dr.dk's nekrolog

"Nekrolog: Manden, der fik en hel verden til at rykke sammen":

"Nelson Mandela blev 95 år. Han blev et ikon for mange mange mennesker

05. DEC. 2013 KL. 23:19

De seneste to år har Nelson Mandela gentagne gange været indlagt med lungeinfektioner og vejrtrækningsproblemer. Han døde den 5. december.

Af Jesper Christiansen

Det er velkendt, at kært barn har mange navne. Det gælder også for en af verdens mest anerkendte og respekterede politikere, Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela.

Han blev født den 18. juli 1918 i den lille landsby Mvezo i det østlige Sydafrika. Ved fødslen fik han navnet Rolihlahla og hans klannavn i Xhosa-stammen er Madiba.

Det var faktisk først i skolen, at en lærer gav ham det engelsk-klingende navn, som han siden er blevet så berømt under; nemlig Nelson.

Stak af for at undgå arrangeret ægteskab

Som 23-årig stak Nelson Mandela af fra sin familie for at undgå et arrangeret ægteskab. Han tog til Johannesburg, hvor han begyndte at studere jura på universitet.

Samtidig meldte han sig ind i ANC, African National Congres, der kæmpede for bedre vilkår til den sorte befolkning. Han var samtidig med til at grundlægge ANC's ungdomsafdeling.

Mandela blev færdig som jurist i 1952 og han åbnede en praksis sammen med sin ven og partner, Oliver Tambo. Sammen kæmpede de to for den sorte befolknings rettigheder og mod apartheid-systemet - et system, hvor det hvide mindretal havde absolut magt.

Den politiske kamp

Mandelas engagement i ANC og hans tilsyneladende utrættelige kamp for de sortes rettigheder fik i 1956 apartheidsystemet til at anklage ham for højforræderi. En anklage som det tog fire år at blive frikendt for.

Imens blev apartheidsystemet stadig mere undertrykkende mod den sorte befolkning, hvilket fik ANC og Nelson Mandela til at tage voldsommere metoder i brug.

Leder af militant gren af ANC

I 1961 blev Mandela leder af en nyetableret militant gren af ANC. Organisationen stod bag flere attentater mod regeringskontorer rundt om i Sydafrika. Et år senere blev han arresteret og to år senere idømt fængsel på livstid.

I de første 18 år af sin fængselsstraf var han på den berygtede fængselsø Robben Island. Her begyndte han i det skjulte at skrive sin selvbiografi, der 20 år senere blev udgivet med den danske titel 'Vejen til frihed'.

Mishandlet af betjente

De mange år i fængsel bød på fysisk hårdt arbejde, isolation fra omverdenen og både fysisk og psykisk mishandling fra fængselsbetjentene. Men Mandela fik dog langsomt forbedret sine vilkår gennem dialog med ledelsen på Robben Island. Det lykkedes ham for eksempel at få lov til at fortsætte sin juridiske uddannelse gennem brevskole.

Udenfor fængselsmurene steg presset på apartheidstyret fra både Sydafrikas sorte befolkning og fra det internationale samfund. Sydafrika blev underlagt en hårde sanktioner og presset blev nærmest globalt, da flere af verdens største musikere i 1988 holdt en støttekoncert for Nelson Mandela på Wembley i London.

72.000 tilskuere var på stadion og sang med på "Free Nelson Mandela" og mere end en halv milliard seere fulgte koncerten, der blev transmitteret live i hele verden.

Presset virkede. I februar 1990 annoncerede præsident Frederik de Klerk, at ANC ikke længere var en ulovlig organisation, og kort tid senere blev Nelson Mandela løsladt efter 27 år bag tremmer.

Skabelsen af en regnbuenation

Efter sin løsladelse overtog Mandela ledelsen af ANC og sammen med præsident de Klerk brugte han de kommende år på forhandlinger om overgang til demokrati.

I 1993 modtog Nelson Mandela sammen med præsident de Klerk Nobels Fredspris, og mindre en et halvt år senere blev han valgt som den første sorte præsident i Sydafrika.

