Weekendavisens nekrolog

"Peter Pan":

"Michaelmania. Michael Jackson var en emotionel supernova, stemmen var smuk, ganske enkelt. Øm og sorrig. Vedkommende. Gennemtrængende.

MICHAEL Jackson døde af hjertestop den 25. juni. Den dag blev verden en stor stemme og entertainer fattigere. For tværs gennem alle myterne, rygterne og historierne - sande og falske - om denne særligt begavede kunstner og sandsynligvis lige så særlige person skinnede et unikt talent.

Især perioden 1979-92 gjorde han det umulige og forenede den frådende kapitalisme med et stor ømhed.

Det paadoksale ved Michael Jackson stopper imidlertid ikke her. Hans tekster, billedsprog, musik, koncerter og danseperformance danner en sammensat figur med masser af modsætninger mellem det paranoide og det givende, en næsten umenneskelig robotagtig fremtoning parret med en sitrende sensitivitet, en idealist i massekulturen og en sart og sky sjæl med en stor lyst til at udfolde sig på en scene.

Læg dertil de afgørende strategiske træk, der placerede denne emotionelle supernova og globalromantiker midt mellem begge køn, mellem barn og voksen og mellem sort og hvid, og man står med en aldeles plausibel forklaring på, hvorfor han i firserne voksede til en verdensomspændende superstjerne, hvis lige ikke er set siden. Michael Jackson er blevet en skueplads for kampen mellem det gode og det onde, hvor hans jomfruelige følsomhed og rolle som offer i sidste halvdel af karrieren er vigtige ingredienser i det massehysteri og den forløsning af købelyst, som hans død har medført.

Han hævede sig med sine romantiske budskaber og tro på en bedre verden uden krig, racisme, sult, nød og forurening højt over realpolitikkens pragmatisme og kunne åbenbart også ophæve de sædvanlige kritiske forbehold, man kunne have over for en musiker, der for at nå så langt ud måtte indgå kompromisser. Kunststykket - set udefra - for forretningen og den kunstneriske ildsjæl var at balancere dette paradoks.

Alt dette havde imidlertid været aldeles ligegyldigt, hvis ikke Jackson fra naturen havde været udstyret med en stemme, der besad en enestående emotionel præcision. Hans røst, der over årene bevarede sin Peter Pan-agtige uskyld og silkeagtige mildhed, men også føjede et kantet, hikstende og rytmisk festfyrværkeri til, var som en kælen skalpen og af en hidtil uhørt kaliber.

HVIS man er kynisk, var Michael Jacksons dødsfald det mest effektive "karrieretræk", han kunne foretage på nuværende tidspunkt. Han har ikke formået at overgå de fire store albums, Off The Wall (1979), Thriller (1982), Bad (1987) og Dangerous (1992) - og til dels efterbyrden HIStory (1995).

Den stort lancerede afsluttende række på 50 koncerter på O2 Arena i London, hvor der var solgt 750.000 billetter, ville sandsynligvis været blevet en kavalkade over alle fortidens numre og ikke åbne et nyt musikalsk kapitel.

Han sagde det selv på verdensomspændende tv: "That's it" - så får I ikke mere for den femogtyveøre - og så i øvrigt forbløffende sund ud bortset fra den alabasthvide teint og uhyggeligt smalle næse. Koncerten skulle have været en kunstnerisk afrunding og den sidste gave til de fans og den popkultur, Michael Jackson ofrede sig til.

Fejringen slutter imidlertid ikke her. Det har vist sig, at der for meget kendte musikere er et langt og godt liv efter døden. Fra Elvis Presley over rockens unge 27-årige døde, Jim Morrison, Janis Joplin og Jimi Hendrix, og frem til halvfemsernes ikoner, rapperen 2Pac Shakur og grungerockeren Kurt Cobain, har et dødsfald i utide kun gjort myten, musikken og markedsværdien endnu større.

Dette vil helt sikkert også ske med Michael Jackson, der allerede er blevet kanoniseret i massekulturens hellige haller. Der vil opstå en enorm industri, hvor udgivelsen af de indspilninger, han ikke nåede at gøre færdige med den hitaktuelle produer Will.I.Am og rapperen Akon, vil være blandt de mest interessante posthume udgivelser. Desuden mener forfatteren til en kommende Jackson-biografi, at superstjernen har opbygget en bank på ikke mindre end 100 numre som en slags arv til de tre børn, Prince Michael I og II og Paris, han efterlader sig. Det lyder for godt til at være sandt, hvis kvaliteten af dette eventuelle arkivmateriale ellers skulle være af samme kaliber som i storhedstiden.

