Vand til vin, livet som et mirakel
Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger, 2025. Holdt i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst er fra Johannesevangeliet, og læses til 2. søndag efter helligtrekonger, 1. tekstrække: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. Amen.
Jesus forvandlede vand til vin. Er det måske essensen af kristentro?
Det er i hvert fald en cementering af troen på livet som et mirakel.
Og når det gælder livet som et mirakel, kan jeg ikke dy mig for at nævne Jytte Abildstrøm, som døde først på året og for en uge siden deltog i en aldeles fremragende samtale med Mikael Bertelsen i ”Det sidste ord”. Hun var kendt som lykke- og glædesspreder, ja, glæden selv og som flyvende farmor i filmen af samme navn, hvor der også bliver sunget om at have jul hele året, i sig selv et mirakel.
I sine ældre dage endte hun som klima- og miljøforkæmper, og da hun for nogle år siden blev spurgt om hendes forhold til døden sagde hun, at hun glædede sig. For der er altid liv efter døden, som hun sagde. Ja, hun omtalte ligefrem døden som hyggelig.
For hende var livet et under, både før og efter døden, og jeg forestiller mig, at det på den baggrund også måtte være helt indlysende for hende, at selvfølgelig kunne Jesus forvandle vand til vin, på mange måder, billedligt talt, essensen af kristentro.
Teologen Henning Kjær Thomsen har ved flere lejligheder sagt, at det er en misforståelse, hvis man tror, at underne, miraklerne, i Det Nye Testamente handler om noget overnaturligt. Det kan godt være, at det i fortællingen virker sådan, men det der sker, har i overført betydning ikke noget med overtro at gøre. Det kan godt være, at det virker overnaturligt, når Jesus forvandler vand til vin. Men der er ikke noget overnaturligt i, at vi netop får vin, når regn og dug – altså vand – har modnet vindruerne, så vi kan lave vin. Det kan godt være, at det virker overnaturligt, når Jesus giver brød til flere tusinde mennesker med ganske få stykker brød. Men der er ikke noget overnaturligt i, at brød vokser, når det hæver, når man bager brød. Eller at en storm ophører igen. På den måde er der tale om naturlige processer, som blot sættes skarpt op, når Jesus kommer ind i billedet.
Teksten lægger derfor også op til det store spørgsmål om, hvad troen egentlig er for en størrelse.
I folkekirken er vi som bekendt rundet af Martin Luthers tanker, som formede lutherdommen fra 1500-tallet og op til i dag. Her plejer vi højstemt at sige, at det er troen, der frelser. Vi betoner troen så meget, at vi nemt får det til at lyde som om, at troen er en præstation. Vi skal tro rigtigt, eller nok. ”Er du så meget troende?”, er jeg tit blevet spurgt, når folk, jeg ikke kender, hører om min baggrund.
Men - troen opstår ofte, når vi er helt ude i torvene, når vi ikke ved vores levende råd, når vi er fortabte. Med Henning Kjær Thomsens ord, er troen udtryk for ”bekymringsløshed”, forstået på den måde, at man i en sådan fortvivlet situation, netop er i nuet, og slet ikke tænker på fremtiden længere. Man har opgivet det hele, og troen ”modsætter sig på forhånd (..) Enhver bekymring om egen fremtid”.
Man kan sige, at man i troen fuldstændig overgiver sig i Guds hænder, hvad der ikke er mange, der gør i evangelierne. Men når det sker, er der en helt umiddelbar reaktion.
Når troen bevirker underet, er der en virkning lige med det samme, i dagens historie meget tydeligt med vandet, der forvandles til vin.
Jeg har ved en anden lejlighed sagt, at for Jesus er det livet om at gælde, både det liv, som vi skal beskytte og hjælpe på vej, igennem det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus kalder det første og største bud. Men også det liv, som skal fejres, om det så gælder en fødsel, en barnedåb, en konfirmation eller et bryllup, eller hvad det kan være. Og det er dagens evangelietekst et ret godt eksempel på.
