Hvad er vores fundament?

Prædiken til 1. søndag efter påske, 2021. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke. Forkortet gudstjeneste (ca. 28 min.). Uden fællesang og nadver.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. 


 

Sidste år udtalte en kendt politiker, at det er upassende at tale om kultur midt i en krisetid. Helt modsat sagde en kendt statsmand – ikke sidste år, men sidste århundrede – da man ville skære i kulturbudgettet under en krigssituation: Hvis vi skærer i kulturen, hvilke værdier er det så vi kæmper for?


Og så har jeg lige læst om en digter, der både taler om evigheden og om fraværet af gud.


Og til at dette kan man spørge – hvad er vores fundament egentlig?


I den sidste års tid har vi stiftet bekendtskab med udtrykkene ”stå sammen – hver for sig” og ”fællessang- hver for sig”. Og det er en meget tankevækkende tilgang til verden, når man opdager, at begge sætninger jo er noget vås. Man kan ikke være i et fællesskab, hvis man er hver for sig. Ikke rigtigt. Ikke det, man normalt forbinder med et fællesskab. Og det uanset hvor mange anstrengelser man gør sig for at forklare, hvad der menes. I en bog om aldringsprocessen, er der gjort den vigtige iagttagelse, at det, der især gør, at man lever kortere end andre, er – ensomhed. Ensomhed er tilsyneladende værre end usund levevis. Og at dette at hjælpe andre, faktisk er livsforlængende. Det er ikke uden grund, at Det Gamle Testamente i den allerførste bog, fortæller, at det ikke er godt for mennesket at være ene, og at Jesus ophøjer kærlighedsbuddet til det første og største bud. Og det er værd at bemærke, at de modeller, der beregner konsekvenserne af nedlukningen, ikke tager disse ting med. Ensomhedens pris er ikke inkluderet – eller den manglende mulighed for at være noget konkret for andre. Så sent som i går kunne man læse i Kristeligt Dagblad, at livskvaliteten for hver anden dansker er dalet siden marts sidste år.


Lad mig derfor gentage spørgsmålet: Hvad er vores fundament egentlig?


Gud døde for over en uge siden. Han døde på korset. Nu er vi alene. Nu må vi klare os selv. Selv finde på et fundament for vores tilværelse. Det er svært nok normalt – og næsten umuligt under en pandemi.


Eller hvad? For i dag viser Jesus sig pludselig for discpilene. Jesus er tilsyneladende ikke død alligevel. Gud er ikke død. Han opstod som forudsagt på tredjedagen. Påskedag. For præcis en uge siden.


Eller gjorde han?


Hvad skal vi næsten tro? Som bekendt tvivlede Thomas. Han ville se sårene efter korsfæstelsen, for at kunne tro, at Jesus virkelig var tilbage.


Dagens evangelietekst er derfor i allerhøjeste grad en henvendelse til os, som ikke har mulighed for at mærke efter. Vi kan ikke dobbelttjekke, om den Jesus, som disciplene så efter påskesøndag, faktisk havde de rigtige sår efter korsfæstelsen. Vi må netop nøjes med at tro. Det behøvede Thomas faktisk ikke. Han fik jo et fysisk bevis. Vi kan i dag kun læse om det fysiske bevis. Og tro, at det var der. Eller tænke, at vi tror uanset.


Men troen er selvsagt central.


Og gør vi så det? Tror?


Hvad er vores fundament?


Her vil det nemme svar være Jesus. Det skal vi jo helst sige i kirken. Men hvad i alverden mener vi med det?


Vi bliver dagligt bombarderet med tal, baseret på forskellige udregningsmodeller. Enten vaccine-modeller, smittetals-modeller, ja økonomiske tal for vækst- og BNP-modeller, og så videre. Meget af det sluger vi råt som var det sandheder. Derfor bliver vi så forargede og frustreret, når tallene – prognoserne – er forkerte. For nu troede vi lige, vi havde fået serveret sandheden om vores fremtid. Men som en økonom udtalte i sidste århundrede: Alle modeller er forkerte, men nogle kan være nyttige.


Og her kommer spørgsmålet om vores fundament ind i billedet – igen.


For forskellen på Jesus liv og levned, hele hans forkyndelse. Og så alle de ekspertudsagn, vi hører igen og igen – er nemlig, at Jesu Ord ER Sandheden. Jesu ord er ikke bare nyttige. Og måske er de ikke engang nyttige. Men de er Sandheden.


Første søndag efter påske plejer at være dagen for al tvivl. For vel er påskeunderet ikke til at fatte. Gud døde langfredag. Og så alligevel ikke. Åbenbart. Gud Fader oprejste Jesus fra de døde påskesøndag morgen. Det kan vi læse os til og tro på.


I dag betvivles det af Thomas. Er det nu også rigtigt? Er det virkelig fundamentet for alt? For vores liv og for vores verdens- og livssyn?

Ja, det er ikke godt at være ene. Og omsorg for andre er livsforlængende. Både i dette liv, og for det liv, der rækker ind i evigheden.


Gud er ikke død. Han lever i bedste velgående.


Da Kim Larsen fik spørgsmålet, om Gud eksisterede, svarede han, at ja, Gud eksisterer, hvis man tror på ham.


