Personligt om George Michael

Jeg var, som så mange andre sikkert, noget overrasket, da jeg Juledag - efter midnat, så det var Anden Juledag - læste, at ikonet George Michael pludselig var død, ikke meget over 53 år.

Jeg kom fluks til at tænke på de mange sange, som har gjort stort indtryk på mig.

Min første tilgang til George MIchael var faktisk "Careless Whisper", og selvom det vel grundlæggende bare er en banal popsang, så satte den mange tanker i gang hos mig, og som jeg husker det, var det min første rigtige anledning til at reflektere over skyld og skam. .

"Guilty feet has got no rythm".... kunne man se på folk, om de skammede sig over noget, havde dårlig samvittighed, eller lignende? Kunne utroskab nogensinde tilgives?

"Should have known better how to treat a friend, the wasted chance that I've been given..." - handler for mig også om det næsten absolutte tab ved en kærlighed, som man misbruger. "So I'm never gonna dance a again the way I danced with you....".

Der er endda nogle enkelte sange af George Michael, som jeg meget sjældent hører, fordi de påvirker mig følelsemæssigt temmeligt meget. Her er det bedste eksempel nok "Kissing a fool". Den handler dybest set om ulykkelig kærlighed, men for mig - som heldigvis er lykkelig gift - handler det også om angsten/frygten for at miste det hele, havne dér igen, selvom det selvsagt er en meget irrationel følelse, der ikke har meget med virkeligheden at gøre, i hvert fald ikke for mig.

Men også sange som "I can't make you love me", "Faith" og "Father figue" eller "One more try" er stemningsfyldte sange, der påvirker sindet - og sidstnævntes vekslen mellem "There are things, that I dont want to learn" (hvilke ting?), sluttende med "There are things, that I still have to learn" har også sat min fantasi på arbejde - samtidig med at der synges til eller om en "teacher". Er det bogstavligt eller i overført betydning, for det er vel en elsker/inde? Eller "I will be your father figure, put your tiny hand in mine / I will be your teacher/preacher, anything you had in mind, I will be your father figure, I have had enough of crime, I will the one who loves you to the end of time" - hvor gammel er du'et mon?

Jeg husker nok især George Michael fra min barometertid - altså dengang jeg i 80erne lyttede fast til Det Elektriske Barometer på P4 (som programmet hed), og var med til at stemme både "One more try" og "Kissing a fool" ind på førstepladsen.

Desuden har Whams julehit "Last Christmas" været fast indslag for mig i julemåneden, december, og jeg spiller den gerne 1. december for at skyde måneden igang. Nummeret blev i sin tid lavet til velgørenhed, og skulle vist oprindeligt have heddet "Last Easter"! George Michael var i øvrigt også med på "Do They Know Its Christmas", en sang jeg også har været meget vild med - i dag synes jeg dog den er uhyre patroniserende overfor Afrika.

Og så er der selvfølgelig alle popbragene. "Wake me up before you go-go" hører stadig til mine absolutte popfavoritter, og "Freedom" var på vores playliste til vores bryllup.

Jeg ved, at George Michael havde en vision om at frigive alle sine sange på sin hjemmeside til download mod at man donerede penge til velgørenhed. Jeg er dog ikke klar over, hvor langt han nåede med projektet. Begrundelsen skulle være, at han havde penge nok, og var træt af berømmelsen.

Jeg kender ikke rigtigt George Michaels religiøse ståsted, men han har dog skrevet en sang, som hedder "You have been loved" og som blandt anden indeholder sætningen "Dont think that god is dead".

Politikens nekrolog

Michael blev vor tids svar på Sinatra

George Michael blev de moderne tiders svar på Frank Sinatra og de andre store croonere med en ro og sikkerhed i sin musik, han aldrig fandt i sit eget liv.

ERIK JENSEN

Korrespondent, Berlin

Der stod han så på scenekanten, alene. Og sang så forførende om den mest svimlende forelskelse, det mest svigefulde bedrag og den største sorg.

Alle menneskelivets mest brændende følelser. Så stilfuld, så sikker, så elegant.

Det perfekte menneske lod alt det uperfekte ligge den brandvarme novemberaften for ti år siden i Parken i København. Hvor George Michael viste sit musikalske format og lod den såre menneskelige uformåen ligge og skvulpe i musikkens melankolske understrøm som en forvirret, ensom og sårbar plastikand, der er suget ud af badekarret og ud på de urolige verdenshave.

Her måtte enhver forventning om sensationer, om uhæmmet underholdning, om leflende popkrikker i fuld galop og om forklaringer, undskyldninger, snak om de personlige nederlag og skandaler, forblive skuffet. Enhver lyst til at glide ind i et musikalsk univers, hvor ingen drøm er for stor og ingen dans for tæt og intens, og hvor alle de tårer, der kan tælles på en kind, er velkomne og giver mening, blev til gengæld indfriet. Til fulde.

