Prædiken til 3. søndag efter Påske, 2010 (Johs. kap. 14, v. 1-11). Skrevet til denne hjemmeside
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: "Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« " Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse © Det Danske Bibelselskab 1992.
Denne tekst er os mennesker i en nøddeskal. Og er en illustration af nogle problemstillinger, der er blevet diskuteret i en uendelighed i kristendommens historie.
Hvis man følger diskussionerne, både dem, der har været, og de spørgsmål, der i forlængelse af ovenstående tekst dukker op med jævne mellemrum i diverse debatter, synes jeg ofte at fronterne trækkes skarpt op på en måde, jeg altid har haft svært ved at forstå. Og denne tekst er et godt eksempel på, at det ikke er så enkelt, som man måske gerne vil gøre det til.
Tro på Gud, og tro på mig, lyder det næsten kommanderende fra Jesus, så det er til at blive irriteret over. Og så her, kun tre uger efter påske, hvor man i forvejen prøver at kapere et budskab, der trodser enhver fornuft og forstand. Jeg synes ikke altid det er klart, hvornår man skal læse en tekst helt bogstavligt, og hvornår man skal læse det som et billede. Her kan det godt være en god regel at stille spørgsmålet, om kristendommen står og falder med en given læsning. Om Jesus virkelig forvandlede vand til vin, synes jeg personligt ikke er særligt vigtigt, handlingen har mange betydninger, herunder Herrens evne til at skabe glæde med sin forkyndelse og sine handlinger. Med hensyn til opstandelsen, er det en ganske anden sag. Hvis ikke Jesus opstod fra de døde, så har Gud ikke bekræftet, at Jesus virkelig var den, han selv påstod han var, nemlig Guds Søn. Det kan ikke kun være et billede. Kristendommen står og falder med påskebegivenden.
Men det er unægtelig noget af et kors for forstanden. Og mens man har prøvet at forholde sig til det budskab i påskedagene, kommer Jesus nu og siger - Tro på Gud, tro på mig. Lidt paradoksalt er det i virkeligheden, al den stund, at diciplene var nødt til at tro, i en anden forstand end os - vi har trods alt vidnesbyrd nedfældet i det nye testamente, der fortæller om opstandelsen.
Tro på Gud, tro på mig. Så insisterende. Ikke overraskende, fristes jeg næsten til at sige, står disciplene en smule tøvende. Jesus taler om Vejen, og fortæller om rummeligheden i Faderens Hus.
Rummeligheden, som også har været, og stadig er et varm emne, når der diskuteres kristendom. Er her plads til alle, er vi sikre på frelsen? Tja, i denne tekst siges det i hvert fald, at vi alle er inviteret. Hvis vi da fanger invitationen, hvad disciplene tydeligvis ikke gør i dette stykke. Hvilken vej, spørger Thomas, og mange af os andre fristes til at stille det samme spørgsmål. Jesus cementerer hvem han er, ved det berømte udsagn om, at Han er Vejen, Sandheden, og Livet. Så burde der ikke være mere at tage fejl af. I hvert fald er retningen sat ganske utvetydigt. Det er Jesus, der er Vejen, og ikke andre. Det store spørgsmål er så, hvor mange veje der er til denne vej, der hedder Jesus. Da folk kan komme til tro af mange forskellige, nå ja, veje, må svaret nødvendigvis være, at der er talrige veje til Jesus. Om en anden religion også kan være en af vejene, er dog det store spørgsmål. Det må i hvert fald betegnes som noget af en omvej. Men det gør indtryk på mig, når tidligere muslimer, der er konverteret til kristendommen giver udtryk for, at de ikke oplever, at have fået en ny gud, men at de har fået et radikalt anderledes forhold til Gud - nu kan de kalde Ham for deres far, og skal ikke længere gå og frygte for helvede, da alle er inviteret til frelsen ved troen. Andre religioner kan dog nok være en omvej i den forstand, at det religiøse univers og det religiøse sprog ikke er vedkommende fremmed. Jeg oplever selv i diskussioner med renhjertede ateister, at de religiøse begreber går helt hen over hovedet på dem.
