Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2011 (Matt., kap. 25, v.31-46). Skrevet til denne hjemmeside
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse © Det Danske Bibelselskab 1992.
Man hører tit, at der i den offentlige debat tales om de kristne værdier, eller den kristne etik. Uden at jeg bliver helt klar over, hvad der præcis menes med det. Kristne værdier? Taler man om næstekærlighed, og i givet fald i hvilken forstand? Tænker man fjendekærlighedsbudet med, eller er det først og fremmest tanken om, at vort samfund har et system, der prøver at fange de svageste borgere i sit net, så de ikke ender på gaden? Jeg må tilstå, det står for mig ret uklart, hvad der menes, udover, selvfølgelig, at det nævnes som noget positivt.
Det er da også en speget sag uden videre at tale om etik i kristendommen, i hvert fald hvis man dermed mener, at kristendommen fortæller, hvordan vi skal opføre os overfor hinanden. Her må jeg nødvendigvis trække Løgsrup ind i billedet, der talte om den etiske fordring, men vel at mærke en fordring, som er tavs. Kristendommen fordrer nok, at vi tager vare på vor næste, bærer vor næstes byrder, som Paulus siger det. Men fordringen er tavs, den fortæller ikke, hvad vi rent faktisk skal gøre, når vi står overfor næsten. Det har jeg altid i min eget kristendomssyn gjort til en dyd, for Biblen er ikke en manual, der fortæller os, hvornår, vi skal gøre hvad.
Det er også grunden til, at jeg er så begejstret for dagens evangelietekst, som normalt kaldes for Verdensdommen, og som passende ligger placeret på den sidste søndag i kirkeåret. For hvad er det denne tekst siger? Jo, den underkender faktisk Løgstrups postulat. Her er den etiske fordring absolut ikke tavs. Den gør det ganske konkret, hvad der forventes af os, når vi står overfor en næste, der har behov. Det er ikke atomvidenskab at regne ud, hvad man skal give en person, der er ved at dø af tørst. Det er ikke atomvidenskab at regne ud, hvad man skal give en person, der sulter. Og heller ikke atomvidenskab, hvad en person, der ligger uden tøj, på fortovet, har brug for. Ja, de har måske brug for flere ting, som Løgstrup ville antyde, men i hvert fald vand, brød og tøj.
Jeg holder af teksten, da den er en nødvendig opsang. Det kan nemmelig være en nem udvej, at være passiv, med henvisning til sin afmægtighed, sin uvidenhed med hensyn til, hvad der er bedst for en trængende person. Jeg kender det fra mig selv. Hvis jeg går forbi en person, som tydeligvis tigger penge, er det uhyre sjældent, at jeg kaster en mønt i hatten. Jeg er nemlig oprigtigt i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at gøre. Ville det ikke være mere rigtigt at følge ham - det er oftest hankøn - hen til den nærmeste Nattjeneste, drevet af Kirkens Korshær, hvis der er sådan en i byen? Eller hvad? Tvivlen har for det meste den konsekvens, at der intet sker, og man bare passerer forbi, uden at tænke meget mere over det, da man sikkert selv har et vigtigt ærinde.
På mine rejser i Østafrika er denne problemstilling, som man måske kan regne ud, forstørret mange gange. Jeg har tit passeret mennesker, der tydeligvis ikke havde det særligt godt, og tiggede om penge, og jeg har næsten haft det princip, ikke at give. For hvor skal jeg så stoppe henne? Skulle jeg gå rundt med lommen fuld af mønter, måske svarende til en krone, hvad ved jeg, og så hver gang jeg passerer en tigger, give en mønt? Jeg kunne også på ægte kristen vis give alle de penge jeg har, og så bare rejse hjem til Danmark igen, men så kunne jeg jo bare være blevet hjemme. I stedet valgte jeg ikke at give i starten, men hele tiden forvisse mig selv om, at jeg nok skulle give på et tidspunkt.
Det tidspunkt kom, jeg husker det tydeligt, det var i Kisumu i Kenya. Jeg havde endelig truffet beslutningen, at nu skulle det være, og oplevelsen har skåret sig ind i mit sind. Jeg havde dagen før min beslutning blandt andet truffet en lille dreng, om hvem en voksen herre sagde, "He is crying of hunger", hvortil jeg sagde, at der var mange børn i Kisumu, der græd af sult. Det skal nok nævnes, at Kisumu er en helt almindelig by i Kenya, vi snakker ikke om flygtninge i en flygtningelejr eller lignende. Bare børn, der strejfer omkring. Der er dog også byer i Østafrika, hvor det ikke sker, da der er oprettet hjem til den slags børn, men det er en anden historie. Jeg havde altså sagt til mig selv, at nu skulle det være. Og da jeg gjorde antrit til at række en mønt - vel omkring 25 eller 50 øre - til en af drengene, blev der lige pludselig kamp om min knytnæve - jeg havde nemlig lukket hånden om mønten, så den ikke blev puffet ud af min hånd af de mange små hænder, der desperat søgte ud efter mønten. Jeg husker ikke helt, hvordan jeg håndterede situationen, men fik vist sagt noget i retning af, at der var mønter nok til alle. Men jeg må bekende, jeg var ganske rystet. Hvad jeg havde forestillet mig, ved jeg ikke, men det var skræmmende, at denne 25 øre var afgørende for, at disse drenge kunne få et stykke brød den pågældende dag.
Skæbnen ville, at jeg i samme by skulle købe medicin til mig selv, da jeg under turen desværre var blevet syg, og derfor var taget på apoteket. Det viste sig at koste nogle tusinde kroner at købe, og selvom jeg var hvid, spurgte apotekekspedienten meget insisterende, om jeg var sikker på, at jeg ville have medicinen, for den var altså ret dyr. Jeg næsten undskyldte mig med, at jeg var forsikret, så jeg kunne bare hæve pengene, hvad jeg også gjorde, men disse oplevelser gjorde mig ret meget rundt på gulvet. Proportionerne er unægtelig til at tage at føle på, og når jeg skriver disse linjer, kan jeg mærke en snert af denne afmægtighed, for hvad søren stiller man op?
Og det er her, det er så nemt at være passiv med henvisning til sin tvivl. Men der er ikke noget at gøre, Jesus er ikke til at tage fejl af, når det gælder teksten om Verdensdommen. Handlede du, eller lod du bare stå til, da du stod over for en person, der havde behov for din hjælp og din omsorg? Ja, Jesus skærper tonen, Han siger, at vi skal være der for vor næste, som var næsten Jesus selv, som var næsten kærligheden selv. Og man afviser jo ikke kærligheden selv. Gør man det, dømmer man sig selv. I teksten er det også ret tydeligt, at menneskene bliver delt op i to grupper.
Dem, der handlede rigtigt, og dem der ikke gjorde. I den forbindelse læste jeg engang noget af Johannes Møllehave, hvor han meget rigtigt gjorde gældende, at med den logik ville vi alle sammen havne i den gruppe, der ikke handlede rigtigt. Gruppen af gode samfundsborgere ville være ganske tom. Og det er så her Guds uforståelige og uudgrundelige nåde kommer og løfter os alle ind i nådens rum. Jeg er overbevist om, at det er Gud, som vi møder ham i Kristus, der er min Dommer og ingen anden. Ellers ville man jo gå og være selvbebrejdende hele tiden, for hvem er jeg at være så passiv overfor mine næster, som trænger til min hjælp. Men med Jesus som dommer på Dommens dag, føler jeg mig overbevist om at blive mødt med kærlighedserklæringen, den største af dem alle, den der lyder - dine synder er dig forladt.
