Tribute to Uffe Ellemann-Jensen

(1941-2022)

Citat fra min kommentar på facebook:

En af de største politiske mastodonter i dansk politik er død. Snøft.

Mit forhold til Uffe Ellemann-Jensen er meget paradoksalt, og jeg har nærmest været hele følelsesregistret igennem.

Jeg er nærmest opdraget i et anti-Uffe-Ellemansk hjem, og der har da også været tit, hvor han har opført sig arrogant (husker særligt da han ikke ville filmes nedefra og op).

Men sikke dog et udsyn han havde. Og sikke dog et udsyn han bibeholdt. Da det blev god stil at omfavne Dansk Folkeparti, også som venstre-mand, kaldte han DF for "et forfærdeligt parti".

Der var noget med hele hans attitude, stille og rolige måde at snakke på, der vedblev at gøre ham statsmand-agtigt. Jeg lyttede ALTID, når Uffe talte. Jeg VIDSTE, at han ville sige noget skide klogt. Og jeg blev bekymret over Ukraine-krisen, især, da jeg oplevede hvor bekymret og frustreret Uffe blev. Jeg fulgte ivrigt særudgaverne af "Ellemann og Lykketoft" på TV2, da jeg tænkte, at Uffe måtte have noget klogt at sige.

Jeg læste for ikke så længe siden hans biografi "Din egen dag er kort". Tanken er selvfølgelig, at du blot er en lille brik. Der er noget ydmyghed over titlen. Uffe Ellemann har meget gode grunde til at tænke tilbage på sin tid som udenrigsminister med stolthed, men samtidig vidste han jo godt, at man kun har en sådan position til låns. Og så har han for ganske nyligt sagt, at han ikke har krav på mere i livet. Det er godt nok ydmyghed, selvom han trods alt "kun" var i slut70erne, da han sagde det.

Jeg husker også, at jeg i 90erne skrev et læserbrev til Socialdemokraten (ak, det var dengang jeg stadig var medlem af S), hvor jeg skrev noget i retning af, at jeg ikke var begejstret for at give "Uffe-manden" ret, men at jeg alligevel mente, at det var bedst at stemme ja i 1993.

Uffe Ellemann-Jensen er en af de politikere, jeg aldrig ville kunne finde på at stemme på, dertil er vi simpelthen for uenige på for mange punkter.

Men samtidig er han en af de politikere, jeg har haft allerstørst respekt for.

Ære være hans minde, og må han hvile i fred.

"Jeg tror på det evige liv, og ja jeg tror, at der er et liv efter døden. Du kan ikke have haft så spændende og indholdsrigt et liv og så tro, at alt går i sort fra det ene øjeblik til det andet. Det kan jeg ikke tro”

Om Uffe Ellemann-Jensens bog "Din egen dag er kort"

Virkelig fremragende og fascinerende erindringsbog af Uffe Ellemann-Jensen, udgivet 1996.

Det er særligt tankevækkende læsning i disse tider, hvor verden forandrer sig for øjnene af os. Bogen beskriver tiden under og efter Den Kolde Krig, det store arbejde med at forene og skabe fred i Europa, ikke mindst igennem EU. Hvilke store personligheder og politikere, han ikke har talt med, er virkelig fascinerende. Hans ture til tidligere Jugoslavien, da det går i opløsning, er også gruvækkende læsning.

Det var i 90erne, nogle talte om historiens afslutning og det liberale demokratisk sejr. Uffe Ellemann-Jensen var ikke en af dem.

Han skriver direkte, at hvis man tror, at historien er afsluttet, så vil den - fordi vi bliver tilfredse og dermed passive - genopstå i al sin gru. Heri ser det ud til, at han kan risikere at få ret, hvis han ikke allerede har fået det.

Samtiden anbefalet.

CITAT FRA BOGEN OM MURENS FALD::

"Senere på aftenen så vi nyheder på tysk tv i Genschers hjem: Der var store demonstrationer i Leipzig. Mindst 50.000 mennesker var på gaden og krævede mere frihed. Det udviklede sig til de berømte "mandagsmarcher", hvor der i løbet af nogle uger gik hundredetusinder af østtyskere på gaderne under råbet: Wir sind das Volk" (Vi er folket!). Denne første mandag aften så vi dem på gaderne i Leipzig, og det var tydeligt, at noget stort var under udvikling.

Hvor længe ville det vare, før regimet brød sammen? Genscher håbede på, at det ville ske, endnu mens han selv var i live og kunne opleve det. Det ville måske tage sin tid. Men han var ikke i tvivl om, at det ville ske.

- Hvornår tror du, at Muren forsvinder?, spurgte jeg.

- Det vil formentlig ske omkring århundredeskiftet, lød svaret, som på det tidspunkt [oktober 1989] forekom en smule optimistisk. Genschers forventning var, at man først skulle igennem en langvarig og vanskelig proces, hvor mere moderate politikere trængte Honecker-fløjen bort. Der ville næppe i første omgang blive tale om "reformvenlige" kræfter, men presset for politiske reformer ville vokse så stærk indefra, at det ikke kunne modstås. Presset for økonomiske reformer var ikke så stort som i andre østlande, men de ville komme som følge af de politiske reformer, lød vurderingen. Det skulle blot tage sin tid.

Men det kom til at gå meget hurtigere, end vi havde troet det muligt den aften i en lille hyggelig forstad til Bonn. Presset for grundlæggende ændringer var så stort, at det blev selvforstærkende og uimodståeligt. Det var, som når man slår hårdt på bundet af en flaske ketchup, og det hele så pludselig kommer væltende ud".Y

Om medmenneskelighed

www.facebook.com/viseshosclement/videos/1552014025075825