Prædiken til 2. søndag i Advent, 2010 (Luk. 21, v. 25-36). Skrevet til denne hjemmeside.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.
Sommetider slår det mig, hvor enkel kristendommen er, og så kan jeg undre mig over, hvordan det dog er lykkedes så mange forskellige kloge og mindre kloge hoveder igennem tiden at få den præsenteret så kompliceret, intellektuel, og verdensfjern, som det så ofte er sket. Når tanken om kristendommens enkelthed gør mig allermest euforisk, så tænker jeg, at med Jesu forkyndelse er, eller burde, alle verdens love være ophævet, og kun et bud sat i stedet for, nemlig det dobbelte kærlighedsbud - du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv. Som bekendt er det dog ikke helt så enkelt. Alle verdens love er ikke ophævet, og godt for det. Vi er alle syndere for vor Herre, så love skal der jo til for at holde os lidt i skindet, og evt sanktionere os, hvis vi træder ved siden af. Det var dette, som Luther kaldte for det verdslige sværd.
I den forstand har fx dansk lovgivning i princippet samme funktion som Moseloven i Det Gamle Testamente. Det autoritative grundlag er naturligvis forskelligt, men ligesom Moseloven havde til hensigt at regulere et samfund, en stat, eller et folk, om man vil, på samme måde med en verdslig lovgivning som fx den danske.
Men Jesus siger, at han er kommet for at opfylde Moseloven, således at det dobbelte kærlighedsbud står i stedet, eller rettere, står som det bud, der opfylder alle de andre. Moseloven som sådan er altså uden betydning som vejen til at opnå Guds kærlighed og frelse. Her gælder kun kærlighedens lov, nemlig den til Gud og næsten, og en sådan kærlighed kan man jo ikke lovgive sig frem til, endsige give ordrer om.
Jeg finder det derfor interessant, at Jesus i Lukasevangeliet siger, at "mine ord skal aldrig forgå". I Mattæusevangeliet hedder det nemlig, "skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven". Der er ganske vist ingen modsigelser her, da det selvsagt kun er de dele af Moseloven, der er foreninge med Jesu egne ord, der har gyldighed. Og det kan naturligvis forklares med, at sidstnævnte evangelium er skrevet for overvejende jødekristne, dvs. kristne med jødisk baggrund, kristne, som havde en baggrund med Moseloven som livets grundlag. Hvorimod Lukasevangeliet overvejende retter sig mod en hedningekristen menighed, altså kristne, der ikke har nogen jødisk baggrund. Her er Moseloven fuldstændig uden betydning. Når konservative kristne insisterer på fx. at fordømme homoseksualitet med henvisning til Det Gamle Testamente, uagtet at Jesus selv ikke omtaler homoseksualitet med et ord, henvises ofte til Jesu ord fra Mattæusevangeliet som beviset for, at fordømmelserne fra Moseloven stadig gælder. Derfor er det interessant, at der her i Lukasevangeliet kun tales om Jesu ord, og netop ikke om loven. Moseloven er ikke længere nogen autoritet, men kan nævnes som et grundlag, hvorfra der er meget lidt tilbage, der er gyldig, set i lyset af Jesu forkyndelse.
Hvad Jesus har ment, kan vi selvsagt ikke vide, men teksten er i hvert fald udtryk for, at evangelisten har forestillet sig, at man også i Jesu samtid levede i nærforventningens tid, dvs., man regnede med at dommedag, den yderste dag, var meget tæt på. Derfor var det vigtigt, at man ikke gik og fuldede sig, for sæt hvis man skulle blive stillet til regnskab for sit liv midt i en brandert, eller midt i noget, der i dette perspektiv er mindre vigtigt. Man skal nemlig være beredt.
Og alt dette gælder lige fuldt i dag. Vi skal i princippet døgnet rundt i alle døgnets aspekter til alle tider og i alle situationer kunne stå til regnskab for vores liv og de valg vi har truffet i forhold til vores næste, og de valg vi ikke har truffet, eller burde have truffet i forhold til vores næste. Vi skal hele tiden være beredt til at stå til regnskab for alle vore handlinger i forholdet til vores næste. Burde vi have smilet, selvom vi var morgentrætte. Burde vi have stoppet op for at hjælpe, da vi blev spurgt om vej, selvom vi var på vej til en vigtig aftale. Burde vi have fulgt den hjemløse drukkenbolt hen til det nærmeste herberg, eller nattjenesten, selvom han lugtede eller var træls at høre på. Skulle vi have kæmpet mere for ægteskabet, inden det gik i stykker. Brugte vi mere tid på arbejdet end med at hjælpe sønnen eller datteren med lektier. Vi kender alle en eller flere af disse eller lignende situationer, listen er desværre uendelig.
