Ny prædikensamling - køb HER

Miraklernes tid

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro. Amen.

 

 

Hvad er egentlig et mirakel? Er det noget metafysisk? Noget overnaturligt? Noget, der egentlig ikke burde kunne ske? Er det noget, vi bare ikke regner med, kan ske, ikke i vores vildeste fantasi? Noget, som sætter sig så meget i os, når det alligevel sker, at vi aldrig kommer til at glemme det igen. Ikke mindst fordi det måske har haft konsekvenser for den måde, vi tænker liv og verden på?


Som I sikkert ved, så var det i går 30 års dagen for Murens Fald. Og jeg har det stadig sådan, at når jeg ser billeder fra denne utrolige dag, så tænker jeg stadig, at dagen – dengang for 30 år siden – var uvirkelig. Vi var mange i min generation, og generationerne før min generation, der ikke havde turde håbe på, at det kunne ske i vores levetid. Og så skete det alligevel, lige pludselig. I disse dage, når vi hører om mærkedagen, genser vi ofte billederne af glade, euforiske mennesker, der slet ikke kan forstå, hvad der lige er sket. I går skrev Kristeligt Dagblad ligefrem i en overskrift: ”For 30 år siden skete det usandsynlige”.


Murens Fald var for mange et mirakel, som har skåret sig ind i verdenshistorien på en måde, vi aldrig glemmer.

Når talen er om mirakler, kan man så spørge, om mindre ikke også kan gøre det. Selvom man samtidig kan spørge, hvad dét egentlig vil sige?


For en måneds tid siden havde vi historien om enken fra Nains søn, som Jesus opvakte fra de døde. Jeg plejer at kalde den historie for et lille påskeevangelium at gå ind i efterårets mørke med.


Så radikal er dagens evangelietekst dog ikke, da feberen forlader embedsmandens søn, inden han dør. Men ikke desto mindre et mirakel.


Og jeg kommer til at tænke på en af mine allerførste undervisningstimer i Markusevangeliet i min studietid på teologi. Hvordan jeg studsede over, at både lærebogen og underviseren nærmest tog de enkelte vers et efter et og gennemgik dem meget minutiøst. Jeg tænkte, at hvis det fortsætter, bliver vi da aldrig færdige. Jeg husker, jeg læste gennemgangen af en kort historie om Jesus, der helbreder Peters svigermor, der også ligger med feber. Tænk, at der blev gjort så stort et nummer ud af den lille hændelse. Tænkte jeg dengang.


Jeg er heldigvis blevet klogere. For jeg tror, at evangelieteksten blandt meget andet vil have os til at have øje for de mange daglige mirakler, vi ikke synes at lægge mærke til. »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.«, siger Jesus. Men netop i embedsmandens tilfælde er det klart, at i det øjeblik Jesus siger, "Din søn lever" og embedsmanden tror, dér forlader feberen sønnen.


Somme tider stilles spørgsmålet, hvis man vil beklikke Guds eksistens: Hvis Gud er almægtig, og Gud er god, hvorfor er verden så så ond, som den jo også er. Ergo kan der ikke være nogen Gud. Her kan jeg godt lide K.E. Løgstrups svar, for han vender det på hovedet. Han stiller nemlig spørgsmålet: Når der dagligt sker så mange forunderlige ting i verden, blomster, der springer ud, børn, der fødes, mennesker, der forelsker sig, solen, der står op, en fuldmåne, der oplyser natten, og så videre, og så videre, når der dagligt sker så mange forunderlige ting i verden, hvordan kan man så overhovedet tænke Gud bort, hvordan kan man så overhovedet forestille sig et andet ophav, end Gud Fader selv? Man kan næsten høre Louis Armstrongs "What a wonderfull world" i baggrunden, hvilken forunderlig eller fantastisk verden. Den danske pendant i salmegenren må være "Op al den ting, som Gud har gjort", som vi lige har sunget.


Det er måske ikke murens fald, men hvad er egentlig det største mirakel – et nyfødt barn eller murens fald? En blomst, der springer ud, eller murens fald? Jeg er tilbøjelig til at mene det første. Mit yndlingsvers fra ”Op al den ting” er et vers, som også rockgruppen Nephew har citeret i en sang, nemlig ”Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde”. Ja, miraklernes tid er skam ikke forbi.


Og hvis der er noget, som Jesus er, så er det en glædens mand. I begyndelsen af dagens evangelietekst nævnes det, at han tidligere har været i Kana, dengang, han gjorde vand til vin. Hvis ikke det skulle være for at bringe glæde, at han gjorde det under, så ved jeg ikke hvad. Når jeg tænker på miraklet i Kanan ved brylluppet, kommer jeg i øvrigt altid til at tænke på et maleri af Mikael Kvium. Han har lavet et billede, hvor man ser en mandsperson med ryggen til, og som er ved at hælde fra en kande med vin. Da væsken rammer glasset, kan man se, at nu er vinen blevet til vand. Sådan er vi mennesker, vi værdsætter ikke altid de gaver, der sættes foran os. Derfor er det ikke så underligt, at Jesus starter med at være lidt brysk overfor for embedsmanden. Jesus er vant til at folket forlanger tegn og mirakler, før de kan tro, i stedet for at tro, og dermed se miraklerne udfolde sig.