I historien er vi til bryllup i Kanan i Gallilæa. Vinen er sluppet op og Jesu mor henvender sig til ham med et "De har ikke mere vin". Det gør tydeligvis Jesus irriteret, og er nok et meget godt eksempel på, at han ved bedre end os, hvad vi har brug for. Vi behøver ikke at bede om det. Og han begrunder da også sin indirekte afvisning med et udsagn om, at hans time endnu ikke er kommet.
Men den gode Jesus handler ikke desto mindre hurtigt, og inden længe er de seks vandkar med vand, forvandlet til vin, og fejringen af livet, bryllupsfesten, er i fuld gang igen. For Jesus er det livet om at gælde, både det liv, der skal beskyttes og hjælpes, og det liv, der skal fejres.
Desuden er det klart, at en historie om vin i Det Nye Testamente også har naturlige mindelser om nadveren. Vi begyndte Hellig Tre Kongers-perioden, som vi er i nu, med historien om de vise mænd, der gav Jesusbarnet gaver - forrige uge. Havde sidste uge om Jesus, der omtaler Guds hus som sin fars hus. Det er i Guds hus, kirken, hvor vi fejrer de største begivenheder i livet, og hvorfra vi sendes ud til kærlighedens gerninger. I dag kommer Jesus endnu tættere på, hvem han er, han er også den, der skaber glæde iblandt mennesker. I historien helt konkret ved, at han er med til at fejre livet og kærligheden ved et bryllup. En historie, der altså også peger frem mod nadveren, hvor han - symbolsk - giver sig selv til os, og omtaler bægeret som den nye pagt ved hans blod. Og den nye pagt, den nye aftale, er netop, at det dobbelte kærlighedsbud er gjort til det første og største bud, som det ikke var i Det Gamle Testamente, i den gamle pagt, i den gamle aftale.
At tro på, at Jesus kunne forvandle vandet til vin, kan derfor også være et billede på livets mirakler. Ikke som overtro eller troen på noget overnaturligt, men som en tro på livet som et under. Faktisk hænger vand og vin utroligt godt sammen i kristendommen, da det jo er dåbsvandet, der peger frem mod vinen, vi får under altergangen.
Ved troen på nåden, peger nåden og frelsen tilbage på troen. Livet får retning i både sorg og glæde.
Amen.
Kærlighedsgudstjeneste: Når noget er vigtigt
Prædiken til Kærlighedens Højsang, Paulus' første brev til korintherne, kapitel 13. Holdt den 14. februar 2025 i Tranebjerg Kirke.
Hvis nogen af jer har set netflex-serien Papirhuset, er I sikkert også stødt på den anti-fascistiske sang, ”Bella Ciao”, som vi lige har hørt blive spillet som præludium.
Og hvis man har set et par sæsoner af serien, så har man sikkert også fået den på hjernen, da den bliver brugt som en fællessang flere gange i serien. Papirhuset er en anderledes serie om et anderledes røveri, hvor deltagerne også handler med en snert af idealisme og den foregår i Madrid.
”Bella Ciao” er dog oprindeligt italiensk, og jeg har læst mig til, at den i starten blev brugt som protestsang af kvinder, der arbejdede i rismarkerne, hvor sangen var en måde at udtrykke utilfredshed med arbejdsvilkårene på.
Siden blev den brugt under 2. verdenskrig som kampsang.
Ikke mindst siden Papirhuset-serien har sangen fået en genkomst, hvis man følger den slags, og den findes faktisk både i en diskoversion, og så har også Savage Rose lavet en dansk udgave helt tilbage i 1989, og for nogle år siden har USO, Cisilia og Marwan nyfortolket sangen, hvor de reelt kun bruger omkvædet, men som en markant signatur til deres budskab. Bella Ciao betyder farvel smukke, og handler om, at det kan være sidste gang, vi ses, for nu skal der kæmpes.
Noget der adskiller sangen fra fx ”Kringsatt af fiender”, er, at den anerkender, at krig kan være en løsning. Måske den mindst ukristelige løsning, men stadig en mulighed.
Og hvad har så alt det at gøre med en gudstjeneste, der skal fejre kærligheden?