Gennem alle årene, hvor han kæmpede mod apartheid og var spærret inde i fængsler, stod Mandela for en forsonende linje. Han ønskede aldrig, at den sorte befolkning skulle hævne sig på de hvide magthavere.

Han drømte om et multikulturelt, demokratisk Sydafrika, hvor alle, ligegyldig etnisk baggrund, kunne leve i fred, lighed og fremgang. Denne drøm om et samlet Sydafrika blev samlet i begrebet Regnbuenationen, der dækkede ét land og ét folk på tvært af race og etnicitet.

Hvide beholdt deres job

For ikke at skubbe den hvide minoritet fra sig, lod Mandela mange hvide beholde deres job i administrationen, og hans forgænger de Klerk var den ene af Mandelas to vicepræsidenter.

Men den bedrift, der overbeviste mange hvide sydafrikanere om, at Mandela oprigtigt ønskede at samle de forskellige befolkningsgrupper var, da han under VM på hjemmebane i 1995 opfordrede de sorte sydafrikanere til støtte det ellers så forhadte rugbylandshold, kaldet Springboks.

Rugby var udtalt de hvides sport, men da præsidenten selv kunne overrække VM-pokalen til rugbylandsholdets anfører, i øvrigt iført en Springbokstrøje, vandt det mange hvides tillid til Mandela.

Ikonet Mandela

Nelson Mandela forlod præsidentposten i 1999. I de første mange år herefter var han engageret i socialt arbejde og fredsmægling flere steder i Afrika. Han lagde også stor energi i kampen for at få VM i fodbold til Sydafrika.

En ambition, der lykkedes i 2010, og da Nelson Mandela mødte op til finalen, modtog han klapsalver fra de 85.000 tilskuere på Soccer City i Johannesburg. Det var sidste gang, at Mandela optrådte offentligt.

De seneste to år har han gentagne gange været indlagt med lungeinfektioner og vejrtrækningsproblemer.

Nelson Mandela døde torsdag den 5. december. Han blev 95 år."

Kristelig Dagblads nekrolog

"Mandela var en drøm, der gik i opfyldelse":

"Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela er død, 95 år gammel. Han var elsket og respekteret over hele verden for sin evne til at binde Sydafrika sammen i et nyt demokrati efter årtiers apartheid

Af Ulla Poulsen og Kim Schou

I foråret 1968 - efter at have siddet knap fire år i fængslet på Robben Island – fik Nelson Mandela for første gang besøg af sin mor. Hun var rejst i dagevis fra sin landsby i Transkei for at nå frem til ham, og som en særlig gestus forlængede myndighederne den gængse halve times besøgstid til halvanden time.

Nogle uger senere modtog Mandela besked om, at moderen pludselig var død af et hjerteslag. Han bad om lov til at deltage i begravelsen, men fik afslag, hvilket påvirkede ham dybt. Han sørgede over sin mor og var frustreret over, at han som hendes eneste søn og ældste barn ikke kunne tage ansvaret for hendes begravelse, sådan som traditionen foreskriver.

I sin erindringsbog “En lang vej til frihed” fortæller Mandela, hvordan dødsfaldet fik ham til at tage sit liv op til revision. Moderens vanskeligheder, hendes fattigdom fik ham endnu en gang til at spekulere på, om han havde fulgt den rigtige vej.

“Det var det stadige uløste spørgsmål: Havde jeg valgt rigtigt ved at sætte folkets velfærd højere end min egen families? I meget lang tid forstod min mor ikke, at jeg involverede mig i kampen. Min familie havde aldrig bedt om eller ønsket at blive involveret i kampen, men de led under mit engagement."

"Hver gang kom jeg til samme svar. I Sydafrika er det svært for en mand at ignorere folkets behov, selv når det går ud over hans egen familie. Jeg havde truffet mit valg, og i sidste ende havde min mor støttet det,” skriver Nelson Mandela.

