Mindeord om Sepp Piontek

(1940-2026)

DET ER DE SMÅ MARGINALER, DER TÆLLER

Når jeg tænker på Sepp, så tænker jeg på første gang, jeg købte en plastikfodbold i brugsen med alle landsholdsspillernes autografer (masseproduceret, ikke håndskrevne), og undrede mig over det fremmede navn.

Og så husker jeg selvfølgelig 1984 og 1986.

At Sepp havde fået landsholdet til Frankrig, gjorde det værd at følge. Det var nyt, og første gang Danmark var med ved en stor slutrunde. Allan Simonsen, der brækkede et ben i Frankrig, og Danmark, der var meget tæt på at komme i EM-finalen, men missede pga. Elkjærs langskud.

Og Sepps næsten klovneagtige dansk, og et udtryk, som jeg har tænkt mange gange på siden: Det er de små marginaler, der tæller. Hvilket også minder os om, at kampe vitterligt ofte kan gå begge veje.

Og 1986 i Mexico (den sommer jeg afsluttede 7. klasse på Askov-Malt skole), Danmarks første VM (hvor Re-Sepp-Ten blev født), hvor vi måtte sidde om natten og se kampene pga. tidsforskellen. Og hvor to af fodboldhistoriens mest ikoniske mål blev scoret, i samme kamp og af samme mand – Maradona.

Og selvom succesen først kom i 1992, tror jeg, vi er mange der tænker, at det stadig er 80er holdet med Sepp Piontek som landstræner, der var det ”rigtige” landshold.

Mindeord om Dolly Parton (1946-2026)

Når en legende dør, rystes verden.

Ordene er frit formuleret efter noget, C.G. Jung skulle have sagt om berømtheder, der dør.

Det samme kan man unægtelig sige om Dolly Partons dødsfald.

Selvom jeg selvfølgelig kender de store sange, har jeg aldrig haft noget særligt forhold til hende - hun har haft sit udseende imod sig, hun ligner en 'bimbo', men det kan jeg forstå, hun selv har gjort et dyd ud af - men den opmærksomhed hun fik i forbindelse med sin død, har gjort stort indtryk på mig. 

Og ved et rent tilfælde stødte jeg på sangen "Travelin' thru'", som totalt tog pusten fra mig. 

Ser man interviews med hende, er der meget man kan lære af hendes ligefremhed og selvironi, og det er kommet bag på mig, så mange mørke sange, hun har skrevet. 

Hun insisterer på Guds rummelighed, og at vi alle er lige meget skabt i Guds billede. Selvom hun bestemt ikke var en splitter, lyder hun næsten indigneret, når hun siger det, for kan man overhovedet mene andet?

At jeg også skulle finde en sang, som rammer min egen teologi på kornet, og siger det bedre, end jeg selv kan, er selvsagt kommet utroligt meget bag på mig.

Jeg havde næppe fundet sangen, hvis hun ikke pludselig havde fået så megen opmærksomhed. 

Her er den i en lyrik-version, og læg mærke til, at teksten handler om alles frelse. Det er i hvert fald svært at konkludere andet, når man læser teksten.