Når kærligheden dømmer

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis, 2024. Holdt i Kolby Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Amen.

Vi er nu i kirkeåret nået til det tidspunkt, hvor Trinitatistiden lakker mod enden, altså tiden mellem pinse og advent; og vi bliver præsenteret for nogle domslignende tekster.

Og når Jesus i dagens tekst siger - "Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan?", forstår man, når han svarer nej. Det er nemlig ikke til at gradbøje den kristne syndsbevidsthed. Enten erkender man sig selv som synder, det vil sige fejlbarlig i omsorg for alt levende. Eller også gør man ikke. Der gives ikke rigtigt nogen mellemvej. Derfor giver det ingen mening at kalde andre større syndere end man selv er. Det er muligt, at andre har begået større dumheder end os selv, sådan tænker vi nok gerne - men vi er alle lige meget syndere for vor Herre.

Og når Jesus siger "men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de", så er det et rent ekko fra Jonas' Bog fra Det Gamle Testamente. Forstået på den måde, at profeten Jonas her fik til opgave at prædike omvendelse for indbyggerne i Nineve. Herren havde bedt Jonas forberede indbyggerne på, at byen ville blive destrueret af Herren pga. indbyggernes ondskab. Som det vil være nogen bekendt, ender det i Jonas' Bog med, at Herren aflyser dommedag til fortabelse, da indbyggerne i sidste øjeblik - muligvis mod forventning - faktisk omvender sig. For som Jesus siger her - HVIS I ikke omvender jer, skal I alle omkomme.

Og det store spørgsmål er jo så, om man forventer det. Om man forventer, at alle, der ikke har omvendt sig, omvender sig i sidste øjeblik.

Og man kan med rette stille spørgsmålet, om Kristus virkelig vil sende nogle i fortabelse? Når Kristus så indtrængende i Bjergprædiken beder os om at elske vore fjender, har jeg personligt svært ved at se for mig, at han selv skulle ende med at kaste nogen i fortabelse. Det ville i givet fald ikke være det store tegn på fjendekærlighed.

Nu skal min mening, og hvad der ser logisk ud for mig, selvsagt ikke være afgørende for, hvad der er sandheden, og hvad der er rigtigt. Jeg noterer blot helt nøgternt, at det for mig ser meget mærkeligt ud, hvis Jesus først beder os om at elske vore fjender, og dernæst, når det virkelig gælder, på dommedag, skulle ende med at kaste os i fortabelse. Jeg vil i hvert fald tillade mig at undre mig over denne manglende logik.

Men jeg er også selv ret overbevist om - det er i hvert fald en tro og et håb - at vi på dommens dag vil møde en kærlighed så stor, at vi helt naturligt overgiver os alle sammen til Kristus. Som Jacob Holm har udtrykt det i en bog, så er der ikke en egentlig lære om Helvede i Det Nye Testamente.

Og jeg noterer også, at det sidst i evangelieteksten ikke hedder "Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, skal du hugge det om". MEN det hedder "Hvis ikke, så KAN du hugge det om".

Man kan endda spørge, om ikke al den snak om frelse og fortabelse, faktisk undergraver troen.

Iben Krogsdal skriver et sted: ”Hvad jeg pludselig vidste var, at i det sekund, man spørger, hvem der går fortabt, så er man allerede fortabt. Det vil sige: Så er man ikke troende. Men i det sekund, man ved, at man (ligesom alle andre) hører til i kærligheden for evigt, så er man frelst. Så er man troende. Så stiller man ikke længere det frygtelige spørgsmål om frelse og fortabelse. Og endelig dæmrede det for mig: Det er slet ikke troen, der frelser os. Det Nye Testamente handler overhovedet ikke om, at først skal man tro, og så bliver man frelst. Det er lige omvendt. Frelsen er selve troen: Vi er frelste, når vi ikke er i tvivl om, at vi begynder og ender i lyset. Og vi er fortabte (utroende), når vi har så meget overtro på os selv, at vi som den evindelige farisæer eller den smålige karmateolog tror, at vi kan gøre os fortjent til, eller dømme andre til, himmel eller helvede”. Således altså, Iben Krogsdal.

Frelsen er selve troen, skriver hun. Når vi ikke er i tvivl om, at vi begynder og ender i lyset.

Hvis man begynder at tale om fortabelsen, begynder man også at tvivle på Guds kærlighed. Tvivle på, om man ender i lyset. Og det kan man nok godt tvivle på.

Men jeg tænker, at når man på dommens dag står over for Kærligheden selv, Jesus Kristus, så kan man ikke sige andet end ja. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men det er en tro og et håb.

Om man ligefrem kan lave en teologi, der taler direkte for alles frelse, ved jeg ikke. For det er vel stadig en teoretisk mulighed.

Eller er det? Er fortabelsen virkelig en teoretisk mulighed?

Med troens og kærlighedens fortegn, så giver dom med fortabelse ikke rigtigt nogen mening. Jesus dømmer med kærlighed og han er vores eneste dommer. Og jeg vælger at stole på Jesus, når han sidst i Matthæusevangeliet lover os at være med os alle dage, indtil verdens ende, som vi hører om ved alle dåb i folkekirken.

Amen.