Om mirakler
Prædiken til 21. søndag efter trinitatis, 2025. Holdt i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium er fra Johannesevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 21. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro. Amen.
Hvad er et mirakel egentlig for en størrelse? Noget utroligt, ja. Noget underfuldt, ja.
Men hvad vil det faktisk sige?
Jeg tror, man kan dele det op i mindst to kategorier. Der er for det første de mirakler, som ikke burde kunne ske. Og som alene af den grund er et mirakel. Jesu dødeopvækkelser – eller Jesu opstandelse, er de bedste eksempler.
Men der er også de mirakler, som vi godt ved kan ske, men som alligevel er så underfulde, at vi ser dem som mirakler. Hver gang jeg hører ”I østen stiger solen op” kommer jeg til at tænke på, at det er et mirakel, at solen står op hver dag. Det gør den faktisk.
En barnefødsel er et mirakel. Ingen af os kan være i tvivl om, at barnefødsler er helt virkelige og at de sker utallige gange hver dag over hele verden. Men alligevel giver det mening at kalde en barnefødsel for et mirakel.
Dåben er jo også et mirakel. Et under. Udefra set er det tre håndfulde vand i hovedet, men der sker jo så meget mere end det. Det meste er uforklarligt, men vi er næsten alle enige om, at barnedåben både er vigtig og underfuld. Og nødvendig for et endnu tættere gudsforhold. Det samme gælder nadveren.
I virkeligheden siger vores forhold til mirakler en del om, hvordan vi ser på verden. Ser vi faktisk solopgangen som et mirakel, eller tager vi det fuldstændig for givet?
For en måneds tid siden havde vi historien om enken fra Nains søn, som Jesus opvakte fra de døde. Jeg plejer at kalde den historie for et lille påskeevangelium at gå ind i efterårets mørke med.
Så radikal er dagens evangelietekst dog ikke, da feberen forlader embedsmandens søn, inden han dør. Men ikke desto mindre et mirakel.
Og jeg kommer til at tænke på en af mine allerførste undervisningstimer i Markusevangeliet i min studietid på teologi. Hvordan jeg studsede over, at både lærebogen og underviseren nærmest tog de enkelte vers et efter et og gennemgik dem meget minutiøst. Jeg tænkte, at hvis det fortsætter, bliver vi da aldrig færdige. Jeg husker gennemgangen af en kort historie om Jesus, der helbreder Peters svigermor, der også ligger med feber. Tænk, at der blev gjort så stort et nummer ud af den lille hændelse. Tænkte jeg dengang. Jeg var for utålmodig til at tænke på det som et mirakel.
Jeg er heldigvis blevet klogere.
For jeg tror, at evangelieteksten blandt meget andet vil have os til at have øje for de mange daglige mirakler, vi ikke synes at lægge mærke til. »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.«, siger Jesus. Men netop i embedsmandens tilfælde er det klart, at i det øjeblik Jesus siger, "Din søn lever" og embedsmanden tror, dér forlader feberen sønnen. Eller rettere: Frelsen, budskabet om livet, kommer først, og skaber troen. Frelsen kommer før troen for nu at tale med Iben Krogsdal.
Men vi skal ikke regne med at se overnaturlige ting ske for os i tide og utide. Dukker der noget op, vi ikke havde set komme, skal vi blot være taknemmelige.
Det er måske sin sag at gå rundt og være taknemmelige hele tiden. Kan man overhovedet det? Er der ikke for meget, der peger i en anden retning?
Jo måske, men sommetider hjælper det at være konkret. Som jeg sagde før: Tænk på solopgange, tænk på barnefødsler, tænk på dåben og nadveren, tænk på alt levendes åndedrag. Tænk, at et hjerte kan slå i så mange år. Kærligheden findes på trods. Gud elsker os på trods.
Og det er når, vi mærker livet, ja måske endda oplever frelsen, fordi vi tror os elsket uendeligt, at troen faktisk opstår. Når vi tror, at det ender godt, når vi tror, at vi går mod et uendeligt lys, der lader sig tænde – symbolsk - om halvanden måneds tid. Til jul, altså.
Et gammelt problem i teologien lyder: Hvis Gud er god og almægtig, hvorfor sker der så mange trælse og ulykkelige ting her på jorden?
Her vil jeg dog sammen med K.E. Løgstrup svare ved at vende det på hovedet: Når der faktisk også sker så mange fantastiske ting her på jorden, både globalt, nationalt og i vores personlige liv – om det så bare er endnu en solopgang – hvordan kan man så overhovedet tænke Gud ud af den sammenhæng?
Albert Einsten har sagt, at ”der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel”.
Det er måske nok at stille det meget skarpt op, men derfor kan det jo godt være rigtigt. Og i hvert fald er pointen jo tydelig:
Man kan leve livet som om ingenting er et mirakel. Og man kan leve livet som om alting er et mirakel. Om det så blot handler om en solopgang, om det handler om et uventet smil fra et andet menneske, eller oplevelsen af at kunne trække vejret.
Eller oplevelsen af at være elsket af Gud på trods.
Amen.
Når dommen falder...
Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2025. Holdt i Nordby Kirke.
Dette hellige evangelium fra Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til sidste søndag i kirkeåret, 1. tekstrække: Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Amen.
Det er nu blevet den sidste søndag i kirkeåret, og det er tid til at holde dom. Sådan kunne man godt opsummere hovedbudskabet i søndagens evangelietekst.
Og jeg plejer at opfatte dagens tekst som en af mine yndlingstekster fra Det Nye Testamente. Vi starter kirkeåret med advent. Forventningens glæde, kunne være en fri oversættelse af ordet advent.