Kirken prædiker et evangelium, der minder os om, at alle mennesker er elsket af Gud, for kærlighedens ophav er Gud, for han elskede os først. Bestemt ikke pga. vores handlinger, men ene og alene fordi, vi alle er skabt i Guds billede, og derfor alle har potentialet til gode gerninger i os.


Og jeg er helt overbevist om, at det er troen, der skaber miraklet. Om det så er små mirakler, som det, der fortælles om i dagens evangelietekst, eller det er mirakler, som vi oplever, der vender op og ned på vores tilværelse, ja måske hele verdensordenen, er ikke det afgørende.


Det helt afgørende er, at vi faktisk har blik for dem.


Så vi lever stadig i miraklernes tid, når blot vi har øje for dem, de små og store mirakler. Således at vi kan se, hvor fantastisk verden OGSÅ er, alt til trods.


Så vi kan synge "What a wonderfull world", eller "Op al den ting, som Gud har gjort", eller prise Sønnen med "Hil dig frelser og forsoner", som vi snart vil gøre.


Amen.

Familiegudstjeneste med Kim Larsen-tema: Om at vælge himmelen og stjernerne

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2019. Holdt i Trige Kirke ved en familiegudstjeneste med Kim Larsen-tema.



Tekstlæsning 


Fra ”Selvfølgelig Må De Det”


De må godt fylde byerne med bøller og beton
og købe sig en lejlighed i London
ja selvfølig må de det
og de må godt lave humbug bare de passer på
de kun tar røven på de små
ja selvfølig må de det
de må også godt bygge sig en Storebæltsbro
hvis det kan få dem til at falde lidt til ro

For de vil jo kun det bedste
elsker næsten deres næste
lisså højt som deres Asger Jorn
og deres pissesmarte bil
men det ville være helt fantastisk
undskyld hvis jeg lyder sarkastisk
bare de ville ta og flytte sig lidt
så vi ku komme til

 

Fra ”Sammen & Hver For Sig”


Klokken er slagen fem
nu går de sidste hjem
lægger sig lidt til ro
en times tid eller to
sammen og hver for sig
jeg ville ønske, De skulle med mig

 

 

Matthæus skriver i Den Nye Aftales oversættelse: Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«  Amen.


 

Kim Larsen var en af de allerstørste. Dagen i dag er egentlig ikke tænkt som en mindegudstjeneste, men vi er nok flere, der ikke kan lade være at tænke tilbage. Kim Larsen var der alle vegne, og det i en grad, så jeg personligt aldrig har købt et album med ham før han døde. For han var der jo bare, alle vegne. Og så har jeg en erindring om, at vores nabo i min barndom i en (lang) periode ikke spillede andet end Kim Larsen, og meget højt! Desuden havde jeg selv en periode, hvor jeg faldt i søvn til et kassettebånd med Gasolin. Hvor jeg særligt husker rocken, der ruller, og Søren der skar sit øre af, fordi han var sur en dag.

 

Kim Larsen kunne – kan – lidt af hvert. Han kan både være den forargede samfundsrevser, der først og fremmest holder med de små i samfundet. Jeg tror, at mange kender hans udsagn om, at hvis ikke en regering er til for de svageste i samfundet, hvem skulle den så være til for. Vi andre skal nok klare os. Sagde altså Kim Larsen. Og så er det vist heller ingen hemmelighed, at Kim Larsen kan være yderst melankolsk. Om det så er, når han synger om Fru Sauterne, som vi hørte melodien til lige før, inden vi sang om Susan Himmelblå, eller det er sangene ”Om lidt bliver her stille” eller ”De smukke unge mennesker”, så er melankolien til at tage at føle på.

 

Nu er Kim Larsen nok mere moralist på samfundets vegne, end han er nogen forkynder, skønt han er grundtvigsk opdraget.

 

Og det gør evangelieteksten til i dag, den tekst, der også kaldes Verdensdommen, særlig interessant. Hvor menneskeheden tilsyneladende deles i to blokke. Dem der har levet efter Jesu bud, om de har været klar over det eller ej. Og dem, der ikke har.

 

For hvornår ved vi egentlig, om vi gør det rigtige? I den sang, vi lige har sunget om Susan Himmelblå, ønsker Kim Larsen – eller sangens fortæller – åbenlyst det bedste for Susan Himmelblå, selvom han ikke kan love hende noget som helst.

