Et helt almindeligt menneske?
Prædiken til 14. søndag efter trinitatis, 2024. Holdt i Besser Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Amen.
Vi så for nogle uger siden i Lissabon en ganske god lyd- og kunstinstallation af multi-kunstneren Patti Smith. Der var dog én sætning blandt hendes mange ord, jeg bed særligt mærke i.
”Who wants to be ordinary”, sådan lød en af de mange sætninger blandt lydene.
Who wants to be ordinary. Eller på dansk: Hvem har lyst til at være helt almindelig?
Jeg kan huske, da jeg hørte sætningen, at jeg blev lidt irriteret. Dels lød det som en kliche, og dels tænkte jeg først, at jeg ikke har noget i mod at være helt almindelig. Men er det nu også rigtigt? Det vender jeg tilbage til.
Det er i dag mindre end en måned siden, at OL i Paris fik sin afslutning, nu er de Paralympiske Lege startet. Og selvom OL oprindeligt var en konkur-rence for amatører, så er langt de fleste deltagere i OL i dag dybt professionelle, der lever et ekstraordinært liv for at kunne præstere, og lave ekstraordinære resultater, som vores egen Viktor Axelsen eller svensk-amerikaneren, der igen-igen slog sin egen verdensrekord i stangspring. Vil man være ekstraordinær, skal man præstere ekstraordinært, da det er de små marginaler, der ofte tæller. I et af løbene var det 5/1000 af et sekund, der afgjorde en af placeringerne.
Her kan vi andre helt almindelige mennesker ikke være med, og OL er i den grad skueplads for det ekstraordinære.
Og jeg forestiller mig, at en af grundene til, at mange af os er fascinerede af præstationerne ved en sportskonkurrence eller lignende, skyldes, at vi har en mere eller mindre udtalt drøm om selv at være ekstraordinær. Måske ikke ligefrem OL-deltager, men dog at kunne udmærke os på nogle punkter, så vi huskes for noget, ikke bare går i glemmebogen som et helt almindeligt anonymt menneske.
For hvem har lyst til at være et helt almindeligt menneske?
Søren Kierkegaard taler om, at mennesket enten fortvivlet ikke vil være sig selv, eller fortvivlet vil være sig selv. Altså, enten vil man ikke være, den man er, og bliver fortvivlet. Eller også er man fortvivlet, og har vænnet sig så meget til situationen, at man ikke kan overskue ikke at være det. For det tankevækkende hos Kierkegaard er, at løsningen på at komme ud fortvivlsen, løsningen er rent faktisk at vælge fortvivlelsen. Eller som Kierkegaard udtrykker det, man skal vælge sig selv som den man faktisk er i situationen, altså fortvivlet. Så kommer afklaringen.
Og interessant nok, så bliver man først et autentisk menneske, når man har foretaget valget: At blive et helt almindeligt menneske, som måske endda har realiseret det alment-menneskelige, som Kierkegaard også kan udtrykke det.
Nu er der selvfølgelig et stykke vej fra ønsket om at være noget særligt, fordi det at være helt almindelig, lyder kedeligt; til historiens fortælling om en mand, som har været syg i 38 år. Det er vist et absolut mindretal, der ikke ønsker at være rask, hvis de faktisk er langtidssyge. Men det hænder også, at personer, der fx har lidt af epilepsi og får en operation, så anfaldene bliver halveret, faktisk får en depression, fordi de slet ikke kan overskue al den tid, de får til at leve helt almindeligt, når de ikke skal bruge tid på alle anfaldene.
Jeg vil derfor ikke påstå, at man ikke vil være rask, hvis man har været langtidssyg. Derfor vælger jeg at bruge historien som et billede på noget større.
For spørgsmålet ”Vil du være rask?” kan jo synes mærkeligt. Man kunne med mine tanker in mente omformulere spørgsmålet til ”Vil du være helt almindelig, være som alle andre, uden at skille dig ud?”. Jeg er faktisk oprigtig i tvivl om, hvor mange der vil svare ja til det spørgsmål.
