Tak, Gud!

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Trige Kirke


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« 



Som I nok ved, så nærmer vi os snart tyve året for det, der siden hen er blevet kaldt for Nine-Eleven. Det er den dato, som på dansk hedder 11. september 2001, og som de fleste forbinder med terrorangrebet på New Yorks tvillingetårne og Pentagon. Det er en dato, der sidder så dybt i mange af os, at de fleste ved, hvad man taler om, når blot man siger datoen 11. september.

 

Og det er ret interessant, at denne dato i år også bliver historisk. Det er nemlig den dato, hvor så godt som alle corona-restriktioner falder bort. Den lov, der definerer corona som en samfundskritisk sygdom udløber nemlig den 10. september.

 

Den første søndag jeg var i kirke efter 11. september 2001 var faktisk 14. søndag efter trinitatis, også første tekstrække ligesom i dag. Så det var dagens evangelietekst, jeg hørte dengang for tyve år siden. Det var Sabine Bech-Hansen, der holdt prædiken dengang i Århus Domkirke, og det er klart en af de prædikener, der har gjort størst indtryk på mig. Jeg vil ikke sige, jeg i dag husker så meget af indholdet, men jeg husker den som en stor syndsbekendelse og følelsen af gudsforladthed og talen om hævn overfor tilgivelse. Og jeg husker, at jeg selv tænkte: Hvad er det dog for nogle politiske strukturer, jeg er en del af, siden nogen hader os så meget?

 

Det var en meget bevægende gudstjeneste, og jeg tænkte meget over evangelieteksten, også bagefter. Der er ti syge mennesker, der beder Jesus om hjælp. De får alle den ønskede hjælp, men kun samaritaneren vender tilbage. Igen en historie, hvor Jesus bruger samaritaneren som et kontroversielt forbillede. Jøderne kunne på Jesu tid ikke lide samaritanere.

 

Og jeg tænkte over, hvor mange af dem, som var til stede under gudstjenesten dengang for tyve år siden, og som fik en smule sjælefred af at høre prædiken, hvor mange af disse mon bagefter takkede Gud, og ikke bare gav æren til psykologien eller andre måske mere håndgribelige årsager til, at de havde fået det bedre efter gudstjenesten.

 

Derfor synes jeg, som antydet i begyndelsen, at det er interessant, at der i år er sammenfald mellem bortfaldet af stort set alle corona-restriktioner og så denne skelsættende 20 års dato. I øvrigt hænger den danske dato sikkert sammen med, at det på det tidspunkt er præcist atten måneder siden, at landet for første gang lukkede rigtigt ned, og vi skulle til at lære at leve med de mange restriktioner, som er så uvant for et frit og åbent retssamfund og demokrati som det danske.

 

Og på baggrund af dagens tekst vil det igen være oplagt at spørge, hvem vi egentlig skal give æren.

 

Helt lavpraktisk og konkret, så har vi i Danmark jo gjort noget rigtigt, når det tilsyneladende går så godt, og i hvert fald så meget bedre med corona-håndteringen her end det gør i så mange andre lande, også i Europa.

Så kan man have en diskussion om, hvorvidt det er sundhedsmyndighederne eller vores politikere, der har haft en heldig – eller dygtig – hånd. Nu skal vi stadig se, hvordan det hele kommer til at udvikle sig til efteråret, men ikke desto mindre bliver den 10.-11. september i Danmark noget ganske særligt for coronakrisen, da corona fra det tidspunkt ikke længere bliver betragtet som en samfundskritisk sygdom.

 

Og igen: Hvem skal vi egentlig give æren?

 

Jeg plejer jo selv i min kirkebøn, som jeg retter til Gud, jeg plejer selv i min kirkebøn at takke for alt det gode vi har i Danmark, trods alle sprækkerne.

 

Men – når vi om mindre end en uge passerer denne dato, går vi så i kirken den førstkommende søndag for at takke Gud. Eller lægger os på knæ og beder en hurtig takkebøn. Eller på anden vis, viser vores taknemmelighed overfor Gud?

 

Jeg vil naturligvis ikke udelukke, at der er nogen, der gør det, men jeg tror ikke, det er normalen.

 

Vi er ikke altid så gode til at give Gud æren.

 

I det hele taget tænker jeg, at mange såkaldt moderne mennesker i virkeligheden, bevidst eller ubevidst, gerne vil være eller føle sig uafhængig af sådanne størrelser som Gud og Jesus. Så vi kan føle os som rigtige selvstændige mennesker, som det hedder i dag.

 

I evangelieteksten var det kun den fremmede, samaritaneren, der viste taknemmelighed, mens de andre ni tog deres liv – deres nye liv – for givet, og glemte Gud.

 

Måske er det derfor, vi er blevet så sekulære, grænsende til det gudløse i Danmark. Jo mindre afhængig af noget større, vi føler os, jo længere borte synes gudsforholdet at være.

 

Eller hvad?

 

Det kommer selvfølgelig an på, hvad man lægger i at have et gudsforhold. Og her er det grundlæggende kun Kristus, der er vores dommer.

 

Digteren Søren Ulrik Thomsen har et sted skrevet, at gudstjenesten er med til at disciplinere hans taknemmelig overfor Gud.

 

Så når vi oplever, at noget godt eller stort er hændt os, noget vi måske endog har håbet på, og vi godt ved, at det ikke er vor egen fortjeneste (i hvert fald ikke kun) – vil det være oplagt netop at rette takken til noget – eller nogen -, der er større end os selv.

 

Eventuelt med ordene: Tak Gud, for denne lyse morgen. Tak Gud, din nåde er mig nok.