 

Og så har han denne finurlige passage om himmelen og stjernerne - og så fanden, som står på hver sin side af Susan Himmelblå, og sikkert også – billedligt talt – hos alle os andre.

 

Og her skal der vælges. Lige nu. Sig ja eller nej. Der findes ikke rigtigt nogen mellemvej. Det kan godt være, at man vælger himmelen og stjernerne, og så alligevel fejler. Men så ved man dog, at man fejler, og skal prøve at gøre det bedre en anden gang. Vælger man derimod fanden, så har man netop også valgt side, og her er Kim Larsen ikke i tvivl om det rette valg. Det er i hvert fald ikke fanden, det store kvaj.

 

Så det handler i høj grad om valget, bevidst eller ubevidst, lige som i evangelieteksten. I den sang, vi snart skal synge, Jutlandia, breder han den gode handling mere ud, selvom sangen vel først og fremmest er en hyldest til hospitalsskibet Jutlandia.

 

Jeg husker som antydet også Kim Larsen for nogle af hans mange udsagn. Han sagde en gang, at kommunismen blot var verdsliggjort kristendom, da man her skulle yde efter evne og nyde efter behov. At vi mennesker så ikke er skabt til at være sådan i praksis, er så en anden historie.

 

Og så husker jeg nogle ord om moral, som – det banale til trods – gjorde stort indtryk på mig, og som jeg har tænkt en del over siden. Nemlig, at det med moral var meget enkelt. Når lyset viser grønt, må man gå over gaden. Når lyset er rødt, skal man blive stående. Det er sådan set meget simpelt, var hans ord. Og der er virkelig mange situationer, hvor vi ønsker at bøje moralen, og hvor man med disse ord kan spørge: Er det rigtigt eller er det forkert, og hvor der faktisk ikke findes en mellemvej, hvis man ikke vil give køb på sine værdier.

 

Som sagt, så kan man godt kalde Kim Larsen moralsk. Eller forarget på de smås vegne er måske bedre. Hvor kristendommen er forkyndende. Mens Kim Larsen kan revse samfundet og os andre, så taler kristendommen til den enkelte. Man kan ikke slå andre i hovedet med kristendommen. Og i dagens evangelietekst er det da også et spørgsmål, hvad vi skal lægge vægten på. For det lader til at være gerningerne, vi dømmes på. Luther sagde ellers det modsatte, at det handler om troen alene. For mig er det dog først og fremmest et billede på, at gerningerne ikke kan adskilles fra troen. Og at troen aldrig kan blive ren nok, hvorfor vi hele tiden må tro Guds nåde, først og fremmest. Johannes Møllehave skrev engang, at når vi står foran Jesus, bliver vi alle sammen som udgangspunkt dømt. Vi har alle noget at angre. Men herefter fører hans nåde os over i Gudsriget, i det rene kærlighedens fællesskab.

 

Så selvom vi ikke altid er så gode til at gøre det rigtige, så er det vigtigste sådan set, at vi vælger den rigtige retning. Vælger himmelen og stjernerne, for nu at citere Kim Larsen. Der er altså flere lag hos Kim Larsen. Der er indignationen eller forargelsen. Der er melankolien. Kærligheden, naturligvis. Og så er der bevidstheden om, at der skal vælges side her i livet. Hvad sangen om hospitalsskibet Jutlandia er et godt eksempel på. I ekstreme situationer er selv 16-årige teenagere nødt til at vælge side, når livet gør ondt. Og sangen om Joanna, som vi skal synge til sidst, siger på sin helt egen måde det samme. Den handler om stedet, hvor næsten alt kan lade sig gøre, hvis man vel at mærke ikke har nok i at passe sig selv.

 

Amen.

 

 

Afsluttende bøn efter nadver, inden velsignelsen: 

 

Almægtige Gud


Tak for brødet og vinen, tak for fællesskabet omkring bordet, og tak fordi, vi har fået mulighed for at holde kirke sammen i dag. Tak for evangeliets ord, og tak for den måde, dine ord lyser på og belyser andre og andres ord på, der også siger noget om vores liv og tilværelse, og får disse til at lyse ekstra meget.

 

Nu ved vi, at vi har et valg. At vi skal vælge mellem på den ene side himmelen og stjernerne, og på den anden side, fanden det store kvaj. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

 

Vis os rette vej, når vi alligevel fejler, og angrer vore fejl.

 

Livet kan være langt, og lykken kan være kort. Opgaven i mellemtiden, når vi går ud i det blå, må være, at dele så meget som muligt, sammen. Så vi kan skabe det sted, hvor næsten alt kan lade sig gøre, når vi ikke har nok i at passe os selv.

 

Du, Jesus Kristus, er vores eneste dommer. Amen.