Peter Seeberg er den ene af to danske forfattere (den anden er Inger Christensen), som i 'nyere tid' burde have fået Nobels Litteraturpris. Det skete som bekendt ikke.
Jeg har siden midt 90'erne med jævne mellemrum læst Peter Seeberg, og har også haft fornøjelse at møde ham 'live' to gange. Dels på Krogerup Højskole, hvor han havde sin gang, da han boede sammen med en af skolens lærere. Og dels på Testrup Højskole, hvor han var inviteret til at læse fra hans prosa (han læste titelnovellen fra Dinosaurusens sene eftermiddag).
Af en eller anden grund kom det som et chock for mig, da han døde i januar 1999, og jeg husker stadig, at jeg havde Weekendavisens nekrolog liggende på bordet i flere dage.
Der var noget, der sagde mig, at han ville mig noget. Det blev bekræftet ved min læsning af Fugls føde, der var en slags åbning ind til Søren Kierkegaard, og især de tanker, der kommer til udtryk hos æstetikeren og etikeren i værket Enten-Eller. Det var også denne kobling, der motiverede mig til sidenhen at skrive speciale om netop Seeberg og Kierkegaard.
Især "Geografi I" fra novellesamlingen Dinosaurusens sene eftermiddag har gjort dybt indtryk på mig, og har ligefrem anfægtet mig i forhold til problemstillingen 'hvad er kultur og hvad er religion?'. Endvidere er novellerne "Patienten", "Eftersøgningen", og ikke mindst genistregen "Hjulet", alle fra novellesamlingen Eftersøgningen uforlignelige læseoplevelser. Alt, hvad Seeberg skriver, er dybt eksistentialistisk, om det så blot er formen.
