At gøre det rigtige

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis, 2020. Holdt i Spørring Fælleshus og i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

 

 

Lad mig starte med et citat.


"[K]ristne [har] engageret sig dybt i socialt arbejde og gjort en kolossal indsats for at forbedre forholdene for syge og fattige, forældreløse, hjemløse og andre med behov for hjælp. Det er ikke muligt at gøre op hvor mange mennesker der i tidens løb er blevet hjulpet på kristne hospitaler eller har gået på kristne skoler, men tallet er svimlende. Indsatsen har ofte, men ikke altid, været knyttet sammen med mission, som også er en kristen pligt. Kristne har tjent deres gud ved at vaske andre menneskers sår og servere mad for dem, eller ved at lære dem at læse og tage dem med ind i et fællesskab af troende. De har reddet andres liv og har givet mange mennesker en langt bedre tilværelse end verden ellers bød på. Kristendommen er simpelthen jordens største sociale bevægelse”.


Således skriver den ikke-troende Jo Hermann i "Hvis Gud er svaret - hvad er så spørgsmålet?". Det er et meget tankevækkende citat, da det understreger den kristne gerning. I lutheranismen – i folkekirken – taler vi jo gerne om troen, og med Martin Luthers ord, understreger vi ofte – troen alene. MEN man kan jo med rette hævde, at hvis det virkelig handlede om troen alene, så havde kristendommen jo aldrig endt som verdens største sociale bevægelse, for det handler jo i den grad om gerningerne.


Derfor er dagens evangelietekst også tankevækkende. For man kan jo med denne tekst spørge, hvad der er bedst. At sige, at man gerne vil hjælpe, og så alligevel undlader, når det kommer til stykket. Eller at sige, at det gider jeg virkelig ikke, jeg gider ikke, jeg orker ikke at hjælpe. Men så alligevel ender med at gøre det.


Normalt kalder man kristendommen – med et fint ord – en sindelagsreligion. Det vil sige en religion, hvor det er intensionen, tanken eller sindelaget, der tæller. Det vil sige, at det er vigtigere, hvordan man forholder sig til noget, end hvad man faktisk gør. Her bliver praksis igen nedtonet. Men det er faktisk ikke det, Jesus siger. Han understreger praksis. Og efter en længere lignelse, der er en henvisning til Det Gamle Testamente og den måde Guds profeter er blevet behandlet på – ikke særligt godt – ender Jesus med det bemærkelsesværdige udsagn: ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter”. For det er igen et udsagn, der understreger gerningerne. Altså frugterne. Troens frugter. For troen er selvsagt stadig central.


Den meget opmærksomme kirkegænger vil lægge mærke til, at teksterne mod kirkeårets slutning – som jo er om en måned – at teksterne mod kirkeårets slutning bliver mere og mere domsagtige. Og i dagens tekst understreges som antydet jo i den grad vores ansvar. Vores ansvar for vores handlinger.


Men tingene hænger jo sammen. Det kan godt være, det er bedre at sige, det gider jeg ikke, og så alligevel gøre det. End at sige, jeg skal nok, og så ikke gøre det alligevel. Men man kunne jo også sige, at hvis man faktisk ender med at gøre det alligevel, selvom man starter med at sige, at man ikke gider; hvis man faktisk ender med at gøre det rigtige alligevel, så kunne det jo hænge sammen med, at man faktisk, inderst inde, føler, at det alligevel var det rigtige at gøre. Man kunne også sige, at sindelaget, indstillingen vejer tungere end ugideligheden. På samme måde hvis man siger, at det vil man gerne, men undlader at gøre det, når det kommer til stykket. Det kunne jo hænge sammen med, at man bare siger ja for syns skyld, men faktisk aldrig har ment det alvorligt, fordi sindelaget ikke var til stede.


Og på den måde bliver troens frugter jo kærlighedens gerninger. Hvis man faktisk inderst inde mener, at det er korrekt at handle, så gør man det også, uanset hvor lidt man har lyst i situationen. Sindelaget overtrumfer situationen.


Eller hvad?


For hvor tit har vi ikke en holdning til, hvad der er det rigtige at gøre – men undlader det alligevel, fordi vi faktisk ikke orker, ikke har tid, eller hvad forklaringen nu kan være.


Betyder det så, at vi – når det kom til stykket – ikke fandt det rigtigt alligevel.