Og slutter med at holde dom.
Når det er sagt, så har jeg også tænkt, at der er noget pudsigt over at kalde den sidste søndag i kirkeåret for netop sidste søndag i kirkeåret. I år kunne søndagen for eksempel passende have heddet 23. søndag efter trinitatis, da det jo var 22. søndag efter trinitatis sidste søndag.
Man kan med rette spørge, om det ville gøre den store forskel, og her er svaret, at ja, det ville gøre en forskel. På to fronter. Både en meget lavpraktisk forskel, og så sandelig også en teologisk forskel, der også har med dagens tekst at gøre.
Hvis denne søndag hed 23. søndag efter trinitatis, så ville dagen næste år, i 2026, hedde 25. søndag efter trinitatis.
Det vil altså ikke nødvendigvis være den samme prædikentekst, vi havde på den sidste søndag i kirkeåret, som det er tilfældet i dag. Det vil stadig være en tekst, der har et domsmotiv over sig. Men det ville ikke nødvendigvis være den samme tekst. Altså en meget praktisk forskel.
Den vigtigste årsag til, at det måske skulle være anderledes end i dag, er dog for mig at se, teologisk.
For – hvornår er det, der bliver holdt dom over os? I evangelierne hedder det et sted, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Den kan altså ikke planlægges, det står ikke til os at vælge tid og sted. Dommen over vores liv kommer uventet, og pludseligt, og måske endda ubelejligt.
Men med det nuværende kirkeår, så ved vi altid, hvornår Verdensdommen kommer. Den kommer hvert andet år – altså, i alle ulige år. På sidste søndag i kirkeåret.
Hvis i stedet for, at kirkeåret sluttede med den trinitatis søndag, vi det pågældende år har talt os frem til, så er det – i hvert fald på et symbolsk plan – ikke givet på forhånd, hvilken trinitatis søndag i rækken, kirkeåret faktisk slutter med. Det slutter i stedet for lige pludseligt, og så bliver der – uventet – fældet dom over os, og vi ved ikke hvordan, for søndagens tekst vil skifte fra år til år.
Dagens evangelietekst er en af årets vigtigste og som nævnt en af mine egne yndlingstekster. Men det er også en, man bliver nødt til at nærlæse, da det er meget vigtigt at være opmærksom på, hvad der faktisk står, og hvad der ikke står i teksten.
Jesus fortæller om sig selv som kongen, som bliver kaldt Herren i fortællingen.
Og det virker endda til, at hverken dem, der står i den venstre side eller dem, der står i den højre side, ved hvorfor, at de står, som de gør.
De, som kaldes faderens velsignede, for hvem riget er bestemt som arv, siden verden blev grundlagt, står til højre. The right hand side, som man siger på engelsk. Altså, i dobbeltbetydningen, den rigtige side.
Hele scenen er udtrykt som et fremtidsscenarie, altså en hypotetisk scene, og det er helt rimeligt at stille spørgsmålet, om der overhovedet er nogen til højre. Nobody is right, altså, ingen har ret. Eller med Kierkegaard: Det glædelige i, at overfor Gud har vi altid uret.
Billedet med fårene skyldes sikkert, at Jesus ofte bruger billedet med en fåreflok, som det sted, hvor man bør være – man skal f. ex. lede efter det eller de fortabte får, hvis de er blevet væk fra flokken. Omvendt bliver bukke ofte omtalt i negative sammenhænge, fx i udtryk som syndebuk eller forestillingen om Fanden som en gedebuk.
Alt hvad der er gjort rigtigt mod de mindste, er gjort rigtigt mod Jesus, hedder det så.
Det er med andre ord usandsynligt, at der overhovedet er nogen i den rigtige side. Og skulle der faktisk være en enkelt, så ved vedkommende ikke, hvorfor han eller hun står der. Vedkommende mindes ikke at have gjort noget særligt, i hvert fald ikke overfor Jesus. Hvad vedkommende har gjort, er sket naturligt eller selvfølgeligt, umiddelbart. Med fuldstændig tillid til, at det var det rigtige at gøre. Som et barn på ny, for at referere til dåben.
Og så tales der om evig straf. Her er det blot vigtigt at være opmærksom på, at det ord, der oversættes til evig, er det græske ord ”æon”, som ikke er helt ligetil at oversætte. Det kan godt betyde en tidsalder, eller et andet ord for ’meget lang tid’. Det vil sige, at straffen ikke er evig i den gængse betydning af ordet. Man kunne måske udtrykke det på den måde, at alle os i venstre side, ryger til en meget lang omgang disciplinering, inden vi får adgang til den rigtige side. Vi frelses, men som gennem ild, for at tale med Paulus.
Vi ved hverken, hvornår, vi har gjort det rigtige, og vi ved heller ikke, hvornår vi har gjort det forkerte. Selvom vi kan have vores gisninger, ved vi det aldrig med sikkerhed. Og ingen af os har være konsekvent i at gøre hverken det gode eller det onde eller forkerte – så meget desto mere da vi ikke ved, hvornår vi gjorde hvad.
Konklusionen er: Det ender godt til sidst for alle. Siden verden blev grundlagt, er frelsen bestemt for alle, men vi skal alle igennem en lang ’straf’ eller disciplinering, da vi alle står i den forkerte side til at begynde med. Den rigtige side står vi i hvert fald ikke i.
Det kan godt være, at dommen falder før vi aner det, eller i hvert fald kommer helt uventet. Men Gud dømmer med kærlighed.
Så – frygt ikke, for vi er elsket på trods.
Amen.