Den kristne frihed

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

 

 

Kender I det at stå i en lufthavn eller ved en grænseovergang, og pludselig blive i tvivl om, hvorvidt I har husket passet? Hvordan hjertet lige kan slå en ekstra gang med følelsen af, frygten for at blive afvist?

 

Jeg kom til at tænke på det sidste måned, da vi skulle til udlandet. I disse tider er pas og billet nemlig ikke nok. Der skal både medbringes dokumenter til brug ved eventuel smitteopsporing, og en covid19-test, som selvsagt skal være negativ, og helst ikke alt for gammel. Og da vi i forvejen havde fået adskillige huskemails fra rejsearrangøren, tænkte jeg ekstra meget på, om vi nu også havde husket alle de nødvendige papirer.

 

Når noget skal foregå helt efter bogen, kan man sjældent snakke sig fra det, hvis man alligevel skulle have glemt noget. Der står vagter overalt, hvis der skulle komme en situation med en utilfreds passager eller rejsende.

 

Når noget ikke blot er vejledninger, gode råd, anbefalinger og pejlemærker, men faktisk skal være helt i orden og efter bogen, kan man – jeg kan i hvert fald – godt mærke en meget bastant autoritetstro. Man ved, at hvis dokumenterne ikke er i orden, bliver man simpelthen standset. Vi så det ske for et par personer. Og jeg prøvede selv at tale mig fra en kviktest i Billund Lufthavn en søndag, fordi jeg lige havde fået lavet en mere sikker PCR-test om fredagen. Men lige meget hjalp det. Protokollen, reglerne, var klare. Der er ingen vej udenom, og man er jo også i almindelighed et høfligt menneske, og er man ikke det, er der vagter til at holde roen.

 

Når vi har med myndigheder at gøre – især meget autoriserede steder som lufthavne og grænseovergange – ved vi, at vi bliver nødt til at indordne os efter den logik, der hersker. Og at protokollen skal følges.

 

Nu har jeg nævnt lufthavne og kontrol ved grænseovergange som eksempler, fordi de er så konkrete og så tydelige i deres måde at vise myndighed på. Man kunne sikkert nævne andre eksempler, som er mindre ekstreme. I almindelighed er vi jo nogenlunde enige om, hvad der er ret og rimeligt, og hvad der er fornuftigt.

 

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste dagens tekst, for dagens tekst handler nærmest om det modsatte, nemlig om den kristne frihed. Og den kristne frihed handler om alt andet end protokoller, og dokumenter der skal udfyldes.

 

Når der er regler, der skal følges, og man kan være næsten angst for at gøre noget forkert, er der selvsagt ikke rum til det overskud, som kærlighedens gerninger næres af.

 

Egentlig er dagens evangelietekst fortalt i et meget fremmed sprog. Det er ganske vist en meget konkret begivenhed, der refereres til som en slags profeti, nemlig Jerusalems og templets ødelæggelse. Både i konkret forstand, for i omkring år 70 blev Jerusalem nærmest ødelagt under den jødiske krig, som den kaldes, hvor blandt andet templet blev ødelagt af romerne. Men også i en anden forstand forsvandt templet. Nemlig som det nødvendige sted at tilbede Gud.

 

Med dagens tekst understreges dermed den kristne frihed.

 

Der er ingen regler for, hvordan Gud, som vi møder ham i Kristus, skal tilbedes. Den tanke vil være fremmed for en jøde. Eller en muslim for den sags skyld.

 

Det er naturligvis oplagt i en kirke, men som bekendt kan man bede Fadervor, hvor som helst man befinder sig. Man skal ikke vende sig i nogen særlig retning, når man beder, heller ikke befinde sig særligt højt oppe, eller i et særligt område. Vi kender nok alle sammen til oplevelsen af, at det er mere højtideligt, eller mere spirituelt, hvis man gør det i en kirke eller på steder, med en særlig historie. Men det er ingen forudsætning for rigtigt gudsdyrkelse i kristendommen.

 

Og det er virkelig noget man skal hæfte sig ved, for friheden til at bede, hvor og hvornår man har lyst til det, er meget sigende for netop kristendommen.

 

Men den kristne frihed er en speciel størrelse. For når fx. Luther taler om den kristne frihed, så taler han om friheden til at elske næsten. Vi er ikke bundet til særlige fortjenstfulde gerninger, for at nå frelsen, og kan derfor bruge vore gerninger overfor næsten. Som Luther siger: "Gud har ikke noget at bruge dine gode gerninger til, det har din fattige næste derimod”.

 

At virkeligheden så er en anden, at vi alle er syndere og fejlbarlige i vore omgang med vore medmennesker på, ja i vores omgang med alt levende, gør som bekendt den verdslige lovgivning nødvendig. Det, som Luther kaldte for det verdslige sværd. Der er jo faktisk rigtigt gode grunde til, at man skal have sine rejsedokumenter i orden, når man er i en lufthavn som rejsende eller man står ved en grænseovergang.

 

Men i den advarsel, eller det opråb, som Jesus kommer med, ligger også en erindring om, at Jesus både er gave og opgave. De gode gerninger skulle helst følge automatisk af troen, også selvom de ikke giver point hos Gud. Omsorg for alt levende er en kristen opgave.

Når vi ved os elsket, som dem vi er, når vi ved, at vi er accepteret af Gud på trods af alle vore fejl og mangler, så opleves den kristne frihed, så kan vi frimodigt gå ud i verden, og drage omsorg for alt levende det bedste vi kan.


