"Michaelmania. Michael Jackson var en emotionel supernova, stemmen var smuk, ganske enkelt. Øm og sorrig. Vedkommende. Gennemtrængende.
MICHAEL Jackson døde af hjertestop den 25. juni. Den dag blev verden en stor stemme og entertainer fattigere. For tværs gennem alle myterne, rygterne og historierne - sande og falske - om denne særligt begavede kunstner og sandsynligvis lige så særlige person skinnede et unikt talent.
Især perioden 1979-92 gjorde han det umulige og forenede den frådende kapitalisme med et stor ømhed.
Det paadoksale ved Michael Jackson stopper imidlertid ikke her. Hans tekster, billedsprog, musik, koncerter og danseperformance danner en sammensat figur med masser af modsætninger mellem det paranoide og det givende, en næsten umenneskelig robotagtig fremtoning parret med en sitrende sensitivitet, en idealist i massekulturen og en sart og sky sjæl med en stor lyst til at udfolde sig på en scene.
Læg dertil de afgørende strategiske træk, der placerede denne emotionelle supernova og globalromantiker midt mellem begge køn, mellem barn og voksen og mellem sort og hvid, og man står med en aldeles plausibel forklaring på, hvorfor han i firserne voksede til en verdensomspændende superstjerne, hvis lige ikke er set siden. Michael Jackson er blevet en skueplads for kampen mellem det gode og det onde, hvor hans jomfruelige følsomhed og rolle som offer i sidste halvdel af karrieren er vigtige ingredienser i det massehysteri og den forløsning af købelyst, som hans død har medført.
Han hævede sig med sine romantiske budskaber og tro på en bedre verden uden krig, racisme, sult, nød og forurening højt over realpolitikkens pragmatisme og kunne åbenbart også ophæve de sædvanlige kritiske forbehold, man kunne have over for en musiker, der for at nå så langt ud måtte indgå kompromisser. Kunststykket - set udefra - for forretningen og den kunstneriske ildsjæl var at balancere dette paradoks.
Alt dette havde imidlertid været aldeles ligegyldigt, hvis ikke Jackson fra naturen havde været udstyret med en stemme, der besad en enestående emotionel præcision. Hans røst, der over årene bevarede sin Peter Pan-agtige uskyld og silkeagtige mildhed, men også føjede et kantet, hikstende og rytmisk festfyrværkeri til, var som en kælen skalpen og af en hidtil uhørt kaliber.
HVIS man er kynisk, var Michael Jacksons dødsfald det mest effektive "karrieretræk", han kunne foretage på nuværende tidspunkt. Han har ikke formået at overgå de fire store albums, Off The Wall (1979), Thriller (1982), Bad (1987) og Dangerous (1992) - og til dels efterbyrden HIStory (1995).
Den stort lancerede afsluttende række på 50 koncerter på O2 Arena i London, hvor der var solgt 750.000 billetter, ville sandsynligvis været blevet en kavalkade over alle fortidens numre og ikke åbne et nyt musikalsk kapitel.
Han sagde det selv på verdensomspændende tv: "That's it" - så får I ikke mere for den femogtyveøre - og så i øvrigt forbløffende sund ud bortset fra den alabasthvide teint og uhyggeligt smalle næse. Koncerten skulle have været en kunstnerisk afrunding og den sidste gave til de fans og den popkultur, Michael Jackson ofrede sig til.
Fejringen slutter imidlertid ikke her. Det har vist sig, at der for meget kendte musikere er et langt og godt liv efter døden. Fra Elvis Presley over rockens unge 27-årige døde, Jim Morrison, Janis Joplin og Jimi Hendrix, og frem til halvfemsernes ikoner, rapperen 2Pac Shakur og grungerockeren Kurt Cobain, har et dødsfald i utide kun gjort myten, musikken og markedsværdien endnu større.
Dette vil helt sikkert også ske med Michael Jackson, der allerede er blevet kanoniseret i massekulturens hellige haller. Der vil opstå en enorm industri, hvor udgivelsen af de indspilninger, han ikke nåede at gøre færdige med den hitaktuelle produer Will.I.Am og rapperen Akon, vil være blandt de mest interessante posthume udgivelser. Desuden mener forfatteren til en kommende Jackson-biografi, at superstjernen har opbygget en bank på ikke mindre end 100 numre som en slags arv til de tre børn, Prince Michael I og II og Paris, han efterlader sig. Det lyder for godt til at være sandt, hvis kvaliteten af dette eventuelle arkivmateriale ellers skulle være af samme kaliber som i storhedstiden.