Jesus er dog udmærket klar over, at det ikke er helt så nemt at kapere for os mennesker. Efter at have sagt på flere måder, at den der ser ham, ser faderen, og at det er faderen, der gør sine gerninger i ham, fortæller han - derfor - at falder troen svær, så kan man måske blive overbevist igennem gerningerne. I virkeligheden noget af et paradoks i en luthersk kirke, hvor det netop er troen, der lægges så megen vægt på. Måske er det også dette forhold, der gør det så svært at se, at tro uden gerninger ikke er en frugtbar tro. Og hvis det er rigtigt, at troens frugter er gode gerninger, ser det i hvert fald sort ud for de fleste af os. Så er det meget fint, at vi alle er inviteret til at tro, men kan den virkelig stå alene, er det, som vi teologer ynder at kalde for retfærdiggørelseslæren blevet en sovepude? Altså det forhold, at man i lutherdommen kun frelses ved troen, og derfor ikke behøver at tænke på gerningerne, som om de ikke hang uløseligt samme med troen - Jesus er både gave og opgave. Man kan med det lutherske slogan 'gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger' spørge, hvor mange der så er kristne, når det kommer til stykket. I hvert fald hvis det dobbelte kærlighedsbud - om kærligheden til Gud og næsten - betyder, at man skal elske absolut efter Jesu eksempel, have konstant fokus på vor trængende næste, hele tiden, og uden forbehold.
Når kristendommen stilles overfor islam bliver den ofte kaldt en ortodoxi, det vil sige en religion, hvor det kommer an på den rette tro. Mens islam omvendt er en ortopraxis, hvor det altså kommer an på gerningerne. Jeg synes ikke sammenstilligen er helt forkert, da der er så mange ydre ting, der er vigtige i islam, som fx. spiseforskrifter, bedetider og påklædning. Men ikke desto mindre betyder det for kristendommens vedkommende igen en utvetydig fokus på troen. Og fokus er for så vidt både rigtig og luthersk.
Men hvornår tror man så rigtigt? I det kærlige møde med næsten? Hvis det var tilfældet, ville det jo være gerningerne, der talte og ikke troen. Men Jesus fortæller jo, at hvis ikke vi kan tro, at han er Vejen på baggrund af hans udsagn, kan vi se til hans gerninger, og tro på baggrund af dem. Måske er det virkelig Jesu gerninger, der gør, at han simpelthen må være Guds Søn. Omvendt, når vi kigger på os selv, så må det virkelig være troen, der gør, at vi virkelig kan kalde os kristne. Bortset fra, at vi med dette udsagn igen øjeblikkeligt taler os bort fra gerningerne som en del af troslivet.
Vi kan se det begge veje fra: Mødet med næsten vækker bevidstheden om vor uformåenhed, vor syndsbevidsthed, om man vil. Skal vi kunne leve med denne uformåenhed i længden, er vi nødt til at tro tilgivelsen, for at komme videre. Men den absolutte tilgivelse kan kun Gud give, som vi møder ham i Kristus - som Gud netop har bekræftet som sin Søn ved at oprejse ham fra de døde ved opstandelsen.
Og denne tro skulle så vække kærlighedens gerninger på en mere umiddelbart måde, når Faderen virker i os. Det er meget store ord, og de udleves formentlig også kun glimtvis i virkelighedens verden, når det leves umiddelbart.
Ikke for ingenting er barnedåben central i folkekirken - kan man tænke sig et mere præcist billede på den umiddelbare tro?
Måske er det derfor, at Jesus blot beder os se til hans gerninger. Gør vi det, og samtidig ser dette forbillede som vor opgave her i livet, får vi snart brug for Herren selv, når vi opdager vor uformåenhed. Det er også derfor, at jeg personligt er overbevist om, at alle på den yderste dag vil hengive sig til Kristus. Skal vi alle dømmes på troen - og så alligevel også på gerningerne, omend på en meget indirekte måde, nemlig som troens frugter, så ser det sort ud for os alle sammen. Men når vi på yderste dag møder kærligheden selv, kan vi give fuldstændigt slip, og i tilgivelsen møde det rene fællesskab med Gud og næsten i Faderes Hus, hvor forholdet mellem troen og gerningerne slet ikke længere står til diskussion.
Salmeforslag: Se evt. på salmebogen.dk