Som Mandela selv skriver, vendte spørgsmålet om omkostningerne ved kampen mod apartheid tilbage hos ham igen og igen. Han betalte selv en høj pris i form af 27 års fængsel, men hans familie blev også ramt. To ægteskaber led skibbrud, seks børn voksede op uden en far.

Alligevel formåede Nelson Mandela at undslippe bitterheden. Han var fast besluttet på, at uanset hvor mange år af hans liv, det hvide apartheidstyre havde taget fra ham, måtte det ikke få ham til at hade de enkeltpersoner, der var en del af regimet. Det er sigende, at da han endelig blev løsladt og modtaget af tusindvis af glædestrålende mennesker foran fængslet, var han beklemt ved, at det forhindrede ham i at få sagt ordentlig farvel til sine fangevogtere.

Det er den tolerance, den evne til forsoning med gamle fjender, der fremt for noget blev Mandelas varemærke. Det var i udpræget grad Nelson Mandelas fortjeneste, at årtiers indædt kamp mod apartheid i Sydafrika endte med en fredelig overgang til demokrati – med et frit valg og Mandelas indsættelse som landets første sorte præsident i 1994.

Mandela ville samarbejdet, ikke konfrontationen, og takket være sin unikke personlighed og sit åbenlyse politiske talent lykkedes det ham at overbevise millioner af gensidigt mistroiske sorte og hvide sydafrikanere om, at det var den rigtige vej for nationen. Takket være et uimodståeligt væsen, hvor alle – fra fangevogtere til dronninger – blev behandlet med samme respekt og venlighed, evnede Mandela at appellere til det bedste i sit eget folk og til det bedste hos det hvide mindretal. Dermed fik han sporet Sydafrika ind på den kurs, som har gjort landet til et internationalt forbillede.

Mandela legemliggjorde storsind og kærlighed, siger John Carlins, britisk journalist og forfatter til “Mandelas sejr – kampen der skabte en nation”, og det bragte Sydafrika, hvor landet er i dag. Uden Mandela kunne sydafrikanerne ikke have gjort det. Og for mange, mange af dem står han stadig som den ideelle leder ved siden af hvem, efterfølgerne uvægerligt blegner.

Mandela er blevet beskrevet som en politisk forfører – i den forstand, at politik på sin vis handler om at forføre mennesker og få dem til at tro på det, man står for. Den evne ejede Mandela til overmål, og lykkeligvis var det fredelige og gode værdier, han forsøgte at få sydafrikanerne til at tro på: Tillid, forsoning, ikke-vold, gensidig respekt. En fælles fremtid i et fælles land, uanset hudfarve og etnisk baggrund.

Selv de mest storladne ord, de mest højstemte fraser synes naturlige i en beskrivelse af Nelson Mandela. Han er ikke længere af denne verden – og har på sin vis aldrig været det. For god til at være sand, kan man fristes til at tænke, når man læser endnu en engageret beskrivelse af Mandelas menneskelige varme og klogskab. Men hver eneste flatterende karakteristik er fortjent, skal man tro de mennesker, der har haft lejlighed til at lære ham tæt at kende. Nelson Madela var gjort af det stof, der normalt er forbeholdt drømme – men han var heldigvis for Sydafrika og verden omkring i allerhøjeste grad også et levende, virksomt menneske.

Nelson Mandela blev født den 18. juli 1918 i landsbyen Mwezo i Transkei i det østlige Sydafrika på et tidspunkt, hvor et lille hvidt mindretal allerede havde taget magten. De europæiske stormagter havde i årtier haft travlt med at erobre kolonier i Afrika, og både briter og boere (efterkommere af hollandske indvandrere) havde forsøgt at få kontrol med det sydligste Afrika. Efter flere blodige krige resulterede det i 1910 i dannelsen af den Sydafrikanske Union, hvor de to parter gik sammen om at kontrollere de sydafrikanske provinser.

Tidslinje

18. juli 1918:Nelson Rolihlahla Mandela bliver født i landsbyen Mvezo i det sydøstlige Sydafrika.

