De såkaldt historiske skrifter består af:
De fem Mosebøger (1., 2., 3., 4. samt 5.)
Indeholder bl.a. skabelsesberetningen/erne, syndefaldsberetningen om Adam og Eva, historien om Kain og Abel, om Noahs Ark og syndfloden, Babelstårnet, Abraham, Isak og Jakob, der får (til)navnet Israel, og De Ti Bud. Samt selve moseloven, med alle jødernes spiseforeskrifter, mv. En lov til samfundsregulering.
Udtrykket, at blive lige så gammel som Metusalem, stammer fra 1. Mosebog, kap. 5, vers 27, hvor hans alder angives til 969 år, den ældste person i Bibelen.
I 3. Mosebog, kap. 23 angives tidspunkterne for højtiderne, herunder den jødiske påske.
Den aronitiske velsignelse, som lyder i slutningen af enhver gudstjeneste/højmesse: "Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred", står skrevet 4. Mos., kap. 6., v. 24-26.
Titlen på Nick Caves bog "Da æslet så englen" stammer fra 4. Mos., kap. 22.
Desuden, efter læsning af Mosebøgerne står det mig klart, at hvis man tager dem på ordet (hvad jeg ikke uden videre gør), så kan jeg godt forstå, at Israel må have en meget robust selvforståelse. "Det forjættede land" har dette 'folk' fået ved en regulær etnisk udrensning i deres guds navn (efter jødernes gudsforståelse): "Herren din Gud vil selv rykke over i spidsen for dig og udrydde disse folk foran dig, så du får dem fordrevet. Josva skal rykke over i spidsen for dig, sådan som Herren har sagt" (5. Mos, 31,3).
Jeg er overbevist om, at der er en historisk kerne i Det Gamle Testamente - en sand myte, om man vil. Det er selvfølgelig et åbent spørgsmål, hvori denne består. Men forfatteren/erne til Mosebøgerne har åbenlyst set det helt rigtige i at udrydde folkeslag i sin guds navn. Så er det jo en lykke, at Jesus kommer og fortæller, at jøderne har misforstået, hvad og hvem Gud er. Dels ved at gøre det dobbelte kærlighedsbud til det første og største, dels ved det provokerende bud om fjendekærlighed.
Læsningen af Josuas Bog får mig til at tænke på den internationale konference, afholdt af Otto von Bismarck, der blev holdt i Berlin i februar 1885. Her blev Afrikas deling besluttet af de europæiske stormagter. I Josuas Bog er det ikke Bismarck & Co., men - ifølge jødernes gudsopfattelse - gud, der deler det erobrede land mellem de forskellige israelske stammer igennem 'lodkastning'. Kan godt 'forstå', hvis Israel kan have oparbejdet en selvforståelse, der legitimerer brug af tung militær mod palæstinenserne. Intet nyt under solen.
Er nok mest kendt for historien om Samson (kap. 13-16), der havde alt sin styrke i sit hår. Og som i sin naivitet og blinde kærlighed afslører sin hemmelighed.
En meget kort tekst om Ruth, der, fortæller teksten blandt andet, er oldemor til den senere David.
Første Samuelsbogog Anden Samuelsbog
David salves til konge af profeten Samuel (den første, der nævnes i Det Gamle Tetamente), men bogen er nok mest kendt for historien om David og Goliat (1.Sam, kap. 17).
Davids meget inderlige og kærlige forhold til Jonathan i kap. 18-20 er blevet nævnt som en referencehistorien i relation til homoseksuelle forhold og dermed vielser.
David tager af skuebrødene (1. Sam, kap. 21) - "nadver-brød" (det hellige) -, da han er sulten, men som kun præster må spise af. En begivenhed Jesus henviser til, da han skal forklare, at sabbaten (det hellige) er til for menneskets skyld, og ikke omvendt.
Udsagnet (fra 2.Sam.,kap. 7, v. 12-14): "Når dine [Davids] dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn" er ofte forstået som en profeti om Jesus som den kommende Messias, den nye Davids søn. Det gælder egentlig hele kapitel 7.
Begrebet 'Uriasposten' stammer fra (2.Sam) kap. 11, hvor David i et brev skriver: "»Sæt Urias i forreste linie, hvor kampen er hårdest, og lad ham i stikken, så han kan blive dræbt.«" (fra. v. 15). Kong David er nemlig faldet for en af sine soldaters (Urias') hustruer, og gjort hende gravid. For at gøre handlingen lovlig, sørgede han for at sætte Urias på den mest udsatte post i kampen, så han med sikkerhed ville blive dræbt. Efter Urias' fald i krigen, ægtede David så enken, Batseba. Men som straf for deres synd døde deres første barn. De fik dog senere Salomon, den senere konge.
Første Kongebog og Anden Kongebog
Salomon salves til konge.
Mest kendt er nok historien (1. Konge, kap. 3) om "Salomons dom", om de to 'skøger', hvor den ene kommer til at ligge sit spædbarn ihjel, og stjæler den andens barn, og hævder, det er hendes rigtige barn. Salomon afgør tvisten mellem kvinderne ved at foreslå, at det stadig levende barn bliver skåret midt over, så de to kvinder kan få hver deres del. Den ene kvinde siger god for løsningen, den ande insisterer i stedet på, at den anden får barnet, så barnet kan undgå at blive slået ihjel. Hvilket så afslører, at hende, der vil give barnet bort, netop er den rigtige mor. Salomon bliver meget kendt for sin visdom.
