I livets usikkerhed at fejre høsten

Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Ølsted Kirke


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«



Det er vel ikke for meget at sige, at der hele tiden er store og vigtige begivenheder at forholde sig til, som tiden går. Enten helt aktuelle begivenheden som fx coronakrisen, som dog synes at være nået til vejs ende. Coronavirussen er ikke væk – men det er selve krisen på dansk jord.

 

Eller en weekend som denne, hvor vi er mange, der har tænkt tilbage på begivenheden for tyve år siden, den 11. september 2001, hvor to fly ramte New Yorks to tvillingetårne. En begivenhed, der stadig sidder i mange af os, og ikke ligefrem fik os til at bekymre os mindre. Forsideoverskriften på Kristeligt Dagblad var i går meget sigende: ”Verden lever i ruinerne fra den 11. september”. Angrebet på USA den 11. september 2001 gav USA og koalitionen, herunder Danmark, anledning til at gå militært ind i Afghanistan oktober samme år.

 

Og så i dag siger Jesus, at vi ikke skal bekymre os. Jeg læste for år tilbage et indlæg, som var skrevet af en sognepræst. Jeg husker ikke tekststykket, han kommenterede, men det handlede i hvert fald om forholdet mellem Gud og mammon, og denne præst var dybt forarget over Jesu holdning. Da jeg læste hans protest, hvor han simpelthen erklærede sig uenig med Jesus, kunne jeg ikke lade være at smile lidt, for på den ene side kunne jeg jo godt forstå hans frustration, når han rent faktisk var bekymret til dagligt, på den anden side var der noget højkomisk ved, at en præst vredt erklærede sig uenig med Jesus.

 

For der er, som antydet, nok der kan bekymre os. Hvis ikke det er den tilsyneladende oversåede coronakrise – covid19 er ikke længere en samfundskritisk sygdom – så er der klimakrisen, som stadig kører for fuld skrue. Eller måske bekymringer over udviklingen i Afghanistan, hvor det meste tilsyneladende er gået galt efter at de vestlige tropper har forladt landet. Måske kan det ikke være anderledes lige nu, men tragisk er det at være vidne til.

 

Der er altså nok at bekymre sig over, hvis man er i det humør.

 

I disse dage markerer vi traditionen tro høsten i folkekirken. Og man må unægtelig sige, at bønder aldrig har kunnet leve helt ubekymret, afhængig af vejr og vind, som de altid er. Og af samme grund har der altid været god grund til fest, når høsten endelig er i hus.

 

Når Luther talte om gudstjeneste, så talte han også om arbejdet som en tjeneste for Gud. Og her må høstarbejdet unægtelig siges at være det historisk gode eksempel. For nok høster man for at få brød på bordet – i meget bogstavelig forstand – til sig selv og sin familie. Men ifølge Luther var opgaven samtidig at skabe så mange ressourcer, at der også var nok at give videre til den fattige næste. Faktisk handler den klassiske ”Marken er majet” blandt andet om, at man ikke skal rive for tæt – der skal også være noget til fuglen og den fattige.

 

For vi skal selvfølgelig bekymre os for hinanden. Og stole på Gud, at han ved bedst. Det kan nok være, at både vejret, som høsten er afhængig af, og livet i almindelighed er usikkert.

 

Men kan man leve med det. Kan vi tage livets usikkerhed på os, så er vi kommet langt. Så går vi i hvert fald ikke rundt med en illusion om, at vi selv kan kontrollere vores liv. Eller vejret for den sags skyld. Det ved bønder godt.

 

Det er også bemærkelsesværdigt, at Jesus omtaler liljerne på marken som ekstraordinære smukke og skønne at se på.

