Konfirmation: Kærlighed og sårbarhed
Prædiken til 1. søndag efter påske, 2024. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«
Kristendommen er både en meget gammel størrelse – og meget ny.
Forkyndelsen er den samme, som for to tusinde år siden. Vi skal dog huske på at tale på en måde, så vi også i dag fanger kristendommens hovedpointer. Så vi forstår, hvorfor den også kommer vores tid ved. Så vi forstår, at kristendommen ikke skal gøres til en intellektuel øvelse, men handler om hverdagen.
Man kan vælge at gøre kristendommen næsten banal, da den i al sin enkelthed handler om en ydmyghed overfor den skabte verden og omsorg for alt levende. Man kunne også vælge at kalde den en taknemmeligheds-religion.
Dagens tekst handler om kærlighed, og hvad kan være mere oplagt til en konfirmation. Og jeg synes endda, at dagens tekst er en af de vildeste tekster om kærlighed, vi har i evangelierne. Og sætter hele påsken i relief. Og man forstår, at Jesus også er et menneske som os andre. Han vil gerne være elsket. Det havde jeg også en øvelse med konfirmanderne om sidste år. At Jesus også bare er et menneske som os andre.
Jesus selv elsker på fuld udblæsning. Der findes ikke noget større end kærligheden. Langfredag går han hele vejen, og påskesøndag viser Gud for alvor, at Jesus også er Guds søn.
Af gode grunde er det lidt mere kompliceret den anden vej. Er vi overhovedet i stand til at elske Jesus, når det kommer til stykket? Her er Peter og Judas selvsagt dårlige forbilleder. Peter, der fornægtede Jesus. Judas, der forrådte ham. Og man kan derfor godt forstå, hvorfor Jesus mistænker Peter for, at han faktisk ikke elsker Jesus. Og de tre spørgsmål til Peter er da også en symbolsk henvisning til de tre gange, Peter fornægtede Jesus i påsken. Ikke desto mindre gør Jesus reelt Peter til Jesu efterfølger, hver gang Peter svarer ja.
Og vi ved alle sammen hvilken sårbarhed, der ligger i enten at spørge til andres kærlighed eller i at forsøge at elske igen. Ved at spørge til andres kærlighed, risikerer man altid et nej. Eller et svar, der ikke bekræfter det, man gerne vil høre.
På den måde bliver kærligheden både det dyrebareste vi har i positiv forstand, og det, der koster allermest i vores liv, og kan gøre os bundløst ulykkelige.
Og jeg tror, at det er en af de mange grunde til, at kristendommen er så essentiel for mange af os. På den ene side er kærligheden alt. Og det i en grad, så Jesus beder os elske, også vores fjender. Skabelsen skal mødes med omsorg og kærlighed. Vores medmennesker skal mødes med omsorg og kærlighed.
På den anden side er denne kærlighed grundlæggende helt umuligt at have med at gøre. Dels kan vi jo ikke elske vores fjender – det er jo derfor, de er fjender. I det hele taget, kan vi ikke elske absolut, da vi også tit er nødt til at tænke på os selv, som vi siger.
Og dels gør kærligheden os sårbar. Den kan gøre os ulykkelige og afmægtige.
Og med tvivlen må vi som Jesus spørge, om vi egentlig selv er elsket. Af vore nærmeste, af Gud. Og kan vi opføre os på en måde, så vi ikke længere er værd at elske. Hvor mange gange skal jeg tilgive, spørger Peter et sted. Syv gange måske. Nej, siger Jesus. Syvoghalvfjerds gange.
Og vi er netop elsket af Gud på trods. Og troen, håbet og kærligheden kan vi ikke præstere os frem til.
Troen og håbet og kærligheden fra Gud får vi kun af nåde.
Hjælp os med at være gode mod hinanden og vise os kærlighed samt forståelse.
Det er nok noget af det tætteste man kan komme, når vi taler kristendom.
Man må gerne føle sig sårbar i kristendommen. Føle at man ikke rigtigt kan alt det, man gerne vil.
Det er også derfor, at jeg ikke spørger jer, Mikala og Anemone, om I vil konfirmeres i den kristne tro. For det går jeg ud fra, at I vil, når I sidder her. Og vi bekender jo også i fællesskab vores kristne tro inden konfirmationen, hvor I får Guds velsignelse, Gud bekræfter jeres dåb. Og så afslutter jeg jeres konfirmation med en sætning fra bibelen, jeres konfirmandord.
Hvis vi skal lege lidt med ordene tro, håb og kærlighed – så er troen en gave. Hvordan I vælger at gribe den an, må tiden vise. Vi skal blot huske, at troen ikke er en tankesag. Den er ikke intellektuel, men umiddelbar. I kristendommen siger vi nemlig, - du skal ikke præstere. Troen er en umiddelbar ting. Vor kirke er baseret på Luthers tanker. På Luthers tid skulle man helst gerne gøre noget særligt for at være rigtig troende, men Luther mente, - med mine ord - at det at være troende nærmest var det samme som at være menneske. Og det er det, kristendommen siger: Det er nok at være menneske. Du skal ikke præstere. Du er elsket af Gud på trods.
Og håbet. Håbet er i høj grad indeholdt i fadervor, som vi alle sammen beder efter konfirmationen. Det er her, vi håber på Guds fremtid, som kun kan være god, fordi den er Guds fremtid. Det er også her, vi håber det bedste vi kan for Mikala og Anemones liv her på jorden.
Og kærligheden. Størst af alt er kærligheden. Det er Guds kærlighed, der siger ja til jer, når I bliver konfirmeret. Han vil være med jer, alle dage indtil verdens ende.
