Den 30. januar 1933 overtog Hitler magten i Tyskland, og nationen var begejstret (valget var jo demokratisk), og han blev på det nærmeste udråb til en ny Messias. Kirkelige lederen sagde blandt andet: "Havde Gud ikke sendt Føreren, ville den kommunistiske gudløshed have lagt sin klamme hånd på folk og fædreland" (citeret efter Fragmenter af et spejl, s. 16). Hitlers magtovertagelse var således et historisk vendepunkt, der også blev forklaret/forsvaret teologisk igennem tanken om 'Den dobbelte åbenbaring', dvs. det skabte livs hellighed i natur og historie ved siden af - eller endog forud for - åbenbaringen i Jesus.
Derfor mente kirken at være i skæbnefællesskab med den nationale bevægelse, altså nazismen og dets ideologi, hvorved de ideologisk dikterede sandheder fik præg af guddommelighed. En forvrænget forståelse af Luthers to-regimente lære, kunne man måske kalde det: Ideologien var mindst lige så sand som Jesu forkyndelse.
Denne sammenblanding af ideologi og teologi protesterede teologen Karl Barth kraftigt imod. Han mente - selvsagt temmelig provokerende på mange - at man skulle drive teologi som om intet var hændt. Kirken og teologien skal altså være fri i forhold til samfundet og dets ideologi. Fra nazistisk side indvendte man, at et sådant udsagn ikke var uventet fra sådan en som Karl Barth. Han delte ikke skæbnefællesskab med tyskerne, da han var svejtser, og havde derfor ingen ret til at gøre sig klog på tyskernes vegne.
I 1933 blev et ønske om, at kirken kunne ledes centralt fra oven gennemført ved valget af en rigsbiskop, Ludwig Müller, der nød Hitlers tillid og gunst. I begyndelsen var kirken intakt, men uenigheden om kirkens forhold til nazismen sprængte kirken.
Dette førte 29.-31. maj 1934 frem til dannelsen af Bekendelseskirken, hvor det ubetinget blev slået fast - igennem Barmenerklæringen - at der kun er én Herre, nemlig Jesus Kristus. Der er altså 'kun' én åbenbaring i historien, modsat hvad de tysk-kristne hævdede. De indarbejdede den nazistiske raceideologi i deres teologi (bl.a. kunne kun arier beklæde kirkelige embeder). Kampen måtte tages op mod de kræfter, der truede folket, især jødedom og kommunisme, mente de.
Sammenholdet i Bekendelseskirken brast dog februar 1936. Den radikale fløj forelagde et generelt opgør med den nazistiske ideologi, mens andre forblev politisk loyale, trods deres kirkelige modstand. Bekendelseskirkens teologi var for flydende. Ikke engang i Barmen-erklæringen var der et utvetydigt opgør med antisemitisme og jødeforfølgelser, selvom arie-paragraffen havde været en væsentlig årsag til splittelsen i den tyske kirke.
