Sognepræst Claus Oldenburgs begravelsestale som kronik i Kristeligt Dagblad:
"
KRONIK
Al ånd er ret beset sans for synd
13. jan 2009 00:00 Inger Christensen in memoriam En af Danmarks største digtere nogensinde blev i lørdags begravet i København. Kristeligt Dagblad bringer i dag sognepræst Claus Oldenburgs begravelsestale som kronik.
Claus Oldenburg
FORMATET FEJLEDE IKKE NOGET, når det angik Inger Christensen – hverken personligt eller fagligt. Hun var en stærk person, og hun var en digter i verdensklasse. Vi ved det alle, og jeg vil ikke gå nærmere ind på det, for jeg føler mig simpelthen ikke kvalificeret til at udtale mig.
Jeg kendte lidt til hende, men det er fra følelsestunge begivenheder, fordi jeg i 1996 begravede hendes tidligere mand Peters far, Poul Borum, og kort efter begravede jeg Inger Christensens bror.
Og det var hende, der dengang gjorde mig opmærksom på, at den nye salmebog havde to udgaver af Kingos salme ”Far, verden, far vel”, nemlig den korte, kirkelige og den lange, litterære – og vi har klart nok, hende til ære, sunget den sidste lige nu.
Og så fik jeg, da jeg talte med hendes søn Peter og hendes svigerdatter Elisabeth, en måske skæv association. Men da jeg i sin tid var præst på Fyn, boede jeg nogenlunde klos op ad Carl Nielsens barndomshjem, og flere gange tog jeg mig selv i at undre mig over, at der var kommet verdensmusik ud af det lille hus og det lille landskab og den lille spillemandsfamilie.
Det er øjensynligt lidt det samme med Inger Christensen. For vel læste man bøger i hendes barndomshjem, men det var opmærksomme lærere, der sørgede for, at hun ved rettidig omhu blev flyttet fra den uboglige mellemskole til den boglige – ligesom nogle engang så et talent hos en barnetrompetist og fik sendt ham af sted til regimentsmusikken i Odense.
FOR INGER CHRISTENSEN blev det simpelthen et skel, at hun kunne blive uddannet, blive oplært på rigsdansk, forlade det noget provinsielle miljø i Vejle, fortsætte til seminariet i Århus og sammen med sin mand, Poul Borum, tage springet både til København, men også til verden.
Og egentlig fortsætter bevægelsen. For vel blev Inger Christensen tidligt anerkendt som digter og forfatter i sit hjemland, men formatet rakte jo langt ud over det hjemlige, for i Tyskland var og er der da vist mange, der mener, at hun må være en tysk digter. Hendes dansk klæder også tysk så godt. Hun var ligeledes velkendt på fransk og engelsk og var i centrum i den europæiske lyrik – og den internationale anerkendelse har da også nu sat sig som en nekrolog i New York Times.
Så verdensformatet mellem Nielsen og Christensen har samme støbning, og min undren er egentlig, at der er mere i virkningen end i årsagen. For det stod ikke skrevet over Inger Christensens vugge, at hun skulle blive så stor en digter, og at der skulle skabes så flotte tekster.
Så man kan jo spørge, hvorfor årsagssætningen, som vores moderne verden hviler på som logisk tænkning, øjensynligt kan suspenderes, når først Ånden tager fat og skabelsesprocessen går i gang.
Her ville den kloge teolog og filosof K.E. Løgstrup nok have sagt, at dette ”mere” – det, der kommer til – ligger den religiøse tydning nær. Og det vil jeg også selv sige, for Gud er simpelthen den skabende og opretholdende kraft, der er bag verden, men det er menneskeåndens opgave og privilegium at bidrage med sit arbejde til selveste processen.
Og det er kunstens opgave og privilegium at kunne se dette ekstra og bidrage til den guddommelige proces, som jævnt sagt er verdenshistorien i sig selv.
ETHVERT ARBEJDENDE menneske bidrager – det ligger i selve den klassiske kaldsetik – men det er kunstens opgave at gå ud over årsagssætningen og formulere dette mere, dette ekstra, i hvilken genre det nu måtte være.
Det gjorde Inger Christensen – og som det meget rammende er sagt om hende: hun gentog aldrig sig selv. Det gør nemlig vi mindre ånder, og så svinder bidraget ind.
Hendes respekt for omverdenen fejlede ikke noget. Vores respekt for hende gør det heller ikke.
Men respekten er også følelsen for. Og Inger Christensen vil blive meget savnet – personligt som fagligt. Og der er en mand, der har mistet den sidste af sine forældre, ligesom der er en lille dreng, der har mistet sin farmor, men det lykkedes den lille at slå det sidste smil af sin farmor.
Udgangen for Inger Christensen blev for hård, men hun var uhelbredeligt syg. Og det er vores opgave i dag at tage afsked med hende, sige hende tak for den storhed i teksterne, som hun har efterladt os, og overdrage hende til vores Gud – han, som netop er den skabende og opretholdende kraft, uden hvilken vores egen menneskelighed ville forgå i åndeligt armod.
Eller med Thomas Mann: ”Al ånd er ret beset sans for synd.” Opgaven er således at se helt klart, også synden. Det gjorde Inger Christensen, og således elskede hun verden.
Vi bliver også, som de menneskelige syndere, vi nu engang er, set helt klart ovenfra og elsket for det, vi er – af Gud Fader, af Gud Søn og af Gud Ånd. Amen.
Claus Oldenburg er sognepræst ved Garnisons Kirke i København, hvor bisættelsen af Inger Christensen fandt sted lørdag den 10. januar"
Taget fra Kristeligt Dagblads netudgave.
