Nekrologer
Personligt om Michael Jackson
Jeg må indrømme, at da jeg så nyheden om hans død fredag morgen på tekst-tv, fik jeg noget af et chock. Hele mit liv har jeg være fascineret af kunstneren og fænomenet Michael Jackson, og i mit hoved er han blevet så mytologiseret, at jeg næsten troede, han var udødelig. Min første tanke var faktisk - 'kan HAN dø?'.
Det var dog heller ikke en naturlig død. I 2010 blev hans personlige læge, Conrad Murray, sigtet for uagtsomt manddrab, og i 2011 blev han også tiltalt, og i november dette år endeligt dømt for uagtsomt manddrab. Han skulle have fejlmedicineret Jackson.
Den første sang, der uvilkårligt dukkede op i mit sind, dengang jeg læste nyheden om Michael Jacksons død, og prøvede at fordøje den, var Man In The Mirror.
Jeg må blankt indrømme, at jeg var helt med på den hype, der fulgte i kølvandet, selvom også min grænse blev nået, da Michael Jacksons datter brød sammen på scenen, sidst i mindearrangementet for Michael Jackson, da hun ville fortælle, hvor meget hun savnede sin far. Sin far, tænkte jeg, og forstod pludselig, at han også var et menneske af kød og blod - en far - og ikke bare et fænomen med sin egen mytologi.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har aldrig defineret mig selv som fan af ham, men har altid lyttet til musikken, og husker mine fantasier som barn om dette fantastiske sted, kaldet Neverland, hvor han havde sit helt eget tivoli og hvad har vi!
Men jeg havde dog fornøjelsen af at synge fødselsdagssang for ham - sammen med adskillige tusinde andre - i Parken i forbindelse med hans koncert 29. august 1997.
Jeg synes, der er en næsten overjordisk energi i hans musik, når den er allerbedst. Mine albumfavoritter er Bad, Dangerous og Blood On The Dance Floor/HIStory In The Mix, og yndlingsnummeret er nok Man In The Mirror. Ifølge wikipedia donerede Michael Jackson alt overskudet fra salget af denne single til velgørende formål, hvilket mildest talt også er helt i sangens ånd.
I det hele taget er det ganske betydelige beløb, Michael Jackson har doneret af sine indtægter, og i 2000 blev han indskrevet i Guinness Rekordbog for hans støtte af 39 velgørenhedsorganisationer, hvilket var mere end nogen anden entertainer eller personlighed (jvf. wikipedia).
Med ovenstående in mente, synes jeg at videoen til Cry fra Invincible er interessant, for hvor han næsten i Man In The Mirror siger, at han vil ændre verden ene mand, så bliver der i nævne sang tilføjet - I can't do it by myself ! - og videoen starter med en gigantisk menneskekæde.
I den forbindelse er nummeret Why You Wanna Trip On Me fra Dangerous også interessant, da han her stiller det væsentlige - og måske tragikomiske spørgsmål -, hvorfor man bruger så meget tid og energi på at beskæftige sig med hans liv og levned, når der er så mange andre væsentligere emner at bruge tid på - fx. hungersnød, sygdomsepidemier, analfabetisme, osv.
På den baggrund er biografien Michael Jackson. Biografien 1958-2009 af J. Randy Taraborrelli yderst interessant læsning, for den kan man faktisk lære meget af. Forfatteren til biografien står sidst i bogen (s. 649) og kigger i et spejl på ranchen Neverland, hvor han viser en tvstation rundt en tid efter Jacksons død. Og for første gang slår det forfatteren, hvor simpel sandheden om Michael Jackson måske er. Han er bare et medmenneske, som igennem sit liv har truffet en masse beslutninger ud fra de kort på hånden, som han havde, og som fik de konsekvenser de fik. På grund af Jacksons status som overeksponeret superstar er disse forhold blot blæst op mange hundrede gange, sat på en spids så at sige. Er det fx fornuftigt - selvom man intet forkert eller upassende foretager sig - hele tiden at omgås mindreårige børn, igen og igen at invitere børn og deres familie til Neverland til overnatninger - børnene i Michaels værelse - selv når man har anklager om børneovergreb hængende over sig. Man kan være nok så meget i sin gode ret til at gøre som man gør, og i ordets bedste forstand ikke gøre noget forkert - men hvis andre opfatter det anderledes, eller i hvert fald opfatter det suspekt eller upassende, har man så pligt til at have situationsfornemmelse, eller skal man stå fast ved sine handlinger, fordi man faktisk ikke gør noget forkert?
Og det kan man jo så tænke lidt over.....