Her vil kristendommen påstå, at nej, det skyldes ikke, at vi ikke fandt det rigtigt alligevel. Det skyldes vores fejlbarlighed, eller for at bruge et klassisk kristent udtryk: Det skyldes vores syndighed. For der er trods alt forskel på, om man undlader en handling, fordi man dybest set ikke synes, den er vigtig. Eller man undlader en handling, fordi man simpelthen ikke orker, selvom den er vigtig.


Det er den sidste situation, kristendommen med Jesus som hovedperson, går ind og forsøger at hele. Det er her Guds nåde og tilgivelse kommer ind i billedet.


For følelsen af at være utilstrækkelig. Følelsen af, at der er så meget man burde gøre, men ikke orker, selvom man burde gøre det – kan være selvdestruerende.


Og derfor er Guds nåde så centralt. Vi er elsket på trods. Det vigtigste er, at vi ved eller har en god ide om, hvad der er det rigtige at gøre. For så har vi en retning, et fundament i tilværelsen. Det er ikke mindst det fundament, der bliver forkyndt ved dåben. Vi har et fundament.


Velvidende, at vi vil fejle gang på gang. Velvidende, at vi er elsket på trods.  Troens frugter ER kærlighedens gerninger. Men vi kan kun, fordi Gud elskede os først.


Amen.

Hilsen på reformationsdagen: Flygt eller dø for næsten?

Prædiken/refleksion over Luthers skrift "Hvordan man skal forholde sig ved epidemier". I anledning af reformationsdagen.


Skulle være afholdt i Ølsted Fælleshus, men aflyst pga. coronakrisen.


I stedet skrev jeg følgende på pastoratets facebookside:



Det er i dag 503 år siden, at Martin Luther slog de 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, og dermed lagde den første kim til reformationen. Og det var i går 484 år siden, at vi i Danmark officielt gik fra katolicismen til protestantismen. Eller det evangelisk-lutherske, som vi siger i dag.


Der er altså rigtigt god grund til at markere disse skelsættende begivenheder en gang om året, og oplagt at gøre det her sidst i oktober.


I år er arrangementet, som vi skulle have haft i torsdags, dog aflyst pga. coronakrisen. Vi kunne ikke gennemføre det på tilfredsstillende vis med nuværende corona-regler.


Men reformationsdagen er i hvert fald en god anledning til faktisk at læse, hvad Martin Luther selv har skrevet. Og han har virkelig skrevet om og forholdt sig til rigtigt rigtigt mange forskellige ting.


I år har jeg – på grund af dette års særlige omstændigheder med coronakrise – ikke kunnet dy mig for at vælge Luthers skrift, hvori han netop fortæller, hvordan man som kristent menneske bør – skal – forholde sig til virusser og smitsomme sygdomme. Om man skal dø for sin næste – eller flygte.


Det er helt enkelt interessant at læse, hvordan man tænkte i 1500-tallet. I virkeligheden er det spøjst, så lidt nyt, han siger, i forhold til, hvad man selv kan tænke sig til. Som Luther selv skriver i indledningen, så burde hans læser kunne tænke sig til det meste selv.


Samtidig er det påfaldende, så lidt klar i mælet, Luther er, når det kommer til stykket. For han siger ofte – på den ene side, på den anden side. Tager man Luther hårdt på ordet, er det ikke en ubetinget pligt at blive at hjælpe sin syge næste. Det skal man nok helst gøre, men kun, hvis man ikke er bange eller bekymret for smitte, og kun, hvis der ikke er andre til at løse opgaven.


Men Luther skriver ofte humoristisk. Eller i hvert fald synes jeg, at hans stil sommetider får smilet frem. Fordi Luther godt kan lide at tale i ekstremer, for at få en pointe frem.


Luther siger også flere ting, som vi i dag – de fleste af os, i hvert fald – som vi i dag ikke vil være enig med ham i. Jeg tænker, at han bruger Det Gamle Testamente lidt meget, når man tænker på, at Det Gamle Testamente, nok er til at få visdom af, men ikke har normativ – bindende - betydning for kristne. Der er simpelthen meget, der strider med Det Nye Testamente og Jesu forkyndelse.


Det lille skrift, som ser sådan ud, er også sjov læsning, og nu har I i hvert fald fået en kort intro. Glædelig reformationsdag.