KARRIEREN falder tydeligt i tre dele. Tiden som barnestjerne. Storhedstiden i firserne. Nedturen efter pædofilisagen i 1993.

Michael Jackson (f. 29.08 i 1958) voksede op i fuld offentlighed som barnestjerne, der blev pacet frem af en voldelig far. Allerede som 11-årig var hans kvaliteter som sanger og danser så enestående, at han blev frontfigur i familiebandet The Jackson Five, der indspillede for den sorte hitfabrik Motown, og musikalsk placerede sig midt mellem funk, soul og disco.

Den unge Michael Jackson var klart mere talentfuld end sine søskende. Han var elsket og feteret på scenen - og uden for rampelyset presset hårdt og korporligt til at øve sig i stedet for at lege med de andre børn.

Michael Jackson har selv siden mange gange understreget betydningen af denne opvækst og spillet på den. Han tog den personlige spaltning til sig og fremstillede i en efterfølgende solokarriere sig selv som både popstjerne og ulykkeligt monster.

Mødet med produceren Quincy Jones, der tidligere havde arbejdet med så prominente og vidt forskellige folk som Miles Davis og Frank Sinatra, blev afgørende.

Jones' musikalitet og lydhørhed over for Michael Jacksons evner flyttede ham fra det habile til det suveræne allerede på deres første samarbejde, Off The Wall, der blev et blåtryk for hele karrieren med sine lydefri sammensmeltninger af flere genrer. Men der var også en mildhed og uskyld over sangene, som Michael Jackson vekslede både til mere altfavnende global stil og langt mere rå, urban lyd og tekster, der ud over kærlighed både mellem mennesker og alle mennesker berørte emner som voldtægt, paranoia, ensomhed, vold og mord. Udviklingen skildres tydeligt i albumtitlerne, der går fra Thriller til Bad og Dangerous.

Trods den udsøgte perfektionisme på de næste værker, Thriller og Bad, trængte Michael Jackson emotionelle slagkraft igennem i de ubesværede falsetstrofer, der beskød rytmen fra alle sider.

Med en enorm fleksibilitet og spændstighed og brugt med stor dristighed dansede stemmen beakdance og electric boogie med sin helt egen skarpe rytmiske tegnsætning og pyrotekniske arsenal af klynk, hyl og hvin samt besad nogle ekstraordinært smidige gearskifter mellem tænderskærende aggresivitet og laber soul. Stemmen var smuk, ganske enkelt. Øm og sorrig. Vedkommende. Gennemtrængende.

Selv da han øgede indsatsen og forvandlede sig til en messias-lignende popstjerne og sang racisme, ondskab, børnemishandling (!), økokatastrofe og krig imod virkede det fra hans side som et oprigtigt projekt.

Sangstemmens blødhed og kroppens skrøbelighed ved interviews var et personligt træk, der også gik igen i scenefiguren Michael Jackson. Mindet herhjemme om den meget myge stadionrockkoncert, som stik mod genren virkelig havde sjæl på Gentofte Stadion i 1992, står tilbage som et af de smukke beviser på denne særlige egenskab hos den nu afdøde superstjerne.

Der var og er ingen over eller ved siden af Michael Jackson, og hans titel som King Of Pop var nok pompøs, men reel. Da MTV, den musikalske digitalisering og cd'en kom på banen, var afsættet for skabelsen af globale superstjerner på plads. Rocken og dens mange undergenrer var med vellyd og den nu voksne tressergeneration blevet mainstream. Desuden var tiden en anden.

Michael Jackson beherskede firsernes nye medier til perfektion med langvideoer, der kunne eksponere hans exceptionelle dansetalent, og en næsten overmenneskelig rytmisk superswingende og glasklar produktion på cd, som forenede det syntetiske med det håndspillede. Der er en musikalsk stramhed over formen, men samtidig et meget saftigt groove og en overdådighed af lækre detaljer.

Han fik samtidig nedbrudt et raceskel i medierne. Videoen til det uimodståeligt pumpende dansenummer, "Billie Jean", var efter kraftigt pres fra pladeselskabet CBS den første video med en sort kunstner, der blev vist på MTV, og den hårdt pakkede fusion af rockspade og presset popsoul-sang, "Beat It", der oprindeligt var tænkt som en duet med Prince, var første nummer, som den dengang dominerende musik-tv-station satte i heavy rotation.

Med sine længere billedfortællinger, brug af ny teknologi og sine udstrakte dansescener var Michael Jackson med til at gøre musikvideoen til mere end en simpel reklame.

