"Peter Pan flyver bort":
"Nekrolog: Michael Jacksons liv var en amerikansk fortælling om berømmelse, overflod og en dreng på evig flugt fra sin identitet.
Det var både popgeniet Michael Jackson og den bizarre skabning "Wacko Jacko", der forsvandt for evigt fra denne jord, da læger i Los Angeles torsdag aften dansk tid erklærede deres verdensberømte patient død, mens fans og verdenspresse ventede ved hospitalets døre.
Michael Jackson blev 50 år, og 40 af de år tilbragte han i offentlighedens søgelys. Og det var et liv, der i sin kerne var en amerikansk fortælling om berømmelse og overflod, om identitet og selvopfindelse, om kunst og kapitalisme, om ubegribeligt talent - og et ubegribeligt talent for selvdestruktion. Det var et liv, der bragte ham fra en begyndelse som musikalsk vidunderbarn til et liv som global popstjerne og til en afslutning som en tragisk klovnefigur hjemsøgt af retssager, paparazzi og fejlslåede plastikoperationer. I sine sidste år lignede han mest blot en skrøbelig skal af et menneske mærket af tre årtiers forsøg på at ændre sin hudfarve, sit ansigt, sin alder og næsten også sit køn.
Michael Jackson var født i byen Gary i delstaten Indiana som den syvende ud af ni børn i en familie, der tilhørte Jehovas Vidner. Inden han var fyldt seks, havde han sluttet sig til sine brødre i musikgruppen The Jackson 5, der var bestyret af børnenes tyranniske far. Som otte-årig overtog han forsangerrollen, og der herskede ingen tvivl om, hvem som var gruppens midtpunkt: Den lille Michael var den bedste sanger og den bedste danser, og han havde stjernekvalitet.
The Jackson 5 fik pladekontrakt og blev idoler for millioner af børn og unge. Da Michael Jacksons succesrige første soloalbum, "Off the Wall", udkom i 1979, var han 22 og blev ikke alene en af de mest beundrede popmusikere i verden, men også et af klodens mest berømte mennesker.
Og hans superstjernestatus voksede til nye højder, da han i 1982 udkom med "Thriller", som blev det bedstsælgende album nogensinde. Albummets lyd - en blanding af rock, disco, funk og soul - var banebrydende, og det var med til at søsætte hele musikvideoæraen med nyskabende videoer som titelnummeret, gyserpastichen "Thriller". Michael Jackson nåede højden af sin berømmelse, da han den 25. marts 1983 introducerede verden til det kviksølvsagtige dansetrin, som skulle blive hans elegante scenesignatur: the moonwalk. Han overskred konstant grænser og var et eksotisk og overjordisk popfænomen. Hans fans elskede ham.
Årene efter "Thriller" markerede imidlertid begyndelsen på Michael Jacksons langsomme transformation til dekadent excentriker for fuld udblæsning. Han købte chimpansen Bubbles og blev lysere og lysere i huden, ifølge egen forklaring et resultat af en hudsygdom. Samtidig begyndte hans afroamerikanske ansigtstræk at erodere, og den korte brede næste, som han blev drillet med som barn, veg til fordel for en nyopereret smal og lang "hvid" næse. Identitetskrisen var tydelig, selvom Michael Jackson igennem hele livet insisterede på, at han kun havde fået to plastikoperationer for at "forbedre stemmen". I 1987 udkom han med albummet "Bad", og han købte ranchen "Neverland" - opkaldt efter den mytiske ø i historien om Peter Pan - i Californien, hvor han byggede en forlystelsespark, komplet med en zoologisk have. Her isolerede han sig, ofte i selskab med børn, som han betegnede som sine "bedste venner".
Michael Jackson måtte give sin egen barndom som betaling for sin tidlige berømmelse, og som voksen var han notorisk besat af barndommen. Den fascination førte imidlertid også til skandaler, der kastede hans karriere i grus. I 1993 anklagede en familien til en 13-årig dreng Michael Jackson for seksuelt misbrug. Der blev indgået et forlig for 22 millioner dollar, men det skubbede Michael Jackson ud i et pillemisbrug. Nogle år senere forsøgte han at genrejse sit image ved at gifte sig først med Lisa Marie Presley og siden med sygeplejersken Debbie Rowe, der blev biologisk mor til to af hans børn, Prince Michael og Paris Michael.