KARRIEREN falder tydeligt i tre dele. Tiden som barnestjerne. Storhedstiden i firserne. Nedturen efter pædofilisagen i 1993.
Michael Jackson (f. 29.08 i 1958) voksede op i fuld offentlighed som barnestjerne, der blev pacet frem af en voldelig far. Allerede som 11-årig var hans kvaliteter som sanger og danser så enestående, at han blev frontfigur i familiebandet The Jackson Five, der indspillede for den sorte hitfabrik Motown, og musikalsk placerede sig midt mellem funk, soul og disco.
Den unge Michael Jackson var klart mere talentfuld end sine søskende. Han var elsket og feteret på scenen - og uden for rampelyset presset hårdt og korporligt til at øve sig i stedet for at lege med de andre børn.
Michael Jackson har selv siden mange gange understreget betydningen af denne opvækst og spillet på den. Han tog den personlige spaltning til sig og fremstillede i en efterfølgende solokarriere sig selv som både popstjerne og ulykkeligt monster.
Mødet med produceren Quincy Jones, der tidligere havde arbejdet med så prominente og vidt forskellige folk som Miles Davis og Frank Sinatra, blev afgørende.
Jones' musikalitet og lydhørhed over for Michael Jacksons evner flyttede ham fra det habile til det suveræne allerede på deres første samarbejde, Off The Wall, der blev et blåtryk for hele karrieren med sine lydefri sammensmeltninger af flere genrer. Men der var også en mildhed og uskyld over sangene, som Michael Jackson vekslede både til mere altfavnende global stil og langt mere rå, urban lyd og tekster, der ud over kærlighed både mellem mennesker og alle mennesker berørte emner som voldtægt, paranoia, ensomhed, vold og mord. Udviklingen skildres tydeligt i albumtitlerne, der går fra Thriller til Bad og Dangerous.
Trods den udsøgte perfektionisme på de næste værker, Thriller og Bad, trængte Michael Jackson emotionelle slagkraft igennem i de ubesværede falsetstrofer, der beskød rytmen fra alle sider.
Med en enorm fleksibilitet og spændstighed og brugt med stor dristighed dansede stemmen beakdance og electric boogie med sin helt egen skarpe rytmiske tegnsætning og pyrotekniske arsenal af klynk, hyl og hvin samt besad nogle ekstraordinært smidige gearskifter mellem tænderskærende aggresivitet og laber soul. Stemmen var smuk, ganske enkelt. Øm og sorrig. Vedkommende. Gennemtrængende.
Selv da han øgede indsatsen og forvandlede sig til en messias-lignende popstjerne og sang racisme, ondskab, børnemishandling (!), økokatastrofe og krig imod virkede det fra hans side som et oprigtigt projekt.
Sangstemmens blødhed og kroppens skrøbelighed ved interviews var et personligt træk, der også gik igen i scenefiguren Michael Jackson. Mindet herhjemme om den meget myge stadionrockkoncert, som stik mod genren virkelig havde sjæl på Gentofte Stadion i 1992, står tilbage som et af de smukke beviser på denne særlige egenskab hos den nu afdøde superstjerne.
Der var og er ingen over eller ved siden af Michael Jackson, og hans titel som King Of Pop var nok pompøs, men reel. Da MTV, den musikalske digitalisering og cd'en kom på banen, var afsættet for skabelsen af globale superstjerner på plads. Rocken og dens mange undergenrer var med vellyd og den nu voksne tressergeneration blevet mainstream. Desuden var tiden en anden.
Michael Jackson beherskede firsernes nye medier til perfektion med langvideoer, der kunne eksponere hans exceptionelle dansetalent, og en næsten overmenneskelig rytmisk superswingende og glasklar produktion på cd, som forenede det syntetiske med det håndspillede. Der er en musikalsk stramhed over formen, men samtidig et meget saftigt groove og en overdådighed af lækre detaljer.
Han fik samtidig nedbrudt et raceskel i medierne. Videoen til det uimodståeligt pumpende dansenummer, "Billie Jean", var efter kraftigt pres fra pladeselskabet CBS den første video med en sort kunstner, der blev vist på MTV, og den hårdt pakkede fusion af rockspade og presset popsoul-sang, "Beat It", der oprindeligt var tænkt som en duet med Prince, var første nummer, som den dengang dominerende musik-tv-station satte i heavy rotation.
