"
Af PUK DAMSGÅRD ANDERSEN, Jyllands-Postens korrespondent
Offentliggjort 28.12.07 kl. 08:03
Benazir Bhutto var den kvindelige folkeforfører med røde læber, hvis tilhængere var rede til at dø med hende i kampen for demokratiet i Pakistan. Islamister har stået i kø for at sprænge Bhutto i døden. I går døde mange pakistaneres håb for en bedre fremtid. Puk Damsgård ledsagede Bhutto i flyet hjem fra eksil.
Benazir Bhutto vidste det. Hun forstod sin farlige mission, da hun nøjagtig 10 uger og tre timer før sin død lænede sig tilbage i sæde 1A om bord på EK606 på vej mod sit hjemland efter otte år i eksil i Dubai og Storbritannien. På vej ind i en ny æra af sit liv, i sin fars fodspor som den kvinde, der ville redde Pakistan - lede landet ud af ekstremismen, fattigdommen og hærens jerngreb. Hun ville på trods af års fjendskab med den siddende præsident, Pervez Musharraf, indgå alliancer med ham for at indføre demokratiet og ytringsfriheden. For at nå sine mål, verdens mål, som hun udtrykte det.
»Og nu, i denne nye tidsalder af fare, ekstremisme og terror, handler det at vende tilbage til Pakistan også om noget andet. Demokrati i Pakistan er ikke længere kun vigtigt for pakistanerne, men for hele verden,« var hendes budskab.
Men hun kendte den mulige konsekvens af pladsen i sæde 1A den formiddag den 18. oktober 2007.
»Jeg kan blive skudt i lufthavnen, når jeg lander. Men jeg tager chancen for de pakistanske børns skyld.«
Vi så alvoren
Vi så alvoren i hendes ansigt, os journalister, der stod med snuden ind gennem hegnet til hendes bolig i Dubai få timer før afgang med flyet den formiddag. Vi så Benazir Bhutto i døråbningen, da hun et øjeblik vendte blikket indad, lukkede øjnene og gjorde en gestus. Derefter trådte hun over tærsklen og forlod huset, som en kvinde med en mission. Et kald så dybt forankret siden hendes far, folkets leder og indfører af parlamentarismen, Zulfikar Ali Bhutto, blev hængt af hæren i 1979. Ved hans død indså hans førstefødte datter, at hun aldrig kunne lade sin hængte far dø for en militærdiktators hånd uden at genoptage kampen for et moderat og demokratisk Pakistan.
Det forsøgte hun for tredje gang, da hun vendte tilbage for ti uger siden. Hendes to foregående premierministerperioder endte med anklager om korruption, men det forhindrede ikke Bhutto i at vandre ind i højre side af kabinen på EK 606 for at konkludere over for sine partimedlemmer og verdenspressen:
»Min rejse hjem markerer begyndelsen på en march mod en bedre fremtid for Pakistan.«
Begyndelsen til enden
I stedet blev rejsen begyndelsen til enden for en kvinde, der gennem tiden er forsøgt dræbt adskillige gange.
Allerede få timer efter hendes ankomst til Karachi eksploderede to bomber så tæt på hendes køretøj, at flere af de, der kørte med hende rundt til hyldest i gaderne, blev hårdt såret. Hun undgik selv at blive såret, da hun var ved at skifte sko og pleje sine hævede fødder i lastbilens underetage. Omkring 140 mennesker omkom, mens flere hundrede blev såret. Den tilbagevendte folkeforfører stod næste dag op for verdenspressen og fordømte angrebet. Men de døde havde ikke ofret sig forgæves.
»Det er et angreb på demokratiet. De, der døde, gav det ultimative offer for demokratiet,« sagde oppositionslederen og kundgjorde, at hun fortsat ville gå ud og møde folket frem mod et parlamentsvalg.
Det blev hendes endeligt. I går gav hun selv det ultimative offer ved et vælgermøde langt fra sit hjem i Larkana i det sydlige Pakistan, hvor hun i 1992 blev forsøgt skudt i sin bil, da hun var på vej hjem.
Alliance afblæst
Hun blev dræbt efter turbulente ti uger i landet, hvor præsident Musharraf kort efter hendes hjemkomst erklærede landet i undtagelsestilstand og holdt hende i husarrest i flere dage, fordi hun kaldte folket til protestmarch mod præsidenten. Hun fastholdt sin kamp for demokratiet og tog afstand fra en ellers planlagt alliance med præsidenten. I stedet indledte hun samtaler med sin tidligere modstander, den tidligere premierminister Nawaz Sharif.
Lille Pinkie
For hun var en kvinde, der havde fået det politiske spil ind med modermælken. Som en bitte lyserød pige kom hun til verden i en indflydelsesrig familie i Karachi i 1953. ”Pinkie”, blev hun kaldt på grund af den lyse hud.
Det var en selvfølge, at Pinkie som den ældste i søskendeflokken sad for bordenden ved måltiderne. Lige over for sin far i det store hus på Clifton Beach nr. 70 på kanten af Det Arabiske Hav. Det var også en selvfølge, at Pinkie hjalp til, når talrige nye medlemmer af hendes fars politiske parti strømmede til huset for at melde sig ind.
Som voksen blev det en selvfølge, at Benazir godkendte manden, hun fik gennem det arrangerede ægteskab, og det var ikke til diskussion, hvorvidt hun kunne føre valgkamp som gravid kvinde i 1988.
Til stor forargelse for general Zia ul-Haq vandt hun selv med den voksende mave og blev dermed den første kvindelige premierminister i en islamisk stat. Med sejren bragte hun for alvor kvinderne på banen i et land, der var blevet stærkt islamiseret af Zia ul-Haq i årene forinden.
Troen på Bhutto
Det blev en selvfølge, at pakistanske mænd og kvinder i hobetal lagde sig på knæ for Bhutto. Trods to tidligere perioder som premierminister og korruptionsanklager troede de på hende, som kvinden der skulle bringe Pakistan ind i en ny tid. På hospitalerne i Karachi lå de hårdt sårede tilhængere dagen efter hendes hjemkomst med Bhutto-kasketter, Bhutto-flag og Bhutto-remser og jublede over hendes tilbagevenden.
»Long live Bhutto,« råbte de.
Men hendes genkomst til Pakistan vil fra nu af forblive i det hinsides. Hun vil blive begravet ved siden af sin far i Larkana. I hendes bog skriver hun følgende ord, som hendes far overgav til hende, da hun som pige havde fulgt ham ud til Larkana.
»Du vil se mange ting, der betager dig, og du vil rejse mange steder hen, du endnu ikke har hørt om. Men husk, at hvad end der sker for dig, så vil du vende tilbage hertil. Dette er dit sted. Dine rødder er her. Støvet og mudderet og varmen i Larkana udgør dit skelet. Og det er her, at du vil blive begravet.«
Det var sådan, at Benazir Bhutto ønskede at dø. Hun viede sit liv til pakistanernes kamp for demokratiet. Hendes allersidste ord i bogen lyder:
»Med min tro på Gud vil jeg lægge min skæbne i hænderne på det pakistanske folk.« "
Taget fra Jyllands-Postens netudgave.
