Billedet af en trøstesløs New Yorker, som var afbildet i flere aviser, en velklædt forretningsmand dækket af støv på hovedet og på det elegante tøj, som stod midt i "krigszonen" mindede mig om filmplakaten fra "Sange fra anden sal". Denne forretningsmand lignede forretningsmanden fra denne film, som er trøstesløs film om livets absurditet og uendelige sårbarhed. World Trade Center havde 110 etager. Måske er vi nødt til at bygge et nyt Babelstårn.
Men måske - billedligt talt - kun på 55 etager? Eller 45? For vi kan ikke synge som Gud, selvom det forekommer mig, at vi konstant prøver på det. Vi kan ikke tale med Guds stemme. Babelstårnet er og bliver, og kan aldrig være og blive andet end en menneskelig konstruktion (Jeg mener IKKE, at tragedien var Guds straf over en hovmodig menneskehed, som det vel er tilfældet i den gammeltestamentlige historie. Alligevel synes jeg billedet er meget præcist).
Håbet, der går igennem den omtalte film, er mantraet "elsket er den, som sætter sig ned". Hvilket giver en association til scenen i Lukas-evangeliet med Martha og Maria. Den ene farer fortravlet rundt, mens den anden - sætter sig ned, og lytter til Jesus.
Hvis man satte sig ned, og turde lytte til Jesus, ville han fortælle, at verden hverken er bleven mere eller mindre ond, syg, ulykkelig end den altid har været. Verden er som den plejer. I den forstand er der intet nyt på færde efter 11. september 2001.
I en anmeldelse af bogen Tirsdag 11. september. Eftertanker, skrev Asger Brandt i Kristeligt Dagblad 8/1 året efter: "I disse første dage gik vi alle rundt og sagde tåbeligheder som: "Verden bliver aldrig mere den samme!". Her fire måneder efter er det vel nærmest skræmmende, hvor meget verden trods alt ligner sig selv".
Det fatale for os mennesker er naturligvis, at vi ikke lytter mere til Jesus og hans forkyndelse. For det, der rystede især den vestlige verden, var at vores illusioner bristede. Men det Jesus konstant prøver at fortælle, er jo netop, at vi bygger vores liv på en total illusion, hvis vi tror, at vi er herrer over noget som helst i denne verden.
Hvad vi var mange, der åbenbart troede, at vi var. Indtil den 11. september 2001. Der er snarere tale om, at vi er bleven vækket.
Som Tidehvervs Jesper Langballe har udtrykt det: "Den tryghed, vi - ligesom amerikanerne - har taget for givet, ja har ment os naturligt berettigede til, sank i grus som de højhuse, der var newyorkernes stolthed; symbolet på det moderne menneskes grænseløse magt og usårlighed. En ligeså grænseløs afmagt greb Vesten - afmagten over den sprængte tryghed, af magten overfor den bestialske ondskab. Det var og er - har man tit nok sagt - som en uvirkelig drøm. Men det er ikke sandt. Sandheden er, at vi nu - måske blot for en kort stund - er vågnet op fra en uvirkelig drøm - drømmen om vores usårlige tryghed og magt og drømmen om det grundlæggende gode i mennesket, som vil blomstre og brede sig, hvis bare vi lærer at møde alle mennesker og folkeslag med tillid, uanset om de tror på Kristus, Muhammed eller djævelen. Troen på, at vi sætter livets og kærlighedens dagsorden - når bare vi er mange nok og go'e nok. Vi er for et øjeblik vågnet til virkeligheden. Synderes virkelighed. Afmagtens virkelighed. - Hvad kan vi overhovedet stille op? - har det afmægtige spørgsmål lydt lige siden. Gudstjenestens svar på det spørgsmål vil forekomme verden absurd, vanvittigt, forargeligt. Gudstjenestens svar er, at netop nu skal vi lære i Jesu navn at takke Gud for livet. For netop nu - død og ødelæggelse for øje - kan vi nok allerbedst høre, hvad det vil sige" (Tidehverv, nr. 9 - nov. 2001. Her uddrag fra en prædiken over Lukas 17,11-19.).
Som man måske husker, blev kirkerne fyldt mere op end sædvanligt i de første uger herefter. Man vidste ikke, hvad man skulle stille op med denne afmagt I den forbindelse var det skæbnens ironi, at tekststykket søndagen efter var Luk. 17.11-19. Ti spedalske søger i afmægtighed over deres sygdom hjælp hos Jesus. De bliver alle helbredt, men kun én vender tilbage for at takke Guds søn for dette mirakel. Hvor mange af dem, som følte afmagten mindre efter pågældende gudstjeneste, takkede mon Gud bagefter? For det var jo nok det psykologiske behag ved at dele afmagten med andre, og ikke Guds Ord, som var det helbredende. Sådan tænker det moderne menneske jo.