Med sine længere billedfortællinger, brug af ny teknologi og sine udstrakte dansescener var Michael Jackson med til at gøre musikvideoen til mere end en simpel reklame.
THRILLER markerede et kunstnerisk og kommercielt højdepunkt for musikindustriens lukrative cd-periode. Med sine over 100 millioner solgte eksemplarer er det verdens mest kendte album.
Fra en tid, hvor markedsføringen for alvor begyndte at spille med, og sigtet var at blive kendt i hele verden, fandtes nøglen til denne enorme gennemslagskraft ikke kun i musikken. Musikalsk lykkedes det for Jackson og produceren Quincy Jones at transformere nichegenrerne soul og disco til en bredere populærmusik uden at slå musikkens swing, sjæl og sex ned, men lige så afgørende var Michael Jacksons figurs evne til at sløre alle skel mellem køn, race og alder. Helt bogstaveligt udviklede han sig til et kontroversielt medie, hvor feminine træk blandede sig med maskuline, hvor sort kunne blive til hvidt, og hvor der aldrig blev sat et tydeligt skel mellem barn og voksen eller for den sags skyld mellem utopi og virkelighed. Som en realisering af Peter Pan var Michael Jackson en drengemand af intetkøn, der nok vrikkede æggende med understellet, men på en sært usexet måde, og i forhold til den efterfølgende generation af åbenmundede og direkte pornografiske R&B-sangere og sangerinder var Jacksons romantiske kærlighedsidealer uskylden selv.
Det sidste store album i rækken, Dangerous, var produceret af Jackson, men med hjælp af det nye producer-es, Teddy Riley. Her blev den musikalske arv fra funk, soul og disco blandet op med nye genrer som hiphop og new jack swing, og musikken balancerede mellem store dugøjede ballader og dansenumre i en mere stram og højteknologisk lyd.
I årene 1979-92 kunne Michael Jackson gå på vandet. Da hele verden samledes om en humanitær begivenhed, stod Michael Jackson naturligt i spidsen. Han skrev den pompøse fællessang, "We Are The World" (1985), der var affødt af hungerkatastrofen i Afrika.
SIDSTE halvdel af karrieren blev mindre glorværdig. Da 1990ernes subkulturer sprang frem af skyggerne - gangstarap og grunge - evnede han ikke at forny sit musikalske udtryk. HISstory var et gigantisk forsøg på at relancere Michael Jackson. 15 gamle hits blev koblet med 15 nye numre, der kredsede om isolation, uretfærdig behandling, syndefald og comeback, og efterfulgt af en overdrevent stort opsat turné med tårnhøje statuer af hovedpersonen. Det var storhedsvanvid kombineret med paranoia.
En del af magien var væk. Mediernes stalinorgel beskød Jackson, som langsomt, men sikkert muterede til "Wacko Jacko", der lå i ilttelt, fik rettet næsen så mange gange, at den var ved at falde af, foretog en foruroligende transformation fra sort til hvid, var bedste ven med en abe, havde et gigantisk pengeforbrug og boede i ensomhed i sit Neverland, hvor han sov sammen med mindreårige! I en stigmatisering i medierne kom Michael Jackson mere og mere til at fremstå som misfosteret i et omrejsende gammeldags cirkus, hvor publikum først kunne gyse over fremvisningen af deforme mennesker og derefter fryde sig over, at de selv var helt normale.
Og som en paradoksal og underliggende psykologisk pointe måske efter dødfaldet, hvor meget kan tilgives, netop bliver det endelige trumkort for kanoniseringen af Michael Jackson. For offerrollen og sårbarheden synes at have et meget bredt tag i folkedybet, hvor tvivlen kommer hovedpersonen til gode, og han kan fremstå som følsomheden selv i den kyniske medie- og musikindustri.
Hans dødsfald har udløst et sandt massehysteri, som vil vare længe og udfolde sig på mange fronter. Afklaringen af dødsårsagen, det store økonomiske efterspil om hvem, der reelt arver kongedømmet med de tilhørende rettigheder til hans egne sange og halvdelen af The Beatles' katalog, og relanceringen af albums samt nyt materiale rummer stof til års Michaelmania".
Af Per Reinholdt Nielsen, trykt i Weekendavisen, Nr. 27 - 3. juli 2009, Kultur, s. 5.
