"Et gennemgående ord i digtene er ordet findes. Hvad står abrikostrædet for [første linje i samlingen lyder 'abrikostræerne findes, abrikostræerne findes']? I Mellemøsten er abrikostræet det almindeligste træ. Ordet abrikos er dannet efter det semitiske ord Al Briko - som betyder frugten. Briko betyder frugt. Al er den bestemte artikel. Når der i Bibelen står, at Adam og Eva spiste af frugten, tænker vi her i Norden gerne på æblet. På talrige billeder af syndefaldet er det æblet, der gengives. Frugten i bestemt form måtte jo os os være æblet, som det også er i de nordiske myter. Men i den bibelske fortælling er det faktisk abrikosen. Skal førstelinjen i Inger Christensens store moderne digt da læses sådan: I begyndelsen var frugttræet. Et paradisisk træ i fuld blomstring. Siden gik paradis tabt - men endnu findes træet fra Edens have
abrikostræerne findes, abrikostræerne findes
En konstatering og en lovprisning. I en verden hvor alle levende vækster er truet, findes der endnu abrikostræer som før syndefaldet. Men har man sagt A, må man også sige B. Talemåden betyder, at det ene følger af det andet. I vores kulturkreds kan vi ikke sige paradis uden at sige syndefald. Det begyndte med uskylden, det begyndte med abrikostræet. Det næste digt lyder:
bregnerne findes; og brombær, brombær findes // og brom findes; og brinten, brinten
Brom vil sige et grundstof. Brinten nævnes, og man tænker på brintbomben, som også nævnes i et digt længere fremme (...).
[T]re digte om udryddelsesbomberne optræder i alfabetisk orden, som de også er opstået i alfabetisk orden: atombomben- brintbomben-cobaltbomben. Går man nu tilbage og læser samlingens første linjer
abrikostræerne findes, abrikostræerne findes
bliver de næsten mirakuløse. Som sagt står brinten nævnt allerede i andet digt. Tredie digt (på C) lyder sådan:
cikaderne findes; cikorie, chrom // og citrontræerne findes; cikaderne findes; // cikaderne, ceder, cypres, cerebellum
Chrom er et grundstof, der danner stærkt farvede forbindelser. Chromet har derfor en plads mellem cikorie (en plante af kurveblomstfamilien) og citrontræerne og cypresserne. Men hvorfor er ordet cerebellum anbragt her? Celebellum betyder lillehjernen. Det er den, som gør det mulgt for mennesket at tænke og føle, som det er i stand til at tænke og føle til forskel fra dyrene og naturen. Men det er også i kraft af den, at mennesket har kunnet eksperimentere med naturen og spalte atomet. I bogens første digt om abrikostræerrne er der endnu en uskyld i verden. I andet digt nævnes mellem bregner, brombær og brom også brinten, som er nødvendig i verden. Men i tredje digt fremstår den menneskelige mulighed for at udnytte brinten destruktivt - så der hverken finides abrikostræer, bregner eller brombær. Bag de tre første digte ligger en myte om uddrivelsen af paradiset, om kundskabens træ, om at mennesker vil blive som guder til at forstå grundelementerne i det skabte og volde skade.
(...)
Jo længere vi læser frem i alfabetet, des større tegner sig digteren bag det. Nok er det bogstaverne der styrer, hvad der nævnes, men det er ikke en datamat digtet kommer ud af. Der er en stærk poetisk bevidsthed i linjeføringen. Egetræet og elmetræet - og så dukker pludselig enebærbusken op og ordene enshed og ensomhed. Mærkeligst i min læsning i dette dgit er ordet eddike tl sidst.
og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden
Eddiken kender vi fra Jesu lidelseshistorie. For at nedværdige ham i hans lidelse gav man ham eddike at drikke.
(...)
Hans og bødlernes og magthavernes historie er for altid skrevet ind i eftertidens historie. Senere i digtet indgår også ordene kors og krucifiks.
Der er også andre systemer i Inger Christensens Alfabet. De tematiske gentagelser f.eks. Bogstavet D kaldte ikke kun duerne frem men også dioxinen og døden. I et senere digt foldes temaet med de defoianter, der nedbryder naturen, ud.
(...)
Duen, der under D fremkaldtes sammen med ordet dioxin får her den symboslke betydning: fredsdue/dødsdue. Den fred den bebuder den bebuder, er kirkegårdens, duen stivnet som stendue på graven.
(...)
Inger Christensens Alfabet er en anråbelse, en protest mod en ødelæggelse af alfabetet, af livskoden, som på én gang er så enkel og så mulighedsrig. Muligheden demonstreres ved tankenrækkerne, der følger bogstaverne ved balancegangen mellem det skabende og det destruktive. I det tyvende århundrede har to verdenskrige kostet 65 millioner mennesker livet, og dog har jordens befolkning fordoblet sig fra to milliarder i 1936 til fire milliarder i 1975 - hungersnød er opstået i forbindelse med nye tørkeområdet, teknik og kemi truer med forgiftning. I Inger Christensens digt er det hele indoptaget med den dobbelthed, at man ikke ved, om forbindelsen mellem høst og historei skal læses dom som død eller udbytte".
Johannes Møllehave: Læsehest med versefødder, s. 682ff (fra trilogien Læsehest - med æselører, - med gåseøjne, - med versefødder).
