På det tidspunkt hvor Ebbe Kløvedal Reich døde, var hans betydning for mit kristendomssyn endnu ikke klart for mig.
I det meste af min studietid, var jeg dybt optaget af Kierkegaard og den dialektiske teologi, og (dermed) Tidehvervs teologi (jeg tænker ikke på nutidens). Derfor kan jeg i det store og hele stå inde for kristendomssynet i min tekst omkring det tidlige Tidehverv.
Der var dog et enkelt problem. Jeg synes alligevel, at der var noget reduktionistisk over bevægelsens teologi. På den ene side var det svært at argumentere imod, at kristendommen først og fremmest handler om syndernes forladelse. I den grad et opgør med al moralisme. Kristendom er forkyndelse, og ikke moral, som jeg også skriver i mit kristensdomssyn.
Jeg kunne også forstå det problematiske i at opsøge næsten på sine egne præmisser, i stedet for at forholde sig til det konkrete ansvar overfor den konkrete næste, man måtte stå overfor.
Men så var det jeg faldt over Reichs bog Billeder af Jesus, hvor der blandt andet var en tekst om "Den grundtvigianske indbyder", og en reference til lignelsen om det store gæstebud fra Lukasevangeliet (Luk. 14, 15-21). Det stod mig nu klart, at det også var sand kristendom netop at opsøge de næst'er/medmennesker, der havde behov, og ikke 'vente' til jeg passerede forbi!
Jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvilken lettelse det var for mig at læse det. Jeg følte, at jeg nu kunne 'skrive mig ud' af Tidehvevs skygge, og den meget indadvendte kristendomsforståelse, jeg synes bevægelsen stod for.