Og det er da også et åbent spørgsmål, om manden, som Jesus helbreder, faktisk mener det, da han indirekte svarer ja til, om han vil være rask. For han siger faktisk ikke ja direkte. Og da han faktisk bliver rask, får Jesus ingen tak. Og da den nu raske mand bliver bebrejdet, at han pludselig går rundt med sin båre på en sabbat – fordi han er blevet rask – tager han ikke sin nye situation på sig, men bebrejder næsten Jesus, hvad han har gjort.
For hvem vil være et helt almindeligt menneske?
Det interessante i kristendommen er imidlertid, at idealet faktisk godt kan tolkes, som at være et helt almindeligt menneske. Et helt almindeligt menneske, som svarer enhver sit, og hjælper hvor man kan. Lever i kald og stand, som Luther ville udtrykke det. Tager det ansvar på sig, som man er blevet tildelt, og følger Jesu formaning om at tage vare på de medmennesker, som har hjælp behov, ja, tager vare på alt levende. Så på sin vis kan det være ekstraordinært at være et helt almindeligt menneske, som det grundlæggende betyder at være skabt i Guds billede, at være et Guds barn. På den måde bliver det ekstraordinære i virkeligheden ophævet, da det må siges at være ekstraordinært at være et Guds barn, selvom vi alle sammen er netop det.
Det er jo ikke fordi, der er noget forkert i at gøre sig umage, at præstere, at gøre sit bedste, at arbejde på en måde, så man skiller sig ud og måske får ros og anerkendelse.
Men ikke desto mindre ligger der også en ydmyghed i at ønske at være et helt almindeligt menneske.
Og det kan måske godt være uoverskueligt at forholde sig til. Ønsker vi at være raske? Intuitivt, vil vi sikkert gerne – hvem ønsker ikke helbredelsen – men inderst inde er det ikke os alle, der kan overskue det. Det indebærer jo også en opgave at leve i kald og stand, i et kristent lys.
Men som Jesus siger til sidst: ”Synd ikke mere, at der ikke skal ske dig noget værre”. Det lyder godt nok som en skideballe fra Jesus, men det hele ender jo altid med kærligheden, syndsforladelsen. Når Paulus siger i sit brev, som vi hørte fra alteret, at hvis vi fornægter Jesus, vil han også fornægte os, må Paulus have misforstået noget. Det kan være, at det står som en trussel, men nåden er alt, når det kommer til stykket. Det siger han jo også bagefter i brevet: ”er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke”.
Lad mig slutte med en Storm P-flue:
Manden siger beklagende til konen: Man er vel kun et menneske [to gange].
Hvortil konen siger: Synes du ikke at det er rigeligt. [evt. to gange].
I Jesu navn, amen.
Om rulletekster og klimaforandringer...
Prædiken til 20. søndag efter trinitatis, 2024. Holdt i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Amen.
Vi skal i dag både høre om rulletekster og om klimaforandringer. Og jeg håber det hele ender med at give mening til sidst.
Dem af jer, der har set film med mig i filmklubben, vil vide, og har måske lagt mærke til, at jeg har for vane at lade en film køre helt færdig, når den slutter.
Altså med rulletekster og det hele.
Det er en vane, jeg har haft helt fra barnsben af, og jeg tror altid, at nogen har undret sig over denne mani.
Det gælder også, når jeg er i biografen. Jeg har det svært med at forlade salen, før alle rulleteksterne er helt færdige.
Det er og har altid været en fascination af mængden af mennesker, som er nødvendige for en films tilblivelse, og de mange ansvarsområder, der skal til.
Hvis det er en udstyrsfilm af de helt store, så kommer det sikkert ikke bag på nogen, at der står så mange mennesker bag filmens tilblivelse. Derfor har fascinationen for mig været så meget større, når en tilsyneladende ligefrem film, også har mange mennesker, den står på ryggen af. Der skal tit et hav af mennesker til at skabe en film, og der er noget betagende ved alle de funktioner og ansvarsområder, de mange mennesker har påtaget sig i filmens tilblivelse. Det gælder også en gudstjeneste. Der skal mange til. Det gælder både en præst, en organist og en kirkesanger. Det gælder en eller flere kirketjenere. Måske er der et helt kor. Der er menighedsrådet, der har ansvaret for, at der er en kirke, man kan holde kirke i. Desuden de interesseorganisationer og foreninger, der er med til at holde kirkelivet levende, hvilket også er forudsætningen for, at det giver mening at holde kirke.
