Konfirmation: Vil vi være raske?

Prædiken tili 14. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Ebeltoft Kirke. 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.


 

I dagens tekst stiller Jesus et noget besynderligt spørgsmål til en, som har været syg meget længe: ”Vil du være rask?”.


Jeg tænker, at det logiske svar på det spørgsmål for langt de fleste vil være et klart JA.


I den konkrete sammenhæng i teksten handler det om – det er mit bedste bud, inspireret af Søren Kierkegaard – handler det om, at det kan være svært at finde ud af at være rask, hvis man har været syg hele sit liv. Man er blevet sin sygdom, man er blevet den, der er syg, og skal finde ud af en anden tilværelse, hvis man faktisk bliver rask. Jeg ved, at epilepsipatienter, der har haft mange anfald i løbet af dagen, og som får en operation, der gør, at antallet af anfald falder drastisk eller helt forsvinder, faktisk kan ryge ind i en depression efterfølgende, fordi de slet ikke kan håndtere den nye tilværelse som rask. Så selv de nok også vil svare JA til spørgsmålet, om de ønsker at være raske, er det alligevel ikke altid helt ukompliceret.


I vores konkrete situation, her i dag, er vi alle vist enige om, at vi er godt trætte af corona-pandemien, som også sætter sit præg på gudstjenesten i dag. Havde vi haft fællessang, så kunne vi fx kun have været halvt så mange i kirken. Og det betyder selvfølgelig noget.


Vil vi være raske igen som samfund? Ja, selvfølgelig vil vi det. Her er det dog også værd at bemærke de positive sider af krisen, hvis man da kan tillade sig at formulere sig på den måde. I hvert fald er vi blevet meget mere opmærksomme på, hvor stor en del af vores fælles liv, der består af kram eller håndtryk. Hvor meget store og små fællesskaber betyder for os. Hvor meget sports- og musikbegivenheder betyder for vores livsglæde.


For selvom vi alle ser frem til, at vi kan få afblæst corona-krisen, så er det jo desværre sandsynligt, at vi igen kommer til at tage alle disse ting for givet, og ikke sætter lige så meget pris på dem, som vi gør i dag, når muligheden byder sig.


Og så må vi også huske, at i kristendommen handler det frem for alt om bare at være menneske, med alle de fejl og mangler, vi hver især har. Og det kan såmænd være besværligt nok.


Men Gud elsker os på trods. Det er blandt andet det, der ligger i den velsignelse, som konfirmationen er. At Gud gentager sine ord fra dåben. At konfirmanderne stadigvæk er elsket af Gud, på trods.


Og med disse ord vil jeg ønske jer alle en glædelig konfirmation.


Amen.

Tid til høstfest!

Prædiken til 17. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« 


 

Jeg fik engang et spørgsmål om, hvad der egentlig gjorde mig til kristen. Ikke at det blev betvivlet, at jeg var det - sådan forstod jeg i hvert fald ikke spørgsmålet - men der var snarere tale om en undren eller nysgerrighed på mine vegne.

 

Jeg tænker, at hende som spurgte mig, havde undret sig over, at der ikke var noget ved min ydre fremtoning, der synligt viste, at jeg skulle bekende mig til en særlig religion. Eller hun har måske tænkt, hvad gør han, som jeg ikke gør. Går han bare rundt og tror for sig selv, eller gør han også noget særligt synligt i praksis?

 

Jeg tror muligvis også, at hun stillede mig spørgsmålet, fordi jeg tilsyneladende levede relativt sorgløst. Eller: Sådan kunne det muligvis se ud. For der er vel ikke megen efterfølgelse over at sidde i godt selskab fredag aften og nyde god mad og vin? Eller hvad?

 

Jeg nævner alle disse ting, fordi jeg synes de siger en hel del om, hvad kristendommen også er for en størrelse. Alting har sin tid, som det hedder i Prædikerens Bog. Eller som Jesus antyder i evangelieteksten: Sommetider er det tid til fest, sommetider til faste. Og jeg husker også en sætning fra musicalen "Jesus Christ Superstar" som jeg lyttede en hel del til for mange år tilbage. Her er der en scene med Jesus og Maria Magdelene, den scene, hvor Maria bliver bebrejdet, at hun bruger noget meget dyr olie til at salve Jesus med. Her siger Jesus "De fattige har I altid hos jer - mennesker som kæmper for dagen og vejen, men se til de gode ting, som I også har hos jer", og lige i dette udsagn tænker han jo på, at de ikke altid har ham – Jesus - hos sig. Der vil altid være fattige, se til de gode ting, I også har.