 

Så ikke nok med, at vi skal undgå at bekymre os om morgendagen, fordi at dagen i dag har nok i sig selv – så skal vi også være opmærksom på naturen omkring os. Den skal vi passe på. Den er skabt af Gud og skøn at se på. Jeg vil endda tage et skridt videre ud, og sige, at det ikke er fordi, naturen er skøn at være i, at vi skal passe på den. Men også fordi, at naturen med dyr og blomster, har en værdi i sig selv. Vi har pligten som kristne mennesker til at drage omsorg for alt levende. Det siger sig selv, at når Jesus i dagens tekst omtaler liljerne som noget skønt, skal vi ikke ødelægge dem. Det burde også gøre indtryk på os, at Gud – som jeg læste fra alteret – har indgået en pagt med os mennesker og alt levende.

 

Desuden viser fuglene under himlen og liljerne på marken os, hvad det vil sige at være helt umiddelbare, og blot være, hvad man er. Uden at spekulere over hvad fremtiden mon vil bringe.

 

Om bønders arbejde, herunder høstarbejdet, kan ses som natur eller kultur, kan man sikkert diskutere længe.

 

Men mens vi festligholder, hvad en god høst betyder for vort daglige brød, og rent symbolsk er forudsætningen for, at vi kan holde nadver, så er det værd at huske på, hvordan vi mennesker opfører os i naturen. Hvordan vi behandler naturen. Vi har ansvaret for at drage omsorg for alt levende. Ikke at destruere den, for den er god i sig selv.

 

Der er nok at bekymre sig om, hvis man er i det humør. Der er de store begivenheder, jeg har nævnt. Eller bare helt dagligdags udfordringer som forholdet til vores medmennesker, ja til alt levende.

 

Kunsten er at have tillid til Gud. Tillid til, at han vil os det bedste. Have tillid til og acceptere, at vi er accepteret af Gud. For Jesus har selvfølgelig altid ret.

 

Alle gode gaver, de kommer ovenned, så pris da gud ja elsk dog gud, for al hans kærlighed.


Amen.

At leve i nu'et?

Prædiken til teksten til 15. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Tranebjerg Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«



”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Denne sætning gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste den første gang for mange år siden. Her var virkelig noget, der gjorde en forskel. Gud var og er absolut. Gud var og er Sandheden. Gud var og er kærlighed. At søge Guds rige er at søge selve kernen i livet, som vel dybest set først realiseres hinsides, fællesskabet med Gud og næsten, ja, fællesskabet med Gud og alt levende. Hvis Gud er udgangspunktet, så kommer alt det andet med, derefter. Det handler nemlig ikke om at forsage alt jordisk for at kunne søge Gud. Nej, med Gud som udgangspunkt, som retning for vores liv, kan livet netop leves her på jorden, det helt almindelige hverdagsliv. Gud som kærlighed var og er forudsætningen for det hele.

 

Med Gud som kærlighed, med Gud som udgangspunkt, er der ikke noget af bekymre sig om, for med det udgangspunkt er det nok blot at være menneske, nok blot at være skabt i Guds billede. Så bliver alt andet en tilgift, en bonus.

 

Eller hvad? Noget kunne tyde på, at det i praksis ikke er helt så enkelt.

 

I Danmark forsøger de fleste af os at leve nogenlunde sorgløst, og vi lever i et samfund, hvor det faktisk ikke er en umulighed. Jo bedre vi sikrer os økonomisk og materielt, jo mindre skal vi bekymre os om morgendagen, når det gælder disse ting. På den anden side ved vi også, at jo mere vi forventer os af livet – for eksempel mere tid til familie og venner – jo mere sårbare bliver vi også. Det kan godt være, at de fleste af os har vænnet os til, at vi skal arbejde rigtigt meget for at kunne blive sikret materielt. Men livets usikkerhed, har vi i hvert fald ikke vænnet os til. Mange af os går stadig rundt med en ide om, at vi kan kontrollere vores liv. Men livet er usikkert.

