Ve jer!

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis, 2026. Holdt i Nordby Kirke.

Dette hellige evangelium fra Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til 10. søndag efter trinitatis, altså 11. efter pinse, i lige år, anden tekstrække: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«  Amen.

Man ved, at man er godt inde i trinitatisperioden, altså tiden fra pinse til advent, når man har doms-lignende tekster to søndage i streg. Jesus kan godt være vred. Det er muligt, at han ikke er rigtig overrasket over os mennesker, men i hvert fald næsten opgivende.

For hvor svært kan det egentlig være. Hvis det hele handler om kærlighed, og det må man tro, når det første og største bud handler om kærlighed, hvor svært kan det så egentlig være. Kærligheden kan vi vel for pokker godt blive enige om er det største.

Men, som vi alle ved, i praksis ser det noget anderledes ud. Det er faktisk ikke alle, vi har lyst til at elske eller drage omsorg for. Der er faktisk mennesker, vi ikke bryder os om, eller reelt er ligeglade med. Så kan Jesus nok så meget sige ”Følg mig!”, mens vi stadig står og overvejer, om vi faktisk orker det. I dagens tekst får Jesus luft for sin vrede.

I ulige år, bliver det Jerusalem, Jesus græder over. Jesus taler derfor egentlig ikke ud af vrede. Han taler snarere ud af sorg.

I dagens tekst, altså i lige år, den vi lige har hørt, taler han mere til menneskene i de enkelte byer. "Ve dig, Korazin." "Ve dig, Betsajda." Gennem hele sin vandring har Jesus kaldt på mennesker. Han har helbredt, undervist, tilgivet og advaret. Men det er som om, det ikke rigtigt trænger igennem.

Egentlig begyndte det hele julenat. Gud kom til verden som et barn. Han kom uden våben, uden soldater og uden magt. Uden Jesu fødsel var der ingen vej til Golgata, altså korsfæstelsen. Allerede i Betlehem bankede Gud på verdens dør. Allerede dér begyndte verdens dom. Ville vi tage imod ham – eller ville vi vende os bort?

Nogen tog imod ham med hosianna-jubel. Andre planlagde hans død.

For vi kan åbenbart godt leve så tæt på evangeliet, at vi holder op med at høre det. Også vi kan gøre kirken til noget, den ikke er tænkt som. Også vi kan blive mere optaget af at bevare os selv end af at tage imod Kristus.

Det er virkelig som om, Jesu gerninger ikke gør indtryk. Man ser på Jesus med nej-hatten på, hans kærlighedsgerninger gør ikke indtryk, hans bud om fjendekærlighed gør slet ikke indtryk. Man finder på alle mulige undskyldninger for ikke at lytte.

Måske er det derfor, vi stadigvæk bygger mure. Først i hjertet. Derefter mellem mennesker. Til sidst også mellem nationer. Ethvert samfund har nok ret til at beskytte sine borgere, og grænser kan være nødvendige. Men der er alligevel noget dybt tragisk over de mure, som rejser sig overalt i verden. Når man ser billeder af 50.000 eller flere migranter, der forsøger at forcere en grænse ved at svømme udenom, bliver det utroligt konkret og virkeligt, som det blev for halvanden uges tid siden ved Nordafrika.

Og retorikken og den offentlige debat, der følger, er ikke køn. Den har ikke udtrykt frustration og sorg over, at 75 personer druknede. Nej, det er som sædvanligt vores egen bekvemmelighed, vi er bekymret for. Og kærlighedens gerninger må vi, som vi ved, ikke blande ind i politik. I politik må man gerne være kynisk, og så leger vi kristne bagefter, især hvis temaet er muslimer eller islam, så får den hele armen. Men lad mig citere salig Uffe Ellemann-Jensen, han taler vist både til såkaldt venstre- og højreorienterede. Jeg citerer fra et interview fra 2015, hvor han taler om dem, der krydser Middelhavet: ”Selvfølgelig har du det valg, at man kan lade dem synke med de skibe, der prøver at sejle dem over Middelhavet. Men det gør vi jo ikke som civiliserede mennesker. Det Europa (…) som vikler sig ind i pigtråd, og lader folk synke til bunds i Middelhavet udenom os. Det er ikke et Europa, der er værd at leve i for anstændige mennesker”. Citat slut. For kontekstens skyld vil jeg nævne, at det er sagt lige akkurat kort forinden Brexit og Trump, altså vores nuværende epoke, hvor man roligt kan sige, at kynismen er blevet mere markant.

Derfor kan man næsten også godt forstå, hvis Jesus virker lidt opgivende. Med det rabalder, han giver os i dag, lyder det jo til, at Jesus er tæt på at opgive os, og så er der virkelig ikke meget tilbage at håbe på.

Men, den Jesus, som skælder os ud, er den samme Jesus, som går ind i mørket for at føre os ud af det. Den Jesus, som advarer mod straffen på dommens dag, er den samme Jesus som kaster al sin nåde på os, når vi når dertil, i 11., 12. eller 13. time, for selvfølgelig overgiver vi os først fuldstændig til Jesus i sidste øjeblik.

Han skælder os ud som en far, fordi han elsker. Han dømmer, fordi han elsker. Og han bliver ved med at opsøge mennesker, indtil hans værk er fuldendt, fordi han elsker.

Derfor tør vi også høre de alvorlige ord i dag, selvom de nærmest lyder som en skideballe. For de kommer fra ham, som kom for at elske verden.

Derfor ender det heller ikke i fortvivlelse, selvom det er svært at se det ud af dagens tekst, og i sidste ende handler det om teologi og gudsbillede. Hvad sker på dommedag? Er der faktisk nogle mennesker, som Jesus ender med at opgive?

Nej, Jesu ord i dagens tekst viser med tydelighed, at han mener sin forkyndelse alvorligt, og er frustreret over, at ingen lytter i praksis.

Men selvom ordene er hårde, så kommer de heldigvis fra ham, som venter på os med verdens største kærlighedserklæring: Dine synder er dig forladt. Den morgenstund du kommer, da gryr en evig sommer.

Amen.