THRILLER markerede et kunstnerisk og kommercielt højdepunkt for musikindustriens lukrative cd-periode. Med sine over 100 millioner solgte eksemplarer er det verdens mest kendte album.

Fra en tid, hvor markedsføringen for alvor begyndte at spille med, og sigtet var at blive kendt i hele verden, fandtes nøglen til denne enorme gennemslagskraft ikke kun i musikken. Musikalsk lykkedes det for Jackson og produceren Quincy Jones at transformere nichegenrerne soul og disco til en bredere populærmusik uden at slå musikkens swing, sjæl og sex ned, men lige så afgørende var Michael Jacksons figurs evne til at sløre alle skel mellem køn, race og alder. Helt bogstaveligt udviklede han sig til et kontroversielt medie, hvor feminine træk blandede sig med maskuline, hvor sort kunne blive til hvidt, og hvor der aldrig blev sat et tydeligt skel mellem barn og voksen eller for den sags skyld mellem utopi og virkelighed. Som en realisering af Peter Pan var Michael Jackson en drengemand af intetkøn, der nok vrikkede æggende med understellet, men på en sært usexet måde, og i forhold til den efterfølgende generation af åbenmundede og direkte pornografiske R&B-sangere og sangerinder var Jacksons romantiske kærlighedsidealer uskylden selv.

Det sidste store album i rækken, Dangerous, var produceret af Jackson, men med hjælp af det nye producer-es, Teddy Riley. Her blev den musikalske arv fra funk, soul og disco blandet op med nye genrer som hiphop og new jack swing, og musikken balancerede mellem store dugøjede ballader og dansenumre i en mere stram og højteknologisk lyd.

I årene 1979-92 kunne Michael Jackson gå på vandet. Da hele verden samledes om en humanitær begivenhed, stod Michael Jackson naturligt i spidsen. Han skrev den pompøse fællessang, "We Are The World" (1985), der var affødt af hungerkatastrofen i Afrika.

SIDSTE halvdel af karrieren blev mindre glorværdig. Da 1990ernes subkulturer sprang frem af skyggerne - gangstarap og grunge - evnede han ikke at forny sit musikalske udtryk. HISstory var et gigantisk forsøg på at relancere Michael Jackson. 15 gamle hits blev koblet med 15 nye numre, der kredsede om isolation, uretfærdig behandling, syndefald og comeback, og efterfulgt af en overdrevent stort opsat turné med tårnhøje statuer af hovedpersonen. Det var storhedsvanvid kombineret med paranoia.

En del af magien var væk. Mediernes stalinorgel beskød Jackson, som langsomt, men sikkert muterede til "Wacko Jacko", der lå i ilttelt, fik rettet næsen så mange gange, at den var ved at falde af, foretog en foruroligende transformation fra sort til hvid, var bedste ven med en abe, havde et gigantisk pengeforbrug og boede i ensomhed i sit Neverland, hvor han sov sammen med mindreårige! I en stigmatisering i medierne kom Michael Jackson mere og mere til at fremstå som misfosteret i et omrejsende gammeldags cirkus, hvor publikum først kunne gyse over fremvisningen af deforme mennesker og derefter fryde sig over, at de selv var helt normale.

Og som en paradoksal og underliggende psykologisk pointe måske efter dødfaldet, hvor meget kan tilgives, netop bliver det endelige trumkort for kanoniseringen af Michael Jackson. For offerrollen og sårbarheden synes at have et meget bredt tag i folkedybet, hvor tvivlen kommer hovedpersonen til gode, og han kan fremstå som følsomheden selv i den kyniske medie- og musikindustri.

Hans dødsfald har udløst et sandt massehysteri, som vil vare længe og udfolde sig på mange fronter. Afklaringen af dødsårsagen, det store økonomiske efterspil om hvem, der reelt arver kongedømmet med de tilhørende rettigheder til hans egne sange og halvdelen af The Beatles' katalog, og relanceringen af albums samt nyt materiale rummer stof til års Michaelmania".

Af Per Reinholdt Nielsen, trykt i Weekendavisen, Nr. 27 - 3. juli 2009, Kultur, s. 5.

Informations nekrolog

"Kongen af pop har fået fred":

"Michael Jackson døde af et hjerteanfald torsdag, 50 år gammel. Dermed er verdens største popstjerne gledet hinsides til et forhåbentlig mindre besværet efterliv, hvor han ikke skal halse efter offentlighedens anerkendelse.

Det var ikke et nemt liv - og han forsøgte at omskrive det igen og igen. Og det kunne ses. Michael Jackson forandrede sit udseende radikalt op gennem årtierne. Mens hele verden så på.

Men nu er hans historieskrivning slut, og han har fået fred fra alverdens kameralinser.