Som de som regel gjorde i den musikalske karriere, der definitivt sluttede natten til anden juledag, da Georgios Kyriacos Panayiotou, som han var døbt, døde, af et hjertestop ifølge det oplyste, i sit hjem i den idylliske britiske landsby Goring-on-Thames uden for Reading.

Dermed får George Michael forhåbentlig den fred og ro, han aldrig syntes at finde i sit eget rastløse liv, præget og plaget, som det var af berømmelsens følger med kærlighedsliv og seksualitet i fuld offentlighed, stofmisbrug, sygdom og vedholdende problemer med autoriteterne.

Hyldest til homoer

Roen, tilgivelsen og frisættelsen kunne George Michael og alle vi, der nød at lytte til ham, finde i den popmusik, der på forunderlig vis kom fra hjertet, fra hofterne, fra lænden og – nå, ja – lemmet snarere end fra den måske mere professionelle komponists nøje udregnede metoder til at ramme det store hit, som George Michael alligevel traf så mange gange.

Fordi den smukke dreng, der sammen med Andrew Ridgeley blev en øjeblikkelig og særdeles smitsom succes som poster-venlig duo i 1980’erne, ganske enkelt var et naturtalent med et enormt instinkt for den gode sang.

I ’80’erne var Wham og senere George Michael som soloartist med til at indføre den blødere, romantiske stil i den britiske popmusik, der var skambidt af punkens snerren og stadig rundt på gulvet af David Bowie og glam-generationens leg med kønsroller, sminke og læbestift.

Sammen med navne som Boy George i Culture Club, Frankie Goes to Hollywood, Pet Shop Boys, Marc Almond i Soft Cell, Freddie Mercury i Queen, Jimmy Somerville i Bronski Beat og mange andre førte Wham an på dansegulvet, når de allerstørste følelser uden blusel blev trukket rundt i det helt store musikalske skrud. George Michael satte selv ord på blidheden, da han i 2011 forklarede, hvorfor han havde afvist at være dommer i X Factor:

»Jeg ville ikke kunne klare at være involveret i den onde del af det«.

Bag boa og andre gevandter var der god plads til inderlighed, romantik, liderlighed, sårbarhed, synd og syndsforladelse i ’80’ernes pop, der ofte blev udført af og – mere eller mindre udtalt – hyldede homoer. Som George Michael sang om den lette utroskab med de tunge følger i sit måske største hit, den let svævende ballade ’Careless Whisper: »I’m never gonna dance again/ Guilty feet have got no rhytm«.

En melodi og en tekst salig Frank Sinatra sagtens kunne have taget i sin fløjlsbeklædte mund.

George Michael blev vor tids svar på de store croonere som Sinatra, Tony Bennett, Paul Anka, Dean Martin og Johnny Mathis, der kunne pakke de mest rå realiteter ind i bløde stemmer og smukke arrangementer. Og dermed forvandle den private kærestesorg og den store længsel, der synes så endeløst kedsommelig, når den serveres fra en bekendt med salte tårer dryppende ned i fadøllen langs bardisken, til stedsegrønne og vedkommende sange.

Sangene som den centrale

Den evne videreudviklede George Michael i sin solokarriere, hvor firserpoppens synthesizere og glade omkvæd blev trængt i baggrunden af en omsiggribende alvor og den lyst til at tage favntag med netop de store sange og traditioner, han udfoldede med sine coverversioner af dem på ’Songs From the Last Century’ i 1999.

Endnu en plade, der viste, at George Michael aldrig gik efter de lette løsninger eller faldt for popmusikkens hang til det opgejlede flamboyante. Han holdt som sanger og fortolker hjertet varmt og hovedet koldt nok til at tro på, at materialet i sig selv ville holde hjem, og netop derfor var han på højde med forgængere og forbilleder.

Stilfuld klassicisme sælger selvfølgelig ikke de 100 millioner plader, George Michael nåede i sin karriere. Når man ikke har en Madonnas selviscenesættelse, en Princes flirtende seksualitet, en Michael Jacksons bombastiske knaldperler, Robbie Williams’ flabede charme eller Justin Timberlakes karisma, må man ty til sine sange. Og synge dem med en smuk og varieret stemme.

