få et barnebarn, og nu dø".
Taget fra Informations netudgave.