Lukas' fortælling om Jesus Skrevet, formentlig af en hedninge-kristen, til en overvejende hedninge-kristen, hellenistisk/græsk menighed, et sted mellem år 75-100.
Om Gudsriget, som noget allerede nærværende i mellemmenneskelige relationer: "Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«" (kapitel 17, vers 20-21).
En præst har ligefrem kaldt dette evangelium for "En musical fyld af glæde". Det indledes med to fødsler, akkompagneret af to glædessange.
Forfatteren (eller redaktøren vil nogen foretrække at kalde ham) til Lukasevangeliet bliver ofte kaldt historieskriveren, og er sandsynligvis også manden bag Apostelenes Gerninger ("Grundlæggelsen af de første menigheder" som Den Nye Aftale kalder teksten). Det ses blandt andet ved, at han fortæller om både Johannes Døberens og Jesu fødsel. Desuden er det påfaldende, at den slægstavle, som angives i evangeliet, går helt tilbage til Adam, og ikke kun Abraham som hos Mattæus. Evangeliet er ikke forbeholdt personer, som kan identificere sig med et slægskab med Abraham, men hele menneskeheden. Han har med al sandsynlighed både kendt til Mattæus- og Markusevangeliet.
I alt er der 18 lignelser i evangeliet, som er hans helt egne, og hvor lignelserne hos Mattæus i overvejende grad handler om Gudsriget, er det på mennesket, at Lukas har sit fokus. Det er i Lukasevangeliet, vi har de næsten ikoniske og meget markante lignelser, som for mange karakteriserer selve kristendommens kerne. Dels har vi i kapitel 2 selve Juleevangeliet med historien om Jesu fødsel og hyrderne på marken. I kapitel 10 findes historien om den barmhjertige samaritaner, i kapitel 15 fortælles historien om den fortabte søn (burde hedde 'de fortabte sønner'), og i kapitel 18 er historien om tolderen (skatteopkræver og værnemager) og farisæeren (som hævder at leve efter Loven til punkt og prikke), den fortælling, der skal minde os om, at det ikke står til os at dømme, hvorvidt vores trosfæller tror på den rigtige måde.