Hvad George Michael så gjorde med hele den velkendte perlerække, der til enhver til kan fylde et dansegulv hvor som helst på planeten: de funky ’Faith’, ’Outside’, duetten med Mary J. Blidge ’As’, ’I Want Your Sex’, ’Fastlove’, ’Flawless’, ’Too Funky’, balladerne som ’Jesus to a Child’, ’Older’, ’Father Figure’, ’The First Time I Ever Saw Your Face’ og ’You Have Been Loved’ samt selvfølgelig klassikerne fra Wham: ’Everything She Wants’ og ’I’m Your Man’ og ’Freedom’.

Som hvid dreng – søn af en græsk-cypriotisk indvandrer og restauratør – fra Finchley i det nordlige London var George Michael ikke en naturlig soulsanger. Men netop ved at tage ved lære af de store croonere og tilføre deres stil en oprigtig inderlighed blev han alligevel en besjælet sanger i sin egen klasse.

En mand, der i en urolig og hurtig tid turde give sangen og sangene plads og luft til at folde sig ud, så de netop fik lov at svæve ind i lytternes inderste hjertekamre til evig brug.

I offentlighedens spotlight

Flere af sangene er inspireret af og handler om George Michaels problematiske forhold til offentligheden, seksualiteten og stofferne, som i mange år spillede en alt for stor rolle i hans liv. De var en lang opfordring til lytteren om at ’Listen Without Prejudice’, som han kaldte et album i 1990.

George Michael var ikke for folk med fordomme og snævre sko. Sangen ’Outside’, der blev lanceret med en provokerende video med homofile politifolk, tog udgangspunkt i episoden i 1998, da en undercover politibetjent gik med George Michael ind på et offentligt toilet i en park i Berverly Hills under foregivende af at ville have sex med ham, for derefter at anholde ham.

»Jeg blev fulgt ind på et toilet. Og så begyndte den her strisser – jeg vidste selvfølgelig ikke, at han var strisser – at lege den her leg, som jeg tror hedder ’Jeg viser dig min, så viser du mig din, og når du så viser mig din, så anholder jeg dig!«, har George Michael med vanlig ironi senere forklaret i et af sine uhyre sjældne interviews om episoden.

Om hvilken han også har sagt:

»Det værste, der skete, var, at jeg blev fotograferet uden min skjorte på, og jeg var fed. Kan du forestille dig noget værre end at være fed og at være bøsse?«.

Senere fulgte enkelte lignende episoder på offentlige toiletter i England, hvor George Michael også flere gange blev anholdt og dømt for at køre bil i påvirket tilstand og for besiddelse af stoffer. Et eskalerende forbrug af hash forklarede han selv med de depressioner, som fulgte efter de problemer, berømmelsen gav ham. I de sidste år af sit liv trak George Michael sig tilbage til sit hus i landsbyen i Oxfordshire.

Han var dog angiveligt gået i gang med at indspille et album, som skulle bryde flere års tavshed næste år, hvor en dokumentarfilm med titlen ’Freedom: George Michael’ også skulle finde sit publikum.

Om det kommer til at ske, svæver foreløbig i det uvisse, nu året 2016 har høstet endnu en af popmusikkens allerstørste navne efter David Bowie, Prince, Leonard Cohen og flere andre. George Michael, der kun blev 53 år, kæmpede flere gange med sygdom og var efter eget udsagn ved at miste livet til en alvorlig lungebetændelse i 2011.

Fem år forinden afsluttede han koncerten i Parken, hvorunder han ellers havde været tavs mellem sangene, med at kvittere til sit publikum: »Se, hvor smukke, I er! Jeg vil gerne have jer til at tage al den fantastiske energi, I har bragt til mig hele aftenen, og give den til mit band. Med det mest mulige larm, I kan levere«.

Det gjorde vi så. Forhåbentlig kunne George Michael i sine svære stunder glæde sig over, at han var så elsket af så mange mennesker. ’You Have Been Loved’, som han selv sang i endnu et hit fra 1996.

For alle os andre vil det nu være sooo ’Last Christmas’, hver gang netop dette udødelige julehit dukker op af december-tågen og minder os om den jul, hvor George Michael blev taget fra os.

BLÅ BOG

George Michael

Navn: Georgios Kyriacos Panagiòto

Født: 25. juni 1963

Død: 25. december 2016 (53 år)

Fødested: London

Nationalitet: Britisk

Karriere: Sanger med mere end 100 millioner solgte plader gennem sin glorværdige karriere.

Udgivelser:

Fantastic (Som del af Wham!, 1983)

Make It Big (Som del af Wham!, 1984)

Music from the Edge of Heaven (Som del af Wham!, 1986)

Faith (1987)

Listen Without Prejudice Vol. 1 (1990)

Five Live (1993)

Older (1996)

Songs from the Last Century (1999)

Patience (2004)

Symphonica (2014)

Hæder:

Fire MTV VMA Awards

To Grammy Awards

Tre Brit Awards

Tre American Music Awards