Hans kaotiske privatliv overskyggede musikken, og i 2003 resulterede en anden pædofilianklage i en makaber retssag, hvor en fysisk og psykisk skrøbelig Michael Jackson dukkede op i besynderlige kostumer. Han blev frikendt og rejste til Bahrain, hvor han blev set på dekadente shoppingture iklædt en sort burka. Senere florerede uafklarede rygter om, at han havde konverteret til islam og taget navnet Mikaeel.
Tidligere i år holdt Michael Jackson en overraskende pressekonference, hvor han annoncerede en comebackturné, som han beskrev som "det endelige gardinfald". Men tæppefaldet skete for tidligt".
Skrevet af Sidsel Nyholm, trykt i Kristeligt Dagblad, 27. juni 2009, kultur-sektionen (teksten taget fra Kristeligt Dagblads netudgave).
"Fanget mellem King of Pop og 'Wacko Jacko'":
"Det startede som personificeringen af den mest forgyldte udgave af den amerikanske drøm
Og sluttede med den endeløst triste meddelelse om Michael Jacksons død som det mest forvrængede mareridt, man næsten kan forestille sig.
Michael Jackson, der døde blot et par måneder før sin 51-års fødselsdag, ifølge de foreløbige oplysninger af et hjertestop i sit hjem i Los Angeles, blev som en art moderne Messias i medietidsalderen båret frem og op til sin status som The King Of Pop.
Og så forhånet og fejet ud som 'Wacko Jacko', tossen i den globale landsby, der vist nok ikke kunne holde fingrene væk fra de børn, denne musikalske udgave af evigunge Peter Pan betragtede som sine bedste venner,
Mellem triumf og tragedie
Budskabet om Michael Jacksons død er ikke uventet.
I de senere år forekom sangeren skrøbelig, fysisk såvel som psykisk. Mange frygtede for et potentielt selvmord og andre var bekymrede for Jacksons mentale helbred.
I spændet mellem netop titlen 'The King Of Pop' og tilnavnet 'Wacko Jacko' ligger Michael Jacksons triumf og tragedie gemt.
Tæsket, hånet og fornedret
Født Født og opvokset i ekstrem fattigdom i Gary i staten Indiana i en sort familie med mange munde at mætte, var der ikke umiddelbare tegn på, at den lille krøltop skulle blive verdens bedst sælgende pladekunstner nogensinde.
Men sammen med sine ældre brødre havde lille Michael et særligt talent for at synge, spille og danse. Allerede i 1964 km han med i brødrebandet Jackson Brothers, som han i en alder af blot 8 år blev frontfigur for.
Ikke alene skulle drengen vænne sig til at tage det kolossale spring fra de små kår i barndomshjemmet, hvor hans far, Joseph Jackson, konstant misbrugte ham med tæsk, hån og fornedrelse og til koncertsale, fulde af skrigende piger, han måtte også affinde sig med at skulle vokse op i offentlighedens konstante søgelys.
Gik solo som 13-årig
Jackson brødrene blev nogle af de mest populære kunstnere på det legendariske pladeselskab Motown og solede sig udadtil i succes, der dog ikke kunne hele de sår, barndomshjemmet havde påført drengene og især den mindste, Michael.
Mens Michael Jackson havde et så gigantisk talent, at han uden store problemer klarede de musikalske udfordringer i gruppen, overkom han aldrig de menneskelige prøvelser, der pinte og plagede ham gennem hele hans alt for korte liv.
Samarbejdet med brødrene blev hurtigt for snævert for multitalentet, der debuterede som blot 13-årig med soloalbummet 'Got To Be There' i 1971.
Selv om familieorkestret skiftede navn til The Jackson 5 for at genvinde den svindende popularitet, kom det yngste og mest populære medlem af gruppen til at fastholde fokus på sin solokarriere. Samtidig med, at han imponernede nok var den kompositoriske hovedkraft i bandet.
'Thriller' blev det største
Under indspilningen af filmmusicalen 'The Wiz', som den unge mands nære veninde, sangerinden Diana Ross, havde fået ham med i, mødte han produceren Quincy Jones.
De to formede et musikalsk makkerpar, der i årene efter kom til at sætte standarder for popmusik, som siden har inspirereret generationer af unge talenter og hvis elegance aldrig er overgået.