Derfor, når tiden nærmer sig, når Gudsriget opleves som andet end blot det glimtvise kærlige møde med næsten, når det bryder fuldstændig frem, dette rene kærlighedens fælleskab med Gud og næsten, når vi skal stå til regnskab, er der mere end rigeligt at tage fat på. Derfor har jeg også altid haft svært ved at forstå dem, som uden videre taler om, at nogle personer blev godkendt, og kommer i himlen, mens mange andre dumper, og ryger lige lukt i helvede. Nok er det troen, som frelser, men troen kendes på gerningerne. Hvis det skal give nogen mening, er det min overbevisning, at vi alle dumper foran Jesus Kristus, når vi foran ham bekender vore synder i hobetal. Men samtidig er det så befriende, så saliggørende, ja, så frelsende, at dommeren netop er Jesus Kristus. For han leder os netop videre, dømmer os med syndernes forladelse, så det rene kærlighedens fællesskab med Gud og næsten netop åbner sig og bliver en evig mulighed.
For uanset hvad der måtte ske op til dommedag - hvad der så end ligger i denne begivenhed - så står Jesu ord urokkelig fast, og skal aldrig forgå. Jesus er en gave, men han er også opgave. Vi kan ikke løbe fra hans ord, heller ikke de ord, vi ikke bryder os om, eller som vi ikke forstår. Det er muligt, at man i den kirkelige - og for så vidt politiske - debat i Danmark, kan diskutere hvem næsten egentlig er, men jeg anser denne diskussion for en pseudo-diskussion, da selve det at diskutere, hvem næsten er, og som vi skal dømmes i forhold til, er udtryk for hykleri. Denne væsentlige pointe er klar i fortællingen om den barmhjertige samaritaner, for farisæeren stiller kun spørgsmålet til Jesus om, hvem hans næste er, for at retfærdiggøre sig selv. Han vil helst begrænse antallet af næster, han er forpligtet overfor. Men næsten er medmennesket, slet og ret. Det er helt enkelt, og begynder man at skrive bøger om, hvem næsten er, har man efter mine begreber misforstået kristendommen helt. Jesus vurderede ikke, hvem han skulle elske, og hvem han ikke behøvede at være der for - han elskede blot.
Vi kan aldrig leve op til dette ene bud, du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv, det bud, som er det eneste nødvendige, det eneste absolut gyldige, som aldrig skal forgå. Det kan vi selvfølgelig ikke. Livet ville også være uudholdeligt, hvis vi tænkte på det hele tiden, og ville blive kunstigt og konstrueret og helt uden umiddelbarhed, som livet også bør være, i hvert fald hvis forholdet til næsten skal være naturligt.
Men - betragt livet omkring dig, siger Jesus. Når blomster og træer springer ud, så ved vi, at nu er foråret snart nær. Når vi iagttager og deltager i livets dynamik og mangfoldighed, når naturen lever, og vi lever, så vil vi også fornemme, hvornår vi skal være beredt, hvornår vi ikke længere kan slippe for at stå til regnskab for vore gerninger. Og det er netop hele tiden, uden undtagelse, vi ved aldrig hvornår vi bliver nødt til at tage ansvaret for vore handlinger, og deres konsekvenser for vor næste.
Men, da vi kender dommeren, Jesus Kristus, kan vi leve med oprejst pande, også når vi klodser i det, og svigter vor næste, om det så er ægtefællen, eller vagabonden, som vi burde have givet en hjælpende hånd. Vi kan leve med oprejst pande, og selvfølgelig bestræbe os på at gøre det lidt bedre næste gang, eller mindre dårligt. Leve livet med næsten, med bevidstheden om det bud fra Jesu mund, som aldrig forgår, og som vi aldrig kommer uden om. Men i troen på syndernes forladelse, så vi netop kan leve livet med næsten.