Og hvad er min pointe med det? Jo, jeg har i mit stille sind sommetider kaldt det for rulletekstens teologi. Lidt i sjov, og lidt i alvor.
For rulletekster til en film kan i høj grad benyttes som et billede på helheder. Altså tanken om forbundethed, tanken om at være afhængig af andre, også i situationer, hvor det ikke er det, vi lige tænker over, hvor det ikke er umiddelbart særligt synligt.
For en god uges tid siden, forlod vi den periode, der kaldes skabelsestiden. Det er en periode, som ikke mindst Grøn Kirke har opfordret landets kirker til at markere. Men egentlig burde vi markere det året rundt. Og hvad er mere oplagt, når Jesus taler om at bære frugt, end at tale om natur. For skabelsen gælder jo også den ikke-menneskelige skabelse. Vi er indfældet i naturen, hele det økologiske system, og hvis vi virkelig tror på, at der står en Skaber bag det hele, har vi også en opgave i at tage vare på den, tage ansvaret for den, og sommetider – ofte – betyder det, at lade den helt være. Og vores livsstil har stor betydning for klimakrisen. Hvis hele verden forbrugte som vi gør i Danmark, ville vi have behov for næsten fem jordkloder.
For at opsummere: Vi er alle en del af noget større, som rulleteksterne efter en film kan vise, som vores indfældethed i helheder som skaberværket, viser, og som vi derfor burde drage større omsorg for.
På den måde handler indfældethed om at være en del af noget større, en afhængighed dels af andre, og dels af alt det, der var før os, og ikke mindst, vores afhængighed af naturen. Som jeg også har fortalt konfirmanderne: Vi kan ikke leve uden naturen, naturen kan sagtens leve uden os.
Dagens evangelietekst om at bære frugt, forudsætter på sin vis en indfældethed. Vi lever ganske vist i et land, der er rundet af en kristen tradition, og på den måde burde det være en given sag, at frugterne kommer af sig selv. Men gør de det?
Hvor megen efterfølgelse er der, når det faktisk kommer til stykket? Det er jo ikke meget værd, hvis vi i første omgang taler varmt og godt om kristendommen, folkekirken og forkyndelsen, og vi så øjeblikket efter, når det kommer til praksis, ikke rigtigt gør noget ved det alligevel.
”Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer”. Det er unægtelig en advarsel fra Jesus, men også en advarsel, der rummer Guds nåde, for til trods for, at vores handlinger ikke lægger op til nåden, så skal vi – netop igennem nåden – nok også få adgang til Guds rige også. Der ligger nemlig også en dobbelthed i udsagnet. På Jesu tid var både toldere og skøger nærmest en formel for de allermest udstødte og ringe sete i samfundet. Så alene udsagnet rummer en enorm provokation. Som om Jesus siger til os: I, som er så selvfede og selvgode, og taler og snakker og siger alle de rigtige ting, I kommer bagerst, for I viser ikke jeres flotte ord i praksis. Tolderne og skøgerne, derimod, da de hørte Jesu budskab fra Johannes’ mund, troede de med det samme og handlede. Og samtidig ligger der dét håb i udsagnet, at når selv toldere og skøger kan få adgang til gudsriget, ja, så er der håb for, at vi andre også kan få adgang via Guds nåde.
Det kan I eventuelt tænke over næste gang I ser på rulletekster, eller tænker over den forbundethed vi har med alt levende, den afhængig vi har af hinanden, når livets film kører.
Og på den måde bliver troens frugter jo kærlighedens gerninger. Hvis man faktisk inderst inde mener, at det er korrekt at handle, så gør man det også, uanset hvor lidt man har lyst i situationen.
Eller hvad? Nej, ofte ikke.
Det er den situation, kristendommen med Jesus som hovedperson, går ind og forsøger at hele. Det er her Guds nåde og tilgivelse kommer ind i billedet.
Vi er elsket på trods. Det vigtigste er, at vi ved eller har en god ide om, hvad der er det rigtige at gøre. For så har vi en retning, et fundament i tilværelsen. Vi har et fundament.
Det er Herrens eget værk. Det er med Gud som den passive instruktør. Han giver os en retning, men vi må selv gå den. Båret af Guds nåde.
Amen.