1940: Bliver smidt ud af Fort Hare University College for at have deltaget i en studenterstrejke.

1941: Flytter til Johannesburg, hvor han er vagt ved en mine.

1943: Bliver medlem af Den Afrikanske Nationalkongres (ANC).

1944: Gifter sig med sygeplejerske Evelyn Mase.

1952: Åbner det første sorte advokatkontor i Johannesburg med Oliver Tambo.

5. december 1956: Er blandt de 156 politiske aktivister, der bliver anholdt og tiltalt for forræderi.

Kilde: Ritzau

Hvor de hvide kolonigrupper lagde op forsoning og fredelig sameksistens indbyrdes, mistede den sorte befolkning derimod alle rettigheder. Forfatningen slog således fast, at sorte ikke havde stemmeret og ingen ret til at eje jord.

I forvejen havde det britiske kolonistyre indført en række paslove, som hindrede landets sorte og farvede i at bevæge sig frit rundt – og efter 1910 blev raceadskillelsespolitikken yderligere udviklet for at kulminere i 1948, hvor apartheid blev indført.

Mandela blev født ind i en velhavende familie som søn af en høvding, men oplevede tidligt konsekvenserne af det hvide styre, da hans far fik frataget sin titel og hans formue blev konfiskeret, fordi han nægtede at anerkende en hvid dommers afgørelse. Faderen havde derefter svært ved at forsørge familien, og Mandela tilbragte sin første barndom hos sin mor under meget beskedne vilkår. Da han var 10 år, døde hans far, og Mandela voksede derefter delvist op hos kongen af Tembuland, som hans far var knyttet til.

Hos kong Dalindyebo lærte Mandela de traditionelle måder at løse konflikter på, og han lyttede til de gamle stammelederes fortællinger om tidligere tiders kampe mod de hvide. Mandela har i sine erindringer selv peget på, at det var her, hans politiske bevidsthed blev vakt. Her han blev opmærksom på, at der fandtes en tid, før Den Hvide Mand bestemte og kontrollerede alting.

Tidslinje

1958: Gifter sig med socialarbejder Momzamo Zaniewe Winifred "Winnie" Madikizela efter at være blevet skilt fra sin første kone.

21. marts 1960: Militæret skyder i en massakre 67 demonstranter i Sharpeville. Regeringen forbyder ANC og Den Panafrikanske Kongres og erklærer undtagelsestilstand.

1961: Bliver frikendt for forræderi.

5. august 1962: Anholdt og 7. november idømt fem års fængsel for at opfordre til strejke og for at have forladt landet illegalt.

1963: Anklaget for sabotage sammen med andre ANC-aktivister, der bliver anholdt i Rivonis nær Johannesburg. Det sker samtidig med, at han sidder fængslet.

12. juni 1964: Bliver idømt livstid og sendt til fængslet på Robben Island ud for kysten ved Cape Town efter at have holdt sin nu berømte tale fra anklagebænken, der blandt andet indeholder budskabet demokrati "er et ideal som jeg er parat til at dø for".

Kilde: Ritzau

Antropologen Maria Rytter skriver i sin biografi om Nelson Mandela, “Jeg blev født fri,” at mange spørger, hvordan en mand som Nelson Mandela kunne opstå i Sydafrika. Hendes svar er, at han netop ikke opstod ud af det blå, men var et led i en lang række af ledere, der gennem tre hundrede år havde forhandlet, forhalet og i yderste konsekvens kæmpet med våbenmagt mod de indtrængende hvide.

Tilknytningen til kongen af Tembuland gjorde det også muligt for Mandela at komme på det eneste universitet, der var tilgængeligt for sorte i den Sydafrikanske Union: Fort Hare. Her studerede han jura, politik, engelsk og indfødt administration. Allerede efter et par års studier blev Mandela dog forvist fra universitet, fordi han var med i en aktion mod maden på universitet, som de studerende kritiserede for at være elendig i forhold til maden på de hvide universiteter.