Og hvis man ikke tror på ham?, blev han så spurgt.


Ja, så eksisterer Gud nok alligevel.


Amen.


Om kort tid og Jesu nærvær

Prædiken til 3. søndag efter påske, 2021. Holdt i Spørring Sognehus og i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«



”En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”.


Jeg kan godt forstå, at disciplene undrer sig, for man kan godt få næsten ondt i hovedet af at overveje, hvad den sætning dog betyder.

En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig.


Det handler om tid, og tidens betydning skal ikke undervurderes. Især ikke, hvad tid gør ved os.


Jeg læste for nyligt, at mange danskeres tidsopfattelse under coronakrisen har ændret sig. Rigtigt mange føler, at tiden går meget langsomt, og hvis man har denne følelse for længe, så kan den føre til depression.


Det er jo også velkendt, at hvis man hygger sig og har det sjovt, så oplever man slet ikke tiden. Det er først, når man faktisk tænker, at man jo har det sjovt, at man kan mærke tiden igen.


Og så kan man så stille det oplagte spørgsmål: Hvad er kort tid? På Jesu tid, og især i urkirken, troede man på Jesu snarlige genkomst. Der er rigtigt mange, der i dag vil sige, at det skete ikke. Deres tro på, at Jesus snart kom igen, viste sig ikke at holde stik.


Men er det nu også rigtigt? Hvad er kort tid? Hvad er snart? Jeg er med på, at vi normalt med ”snart” ikke mener 1900 år eller mere. Men hvis jeg fik en åbenbaring, der lød, at Jesus kommer snart, ville jeg ikke tænke, at det nødvendigvis ville være i min eller i mine børns levetid.

Faktisk kan jeg personligt have det modsat. ”Snart” i denne sammenhæng, kan være flere hundrede år. For hvad er ”snart” eller ”kort tid” i menneskets historie?


I virkeligheden anser jeg Jesu udsagn som en trøst. Tænk, hvis Jesus havde sagt: Jeg kommer ikke tilbage lige foreløbig, I må altså væbne jer med tålmodighed”. Så ville nærværet forsvinde. Det svarer næsten til at sige, at man kun skal elske sin næste hver anden dag eller en gang om ugen. Man kan jo godt høre komikken.


Så selvfølgelig må Jesus sige ”kort tid”.


I det hele taget er dette her med tid problematisk i en kirkelig sammenhæng. Og derfor har det også været noget underligt noget at skulle planlægge en gudstjeneste, så man er sikker på, at den kun varer i 30 minutter. Forkyndelsen har reelt ikke været fri. Godt at forholdene er blevet mindre unormale.


For tidsfornemmelsen bør være nogenlunde ophævet under en gudstjeneste. Engang sidste år kom jeg til at sidde bagerst i en kirke under en gudstjeneste. Uheldigvis for mig, kom jeg til at sidde lige ved siden af et digitalt ur – sikkert beregnet til betjeningen -, hvilket ødelagde hele gudstjenesten for mig. Umiddelbarheden forsvandt, og hengivelsen til gudstjenestens rytme var ikke rigtig en mulighed.

Så at tale om tid, og at tale om Jesus genkomst er svært i en kirkelig sammenhæng.


Og samtidig er det næsten umuligt at tale om nogen af delene, da vi ganske ofte, når vi bruger tiden i talesproget, ikke er særligt præcise.

Når ekspedienten siger ”lige 3 sekunder”, og der helt åbenlyst går flere minutter, kan jeg godt tænke for mig selv – hvorfor sagde han ikke bare fem mintutter?


Og når man møder en gammel ven, der ved gensynet udbryder ”du godeste, dig har jeg ikke set i 100 år”, og vi godt ved, at det altså var forrige år, vi sidst sås, så er måden vi taler om tid på, jo netop meget flydende, også i praksis.


Så tid er en umulig størrelse – både oplevelsen af tiden er forskellig – og måden vi taler om tid på, er forskellig, og i hvert fald helt afhængig af sammenhængen.


Og netop spørgsmålet om Jesu genkomst er noget, vi i bedste fald kun kan tale om i billeder. Og så kan man endda hævde, at genkomsten allerede har fundet sted. For Jesus er jo i blandt os, når vi er to eller flere sammen i Jesu navn. Dommen falder hele tiden – dine synder er dig forladt.


Så mit bedste bud, denne tredje søndag efter påske, hvor vi stadig kan gå og fundere over påskeunderet, mens vi stille og roligt ser frem mod pinsen om en lille måneds tid, mit bedste bud er, at det handler om nærvær.


En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig. Det lyder for mig som om, at flere tider flyder sammen. Timeligheden og evigheden flyder sammen, så evigheden slår ned, lige midt i vort jordiske liv, og giver livsfylde og nærvær. Tidens fylde.


Og Jesu genkomst er Jesu nærvær. Som hænger sammen med evighedens nedslag i vores jordiske liv.


Men det er først hinsides, når vi ser ansigt til ansigt med Jesus, at tilstanden af evighed bliver permanent. Hvis da ordet permanent overhovedet giver mening i en evighed.


Og det sker – om kort tid. Det har Jesus lovet os.


Amen.