En ambulance blev torsdag eftermiddag tilkaldt til Jacksons bopæl, en lejet villa i Bel Air, Los Angeles. Den 50-årige stjerne trk ikke længere vejret efter et hjerteanfald, og han genvandt aldrig bevidstheden. Cirka klokken 14.26 californisk tid blev Michael Jackson erklæret død.

Dermed er det definitivt farvel til den hysteriske, men soulede falset, det elastiske hoftestød, rhinsten-handsken, moonwalk'en, hatten på sned og skoene i en umulig vinkel fra scenegulvet i ikonisk positur. De bombastiske koncerter. De banebrydende musikvideoer. Den sorte hud, der blev hvid. Næsen, der blev slanket så nådesløst. Manden, der forsøgte at blive i barndommen og blev anklaget for pædofili. Med Michael Jacksons død har verden mistet sin største og mest kontroversielle popstjerne i de seneste 30 år. Ikke siden Elvis Presley har populærmusikken mistet så markant en skikkelse.

Født performer

Der var - i hvert fald for vores ydre, offentlige blik - intet ordinært ved Michael Jacksons liv. Han debuterede som professionel performer som 11-årig, som den energiske yngling i front for Jackson 5. Som lillebror og front-charmetrold arbejdede han hårdt med sine brødre i talentshow og klubber landet over - ofte som opvarmning til striptease eller anden voksenunderholdning. Alt sammen under ledelse af hans far Joe Jackson og Berry Gordy Jr., grundlæggeren af pladeselskabet Motown.

Men det var efter bruddet med farmand, Motown og Jackson 5, at hans karriere for alvor eksploderede. Off The Wall fra 1979 - hans femte album som solokunstner og hans første som voksen - var en sublim og uhørt luksuriøs og smidigt formuleret udforskning af discoen.

"Don't Stop Till You Get Enough" og "Rock With You" står som klassikere, og især førstnævnte indfangede disco-æraens glimmer i Jacksons falset og forudsagde i sin lydlige luksus 80'ernes glamour.

Albummet var hans første gyldne samarbejde med produceren Quincy Jones, og da efterfølgeren Thriller udkom tre år senere, var Jackson (og Jones) i en klasse for sig selv, ja, nærmest en genre i egen ret.

Pop, soul, rock, disco, electro i labre, uventede kombinationer. En syg guitarsolo her, et ondt nøgent beat der, en ballade dyppet i lyd sødere og tykkere end sirup, et hit med afrikansk mellemspil. Sangene står evigtgrønne, og beats og bas fra klassikerene samples stadig i stor stil.

Racistisk MTV

Jackson forstod tidligt vigtigheden af musikvideoen, og da han og hans pladeselskab begyndte at investere voldsomt i mediet, betød det ikke kun et kommercielt boost med klassiske videoer til "Billie Jean" og "Thriller", men også at Jackson opnåede stjernestatus på MTV som den første afroamerikanske kunstner.

Tilbage i begyndelsen af 80'erne sendte MTV kun 'hvide' videoer. Men Jacksons pladeselskabsboss truede ganske enkelt med at trække hele kataloget af kunstnere, hvis ikke MTV transmitterede "Billie Jean". Det gjorde de så den 10. marts 1983.

Dermed blev der skrevet race- og musikvideo-historie med den hyperpopulære, stilfulde og 80'er-farvede video til sangen om en kvinde, der hævder, at jeg-personen er far til hendes barn. "My mother always told me be careful who you love".

I 1993 sagde Jackson: "I feel I was chosen as an instrument to just give music and love and harmony to the world".

Men i virkeligheden ville han vist selv elskes. Så han arbejdede hårdt for sin far, som straffede ham og tog hans barndom fra ham. Han kunne kaste op ved synet af sin far, og drengene i Jackson 5 blev straffet med livremmen, hvis ikke de præsterede. Og efter frigørelsen fra faderen har Jackson i stedet arbejdet hårdt og stadig mere forkrampet for at vinde offentlighedens gunst.

Søgte sin tabte barndom

Han forsøgte tilsyneladende også at genvinde sin tabte barndom, ikke mindst på sin flamboyante ranch Neverland, opkaldt efter landet, hvor Peter Pan levede en uendelig barndom. Neverland indeholdt en forlystelsespark, en zoologisk have og en 50 sæders biograf. Og han elskede at omgås børn.