Samtidig kom det til et brud med kong Dalindyebo, der ville have Mandela gift – noget, der lå den unge Nelson fjernt, og han stak af til Johannesburg. Her lykkedes det ham at fortsætte sine jurastudier, og han mødte en række af de mennesker, som senere skulle blive markante medlemmer af den sydafrikanske modstandskamp, ikke mindst Walter Sisulu, som blev Mandelas nære ven og politiske mentor.

ANC, den afrikanske nationalkongres, var allerede blevet dannet i 1912 som et modtræk til grundlæggelsen af den Sydafrikanske Union. I 1944, som 26-årig, dannede Mandela en ungdomsafdeling af bevægelsen sammen med blandt andre Walter Sisulu og Oliver Tambo, og fra da af tog Mandelas politiske aktiviteter for alvor fart samtidig med, at han fik tid til både at fortsætte sine studier, og i 1945 giftede han sig for første gang - med Evelyn Mase, en niece til Sisulu.

Tidslinje

5. juli 1989: Møder præsident P.W. Botha og den 13. december også F.W. de Klerk, som senere bliver Bothas efterfølger på præsidentposten.

11. februar 1990: Løsladt fra fængslet.

5. juli 1991: Valgt til formand for ANC.

April 1992: Bliver skilt fra sin kone Winnie.

15. oktober 1993: Modtager Nobels fredspris sammen med de Klerk.

27. april 1994: Stemmer for første gang i sit liv til sit lands første valg for alle borgere i Sydafrika.

Kilde: Ritzau

Parret fik fire børn sammen, men ægteskabet holdt kun til 1956, fordi Evelyn ikke kunne acceptere sin mands store politiske engagement – et engagement, der i stigende grad blev fulgt af arrestationer, retsmøder og fængselsophold.

Nelson Mandela var 30 år, da apartheid blev indført, og raceadskillelsen blev sat i system ned i mindste detalje med separate love for hvide, afrikanere, asiater og farvede på ethvert af livets områder. Året efter, i 1949, blev Mandela en af ANC’s ledere, og han var blandt andet med til at organisere en årelang ulydighedskampagne, inspireret af Mahatma Gandhis ikke-voldlige aktioner i Indien.

Vendepunktet kom i 1960, hvor politiet i byen Sharpville skød ubehersket mod ubevæbnede sorte, der brændte deres pas i en fredelig protest mod apartheidstyret. Massakren, hvor 69 mennesker blev dræbt, fik Mandela til at opgive sin hidtidige politik om ikke-vold og gå ind for sabotage mod regimet. Det var denne kursændring, der i sidste ende også resulterede i den livstidsdom, han blev idømt den 12. juni 1964 for sin medvirken til en plan for guerillakrig i Sydafrika.

Tidslinje

10. maj 1994: Indsat som Sydafrikas første sorte præsident.

18. juli 1998: Gifter sig med Graca Machel, enke efter Mozambiques præsident Samora Machel.

1999: Træder tilbage som præsident efter én periode.

1. juni 2004: Meddeler, at han trækker sig tilbage fra offentligheden.

19. april 2009: Holder sin sidste politiske tale, der er optaget på forhånd.

11. juli 2010: Deltager kortvarigt ved arrangementer i forbindelse med VM-slutrunden i fodbold i Sydafrika.

28. januar 2011: Udskrevet fra hospitalet efter behandling for en akut lungeinfektion.

8. december 2012: Indlagt med lungeinfektion og galdesten.

27. marts 2013: Mandela bliver igen indlagt med en lungeinfektion. Efter 10 dages behandling blev han udskrevet.

8. juni 2013: Mandela er atter indlagt med lungeinfektion.

5. december 2013: Mandela dør, 95 år gammel.