Pladerne 'off The Wall' (1979), 'Thriller' (1982) og 'Bad' ' (1987) gjorde Michael Jackson til den mest populære sanger og komponist på Jorden.
På pladerne, hvoraf 'Thriller' er det bedst sælgende i musikhistorien med et salg på 109 millioner eksemplarer, forenede Jackson og Jones tressernes glamourøse, dansable og feststemte soulmusik fra det ubekymrede Motown med en moderne, skarp og grænsesøgende lyd.
Moonwalk mod Neverland
Musikken blev matchet i de fantasifulde videoer, Michael Jackson fik nogle af filmbranchens bedste instruktører til at tage sig af.
Derfor blev Jackson et af det unge MTV's allerstørste stjerner, et gigantisk stilikon i firserne, hvor han moon-walkede sig verden rundt og satte en ny standard for, hvad der kan ske på en scene.
Der endte med, at han opfyldte en drengedrøm og købte den store ranch 'Neverland' i Californien, som han lavede om til sin egen forlystelsespark i 1988.
Pædofilrygter
Nogenlunde samtidig begyndte rygterne at køre om, at Michael Jackson gradvist forsøgte at gøre sig hvid ved at nedlægge sin prominente afrofrisure, operere næsen smallere, blege sin hud med pigmenter og meget andet godt.
Derudover skulle denne mærkelige mand sove dels i et ilttelt, dels sammen med sin bedste ven, en chimpanse.
Og senere fulgte de mere ubehagelige overleveringer om, at Jackson også havde mindre gæster, børn, til at sove i sin seng.
I 1993 blev han første gang anklaget for seksuel misbrug af børn og rygtestrømmen stoppede aldrig igen.
Balkonscenen med sønnen
Det hjalp ikke ,at Michael Jackson to gange blev gift, første gang med Lisa Marie Presley, datter af selveste Elvis Presley, The King of Rock og anden gang med sygeplejersken Deborah, med hvem han har sine to børn, sønnen Michael Joseph Jackson, Jr. og datteren Paris Michael Katherine Jackson.
Det tredje barn i familien, Prince Michael Jackson II, kom til verden i 2002, men Michael Jackson har aldrig afsløret, hvem moderen er.
Samme år - i 2002 - kom Michael Jackson igen i søgelyset, da han løftede sin søn ud over kanten af en balkon for øjnene af forbavsede fans på et hotel i Berlin.
Frifundet i bizar retssag
Igen kørte rygterne om den gale popsanger. Påstandene om pædofili fik nyt liv gennem den britiske tv-dokumenter 'Living With Michael Jackson' året efter og og nogle måneder efter blev Jackson sigtet af anklagemyndigheden i Californien for seksuelt misbrug af børn.
Gennem en lang retssag i Santa Maria i Californien blev Michael Jacksons liv udstillet i medierne.
Under retssagen forekom sangeren selv syg og mentalt ufokuseret. Han mødte op i retten i pyjamas, måtte nærmest bæres ind og tabte sig gennem de lange måneder.
Den 13. juni 2005 kunne Michael Jackson imidlertid triumfere, da han blev frikendt for alle anklager. Retssagen virkede mest som en families forsøg på at score den store gevinst ved at anklage et ikon med et blakket ry for pædofili.
Men trods frikendelsen havde retssagen og anklagerne stor betydning for Michael Jackson.
Ville genindtage tronen
Hans økonomi lå i ruiner, han måtte sælge Neverland og søge tilflugt hos sheik Abdullah i Bahrain og karrieren lå i ruiner.
Først i år skulle The King of Pop have genindtaget sin trone ved 50 planlagte koncerter i Londons 02-Arena med start den 13. juli. På grund af Michael Jacksons vaklende helbred har der imidlertid konstant været spekulationer om, hvorvidt koncerterne ville blive gennemført.
Det gør de ikke. Kongen genindtager aldrig tronen, men tvang sig selv til at abdicere gennem en livsførelse, der forekom uforståelig.
Men som ikke desto mindre ligner en logisk konsekvens af en umenneskelig tilværelse, der på mange måder minder om det forgyldte fangenskab, hans potentielle svigerfar, Elvis Presley, levede og døde i som blot 42 år.
En endeløst trist sammenhæng, som vedhæng til den mørkeste bagside af den amerikanske medalje."
Skrevet af Erik Jensen, trykt i Politiken, 26. juni 2009 (efter midnat). (teksten taget fra Politikens netudgave).