Min personlige top 5

Kim Larsens bedste? Den er svær, især hvis man skulle lave en længere liste, og rangordne dem. Her har jeg lavet en top 5, og lavet det benspænd, at der kun må nævnes en sang per album.

1. Papirsklip (Midt om natten, 1983)

Det er så meget at sige om dette nummer. Det fylder meget i mine erindringer fra min barndom, når jeg tænker tilbage, og forholdet til nummeret har jo også udviklet sig.

I min barndom tænkte jeg tit (som før skrevet her) på, om det virkelig var rigtigt, at livet var lang (hvor langt mon?), og lykken kort (hvor kort mon? - det lød næsten skræmmende), og hvad mentes mon med lykken? Og hvorfor var det, at det var særligt saligt at give den bort. Det sidste kunne jeg slet ikke få nogen mening i, da jeg jo netop ikke kunne se, hvorfor lykken skulle gives bort, hvis man faktisk havde den.

I dag bliver jeg endnu mere rørt af sætningen ”her er et af min far og min mor, de som gav mig til denne jord”, da sætningen rører ved noget af det allermest fundamentale ved tilværelsen, nemlig, at vi alle sammen har et jordisk ophav, en far og en mor.

Og inden for den sidste tid har jeg ikke mindst haft sætningen ”et aldrig færdigt eller fuldendt motiv, sort silhuet af kvinden i mit liv” kørende, et udsagn som i den grad minder mig om min kærlighed til min hustru, en kvinde, hvis billede jeg sikkert aldrig bliver færdig med at tage mentale billeder af, og den tanke er jo virkelig magisk. Og så forstår jeg sikkert også bedre det der med, lykken, som skal gives bort. Det skal ikke tages så bogstaveligt, det handler vel snarere om at springe ud på de 70.000 favne, når det gælder kærlighed og hengivenhed til en elsket person.

2. Den lige vej (Øst for Vesterlad, 2017)

Det er et meget nyt nummer for mig, har først hørt den indenfor den sidste uges tid, men efterhånden adskillige gange. Et fuldstændigt fantastisk nummer, og som min hustru antydede for mig, så kan man vist godt høre, hvad klokken er slået for Kim Larsen, når man lytter til teksten. Han ved godt, hvor tingene bevæger sig hen.

Men når Larsen synger om at synde så det stod i stænger, så smiler man lidt ufrivilligt, og synker en klump, og mærker tårekanalerne presse, når den gamle Larsen så taler om momenter af kærlighed og beder en bøn om Guds nåde, med tvivles nådegave. Et næsten muntert, sørgmuntert nummer.

Nummeret er så nyt, så det ikke er en del af min bagage, og jeg har derfor ikke haft mulighed for at forholde mig så meget til det.

Kan være, at jeg om ti år oplever det som Larsens bedste. Men lad os nu se.

3. De smukke unge mennesker (Yummi Yummi, 1988)

Et meget specielt og stemningsfyldt nummer. Der synes også nogle steder at være et clash mellem melodi og tekst. Selve melodien emmer af håb og forventning, og der er virkelig positiv energi over det, selvom melankolien forsøger at presse sig frem. Og samtidig med den positive energiske tone får Larsen en omgang samfundskritik listet ind med ordene ”andre måtte nøjes med digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed”.

På grund af nummerets næsten dramatiske stemning af håb og udlængsel, og på grund af tekstens ord om, at når det kommer til stykket, så er det de håbefulde unge mennesker selv, der bedst kan vide, hvad de faktisk vil og har lyst til – af disse grunde har jeg fra min første konfirmations-gudstjeneste valg at bruge melodien som fast postludium, hvor jeg får kirkesangeren til at synge udvalgte strofer af teksten.

4. Det er i dag et vejr (Værsgo, 1973)

Når man hører Kim Larsen synge, så tager han fuldstændig ejerskab. Man tror, det er hans egen, selvom det her jo er en gammel højskolesang. Jeg kan huske, at min gamle musiklærer i folkeskolen prøvede at få os, der ikke gad synge med (den del har unægtelig ændret sig siden) til at synge, ved at fortælle en historie om en (anden) dreng, der ikke gad synge med i musiktimen, men alligevel begyndte, da de skulle synge denne sang, og han spontant udbrød ”jamen den har Kim Larsen jo sunget”. Dengang hjalp det dog ikke på mig.

Når foråret nærmer sig, og ikke mindst, når det rammer, så er det ikke svært at få denne på hjernen.

5. Ud i det blå (231045-0637, 1979)

Tilhører også min barndoms soundtrack. Hvor især alle ordene om ”ud i det blå” (hvor var det henne?) og ”til verdens ende” har fået mine tanker til at galoppere derudad. Ikke mindst med ordene om, at man jo aldrig kunne vide, hvad der kunne hænde (kunne næsten lyde uhyggeligt eller gådefuldt). Og så er melodien jo catchy uden lige.

Fandt for nylig ud af, at sangen deltog i Dansk Grand Prix i 1079 og fik en 3. plads.

TIL SIDST - og uden for kategori må nævnes "Som et strejf af en dråbe" (1973). Den er ikke på noget album som sådan, da den er lavet til P4. Og nummeret overskygger på mange måder alt det andet, da jeg hørte den hver eneste søndag aften inden sengetid i min tidlige ungdom, da den afsluttede Barometeret. Kim Larsen skulle selv have sagt, at den sang kom fra Gud.