Det er alle disse store ord, der bliver bekræftet af Gud ved konfirmationen, når det i forbønnen blandt andet hedder: ”Styrk dem med dit levende håb og bevar dem fra det onde, så din glæde må leve i dem”.
Amen.
Konfirmation: At være elsket af nogen
Prædiken til 2. søndag efter påske, 2024. Holdt i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«
Kristendommen handler i al sin enkelthed om en ydmyghed overfor den skabte verden og omsorg for alt levende. Man kunne også vælge at kalde den en taknemmeligheds-religion. Det var også derfor, at vi på mit hold havde om skabelsen, om miljøet og klimaet, de første gange vi mødtes tilbage i september. Og hvor vi sang ”Op al den ting, som Gud har gjort”, samme melodi, som vi lige har brugt.
Jeg synes, at dagens tekst sætter hele påsken i relief. Man forstår, at man næsten skal være både døv og blind for at undgå at se og forstå, at Jesus er Guds søn. De gerninger, han har gjort i sin faders navn, vidner om ham. Og det handler jo i den grad om kærlighedens gerninger.
Jesus elsker på fuld udblæsning. Ja, det er blevet sagt om Jesus, at han elskede mere, end det var fornuftigt. Det viser han blandt andet skærtorsdag ved at indgå en ny aftale med disciplene. Fra nu af skal de elske som Jesus. Ikke særligt fornuftigt, og næsten umuligt for os mennesker. Langfredag går han hele vejen, og påskesøndag viser Gud for alvor, at Jesus også er Guds søn.
I tegneserien Menneskesønnen, hedder det som motto, inden selve historien går i gang:
”Om jeg så har profetisk gave / og kender alle hemmeligheder / og ejer al kundskab / og har al tro, / så jeg kan flytte bjerge, / men ikke har kærlighed, / er jeg intet”.
Det er fra Kærlighedens Højsang, som Paulus har skrevet i sine breve i Det Nye Testamente. Hvis noget tilsvarende skulle udtrykkes mindre højstemt og mere jordnært, kan jeg henvise til omkvædet fra den sang, som Helene Frank sang i x-factor-finalen forrige fredag, en sang, som oprindeligt er fra Pauline. Omkvædet lyder: Alle vil jo bare være noget for nogen, alle vil jo bare være elsket af nogen.
Og vi ved jo alle sammen godt, hvilken sårbarhed, der ligger i kærligheden. Måske er det derfor, der bliver skrevet så mange sange om kærlighed. Enten om at elske, eller om håbet om at blive elsket igen. Ved at spørge til andres kærlighed, risikerer man altid et nej. Eller et svar, der ikke bekræfter det, man gerne vil høre.
Men her bliver Jesus en klippe. For Jesus elsker os på trods. Hvis vi spørger Jesus, om vi er elsket, vil vi aldrig få et nej. På den måde bliver troen på Jesus også et stort ja til, at Jesus elsker os på trods. Fordi han er kærlighed.
Troen og håbet og kærligheden fra Gud kan vi ikke præstere os frem til. Den får vi kun af nåde.
Hvad kan man mon spørge Gud om? Hvad kan man mon bede Gud om? Jeg er ikke sikker på, at han kan hjælpe Barcelona eller andre fodboldhold med at blive de bedste – så ville jeg selv bede om, at AGF vinder pokalen næste måned. Men man kan nok – eller selvfølgelig – bede om fred i verden, og at udtrykke vores taknemmelighed. Og bede om at hjælpe os med at huske på alle de gode ting, eller bede ham være overbærende overfor os. Og at han vedbliver det gode arbejde.
Det er nok noget af det tætteste man kan komme, når vi taler kristendom.
Man må gerne føle sig sårbar i kristendommen. Føle at man ikke rigtigt kan alt det, man gerne vil.
Det er også derfor, at jeg ikke spørger jer, om I vil konfirmeres i den kristne tro. For det går jeg ud fra, at I vil, når I sidder her. I får Guds velsignelse, Gud bekræfter jeres dåb. Og så afslutter jeg jeres konfirmation med en sætning fra bibelen.
Hvis vi skal lege lidt med ordene tro, håb og kærlighed – så er troen en gave. Hvordan I vælger at gribe den an, må tiden vise. Vi skal blot huske, at troen ikke er en tankesag. Den er ikke intellektuel, men umiddelbar. Det er også derfor, at børn ofte bliver et forbillede i forbindelse med dåben. I kristendommen siger vi nemlig, - du skal ikke præstere. Og hvis der er nogen, der normalt ikke præsterer under dåben, er det hovedpersonen, dåbsbarnet. Barnet skal ikke engang selv sige ja til den store fortælling, det bliver en del af. Troen er en umiddelbar ting. Vor kirke er baseret på Luthers tanker. På Luthers tid skulle man helst gerne gøre noget særligt for at være rigtig troende, men Luther mente, - med mine ord - at det at være troende nærmest var det samme som at være menneske. Og det er det, kristendommen siger: Det er nok at være menneske. Du skal ikke præstere. Du er elsket af Gud på trods.
Og håbet. Håbet er i høj grad indeholdt i fadervor, som vi alle sammen beder efter konfirmationen. Det er her, vi håber på Guds fremtid, som kun kan være god, fordi den er Guds fremtid. Det er også her, vi håber det bedste, vi kan for konfirmandernes liv her på jorden.
Og kærligheden. Størst af alt er kærligheden. Vi vil jo alle bare gerne være noget for nogen, vi vil jo alle bare gerne være elsket af nogen.
Det er alle disse store ord, der bliver bekræftet af Gud ved konfirmationen, når Guds kærlighed til de unge mennesker bliver gentaget, når det i forbønnen blandt andet hedder: ”Styrk dem med dit levende håb og bevar dem fra det onde, så din glæde må leve i dem”.
Amen.