Amen

Livet er usikkert

Prædiken til teksten til 15. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt på Bjørnshøj Centeret.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«



I begyndelsen af marts sidste år var jeg med nogle andre præster på et mediekursus. Kort sagt handlede det om, at vi skulle lære, hvordan debatindlæg til pressen kan vinkles, så de bliver så interessante som muligt, og derfor får opmærksomhed. Det handlede blandt andet om at vælge et emne, og derefter lave en tænkt overskrift til et kort debatindlæg, en klumme for eksempel. I min lille gruppe valgte vi coronavirussen som emne. Og da vi skulle vælge en overskrift, lave en vinkling, der gerne måtte virke provokerende, valgte jeg overskriften ”Slap nu af! Liver ER usikkert”. Jeg nævner det, fordi, at man unægtelig må sige, at virkeligheden overhalede min overskrift. For vi har jo ikke kunnet slappe af de sidste halvandet års tid.

 

Og så nævner jeg det, fordi det faktisk er det, som kristendommen og Jesu forkyndelse forsøger at sige. Altså, at livet er usikkert. Alle vores holdepunkter er relative. Selv Jesus Kristus er et holdepunkt, man kan diskutere betydningen af.

 

Min tanke med overskriften var, at livet som sagt ER usikkert, og at coronavirussen blot har gjort os opmærksom på det. Det er ikke virussen, der har gjort livet usikkert. Det har det været hele tiden, blot på så mange andre områder. Virussen viser det nok i ekstrem grad, men der er ikke noget nyt i, at liver er usikkert.

 

Og kan man leve med det. Kan vi tage livets usikkerhed på os, er vi kommet langt. Så går vi i hvert fald ikke rundt med en illusion om, at vi selv kan kontrollere vores liv. Det kan vi heller ikke, når coronakrisen er overstået. Og denne accept af livets usikkerhed, forudsætter sikkert en hengivelse til det troens bånd, som hengivelsen til Jesus er udtryk for.

 

Det er derfor heller ikke mærkeligt, at evangelieteksten kan virke provokerende. For helt ubekymret kan vi vel aldrig rigtig leve.

 

Se til himlens fugle, og liljerne på marken, siger Jesus. De viser os, hvad det vil sige at være helt umiddelbar, og blot være, hvad man er. Uden at få grå hår i hovedet af at tænke på, hvad fremtiden mon vil bringe.

 

Pointen er, at vi nok skal bekymre os, men netop ikke for alle de materielle ting, som vi normalt bruger megen tid på, når vi prøver at få hverdagen til at hænge sammen, og tænker på, hvad fremtiden for os selv vil bringe. Nej, vi skal i stedet bekymre os om hinanden. Og her er rigeligt at se til - hver dag!

 

Det er naturligvis lettere sagt end gjort, vi mennesker synes skabt til at tænke i fortiden og fremtid, men sjældent nutid. Vi handler ofte i nutiden for at for styr på fremtiden. Det er der nok ikke noget mærkeligt i, men det giver os et falsk billede af kontrol. Vi vil så gerne kunne kontrollere det hele. Have styr på tilværelsen, som det hedder. Måske skulle vi blive bedre til at se på livet, med alt, hvad det indbefatter, som en gave. Når jeg til dato har givet mig selv den vane ved højmesser, inden evangelielæsningen, at citere salme 23's første linjer "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes", er det ikke kun, men især for at minde mig selv om, at der er rigtigt meget i tilværelsen, som er ude af mine hænder. I kender det sikkert også fra jeres egne liv. Hvor der har været situationer, måske endda afgørende situationer, i jeres liv, hvor I følte, at I mistede kontrollen, og oplevede, at situationen var ude af jeres hænder. Det kan være noget trist, som et dødsfald, der kom uventet. Eller det kunne være en forelskelse, som ikke var planlagt, og hvor vi møder vor udkårne ved et tilfælde, som vi siger.

 

Vi vil så gerne være vor eget livs hyrde, føle vi har kontrol. Men jeg vil hævde, det er en illusion. For vi kan alligevel kun handle i forhold til de muligheder, som livet faktisk giver os. Og hvilken Herre er det så, vi tjener? Der er jo ikke noget galt i planlægning, men hvis vi når derhen, hvor vi oplever, at vores liv kun lykkes, hvis vi faktisk opnår, hvad vi ønsker, så har man efter min bedste overbevisning misforstået noget. Som antydet er det jo ikke fordi, at vi ikke skal gå og have drømme, drømme for os selv, og for vore børn. Men vi skal for guds skyld huske at tage hverdagen, som den er. Hver dag har nok i sine udfordringer, livet med næsten, hver dag, kræver som bekendt sit, om det så er barnet, ægtefællen, vennen eller fjenden, så kræver det vore deltagelse. Hvis I kan huske jeres Peter Plys – så findes der en vidunderlig samtale mellem Peter Plys og Grislingen. Peter Plys spørger: "Hvilken dag er det?". Grislingen svarer: "Det er i dag!". Hvortil Peter Plys svarer: "Min yndlingsdag!".

 

Mange af os føler ikke altid, at vi slår helt til, når det gælder kærligheden til vor næste. Om det så er barnet, ægtefællen, vennen eller fjenden. Så er det vi heldigvis kan bede om, og håbe på, nåden som det daglige brød, så vi ved os accepteret af Gud, som dem vi er, med alle vore fejl og mangler.

Altid stræbe efter at tjene én Herre, Gud, som vi møder Ham i Jesus Kristus. Og Ham tjener vi i mødet med vore medmennesker. Og her kan vi - glimtvis - møde Gudsriget, i det kærlige møde med vor næste. Ikke mindst forsøge at huske, at vi skal acceptere, at vi er accepteret af Gud.


Amen