Kilde: Ritzau

Mandela afsonede i forvejen en dom i Pretoria arresthus, men blev allerede samme nat sammen med syv andre dømte fløjet til Robben Island, fængselsøen ud for Cape Town. Her sad han i 18 år, inden han blev overført først til Pollsmoor fængslet i Cape Town og derefter i 1988 til sit sidste fængsel, Victor Verster lidt uden for byen. Her fik Mandela tildelt sit eget lille hus med have og svømmebassin.

Det var i huset i Victor Verster, at Mandelas forhandlinger med den sydafrikanske regering om afskaffelse af apartheid og indførelse af et flertalsstyre for alvor tog fart. Forhandlinger, som betød, at Nelson Mandela den 11. februar 1990 – efter 27 års fængsel – omsider blev løsladt efter at have aftvunget regeringen et løfte om, at apartheid ville blive ophævet og frie valg indført.

Blot fire år inden sin første langvarige fængselsdom, i 1958, var Nelson Mandela blevet gift for anden gang – nu med den socialrådgiveruddannede Winnie Madikezela, som han fik to børn med. De fire første år var stort set, hvad parret fik lov til at dele. Da Mandela omsider blev løsladt i 1990, havde ægteparret svært ved at genskabe deres nære forhold, blandt andet på grund af retssagen mod Winnie Mandela for at være medskyldig i den 14-årige dreng, Stompies, bortførelse og død. I 1993 blev de separeret og i 1996 definitivt skilt.

Måske spillede det en rolle, at Nelson Mandela i 1992 havde mødt kvinden, der skulle blive hans tredje hustru: Graca Machel, enke efter Mozambiques tidligere præsident, Samao Machel. I hvert fald udviklede forholdet mellem Mandela og den 27 år yngre Graca Machel sig, så det fra 1996 var en offentlig hemmelighed, at Sydafrikas præsident var forelsket. I 1998, dagen før Mandelas 80 års fødselsdag, giftede parret sig, og som den eneste af Mandelas tre hustruer har Graca Machel haft det privilegium at kunne leve sammen med ham uden at skulle dele ham med en opslidende modstandskamp.

Mandela var 72 år, da han endelig blev løsladt, og næsten 76 år, da han den 10. maj 1994 blev taget i ed som Sydafrikas første sorte præsident. En høj alder kunne man mene, men det var åbenbart, at kun Mandela kunne løfte den opgave på et tidspunkt, hvor hadet og mistroen mellem sorte og hvide stadig var den mest udbredte følelse. Og som Mandela undertiden selv spøgefuldt sagde, så havde han jo siddet og slappet af i 27 år i fængslet, så pensionering kunne ikke komme på tale foreløbig.

Pensionere lod han sig nu alligevel, først som præsident i 1999 og siden som en offentlig person. De seneste år af sit liv forsøgte Nelson Mandela at leve uforstyrret sammen med sin familie, nære venner og fremt for alt den kvinde, han elskede og fik sit tredje og nok lykkeligste ægteskab med.

Da Mandela blev indlagt med alvorligt skrantende helbred første gang i 2011, skrev en af de sydafrikanske aviser, at “Hele nationen er i venteværelset,” og overskriften udtrykte præcist med hvilken ængstelse og kærlighed, sydafrikanerne fulgte Nelson Mandelas svigtende kræfter. De kunne leve med, at han måtte trække sig tilbage som præsident og siden ud af det offentlighedens søgelys, men de kunne ikke bære at vide, at han ikke længere var der som et symbol på håb og forsoning.

Siden har han været indlagt flere gange, og hver gang har mennesker og medier i hele verden fulgt ham tæt. Nu er han død. Hans bisættelse vil på samme måde gå hele verden rundt.

Nelson Mandela har ønsket at blive begravet ved siden af sine forfædre i landsbyen i Qunu, i Transkei i det østlige Sydafrika. Han har selv beskrevet stedet som der, hvor han tilbragte de lykkeligste år af sin barndom.

“Det var i markerne, at jeg lærte at skyde fugle ned fra himlen med en slangebøsse, at samle vild honning, frugter og spiselige rødder, at drikke varm, sød mælk fra koens yver, at svømme i de klare, kolde vandløb og at fange fisk med sejlgarn og små stykker ståltråd.”