Det første jødiske tempel opføres af Salomon.
Han får dog frataget kongestatus pga synd (et harem på 1000 'hustruer' og afgudsdyrkelse), men det bliver først effektivt efter hans død. Ak, selv store konger kan fristes over evne, selvom HERREN just har pålagt ham det modsatte. Det lader til, at det i gammeltestamentlig sammenhæng er mindre syndigt at leve sammen med 1000 kvinder, end at leve i ét homoseksuelt parforhold!
Riget deles op i Israel (nordriget, ikke at forveksle med nutidens Israel) og Juda (med Jerusalem) pga magtkampe, og de to riger ligger i konstant krig med hinanden. Kong Omri skaber området Samaria i det nordlige Israel.
Profeten Elias, som vi møder første gang i Første Kongebog, farer til himmels. Elisa, som får 2/3 af Elias' ånd ved dennes himmelfart, laver mirakler og helbredende undere, herunder en dødeopvækkelse. På Jesu tid forventede man Elias' genkomst inden selve Messias' komme. Derfor bliver i Det Nye Testamente, Johannes Døberen omtalt som den nye Elias, da han jo peger videre mod Jesus. Og da Jesus hænger på korset, er folk spændt på at se, om Elias kommer og frelser Jesus.
Der høres om den ene massakre efter den anden, med skiftende konger, både i Israel og i Juda.
Nordriget, Israel (med Samaria) falder i assyrernes hænder (og 'forsvinder' ud af historien). Senere falder Juda (med Jerusalem) i babylonernes hænder. Salomons tempel i Jerusalem ødelægges, byen nedbrændes, og de kommer i landflygtighed i Babylon/Babel. Det er i øvrigt denne landflygtighed, som Boney M. synger om i "By The Rivers Of Babylon" (bl.a. inspireret af salme 137).
Der er historikere, der mener, at det gamle testamentes skrifter blev til her, i landflygtigheden, omkring 586 f. Kr. De første skrifter er dog nok adskillige hundrede år ældre end det. En jøde er således en judæer.
Første Krønikebog og Anden Krønikebog
Slægtstavler fører Adam frem til David og hans slægt. Hovedhandlingen: Arken føres til Jerusalem. De mange forberedelser til bygningen af templet - som bliver Salomos opgave, da David - ifølge HERREN - har for megen blod på hænderne. Handlingen griber altså tilbage til handlingen i Samuels- og Kongebøgerne. Men med fokus på David, Salomo, og Judas historie, indtil Jerusalems fald og landflygtigheden. Når den siddende konge gør, hvad der er 'godt' i Herrens øjne, vinder han krigene, og når han gør, hvad der er 'ondt', ja, så taber han krigene, bliver evt. ramt af spedalskhed.
Sidste vers, om tilladelsen til at vende tilbage, peger direkte over i næste bog, som indledes med samme vers.
Judæerne får tilladelse (af perserkongen) til at vende tilbage til Jerusalem med lov til at genopbygge templet. I 1931-oversættelsen benyttes ordet 'jøde' for første gang, i den nye oversættelse står stadig ordet 'judæer'. Samaritanerne ("Judas og Benjamins Fjender") ønsker at være med til genopbygningen, men får ikke lov, da det er forbeholdt judæere/jøder fra landflygtigheden, og de forsøger så at bremse byggeriet i stedet.
Jøderne/judæerne får påbud om at bortsende alle de af deres kvinder og børn, som de har hjemtaget fra landflygtigheden, men som ikke er jøder, men "hedninge". Forbudet mod blandede ægteskaber skyldes sikkert et forsøg på at styrke de hjemvendte jøders særegne identitet som netop jøder i et nyt Jerusalem med et genopført tempel.
En slags fortsættelse af Ezras Bog. Perserkongens mundskænk (!), Nehemias, får tilladelse til at drage til Jerusalem for at genopbygge bymuren. Og med en - som altid - kraftig opfordring til at holde Loven, og "da de nu hørte Loven, udskilte de alle fremmede af Israel".
Mærkelig bog, hvor der slet ikke er nogen henvisning til hverken HERREN eller Moseloven. Ikke desto mindre har skriftet kæmpe betydning for jødernes identitet som et forfugt og udrydningstruet folk - ikke mindst i "vores tid", omkring 70 år efter Holocaust.
Jøderne er truet af en etnisk udrensning, påbudt af kongen, da de ikke holder kongens love (en jøde ville ikke bukke for statholderen). Ester får - igennem sit ægteskab med kongen - gennemtvunget en kontraordre, så det i stedet bliver jøderne, der slår deres fjender ned.
'Jøderne' virker klart defineret, og der tales ligefrem om personer, der konverterer til jødedommen "af Frygt for Jøderne".
Denne 'redningsaktion' bliver fejret af jøderne den dag i dag ved Purims-festen (Purim for 'lod', da der blev kastet lod om dagen for den etniske udrensning).
Denne festdag er som eviggyldig ordning netop stadfæstet i Esters Bog, der oplæses ved festen.