Amen.

Sandheden om dig selv?

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Trige Kirke og i Spørring Sognehus.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Amen.

 

 

Historien om den barmhjertige samaritaner er muligvis den mest kendte fra Det Nye Testamente.


Og historien er måske også det bedste eksempel på det, der med et fint ord hedder virkningshistorien. Altså historien om hvordan et ord igennem tiden ændrer sin betydning og denne nye betydning får afgørende betydning for vores opfattelse af ordet i dag.

Vi opfatter jo ordet samaritaner positivt i dag. På Jesu tid var samaritanerne omvendt foragtede af jøderne. En samaritaner var nemlig ikke en rigtig jøde, for de havde ikke været med i eksilet i Babylon. Eksilet i Babylon er en vigtig del af jødernes historie. Dengang de i år 586 før Kristi fødsel blev fordrevet fra Jerusalem og sendt i fangenskab i Babylon.


Derfor holdt jøderne sig så vidt muligt borte fra Samaria, hvor samaritanerne jo boede. Og sikkert derfor bruger Jesus netop en samaritaner som eksempel, så historien bliver skarp og – på Jesu tid – stærkt provokerende. For det, der sker i historien er, at alle dem, som en jøde ville kunne føle sympati med, både præsten og levitten - levitten er en slags kirketjener; alle dem, som man måtte forvente være særligt motiveret til at hjælpe ham, der blev overfaldet, og som man derfor ville forvente stoppede op for at hjælpe. Men alle disse  – som vi alle ved i dag – stoppede ikke op og hjalp. De gik videre. I dag vil man sikkert kunne erstatte dem med en præst eller en biskop, måske en menighedsrådsformand. Eller lignende personer, som har en klar tilknytning til kirken.


I stedet for er det altså en samaritaner, der stopper op og hjælper. Samaritaneren, som intet forhold har til den overfaldne, ud over, at han sikkert ved, at den overfaldne faktisk ikke kan lide ham. I dag ville vi sikkert kunne erstatte samaritaneren med en muslim, eller andre grupper, som næsten dagligt får dårlig omtalte i den offentlige debat. Så i dag ville det altså være præsten og menighedsrådsformanden, der ikke stopper op og hjælper, men går videre. Mens det vil være muslimen, der stopper op og hjælper.


Jesus vender altså det hele fuldstændig på hovedet. Meget Jesus-agtigt, kan man sige. Og når man tænker på, hvor radikal og provokerende historien sikkert har været på Jesu tid, skal vi jo ikke forsøge at gøre historien mere mild i dag.


For hvad handler denne historie egentlig om? Ja, i første omgang handler den om, at det er hykleri overhovedet at stille spørgsmålet ”hvem er min næste?”. Og i anden omgang handler den faktisk slet ikke om, hvem der er ens næste, selvom den ofte udlægges sådan.

Vigtigt er blandt andet, hvad der giver samaritaneren anledning til at hjælpe den nødstedte. Er det fordi, at han falder over ham på sin vej. Eller er det fordi han SER ham, får medynk og derfor handler? Læser man teksten, er det det sidste, som er centralt – han ser ham, får medynk og handler. Selvom det nok kan være, at det er praktisk også at være i nærheden.


I begyndelsen af fortællingen står der antydet, at det er hykleri overhovedet at stille spørgsmålet. Inden spørgsmålet til Jesus bliver stillet, hedder det nemlig: "han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus”. Det er klart udtryk for et ønske - et håb om at kunne begrænse antallet af næst'er, antallet af medmennesker. Manden i historien spørger jo, hvem der er hans næste. Og må derfor rimeligvis forvente eller håbe på, at Jesus peger på nogle grupper af mennesker, og dermed siger, at disse mennesker er dine næst’er.  Og at han dermed kan nøjes med at være forpligtet på denne udvalgte skare. Måske kun hans familie. Måske kun hans landsmænd.


Men han får et ganske andet svar af Jesus. Et svar, der kan tolkes: Lad være at diskutere og filosofere over, hvem der er din næste. Vis handling i stedet for, for alle mennesker er din næste. Også den udvisningsdømte. Også terroristen. Altså også de mennesker, som vi hver især har en god grund til ikke at kunne lide.


For pointen i historien er som nævnt ikke, hvem der er ens næste. Det er jo åbenlyst i historien.


Nej, Jesus ender med at stille spørgsmålet: "Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?". Og så er det pludselig samaritaneren, der er i fokus. Jesus får da også det rigtige svar, og befaler derefter manden - gå du hen og gør ligeså!

Manden i historien, ham der stiller Jesus spørgsmålet, skal altså være næste for sin næste. Være sin næstes næste. Derfor - og jeg citerer Christian Hjortkjær:


”Når den kristne hører fortællingen om den barmhjertige samaritaner, så er det den kristnes opgave at overveje, om den historie også er sandheden om ham selv. Han skal ikke tænke: ”det var da en fin historie, men det er jo længe siden”. Nej, han skal overveje med hele sit hjerte, om han selv er samaritaneren, der hjælper, eller om han er den, der svigter og går forbi. Hvis han indser, at han til tider er den, der svigter (måske uden helt at forstå hvorfor), så lyder opgaven at tro”.


Det vil altså sige at have tillid til, at Gud tilgiver ens svigt. Altså at acceptere at man er accepteret af Gud.


Og – ikke mindst - fremover at være lydig ved at efterleve Guds bud om at være den barmhjertige, der gør kærlighedens gerninger, både overfor venner og fjender.


Amen.