Personligt om Kim Larsen

Kim Larsen var en af de allerstørste. En af dem, der bare var der, og det i en grad, så jeg aldrig har købt et album med ham. For han var der jo bare, alle vegne. Og så har jeg en erindring om, at vores nabo i min barndom i en (lang) periode ikke spillede andet end Kim Larsen, og meget højt! Desuden havde jeg selv en periode, hvor jeg faldt i søvn til et kassettebånd med Gasolin. Hvor jeg særlig husker rocken, der ruller, og Søren der skar sit øre af, fordi han var sur en dag.

Hans musikkatalog er jo enormt, og selvom der er mange enkeltstående perler som ”Kvinde min” eller ”Papirsklip”, ”Susan Himmelblå” eller ”Ud i det blå” – og et helt album, ”Midt om Natten”, skiller sig særligt ud – så er det nok først og fremmest ”Som en strejf af en dråbe”, som jeg forbinder med min Barometer-tid i slut 80erne, ”De smukke unge mennesker”, som jeg bruger som postludium til konfirmation, og ”Om lidt”, som engang imellem bruges også som postludium til begravelser, som står for mig som nogle af de mest uomgængelige.

Jeg husker dog også Kim Larsen for nogle af hans mange udsagn. Han sagde en gang, at kommunismen blot var verdsliggjort kristendom, da man her skulle yde efter evne og nyde efter behov. At vi mennesker så ikke er skabt til at være sådan i praksis, er så en anden historie. Ligesom hans udsagn om, at samfundet først og fremmest skal tage sig af de svageste, da vi andre nok skal klare os.

Og så husker jeg nogle ord om moral, som – det banale til trods – gjorde stort indtryk på mig, og som jeg har tænkt en del over siden. Nemlig, at det med moral var meget enkelt. Når lyset viser grønt, må man gå over gaden. Når lyset er rød, skal man blive stående. Det er sådan set meget simpelt, var hans ord. Og der er vitterlig mange situationer, hvor vi ønsker at bøje moralen, og hvor man med disse ord kan spørge: Er det rigtigt eller er det forkert, og hvor der faktisk ikke findes en mellemvej, hvis man skal bevare sin integritet.