Alt imens forsøgte han også at omskrive sin fortid og måske slette sporene af sit fædrene ophav med omsiggribende plastikoperationer. Hans hud mistede stadig mere pigmentfarve, angiveligt på grund af en hudsygdom. Men det var til gengæld ikke naturens hånd, der drænede hans ansigt for afroamarikanske træk for til sidst at vige pladsen for et sært, pluskæbet elver-fænomen fra Walt Disneys underbevidsthed, som hele verden så med undren på.

Måske har Michael Jackson stirret tilbage med lige så stor undren over vores undren, stadig mere desperat efter succes og kærlighed. Så hans koncerter og musikvideoer voksede sig enorme og overvægtige og følelsesmanipulerende ud i det ekstreme, mens det kunstnerisk gik ned ad bakke.

Omend langsomt.

Ekstremt belastet liv

Jackson forsøgte måske også at gøre sin krop og sit ansigt til et kunstværk, men hvor meget han end prøvede at skabe sig selv, så var han også et produkt af traumebundter, popindustri og celebrity-kultur.

Og hans adfærd kan ses som ganske konsekvente og forstelige reaktioner på et ekstremt mentalt belastet liv. En stadig jagt efter anerkendelse på de narcissistiske og helt urimeligt overgearede og ambitiøse præmisser, som blev grundlagt, før han var teenager og forstørret til titaniske proportioner i voksenlivet.

Sendt ud i superstjernens fiktion med trosserne kappet til normalitet, almenmenneskelige referencepunkter og måske almindelig menneskelig kontakt. Det er en skæbne, som Britney Spears - en anden tidligere børne-performer - har danset kinddans med i de senere år.

Jackson måtte også igennem en ydmygende, fem måneder lang retssag i 2005 anklaget for pædofili. Afholdt i den lille by Santa Maria med over 2.000 journalister på besøg.

Jackson dukkede op i pyjamas en af dagene, en anden dansede han på taget af sin bil. Og han vandt sagen. Men han kom sig ikke over den og trak sig om muligt endnu længere ind i sin egen verden i sine sidste år.

Han stod ellers over for nogle meget markante møder med verden med sine sidste koncerter nogensinde planlagt til at løbe af stabelen i London fra den 12. juli i år. Koncert-pakken var bizart nok døbt "This Is It!" og bestod af 50 udsolgte koncerter med samlet over en million tilskuere. Med disse koncerter kunne han have flyttet fokus delvist tilbage til sin position som genial performer og popstjerne frem for udhængt freak og excentriker. Men ak ...

Økonomisk på spanden

Der var også nye musik-relaterede sagsanlæg i luften mod Jackson, og motivet til koncerterne skulle have været behovet for penge til en stadigt skrantende privatøkonomi.

Dét resulterede tidligere i år i bort-auktioneringen af inventar fra Neverland-ranchen, hvilket udstillede en bizar, megaloman, barnlig smag. I auktionskataloget kunne man se kitschede malerier af popstjernen som ridder og konge - og af Einstein og E.T. iført Jacksons signatursolbriller fra 80'erne.

"Det var en otte-årig piges smag, de fleste af kunstværkerne", som en Time Magazine-redaktør sagde på BBC World News natten til fredag. Auktionen blev aflyst i sidste øjeblik.

Musikken holder

Michael Jackson vil blive husket for et bizart, langstrakt, tragisk efterspil til en glorværdig musikalsk karriere, der toppede for 25 år siden. Men musikken vil bestå. Off The Wall og Thriller er indiskutable popklassikere, mens Bad og Dangeous er betingede popklassikere med uomtvistelige single-perler.

Jackson var en brilliant sanger og sangskriver, hans samarbejde med især Quincy Jones var i nogle år visonært, og han var en blændende danser, der populariserede bl.a. den såkaldte moonwalk.

Allerde få timer efter hans død blev der solgt T-shirts med påskriften 'Michael Jackson R.I.P' (hvil i fred, red.) uden for UCLA-hospitalet, hvor han døde.

Og på både iTunes og Amaxon ligger hans albums pt. nummer 1 igen.

Der vil altid være penge og tontroverser i hans navn, og hans liv vil blive gransket i nådesløs detalje i de kommende år. Men selv har han fået fred. Det skal være ham vel undt. Selv om det forekommer uretfærdigt, at han hverken fik en barndom eller en alderdom, så kommer det ikke som et chok, at han er død.

For Michael Jackson var ved skrantende helbred, og så har han jo faktisk været væk i lang tid. Uden for rækkevidde. Hvor er du henne?, har man spurgt sig selv, når man har set billeder, interviews, tv-klip med manden. Hvor han er henne nu, er forhåbentlig et bedre sted."

Skrevet af Ralf Christensen, trykt i Information, Kultur, s. 18-19, Weekend 27.-28. juni 2009.