 

At være i godt selskab, at være i festligt lag er jo netop ikke nogen modsætning til bevidstheden om, at vi har forpligtelser overfor vores trængende næster.

 

For Jesus er det nemlig livet om at gælde. Og det gælder både det liv, der sommetider fejres i godt selskab. Og hvor man kan glemme sig selv så meget, at gudsriget glimtvis opstår. Det rene fællesskab med Gud og næsten.

 

Og det gælder det eller de liv, som trænger til vores mellemkomst. Når vor næste lider nød, når vor trængende næste ikke kan klare sig selv, af den ene eller den anden grund.

 

For Jesus er det livet om at gælde. Derfor skal man elske sine fjender, og tilgive sin broder og søster utallige gange. Derfor besøger Jesus uden at skamme sig både toldere og syndere, selvom det gør ham yderst upopulær hos farisæerne og de skriftkloge.

 

For Jesus er det nemlig livet om at gælde. Og det er sikkert også særligt givende at tænke på det i disse dage, hvor vi fejrer høsten.

 

Alle goder gaver, de kommer oven ned, så elsk da Gud, så pris da Gud for al hans kærlighed.

 

Siden tidernes morgen har bønder og landmænd været helt afhængig af vejret ovenfra. Med en fuldstændig afhængighed af, at regnen og solen kom som de skulle.

 

En fejlslagen høst kunne og kan være katastrofal. Derfor har det altid været forbundet med fest, når høsten endelig og sikkert er i hus.

 

Og det er klart, at når høsten er sikkert i hus, er det ikke tid til faste. Så er det tid til at feste.

 

Nu har så- og høstmetoder som bekendt udviklet sig en hel del igennem tiden. Men det kan nok være sundt oftere at tænke over, alt det arbejde, der trods alt ligger bag, og at en god høst ikke er en given ting.

 

Og huske på, at nok handler kristendommen om at tage vare på vores næste. Men det handler også om at feste, når vi får det daglige brød i hus. Og fra gammel tid er det daglige brød næsten lig med en god høst. Det kan nok være, at vi er mange, der forbinder mel og brød med noget, vi køber i supermarkedet. Men forudsætningen for det daglige brød er bogstavlig talt en vellykket høst. I ”Marken er mejet” hedder det blandt andet – ”Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.” – i den version, vi synger i dag. Det er en henvisning til Det Gamle Testamente, hvor det påbydes, at man ikke høster for tæt, for alt det, der bliver tilbage, skal efterlades til de fattige. Og fuglene.

 

Og samtidig huske, at der både er en tid til at faste, og en tid til at feste. Og på den baggrund kan jeg godt forstå, når jeg får spørgsmålet: Hvad gør du, der gør dig kristen, eller går du bare rundt med din tro for dig selv?

 

Nu er kristendommen jo ikke nogen lovreligion, sandheden er ikke en bog, men en person. Man kan ikke slå op og se, hvad der er det rigtige at gøre i en given situation. Her har gamle K.E. Løgstrups tanke om den etiske fordring som en tavs fordring stadig bud til os, for det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus selv kalder det første og største bud, fordrer nok kærlighedens gerninger af os, men det fortæller os intet om, hvad vi faktisk skal gøre i den konkrete situation. Det må vi selv afgøre med vores samvittighed og fantasi.

 

Således skal vi i princippet altid være beredt, om vi så er midt i en fest, eller vi faster.

 

Vi ved blot, at det er livet om at gøre, det er livet der er i centrum, det er livet der er i fokus, når det gælder kristendommen og Jesu forkyndelse. Og det på en så radikal måde, at det inkluderer fjenden, alle dem, vi ikke kan lide, og måske endda foragter.

 

For Jesus er det livet om at gælde. Både når vi faster og når vi fester.

 

Vi ved aldrig, hvornår vi bliver stillet til endeligt ansvar overfor Herren selv. I én forstand sker det jo hele tiden. Og vi ved aldrig, hvornår livet tager en uventet drejning, der pludselig fordrer alt af os, hele vores opmærksomhed.

 

Men så er det vi må håbe på og bede om nåden som en del af det daglige brød. Og acceptere at vi er accepteret af Gud. Uanset om vi faster eller fester.

 

Amen.