Denne lære spørger til, hvordan det enkelte menneske bliver retfærdiggjort? Hvad skal der til? Skal man foretage (særligt) gode gerninger, eller foretage særlige ritualer, for at kunne kalde sig en sand kristen?
Retfærdiggørelseslærens korte svar er et klart NEJ. Svaret er enkelt: Således bliver det enkelte menneske retfærdiggjort, nemlig ved at kaste alt, hvad han/hun har i sine hænder fra sig og modtage Guds nåde og tilgivelse. Så er man sat fri til at kunne elske sin næste uden forbehold, og uden at forvente point fra Gud for de gerninger man gør for næstens og ikke sin egen skyld.
Luthers tanke er, at når mennesket ved troen er retfærdiggjort, så kommer de gode gerninger helt automatisk.
"Dette er frelsens begyndelse. Sådan befries vi fra synden, retfærdiggøres og får evigt liv, - ikke på grund af vore fortjenester og gerninger, men på grund af troen, hvormed vi griber om Kristus", skriver Martin Luther i "Store Galaterbrevskommentar I" .
Troen skal altså komme før gerningerne, for hvis det var meningen at man skulle gøre gode gerninger for at retfærdiggøre sig for Gud, ville disse gerninger ikke være uselviske, men kun udført for at blive frelst. Man ville i så fald ikke kunne elske næsten, for næstens egen skyld. Faktisk mener Luther, at såkaldt gode gerninger, som udføres af ikke-troende (og vildledte kristne!) per definition er onde, da de kun kan være foretaget af selviske grunde - for at retfærdiggøre sig selv over for Gud. Omvendt er gerninger, som er udført af sande kristne per definition gode. Og sand kristen er man kun som resultat af troen på Gud. I troen er man nemlig retfærdiggjort af Gud, i stedet for at forsøge med såkaldt gode gerninger at retfærdiggøre sig selv overfor Gud. Kærlighedshandlinger kan således kun være gode i troen på Gud.
Det betyder ikke at man skal glemme alt om budene, snarere tværtimod: "Fordi du med troen har grebet Kristus, ved hvem du er retfærdig, skal du nu gå hen og elske Gud og din næste" . Det er nemlig ved at prædike budene, at det enkelte menneskes synd afsløres, som er forudsætningen for anger og omvendelse. Men hvis det overhovedet skal give mening at prædike budene, skal også tilsagnet om nåden prædikes.
Det er altså ikke gerninger, der giver mennesket ro i sjælen, men troen. For uanset hvor god man prøver at være, betyder det intet for Gud. Man kan aldrig gøre Gud tilfreds med at leve efter Hans bud og anvisninger, for disse er kun bestemt til at man i dem "skal se sin magtesløshed over for det gode" , og dermed opgive håbet om at være i stand til at retfærdiggøre sig selv, opgive håbet om sin egen formåen.
Det kristne menneske er altså sat fri i troen på Gud. Men netop i troen. Derfor kan det kristne menneske tjene næsten i kærlighed for næstens egen skyld, for den troende behøver jo i princippet ikke at gøre det - han er jo allerede from og retfærdig i troen. Men da den kristne netop har nok i troen, behøver han ikke længere selv gerningerne. Luther taler om, at den kristne "har alle gerninger og livet i øvrigt til fri disposition" . Og disse gerninger vil den kristne skænke sin næste. Kristus er stadigvæk forbilledet - "som kristen vil jeg være dét mod min næste, som Kristus er blevet for mig" .
Og således kan Luther sige, "at et kristenmenneske ikke lever i sig selv, men i Kristus og i sin næste" . Det handler om den troendes forening med Kristus - "som en brud med sin brudgom" , hvor troen er vielsesringen.
For at undgå en misforståelse skal det til sidst nævnes, at når Luther taler om, at mennesket retfærdiggøres i troen, så betyder det ikke, at mennesket pludselig er uden synd overfor sin næste. Nåden giver ganske vist total syndsforladelse, men at den enkelte kan skænke sin næste sine gerninger for næstens egen skyld, betyder ikke, at mennesket ikke kan fejle. I princippet synder mennesket altså lige så meget, som før nåden, men nu "behandles den som noget, der ikke er der og smides ud" . Guds kærlighed skjuler synders mangfoldighed.
Den troende er altså sat fri til at elske næsten for næstens skyld. At forsøge at tage livet i 'egen hånd' ved igennem gode gerninger at gøre sig (mere) fortjent til frelsen, er i virkeligheden det samme som at leve i gudsforladthed, da man ikke lever i nåden, men i sine gerninger.
