"ti gode noveller, som dels vender op og ned på paralleler til de ti bud, og som samtidig skildrer [virkeligheden] på en måde, som udfordrer læseren."

At binde sig til hverdagslivet

Prædiken til sidste søndag efter hellig tre konger, 2022. Holdt i Langør Kirke og i Besser Kirke.



Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. 



Jesus siger "Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære". Det handler i høj grad om relationen til både Jesus og medmennesket. Vi tjener som bekendt Gud, som vi møder ham i Jesus, igennem vores forhold til vore medmennesker.

Det blotte møde med et andet menneske.

 

Et andet menneske, eller næsten, som det hedder i kristendommen. Og så er det mindre vigtigt, om næsten er ægtefællen, børnene, eller et fremmed menneske. Når man står over for et andet menneske, tvinges man igennem fordringen om næstekærlighed, til at forholde sig til dette andet menneske. For evangeliet peger hen mod næsten, bort fra en selv. Og hvis man samtidig inkluderer hele den af Gud skabte verden, kan man uden videre udvide opgaven til alt levende.

 

Lad mig citere: ”Frygt ikke menneskets synd, elsk det også i dets synd; for i dette er allerede et billede af Guds kærlighed på jorden. Elsk alt, hvad Gud har skabt. Hvert lille blad, hvert lille solglimt. Elsk dyrene, elsk planterne, elsk alting. Så vil du få del i Guds mysterium. Og har du én gang fået del deri, vil du hver eneste dag trænge dybere og bredere ind i dette…”, som Johannes Møllehave citerer fra romanen Brødrene Karamazov.

 

Og man kan med rette stille spørgsmålet, om ikke livskunsten netop er at hengive sig til opgaven, at elske alt levende? Hade sit liv, forstået som at glemme sig selv, give sig selv hen til kærligheden.

 

I stedet for, som vi ofte gør - forsøger at elske vor liv, holde fast i vores liv, det kendte, det vi ved, hvad er.

 

Men det kan være angstprovokerende at elske Jesus. Fordi hans bud er så absolutte og altomfattende. At elske alt levende kan ikke rigtigt lade sig gøre i praksis.

 

Men - med et gudsforhold er der trods alt en retning, som man kan falde tilbage på; der er nåden til at bære en igennem livet, når det ramler i tide og utide, og at det pga. nåden ikke gør noget, at det hele ikke er perfekt. Vi beder jo også til Vor fader: Ske din vilje.

 

Og hvis kirken er stedet for ro og et glimt af overblik, så kunne man forestille sig, at et gudsforhold kunne få det moderne menneske til at slappe lidt af. Være knapt så bange for at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, et andet sted, end livet, som det hedder. Og leve mere umiddelbart med kærligheden som opgaven, når det hele ikke hele tiden skal være perfekt. Hvor nåden er der til at samle os op, når vi fejler i vores dagligdag i forhold til kærligheden.

 

Den absolutte kærlighed møder vi hos Kristus, hvilket dagens evangelietekst er et udpræget eksempel på. Det synspunkt forudsætter selvsagt en Kristus-tro med alt hvad det indebærer.

 

Kærligheden findes. Men det forudsætter naturligvis, at vi ikke hver især gemmer os i vort eget private solsystem.

 

Frygt ikke, tro kun. Vi skal ikke være bange for at miste fodfæstet, vi skal ikke være bange for mødet med næsten, vi skal ikke være bange for at vores tilværelse kan blive vendt rundt i mødet med et nyt menneske. Vi skal ikke være bange for at forsøge at tage vare på det skabte liv.

 

Med al den usikkerhed og tvivl, livet også rummer, og først og fremmest for din næstes skyld. Hvis alle tænker sådan, kommer vi jo også tættere på det, der må være formålet med det hele: Det rene fællesskab med Gud og næsten, ja, alt levende, som vi givet kun kan opleve glimtvis på denne side af evigheden.

 

I alle lige år læser vi i folkekirken fra det, der hedder anden tekstrække. Tekstrækken angiver de tekster, vi som præster skal læse hver søndag og prædike over.  Anden tekstrække blev til i slutningen af 1800-tallet. Første tekstrække, som vi læser i alle ulige år, går faktisk helt tilbage til urkirken.

 

Og man siger om anden tekstrække, den vi læser i år, at den udfolder konsekvensen af første tekstrække. Og i ulige år ville vi i dag læse teksten om forklarelsen på bjerget. Altså historien om Jesus, der på et bjerg forvandles for øjnene af tre disciple, så hans ansigt lyser som solen og klæderne bliver hvide som lyset. Og disciplen Peter spontant udbryder, at her er godt at være. Men da de hører en røst fra himlen, falder de til jorden af skræk. Og her får de ordene ”Rejs jer, frygt ikke” af Jesus. Hvorefter de går ned fra bjerget, tilbage til hverdagslivet. Forhåbentlig fyldt op med nyt livsmod.

 

Konsekvensen af Jesu guddommelige forkyndelse er altså hverdagslivet, som dagens tekst på sin egen ejendommelige måde fortæller. Dommen over verden fældes naturligvis, fordi vi har så svært ved at realisere den kristne næstekærlighed. Og så meget desto vigtigere er det, at vi drages til Jesus, så hans bud kan holde os fast på hverdagslivet, holde hos fast på kærligheden som livets grund. Når disciplene møder ham højt oppe på et bjerg, er der ingen tvivl om Jesu guddommelighed. Men vi skal ikke dvæle ved det guddommelige og ekstraordinære, heller ikke under en gudstjeneste. Vi skal binde os til hverdagslivet. Det er sådan, vi kan følge efter Jesus, ære Jesus. Tjene Jesus det bedste vi kan. Fordi Gud elskede os først.