Tja, til forskel fra anti-krigssangen ”Imagine” af John Lennon, som jo faktisk handler om en drøm om en verden, hvor der hverken er noget at leve eller dø for, så handler ”Bella Ciao” netop om det modsatte. At der er noget, der er værd at kæmpe for.
Der er som bekendt nok af ufred og krig i verden at forholde sig til, og dertil kommer klimakrise og ulighedskrise, måske endda demokratikrise, og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der kan føle mig afmægtig i den situation. Hvilken forskel kan jeg overhovedet gøre?
Her synes jeg faktisk, at sangen kan minde os om, at vi faktisk kan gøre en forskel i det nære. Ikke mindst i vores personlige relationer, og i den forbindelse er ægteskabet eller kæresteforholdet selvsagt en ganske særlig størrelse. Det helligste forhold mellem mennesker, vover jeg at sige om ægteskabet, selvom ægteskabet ikke er noget sakramente i en luthersk kirke. Det er kun dåben og nadveren.
Jeg er helt med på, at i den helt almindelige dagligdag, så går tingene som oftest sin vanlige gang. Og sådan skal det vel helst også være.
Men sommetider skal der mere til. Det kan være, at der er dødsfald i familien. Det kan være alvorlig sygdom.
Og sommetider skal der simpelthen – helt banalt - kæmpes en daglig kamp for at få tingene til at fungere. Det kan både være økonomisk og mentalt.
Sangen kan altså minde os om, at der er noget, der er værd at kæmpe for på flere planer, herunder, i et ægteskab.
Men den kan også minde os om, at verden er større end tosomheden.
Der er også en verden udenfor, som vi alle skal tage alvorligt, selvom jeg er helt med på, at det kan være svært at vurdere, præcis hvordan vi skal gøre en forskel der.
I virkeligheden dækker en kærlighedsgudstjeneste, som den vi holder nu, det hele. Fra alteret læste jeg det dobbelte kærlighedsbud fra tre af evangelierne. Plus Paulus’ opfordring til at vandre i kærlighed og ikke mindst – her oppe fra prædikestolen - hans hyldest til kærligheden i højsangen. I forlængelse af det, siger vores egen Søren Kierkegaard, at vi først skal elske vores ægtefælle som vores næste, og derefter som vores ægtefælle. Og jeg har sommetider sagt, at kærlighedsbudet udleves særligt intenst indenfor rammerne af ægteskabet.
Man kan måske sige, at man her særligt intenst – indenfor ægteskabet - oplever, at der er noget, der er vigtigt, og at det er noget, vi skal bære videre ud i livet.
Om vores måde at gøre en forskel på, så handler om, at vi har meget aktivistiske holdninger til verdens udfordringer, om det er at gøre en forskel lokalt, eller det er at være særligt nærværende i det helt nære, uanset alle de udfordringer, der også kan være her, er ikke afgørende.
Sommetider skal der faktisk kæmpes, både konkret og billedligt talt. Og det er ikke kun skidt, det viser også, at der er noget, der betyder noget.
Det er i øvrigt også den skelnen, Kierkegaard laver mellem den romantiske kærlighed og den ægteskabelige kærlighed, da sidstnævnte har løftet til forskel. Løftet både overfor Gud og overfor ægtefællen.
Kierkegaard taler et sted om det, han kalder for den daglige erhverven af den anden. Altså, at man efter bedste evne skal gøre en indsats, dagligt. Fordi der er noget, der er vigtigt.
Forhåbentligt ender det fredeligt for de fleste, men jeg tænker også, at der er en grund til, at ”Altid frejdigt når du går” er blevet så populær til begravelser. Tanken om, at den elskede levede sit liv med mening, og fandt så megen mening, at døden ikke var en fjende, men en naturlig konsekvens af det meningsfulde liv, kan være meget trøstende.
Og kærligheden til sin ægtefælle er immervæk noget af det mest meningsfulde i denne verden. Også selvom et livslangt forhold kan kræve sværdslag og man kan opleve, at der – billedligt talt - er fjender, der skal bekæmpes, så er kærligheden mellem mennesker det mest meningsfulde, der findes i denne verden, godt hjulpet af Guds kærlighed og tilgivelse, Gud, der elskede os først.
Amen.