Personligt om Jan Lindhardt og Ned fra soklen

Da jeg hørte om Jan Lindhardts død, blev jeg nærmest kastet tilbage i tiden, tilbage til mine tidlige studieår som stud.theol. på Aarhus Universitet, i begyndelsen af nullerne.

Det var dengang, jeg var meget forvirret og uafklaret med mit kristendomssyn, hvor jeg lyttede og lyttede, læste og læste, for at finde et eller andet holdepunkt for min egen eksistens som kristent menneske.

Det kan måske lyde lidt højtragende, og i dag, hvor jeg er afklaret med rigtigt mange ting, kan det da også være underligt at tænke tilbage på.

Jeg har altid været troede, men da jeg ikke er hverken kirkeligt eller kristent opdraget, har jeg aldrig haft ord til at sætte på, hvad jeg egentlig troede på, eller rettere: Hvordan jeg skulle formulere min tro, hvordan jeg skulle formulere mig selv i forhold til alle de mennesker, jeg talte med om kristendommen - og potentielt skulle forkynde overfor.

Her var Jan Lindhardts bog "Ned fra soklen" et væsentligt skridt på vejen. Bogen handler blandt andet om etik som en søjle blandt mange andre samfundsaspekter, men hvor bogens pointe er, at det selvsagt er en fejl. Dét skal netop ikke være en søjle for sig, men gennemsyre alle andre søjler: Politik, økonomi, teologi (!), historie, og så videre.

Det kan måske synes oplagt for en teolog - eller teologistuderende -, men er det ingenlunde, og det gav mig et slags begyndene holdepunkt - det var før, det gik op for mig, at jeg ikke havde kunnet se skoven for bare træer i min søgning: På det tidspunkt var jeg faktisk ikke bevidst om, at Jesus kalder det dobbelte kærlighedsbud for det første og største bud. Men det er en anden historie.

Han skriver også et sted, at dette at kunne Fadervor er at have kørekort til kirken. Personligt mener jeg selvsagt (og det er jeg overbevist om, at han også gør), at alle jo er velkommen i kirken, men at udsagnet siger en del om, hvor central Fadervor er. Ikke mindst udmærket den sig ved - til forskel fra fx. trosbekendelsen - at det står i Biblen, i Matthæusevangeliet.

Jeg var ikke så pjattet med hans katekismus, men bogen om de syv dødssynder giver også stof til eftertanke, og jeg føler stadig, jeg har mange af hans bøger til gode.

Berlingskes nekrolog

"NEKROLOG: Sin tids Lindhardt"

"Af Jan Hedegaard og Jesper Beinov

11. november 2014, 15:56

Tidligere biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, døde 11. november. Han skrev 40 bøger og var kendt som en både humoristisk og skarp debattør.

Tidligere biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, døde tirsdag den 11. november efter længere tids sygdom. Han blev 76 år.

»11. november tog vi afsked med vores kære mand, far og morfar, Jan Lindhardt. Han sov stille ind på en smuk efterårsdag omgivet af sine kære,« meddelte hans efterladte hustru, Tine Lindhardt, på familiens vegne. »Han vil blive husket for sit lune og sin humor, som han bevarede til det sidste, for sit nærvær og sin visdom og livsklogskab. Han var et sandt renæssancemenneske, der mestrede mange fagligheder og rørte mange mennesker.«

Jan Lindhardt efterlader, udover hustruen, seks børn, svigerbørn og 13 børnebørn.

Jan Lindhardt var biskop i Roskilde Stift indtil han for seks år siden blev efterfulgt af Peter Fischer-Møller, og han fortsatte i årene lige efter som en engageret, både humoristisk og skarp, debattør i den offentlige meningsudveksling, lige indtil demens satte en ulyksalig stopper for et engageret og virksomt liv.

Tidligere var der udkommet en-to bøger årligt fra hans hånd. 40 udgivelser blev det til.

»Det er korte bøger,« forklarede han. »Mit ideal er, at man kan nå at læse en sådan bog i S-toget mellem Hillerød og Nørreport.« Men det skal for fuldstændighedens skyld også nævnes, at han udgav bøger, bl.a. om Luther og retorikkens klassikere, der fordrer en betragtelig længere togrejse.

I bogen »De syv dødssynder« fremhævede han eksempelvis, at fænomener som griskhed, frådseri og stolthed, er gået fra at være last til dyd. I »Ned fra soklen« påpegede han, at de nye problemer, som teknologien rejser, samt traditionstabet gør etik moderne, og det kan bruges til, at vi hver især besinder os på vort ansvar. Og at her kom kristendommen ind som mulighed.

Endelig havde han i »Fra bønnens verden« argumenteret for en genindsættelse af bønnen, at bønnen og samtalen med Gud i det personlige trosliv også har en almen betydning, som en del af en lang tradition.

Jan Lindhardt var uddannet cand.theol., var hjælpepræst i en årrække, men virkede i over 30 år virket i universitetets tjeneste, både på teologi – han er dr.theol. fra 1983 – og som gæsteprofessor på retorikstudiet ved Københavns Universitet.

Alligevel indfriede universitetet ikke Lindhardts ambitioner. Først forsøgte han sig som kandidat til biskop-embedet i Aarhus Stift, men blev slået på stregen af Kjeld Holm i 1994, for så at vinde valget i Roskilde Stift i 1997.

Teologien lå til familien. Hustruen, Tine Lindhardt, er også teolog, ligeså den yngste bror, Mogens Lindhardt, der er rektor for Pastoralseminariet i København. Og hans far ikke mindst var den navnkundige professor, dr.theol. P.G. Lindhardt, der ønskede sig fire sønner – »en til hvert hjørne af kisten« – og det fik han med Jan Holger som den ældste.

P.G. havde slået Lindhardt-navnet fast, da han i 1952, populært sagt, punkterede folkelige forestillinger om det evige liv. Måske var der derfor heller ikke så langt til at gøre helvede til en irrelevant forestilling, hvilket netop er et af Jan Lindhardts bidrag til debatten om himmel og helvede.

Det har ikke altid været helt nemt at være søn af en af efterkrigstidens stærke Aarhus-teologer, men Jan Lindhardt viste sig som særdeles robust. Bl.a. stammede han som yngre, men det afholdt ham ikke fra som voksen at blive foredragsholder i det ganske land og en flittig gæst i medierne.

I et TV-portræt af familien Lindhardt i 1986, sagde han til Jørgen Thorgaard, »at vi lindhardter kun er halvt så højrøvede, som vi burde være.«

Jan Lindhart var studiekammerat med Johannes Møllehave, og de to var nære venner siden. Han blev tilmed gift med Møllehaves kusine, Lise, der er professor i fransk, tysk og engelsk. De fik fire døtre med de bibelske navne Anne, Eva, Maria og Sara. Siden blev han skilt og igen gift med sin elev på Aarhus Universitet, stud.theol. Tine Lindhardt, der blev præst i Hadsten og Horsens. Hun ville netop ikke være præst i gemalens stift.

Da Jan Lindhardt gik på pension i 2008, blev Tine Lindhardt sognepræst i det største sogn på Fyn, Fredens Kirke i Odense. Hun stillede op til bispevalget i 2012 og vandt. Sammen har bispeparret to sønner, Lars Gustav og Frederik, der begge studerer teologi."

Taget fra Berlingskes netudgave.