Spørgsmålet er - blandt andet med ovenstående in mente - hvorvidt verden virkelighed har ændret sig, som man jo bliver ved at hævde. I begyndelse brugte man næsten datoen 11/9 som en ny tidsregning "siden 11. september" var næsten et mantra, når man skulle kommentere en begivenhed, og det ofte uanset om det var udenrigs- eller indenrigsstof.
Selvfølgelig er en ny 'krig' offentligt deklareret af USA, nemlig war on terror, som jo startede 8. oktober 2001, da bomberne faldt over Afghanistan. En krig, der nemt kan vare en hel generation. Når en filosof - vist nok Jean Boudrillard - kan sige: Ja, verden blev en anden 11/9, men den lignede sig selv igen den 8/10, så har han unægtelig en pointe.
For selvfølgelig har verden ikke ændret sig. Fra kristeligt side må man naturligvis insistere på, at verden ændrede sig omkring vor tidsregnings begyndelse, da Jesus-barnet kom til verden.
Under alle omstændigheder er det historien - og ikke mindst de(n) til enhver tid værende stormagt(er), der skaber vore verdensbilleder, og hvem vi bør/skal holde med. Det var så nemt i Den Kolde Krig, som min og den forrige generation er født ind i. Der var Øst, og der var Vest. Så enkelt var det.
Så kom Murens Fald i 1989. Fjenden var pludselig væk. Der var ganske vist en Golfkrig og så var der jo borgerkrigen i Jugoslavien - en konstruktion, som ikke længere eksisterer -, en krig, som vel var tættere på, selvom vi dog havde Olfert med i Golfen.
Og så var der jo forskellige religiøse konflikter - kristne mod muslimer, jøder mod muslimer - i forskellige brændpunkter i verden. Osv.
Ovenstående kan måske også forklare hvorfor den vestlige verden bliver rystet efter et terrorangreb på de to tårne, men ikke bliver det på tilnærmelsesvis samme måde, når man hører om flere årtiers borgerkrige i fx. Angola og Congo - og så selvfølgelig folkemordet i Rwanda (Vestens manglende reaktioner går i øvrigt ikke hen over hovedet på folk i Rwanda. Som tutsi-kvinden Yolande Mukagasana har sagt: "I Rwanda foregår der et konstant folkemord bestående af den ene massakre efter den anden. Dengang [1959, under revolutionen, der fik Grégoire Kayibanda til magten] var jeg fem år gammel. Og under massakren i 1963 i Bufundu Gikongoro var jeg ni. Da det skete i 1967 i Bugesera, var jeg tretten. Og da det skete i hele landet i 1973, var jeg nitten. Så var der massakrerne i Kibilira i 1990, i Bugesera i 1992, i Ruhengi - hos bagogwe'erne - i 1993 foruden alle de mange andre). For uanset hvor bizar denne logik synes at være, så påvirker disse tragedier - som med rimelighed er betydeligt større end terrorangrebet - ikke vort verdensbilledet, endsige vor opfattelse af, hvem der defineres som 'venner' og 'fjender'. Afrika synes altid at være det glemte kontinent.
Tutsi-kvinden Yolande Mukagasana, som også overlevede den sidste massakre i Rwanda giver intelligentsiaen i vesten en ordentlig svada: "Et paradoks i det kristne Vesten, hvis store symbol, Kristus, har lidt det samme som rwanderne i dag. Hvor mange gudelige billeder viser ikke den tornekronede og mishandlede Kristus hænge gennemboret af nagler på sit kors?
Hvor mange kristne har ikke betragtet disse smertensbilleder med glødende tro? Men når det drejer sig om virkeligheden for tusinder af rwandere, vender øjnene sig blufærdigt og forstilt sønderknuste bort. Og måske, hvis Den Patriotiske Front vinder krigen i morgen, kommer hvide jurister for at dømme og forsvare de mennesker, der er skyldige i folkemord [altså det sidste - det folkemord 'vi' har hørt om]. Jeg sidder nede under min vaskekumme [på dette tidspunkt i bogens fortælling gemmer hun sig for soldaterne, der leder efter tutsier, som de skal dræbe] og ser dem allerede for mig, alle disse velmenende advokater. Jeg ser dem allerede kæmpe mod hinanden [altså advokaterne]. Nogle vil nægte at forsvare folkemordere ud fra en påstand om, at man ikke forsvarer en tabt sag. Andre vil acceptere det, om så blot for at trodse de første. Jeg ser allerede mit land blive sønderrevet af den omgivende verdens frygtsomme selviskhed. Jeg kan allerede høre universitetsprofessorer udgyde sig om det rwandiske folkemord. Den vestlige intellektuelle elite vil kaste sig over mit ødelagte land for at finde falske argumenter for falske sager. Jeg hader Vesten. Jeg hader Vestens kultiverede intellektuelle. Hvor mange vil måske være i stand til at sige, hvad jeg føler mig i stand til at hævde i dag, hvor jeg sidder nede under min vask: Man må tilgive dem, for de ved ikke, hvad de gør? Det er den eneste sætning fra min kristne opdragelse, jeg har tilbage her til morgen" (s. 96f).
Nu er verden blevet delt op i den demokratiske verden ("det internationale retssamfund", som vi kalder det) og den fundamentalistiske verden (eller måske mere præcist: "masseterrorismen"). Og selvom det er et stærkt forenklet verdensbillede, er opdelingen faktisk meget interessant. Dels kunne russerne græde over et terrorangreb på amerikanske statsborgere. Og for første gang i landets historie blev der holdt et minuts stilhed i sorg over et andet lands tragedie. Totalt utænkeligt for over ti år siden.
Og nu bliver alle ikke-fundamentalistiske religionsudøvere pludselig en mere legitim del af den demokratiske verden (de bliver endog forsvaret af denne). For selvom man med et kristent menneskesyn virkelig kan undre sig over, at man kan tilslutte sig "religioner" som islam og jødedom - og i øvrigt visse kirkelige fløje i Danmark - bliver det jo pludseligt anderledes tydeligt - hvis ikke det har været det før - at der er forskel på fx. islam og islam. Muslimer og islamister.
Den nye "fjende" blev altså ikke nogen religion eller nogen stat, som man måske ville vente. Men det noget diffuse begreb "masseterrorismen" . Denne betegnelse er dog desværre så udflydende, at det kan give USA en undskyldning til sine war on terror-operationer de næste mange mange år: "da USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld blev spurgt, hvad han ville anse for en sejr i USA's nye krig, svarede han (...), at det ville være, hvis han kunne overbevise verden om, at amerikanerne skal have lov til at fortsætte med deres way of life" - hvad han så end måtte mene med det. De foreløbige fjender er jo defineret, nemlig den såkaldte Ondskabens Akse , bestående af Irak, Iran og Nordkorea.
Ja, vi er mange, som burde lytte lidt mere til Jesu forkyndelse.
Men selvom vi sidder pænt i kirken og lytter til præstens forhåbentlig udmærkede prædiken, kommer det ubehagelige spørgsmål:
Er det overhovedet muligt at forstå Jesu forkyndelse - når det kommer til stykket? Hvad ville han egentlig sige os?
Ovenstående punkter er skrevet nogle måneder efter 11. september 2001.