Et moralsk fyrtårn slukkes

Nelson Mandela står som en af historiens helt store skikkelser

Den amerikanske præsident Abraham Lincoln, der levede i 1800-tallet, er citeret for at have sagt, at næsten alle mænd kan klare modgang, men hvis du ønsker at afprøve en mands karakter, så giv ham magt.

Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela, der døde i går, bestod testen bedre end nogen anden. Mange af historiens hovedpersoner har handlet uselvisk, men meget få har også været magtfulde politikere og overlevet med integriteten i behold. Det gjorde Nelson Mandela.

Derfor rammer hans død mange mennesker med sorg. Han var et moralsk fyrtårn for sin egen nation i opgøret med det umenneskelige apartheidstyre, men hans betydning som moralsk leder rakte hele kloden rundt. Efter 27 år forlod han fængslet, ikke optændt af had og med ønsket om hævn, men af fuld af vilje til forsoning med sine modstandere.

Det er naturligt at dø, når man er så højt oppe i årene, som den 95-årige Nelson Mandela var det. Men sorgen over hans død er også naturlig. Den gælder tabet af alt det, han symboliserede. Mandelas navn blev synonym for håb og menneskelig generøsitet.

Nu 19 år efter apartheids afskaffelse forekommer det om muligt endnu vanskeligere at forstå, at et så urimeligt og uhyrligt styre overhovedet kunne opstå. Nelson Mandela viede tidligt sit liv til at få afskaffet apartheid og den systematiske undertrykkelse af sorte.

Han blev af det hvide styres brutalitet drevet til at bruge våben, og da han i 1964 modtog sin fængselsdom på livstid for det, holdt han en af sine mest berømte taler. Heri sagde han blandt andet: ”Jeg har kæmpet imod hvides overherredømme, og jeg har kæmpet imod sortes overherredømme. Jeg har hyldet demokratiets og det frie samfunds idealer, hvor alle lever i harmoni og med de samme muligheder.” De ord stod han inde for til sin dødsdag.

Mandelas nære ven ærkebiskop Desmond Tutu har fortalt, at der skete noget med ham i de mange år på fængselsøen Robben Island, der ligger en times sejlads ud for Cape Town. Han blev mildere og opdagede en åndelig ukuelighed og styrke, som han ikke vidste, at han rummede. Han lod sig forædle af den lidelse, som de mange års fangenskab påførte ham, og han erfarede, at han var i stand til at være medlidende med andre mennesker. Da han forlod fængslet for kort efter at blive landets præsident, skete det med så stor værdighed, selvkontrol og vilje til at tilgive, at verden ikke kunne gøre andet end overgive sig til denne imponerende skikkelse.

Hans styrke var hverken militær eller økonomisk magt, men det som verden hurtigt måtte anerkende som moralsk magt. Den var funderet på den autoritet, der kommer af at tjene samfundets svageste.

Mandelas enestående politiske talent sikrede en fredelig overgang fra apartheid til fuldt demokrati i Sydafrika. Enkelte af hans fangevogtere var inviteret med til ceremonien for præsidentindsættelsen. Han praktiserede selv tilgivelsen for at få andre til at gøre det samme. Hans datter sagde forleden, at han på sit dødsleje holdt forelæsninger for sine nærmeste om kærlighed, tilgivelse og tålmodighed.

Mandela står som en af det 20. århundredes helt store moralske og politiske ledere. Han talte ikke ofte som sin kristne tro. Men han beskrev sig som kristen og sagde, at hans holdninger var præget af hans tro. Desmond Tutu, der modtog Nobels fredspris nogle år før, at Mandela fik den i 1993, betegnede ham som en Kristus-lignende skikkelse, der evnede at få det gode frem i andre mennesker.

Mange anså ham for at være Guds gave til Sydafrika og Sydafrikas gave til verden.

Vi siger ham tak.

Erik Bjerager, Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør"