"
Uplettet var Benazir Bhutto langtfra, men hun var Vestens og mange pakistaneres håb om en mere demokratisk fremtid for det hårdtprøvede Pakistan. I går blev Benazir Bhutto dræbt under valgkampen. Verden finder aldrig ud af, om kvinden med det hvide sjal ville kunne bestride en af verdens mest udsatte poster
Af: Anna von Sperling
27. december 2007 |
Lagt på information.dk 27. december 2007 kl. 22:15. Bragt i den trykte udgave 28. december 2007. Senest opdateret 28. december 2007 kl. 00:17.
»Jeg har ikke valgt dette liv, det har valgt mig,« skriver Benazir Bhutto i sin selvbiografi. Skæbne eller ej. I går endte det i Rawalpindi i Pakistan. Benazir Bhutto blev dræbt af kugler fra en ukendt gerningsmand, der sprængte sig selv i luften og tog mindst 15 af hendes tilhængere med sig. Hun var på valgturné i spidsen for Pakistansk Folkeparti (PPP), som hun har ledet siden sin faders henrettelse i 1979. Benazir Bhutto blev som 35-årig den første kvindelige leder af et muslimsk land og bestred posten som premierminister fra 1988 til 1990 og igen fra 1993 til 1996. I oktober vendte hun hjem efter otte år i selvvalgt eksil. Nu ville hun prøve igen. Eller som hun måske selv ville have sagt: ville Pakistan prøve hende igen. For, som hun sagde til den britiske avis The Guardian, har hun aldrig bedt om magten.
»Magt er ikke vanedannede. Tværtimod. Man ønsker at løbe væk fra den, men den vil ikke slippe en. Nu er den der igen«.
Men Benazir var ikke bare Benazir. Hun var en Bhutto og derved del af et politisk familiedynasti der, ligesom Gandhi-Nehru-familien i nabolandet Indien, har haft uvurderlig indflydelse på det postkoloniale Pakistan. Benazirs far, Zulfikar Ali Bhutto, tiltrådte i 1971 den brandvarme post som Pakistans leder efter det som er blevet betegnet som det mest demokratiske valg i landets historie. Han var en autokratiskog til tider hård leder, men han var elsket af sit folk, dedikeret til demokratiet og så besad han den nok vigtigste evne i pakistansk politik: at holde militæret på afstand, men dog indenfor armslængde. Men intet varer evigt - og slet ikke i Islamabads magtcirkler. Zulfikar Ali Bhutto blev afsat ved et kup i 1977 og henrettet to år senere på ordre fra general Zia ul-Haq, diktatoren, der skulle styre Pakistan til 1988. Den unge Benazir var langtfra den oplagte kronprinsesse. Hun tilbragte sin barndom på en irsk katolsk kostskole i Pakistan, blev som ung pige sendt til udlandet og endte med papirer fra både Oxford og Harvard. Stod det til hende selv, skulle der have stået psykologi på dem, men hendes far bad skolen om at indskrive hende på kurser om ‘politiske emner’.
Sådan blev det. Og skueprocessen, der førte til faderes henrettelse, blev altafgørende for datterens behov for at prøve kræfter med livet i politik. I 1986 vendte hun tilbage til sit land - denne gang under banneret ‘arvtager’.
Den plettede heltinde
Som det skulle ske igen godt 20 år senere stimlede tusinder sammen for at se den ‘nye Bhutto’. Inden to år, efter Zia ul-Haqs død i en flyeksplosion, blev hun premierminister. Men tiden på toppen blev turbulent og kort. Benazir blev anklaget for korruption i millionklassen. I 1993 blev hun for anden gang valgt som premierminister, men korruptionsanklagerne vendte tilbage og denne gang blev hendes mand, Asif Zardari, også anklaget for mord og fik tilnavnet Mr. 10 Procent med henvisning til den procent, der ifølge anklagerne alt for ofte forsvandt, når han havde adgang til kassen. Benazir Bhutto har stædigt fastholdt, at anklagerne var politiske motiverede fabrikationer, men ifølge pakistanske myndigheder ligger der på hemmelige bankkonti og i ejendomme rundt i verden 830 millioner pund, stjålet fra Pakistans statskasse. Flere europæiske lande har gennem årene leveret bevismateriale til sagen, uden at det dog har ført til domfældelse og i oktober i år fik hun amnesti.
Også på andre områder var hun en kontroversiel leder. Hun styrede sit parti med jernhånd og udnævnte sig selv som dets leder på livstid. I midten af 90’erne betegnede Amnesty International Pakistan under Bhutto som indehaver af en af verdens dårlige menneskerettighedsstatistikker.
Men tiden læger og da hun vendte tilbage i år, var det som symbol på et nyt moderne og demokratisk Pakistan og som modpol til general Pervez Musharraf, der havde mistet tillid i Vesten og dag for dag tærede på den - ellers imponerende - tålmodighed i den pakistanske befolkning.
Symbolet
27. december 2007 døde Benazir Bhutto, og Pakistan fik endnu en martyr i den tilsyneladende evige pendulfart mellem demokrati og diktatur. Samtidig verden fik en oplagt kandidat til en moderne demokratisk helgen. Benazir Bhutto døde under valgkampen. Havde skæbnen ville det anderledes, havde hun på den ene eller anden måde skulle tage sin del af ansvaret for fremtiden for et af verdens mest ustabile lande. Hun skulle finde balancen mellem demokrati og menneskerettigheder på den ene side, og kampen imod terror og national disintegration på den anden. Mellem de pakistanske vælgeres behov for national integritet og Vestens krav om ubønhørligt at have en finger med i spillet. Mellem landets traditionelle sekularisme og det moderne islamistiske alternativ. Mellem sit eget projekt og det faktum, at militæret - p.t. personificeret ved en umådelig vedholdende Pervez Musharraf - altid vil spille en afgørende rolle i pakistansk politik.
Det er langt fra sikkert, at en af tidens mest karismatiske politiske figurer, ville have overlevet det med verdens forelskelse i behold.
Valgene
Benazir mente ikke, at hun selv havde noget valg. Men siden sin hjemkomst har hun foretaget en hel del af slagsen, og vælgermødet i Rawalpindi - der har en lang historie af politiske samlinger og ofte dertilhørende blod - blev det sidste. Hun kunne have beholdt magten i PPP, holdt sig i kulissen og kørt en anden i stilling. Hun kunne have ført valgkamp i eksil. Hun kunne have gjort det gennem medierne. Det gjorde hun ikke. Hun mistede sin far, tilbragte fem år i fængsel, hendes bror Murtaza blev likvideret i 1993 og hendes anden bror, Shahnawaz, blev fundet død i sin lejlighed på den franske Riviera - ifølge familien som offer for et giftmord.
Benazir Bhutto kendte indsatsen, men hun var tilsyneladende parat til at betale og overbevist om, at kun hun kunne bære ansvaret. Benazir Bhutto slutter sin selvbiografi: “Nogle mennesker forstår måske ikke, hvad der driver mig fremad mod denne uvisse og potentielt farlige skillevej i mit liv. Men alt for mange mennesker er døde, og alt for mange mennesker ser mig som det sidste håb om frihed, til at jeg kan opgive kampen nu. Jeg lægger min skæbne i Gud og folkets hænder.” "
Taget fra Informations netudgave.
