Personligt om Milan Kundera og romanen Tilværelsens ulidelige lethed
Hans roman, "Tilværelsens ulidelige lethed", er den vigtigste roman, jeg har læst, både på grund af sit indhold, og fordi, at den endte med at åbne op for så megen andet litteratur plus resten af Kunderas egen prosa, som jeg har læst alt af. Det var den første rigtige "voksenroman" jeg læste. Filmen er også fantastisk, selvom Kundera ikke selv brød sig om den - og faktisk forbød yderligere filmatiseringer.
Særligt bogens tanker om tilfældighedernes spil, har gjort indtryk på mig - kombineret med en roman af Inger Christensen.
Omkring midt i 1990-erne var der en periode, hvor tilsyneladende tilfældige situationer i mit liv, fik aldeles afgørende betydning for mit livsforløb. Det gik mig på, grænsende til det frustrende, at det var tilfældigheder, der skulle afsløre mig mine forskellige livsmuligheder. Jeg fandt en smule trøst i en sætning fra Milan KunderasTilværelsens Ulidelige Lethed, der - frit husket - lyder 'Ikke nødvendigheden, men tilfældigheden er fuld af fortryllelse, skal kærligheden vare ved, må der fra første færd flyve tilfældigheder ned over den'.
Sætningen rummede en sandhed, synes jeg, men gjorde for så vidt blot situationen værre, al den stund, at denne tilsyneladende sandhed blot cementerede, at det var tilfældighedernes spil, der ofte gav retningen i afgørende perioder i ens liv. Men det var dog tilfældigheden, der tilførte retningen 'magi', og derfor var disse tilfældigheder nemmere at leve med. Men afklaret med 'tilfældighedernes spil' var jeg bestemt ikke.
Så var det, jeg ved et tilfælde (bogen blev købt til et kursus på folkeuniversitetet i 1999, som blev aflyst) kom til at læse Inger Christensens ovennævnte roman. Her stødte jeg på sætningen: "Tilfældighedernes spil er en forudsætning for alt. Men folk glemmer, at det rationelle kun er et system blandt mange andre systemer. De glemmer at verden bevæger sig. De tror den står stille, men de sætter sig ned og tænker sig om". Der er to ting at sige til dette citat.
Dels handler tilfældighedernes spil ikke længere om de særlige situationer, hvor vi er tilbøjelige til at sige, 'jeg så dig ved et tilfælde', 'det var et tilfælde jeg nåede bussen, og der så jeg dig' eller 'det var tilfældigvis denne restaurant jeg valgte, og der mødte jeg dig'.
Også de små situationer, vi ikke bemærker, fordi de ikke umiddelbart synes at have nogen dybere betydning for vort liv, betyder noget. Alle de små situationer, vi dagligt deltager i, er jo produkter af sociale interaktioner, og da der sjældent er nogen klar afsender på (det blev grønt lys med det samme - hvem er 'afsender'?), får det hurtigt tilfældighedens skær over sig.
Men dels betyder det også, at intet, absolut INTET, i denne verden er ligegyldigt. Enhver handling (eller ikke-handling), hvor beskeden den end er, vil altid få karakter af social interaktion, og derfor også deltage i den (kaotiske?) kæderække af interaktioner, der påvirker det levede liv blandt mennesker. Et helt banalt eksempel: Tager du bussen til tiden, som du måske plejer, er det én virkelighed. Kommer du for sent, eller vælger at tage den næste i stedet for, er det en anden virkelighedssituation. Disse to muligheder kan ikke undgå at skabe forskellige sociale interaktioner. Nogle af disse interaktioner har en karakter, vi ikke bemærker synderligt, og andre får os til at sige - hvis ikke dette skete, havde jeg aldrig mødt dig.
Jeg følte i hvert fald ikke længere mig selv prisgivet tilfældighedernes spil, for når/hvis tilfældigheder er en forudsætning for alt, giver det ikke længere mening at bruge begrebet, som man normalt bruger det. Det, der synes små tilfældigheder, er i virkeligheden produktet af mere eller mindre bevidst valgte handlinger, eller ikke-handlinger, der krydser hinanden på uigennemskuelig måde - og naturens gøren og laden, naturligvis.
Tankegangen er fantastisk illustreret i Tom Tykwers film 'Lola rennt' (DK: 'Lola').