 

Og sommetider mere usikkert end vi troede. I begyndelsen af marts sidste år – det var cirka en uge før første corona-nedlukning af landet - var jeg med nogle andre præster på et mediekursus. Kort sagt handlede det om, at vi skulle lære, hvordan debatindlæg til pressen kan vinkles, så de bliver så interessante som muligt, og derfor får opmærksomhed. Det handlede blandt andet om at vælge et emne, og derefter lave en tænkt overskrift til et kort debatindlæg, en klumme for eksempel. I min lille gruppe valgte vi coronavirussen som emne. Og da vi skulle vælge en overskrift, lave en vinkling, der gerne måtte virke provokerende, valgte jeg overskriften ”Slap nu af! Liver ER usikkert”.

 

Jeg nævner det, fordi, at man unægtelig må sige, at virkeligheden overhalede min overskrift. For vi har jo ikke kunnet slappe af de sidste halvandet års tid. Det er mindre end en uge siden, at covid-19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom. Og så nævner jeg det, fordi det faktisk er det, som kristendommen og Jesu forkyndelse forsøger at sige. Altså, at livet er usikkert. Alle vores holdepunkter er relative. Vi kan miste vores arbejde, et kært menneske kan gå bort, vi kan blive skilt, osv. Selv Jesus Kristus er et holdepunkt, man kan diskutere betydningen af.

 

Min tanke med overskriften var som sagt at understrege, at livet ER usikkert, og at coronavirussen blot har gjort os opmærksom på det. Det er ikke virussen, der har gjort livet usikkert. Det har det været hele tiden, blot på så mange andre områder. Virussen viser det nok i ekstrem grad, men der er ikke noget nyt i, at livet er usikkert.

 

Pointen er, at vi nok skal bekymre os, men netop ikke for alle de materielle ting, som vi normalt bruger megen tid på, når vi prøver at få hverdagen til at hænge sammen, og tænker på, hvad fremtiden for os selv vil bringe. Nej, vi skal i stedet bekymre os om hinanden, både vores nærmeste og andre, der har brug for omsorg. Og her er rigeligt at se til - hver dag!

 

Det er naturligvis lettere sagt end gjort, vi mennesker synes skabt til at tænke i fortiden og fremtid, men sjældent nutid. Vi handler ofte i nutiden for at for styr på fremtiden. Det er der nok ikke noget mærkeligt i, men det giver os et falsk billede af kontrol.

 

Det er også bemærkelsesværdigt, at Jesus omtaler liljerne på marken som ekstraordinære smukke og skønne at se på.

 

Så ikke nok med, at vi skal undgå at bekymre os om morgendagen, fordi at dagen i dag har nok i sig selv – så skal vi også være opmærksom på naturen omkring os. Den skal vi passe på. Den er skabt af Gud og skøn at se på. Jeg vil endda sige, at det ikke er fordi, naturen er skøn at se på, at vi skal passe på den. Men også fordi, at naturen med dyr og blomster, har en værdi i sig selv. Vi skal som kristne mennesker drage omsorg for alt levende. Det burde også gøre indtryk på os, at Gud – som jeg læste fra alteret – har indgået en pagt med os mennesker og alt levende.

 

Lad mig runde af med Peter Plys, som udtrykker evangelieteksten i kortform. Der findes en vidunderlig samtale mellem Peter Plys og Grislingen. Peter Plys spørger: "Hvilken dag er det?". Grislingen svarer: "Det er i dag!". Hvortil Peter Plys siger: "Min yndlingsdag!".

 

Det er ikke nemt at leve i nuet uden bekymringer. Vi ved, at det er vores opgave at drage omsorg for alt levende, og at det ikke går så godt, som man kunne ønske. Heldigvis er Jesus vores eneste dommer. Vi lever af nåden som det daglige brød. Kunsten er dybest set at acceptere, at vi er accepteret af Gud, trods alle vore bekymringer, fejl og mangler. Kunsten er at leve og elske det bedste vi kan med tillid til Guds nåde.


Amen.