I min ungdom, i slutfirserne, havde jeg tre holdepunkter. Kylie Minogue, Det Elektriske Barometer, og Tine Bryld på Tværs (som faktisk gik i luften det år jeg blev født).
Jeg tror, at Tine Bryld til dato har været en af de største anfægtelser mod min kristentro. Jeg tænkte tit på, at hvis alle havde hendes tilgang til mennesker, samme måde at tage udgangspunkt i det sted, hvor den enkelte rent faktisk stod, ja, så ville der være fred på jorden, og hvad var det så der gjorde kristendommen så livsnødvendigt, som den altid har været, og stadig er for mig. Det er selvfølgelig mere kompliceret end som så, men jeg har tit tænkt på, hvordan hun dog kunne være ateist med den tilgang til livet.
Måske er det derfor, jeg også har haft den barokke tanke, at hun burde have Nobels Fredspris. Hun kunne tale til folk, så de blev mere levende, så frustrationer blev mindre ubærlige, så det var mere i orden at føle sig helt forkert. Jeg kan slet ikke se for mig, at nogen kunne gå i krig, eller komme i slåskamp, hvis de forinden havde haft en snak med Tine Bryld. På den måde er hun måske en ateistisk pendent til Johannes Møllehave.
Hun var ateist, jeg husker stadig et radioprogram, hvor hun sagde, at Gud var noget mennesker selv har opfundet. Ikke desto mindre kunne hun på samme tid støtte og bakke op om en fortvivlet teologisstuderende, der havde ringet til Tværs, fordi hun var kørt surt i det hele. "Vil du stadig være præst?", lød spørgsmålet. "Ja", lød det spagfærdigt i den anden ende af røret. Og så kom hun ellers med forskellige råd til, hvordan hun måske bedre kunne overskue studiet. Hvilken rummelighed.