Amen.

Kærlighedsgudstjeneste: Den allersidste dans?

Prædiken til Kærlighedens Højsang, Paulus' første brev til korintherne, kapitel 13. Holdt den 13. februar 2022 i Tranebjerg Kirke.



Jeg ved ikke, om I kunne genkende præludiet – det første stykke musik, vi hørte. Det er fra den danske film, ”Mød mig på Cassiopeia” fra 1951. Den sang, som Poul Reichardt og Bodil Kjer synger sammen, og som hedder ”Den allersidste dans”.


Det er selvfølgelig to mennesker, der er forelskede i hinanden, og kvinden er vist endda en halvgud, som jeg husker det. På den måde er ”Den allersidste dans” en rørende, bevægende og meget smuk forelskelsessang.


Sidste linje i omkvædet lyder: ”Jeg har aldrig følt himlen så nær som nu”.


Jeg gentager: ”Jeg har aldrig følt himlen så nær som nu”.


Som I kan høre, er det virkelig de helt store følelser, der er på spil her.


Og så er det jo også tankevækkende, at himlen kommer ind i billedet. Faktisk er det interessant, når vi normalt taler om himlen, at himlen altid bruges som et bilede på noget meget godt og positivt, uanset hvor religiøs, man ser sig selv. Når vi i Fadervor beder, ”Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden”, er det åbenlyst, at vi ønsker, at vores gang på jorden bliver som i den guddommelige himmel, selvom de fleste af os godt ved, at det er helt urealistisk. Der er aldrig kommet noget godt ud af det, når vi mennesker har forsøgt at forcere et himmelsk paradis igennem her på jorden. Derfor er henvendelsen til Gud - ”ske din vilje”-delen også så vigtigt.


Under alle omstændigheder: Når noget er himmelsk, så er det godt. Om det så er maden, der smager himmelsk, eller man bare føler sig i den syvende himmel.


Som man kan føle man er, når man er meget forelsket: Jeg har aldrig følt himlen så nær som nu.


I sangteksten – som Børge Müller i øvrigt har skrevet – hedder det også: ”Den allersidste dans, før vi går hjem, før solen og en ny dag, bryder frem. Endnu er du mig nær, endnu er natten vor, jeg kysser dig på gensyn du, jeg har aldrig følt himlen så nær som nu”.

Jeg gentager: Den allersidste dans.


Det lyder unægtelig noget trist. Som om, at det hele slutter, før det rigtigt er begyndt.


Og det er så her, at vores forestilling om den første kærlighed kan spille os et puds. Eller vores forestilling om det første kys med vores elskede. Den allersidste dans, før vi går hjem, kommer jo aldrig igen. Det første kys kommer aldrig igen. Og på den måde, er det i grunden meget trist at tænke på, og Kai Normann Andersens melodi er da også forholdsvis melankolsk at lytte til.


På den anden side kommer det hele selvsagt an på perspektivet eller tilgangen. Den danske filosof, Søren Kierkegaard, har nemlig nogle interessante tanker om den første gang. Herunder det første kys. Han skriver et sted, at hvis man – som han siger – reflekterer på evigheden, så er den første gang hele tiden en ny mulighed.


Det kan godt lyde lidt mærkeligt, for det er jo sådan set et ret indlysende faktum, at det første kys aldrig kommer igen. Det kan det jo ikke.


Men Kierkegaards ærinde er at tale om lidenskab. Og med lidenskab tænker han både på nærvær, intensitet og hengivelse. Hans pointe er vist nok, at selvom den første gang, man kysser sin ægtefælle, altid vil være noget særligt, netop som det første, så kan de efterfølgende gange få samme værdi som det første, hvis man bevarer nærværet. Eller med Kierkegaards udtryk: Hvis man reflekterer på evigheden. Det er værdien eller nærværet, der er afgørende, for nu at udtrykke det mere ligefremt.


Faktisk taler Søren Kierkegaard om ægteskabet, som det sted, hvor ægteparrene dagligt skal generhverve hinanden.

Tanken er den klassiske, at ægtepar dagligt skal gøre sit til at erhverve kærligheden på ny. Og hvis vi hele tiden erhverver kærligheden på ny – så bliver det første kys jo ofte gentaget.


Så kan vi rent faktisk gentage den allersidste dans, rigtigt mange gange, hvis vi ellers har lyst.


For alt det her, kan jo hurtigt blive fortænkt. Man går jo ikke og tænker, at i dag skal jeg huske at erhverve kærligheden igen. Så bliver det også kunstigt og anstrengt.


Men Kierkegaards tanker giver alligevel god mening, når man sætter sig stille ned og tænker over dem.


Nu har jeg et par gange brugt udtrykket – hvis man reflekterer på evigheden. For vi må huske, at vi ikke rigtigt kan tænke ægteskabet – i hvert fald ikke det kirkelige ægteskab – uden at tænke Gud med. Gud elskede os først. Og den kærlighed er vi pligtige at give videre til vores medmennesker. Som det også lød i kærlighedsbuddene, jeg læste fra alteret. Og man kan sige, at næstekærlighedsbuddet udleves særligt intenst inden for rammerne af ægteskabet. Det er i hvert fald opgaven.


Sangen begynder ”Altid vil jeg mindes denne aften, altid vil jeg mindes denne dans”. Som om, det aldrig kommer til at ske igen. Og selvfølgelig er der særligt intense minder, vi gemmer i vore hjerter, og som nok ikke kommer igen. Men – hvis vi reflekterer på evigheden –, så vil vi kunne opleve den allersidste dans, mange gange endnu. Og gentagne gange sige: Jeg har aldrig følt himlen så nær som nu.


Amen.