"Internationalt 27. dec. 2007 KL. 18.20
AF Michael Jarlner, udlandsredaktør
Den pakistanske oppositionspolitiker Benazir Bhutto vidste, at det var med livet som indsats, da hun vendte tilbage til Pakistan fra otte år i eksil.
Men hun kunne ikke lade være: Hendes skæbne var Pakistan, og da hun i april besøgte Politiken, var hun dybfølt bekymret over udviklingen i den splittede atommagt.
»Jeg har altid kæmpet for en demokratisk udvikling. Tiden er inde til at fortsætte den kamp«, lød det imidlertid fra en stålsat Bhutto, da hun mødte undertegnede i Politikens Hus.
»2007 er et kritisk år«
Hun var der egentlig for at lancere sin opdaterede selvbiografi, men ville til de medfølgende sikkerhedsfolks fortrydelse ikke afslå et interview om den spændte situation i Pakistan.
Så dér sad hun altså, en af international politiks – dengang – mest centrale skikkelser, på en hård klapstol og skitserede situationen i atommagten:
»De yderliggående kræfter forsøger at vinde tid, så de kan infiltrere politiet og militæret og på den måde forhindre en demokratisk udvikling. Det er derfor, jeg siger, at 2007 er et kritisk år. Hvis disse kræfter skaffer sig yderligere fem år ved magten, så kan det ende med, at der ikke er noget instrument tilbage, som kan tage kampen op mod de kræfter, der gemmer sig i de madrasaer (religiøse skoler, red.), der er spredt ud over Pakistan«.
Risiko for religiøs magtovertagelse
I værste fald kunne det ende med en borgerkrig, sagde hun:
»Jeg kan også frygte en borgerkrig, hvis vi ikke får vendt de ekstremistiske strømninger nu, for så risikerer vi en religiøs magtovertagelse og talebaniseret Pakistan. Så jo, faren er der, men skulle vi underlægge os ekstremisternes afpresning om, at de vil gå imod os med magt? Skulle vi stiltiende se på, at de gennemfører en blød revolution med det formål at skaffe sig kontrol over Pakistan?«.
Svaret gav hun, da hun vendte tilbage til Pakistan i oktober.
Angrebet fra dag et
Lige som hendes modstandere med det samme svarede igen med et terrorangreb imod hende. I første omgang uden held – men det skulle så vise sig at være en stakket frist.
Som verdens første kvindelige premierminister i et muslimsk land blev hun foragtet af de religiøse kræfter, der så sent som i sommer viste deres styrke ved at besætte Den Røde Moske i hjertet af hovedstaden Islamabad, og som har stærke forbindelser langt ind i et magtapparat, der i sin tid var med til at opfostre den afghanske Taleban-bevægelse.
Pengene spillede ingen rolle
Heroverfor stod Benazir Bhuttos mange tilhængere - ikke mindst middelklassen – som har støttet hendes ønske om at modernisere landet og øge kontrollen med netop de religiøse kræfter.
Hendes modstandere anklagede hende for korruption, som også førte til sager i udlandet, hvorfor flere analytikere mente, at der nok var noget om snakken. Men igen: Hun spillede ikke en politisk rolle for pengenes skyld, for så var hun aldrig vendt tilbage.
Hun gjorde det, fordi hun følte, at Pakistan var hendes skæbne: Landet har kostet hende to brødre og hendes far, den tidligere premierminister Ali Bhutto, livet.
Faderen henrettet af diktator
Faderen blev styrtet og siden henrettet af militærdiktatoren Zia ul-Haq, som sendte Bhutto-familien i både fængsel og husarrest, hvilket igen forklarede en stor del af Benazir Bhuttos foragt for militære ledere.
Og forklarede hvorfor hun havde det så svært ved at gå ind i den magtdeling, der var lagt op til med den nuværende præsident Pervez Musharraf, der indtil for nylig også var hærchef og tog magten ved et kup i 1999.
Rødderne kan spores til 712
Men skæbnefællesskabet mellem hende og Pakistan går såmænd endnu længere tilbage, forklarer hun i sin selvbiografi ’Benazir Bhutto – Østens Datter’. Familien har udgjort et dynasti, der kan spores helt tilbage til den muslimske invasion af Indien i 712.
»Hundrede tusinder af mennesker i Indien og Pakistan tilhørte Bhutto-stammen, en af de største i Sindh (en af de fire pakistanske provinser, hvor Karachi er provinshovedstad, red), hvis medlemmer strakte sig fra landmænd til godsejere. Vores gren af familien nedstammede direkte fra Bhuttoernes berømte stammehøvding, Sardar Dodo Khan«, skriver hun.
»Al-Qaeda vil forsøge at dræbe mig«
Men hun vidste også, at hun meget hurtigt kunne få et andet skæbnefællesskab, når hun vendte tilbage til Pakistan:
»Jeg er klar over at jeg, på linje med mordet på Benigno Aquino i Manila i Manila i august 1983, kan blive myrdet i samme øjeblik mit fly lander i Pakistan. Al-Qaeda har trods alt forsøgt at dræbe mig flere gange, så hvorfor skulle de ikke også prøve igen, når jeg vender tilbage fra mit eksil for at kæmpe for de demokratiske valg, de er så stærke modstandere af? Men jeg gør, hvad jeg må gøre, og jeg er fast besluttet på, at opfylde mit løfte til det pakistanske folk og at støtte dem i deres kamp for demokrati«.
Stort politisk tab
I april virkede det stadig så teoretisk, som hun sad der på en hvid klapstol i Politikens forhal på Rådhuspladse: Men løftet endte altså med at koste hende livet.
Det er ikke blot et stort menneskeligt tab, men også et stort
politisk tab. Verden står nu med et endnu større problem end tidligere – måske endda det allermest presserende spørgsmål i international politik lige nu: Vil Pakistan nu falde endnu mere fra hinanden. Det er verdens mest ustabile atommagt, vi taler om… ".
Taget fra Politikens netudgave.
